Kronik

Da journalister kæmpede for Danmarks gode rygte

Under Anden Verdenskrig besluttede en gruppe danske journalister sig for at føre modstandskamp med deres skrivemaskiner. De kæmpede for at bevise for verden, at Danmark gjorde modstand og ikke var nazistisk. Dengang som nu er betydningen af krigspropaganda afgørende, skriver ph.d. i historie Emil Eiby Seidenfaden i denne kronik
Sten Gudme (til venstre) kigger sammen med Clement Atlee (i midten), vicepremierminister og senere premierminister i Storbritannien, og den danske eksilpolitiker John Christmas Møller (til højre) på en model af Gestapos hovedkvarter i Århus under en dansk propagandaudstilling i London i 1944.

Sten Gudme (til venstre) kigger sammen med Clement Atlee (i midten), vicepremierminister og senere premierminister i Storbritannien, og den danske eksilpolitiker John Christmas Møller (til højre) på en model af Gestapos hovedkvarter i Århus under en dansk propagandaudstilling i London i 1944.

Det Kgl Bibliotek / Keystone Press Agency

Debat
4. maj 2022
LYT ARTIKLEN
Vil du lytte til artiklen?
Prøv Information gratis i en måned og få fuld digital adgang
Kan du lide at lytte? Find vores seneste lydartikler her

En forårsdag i 1941 ankom en 39-årig dansk mand til Bromma lufthavn i Stockholm. Her ventede et par britiske piloter på ham. Han iførte sig varmt tøj, hjelm og radio. Mandens navn var Sten de Hemmer Gudme, og indtil den dag havde han arbejdet som udenrigsredaktør på Politiken i København. Det var et godt job, selv under besættelsen, men ved at sætte sig op i flyvemaskinen sagde han brat farvel til det hele.

Et par uger senere modtog min farfar, Erik Seidenfaden, der var Gudmes gode ven og kollega på Politiken, et mystisk brev fra ham, holdt i vage vendinger. Gudme undskyldte, hvis hans rejse havde givet avisen problemer (det havde den), og han tilføjede, at han opholdt sig »ude på landet« og glædede sig til »arbejdet«.

Gudme var inviteret til Storbritannien af den britiske regering på grund af hans talent som redaktør, og han er dermed en brik i denne fortælling om journalisters rolle i krig. Hvis en større sag synes at kræve det, er springet fra journalistik til modstandskamp ikke stort. Vores vindue til krigen i Ukraine består ofte af tekst, billeder og video, der er produceret af journalister.

Meget har forandret sig siden 1940’erne. Men betydningen af propaganda har ikke.

Traditionelt bruger vi den 4. maj til at mindes den danske modstandskamp. Den var ikke særlig omfattende før til sidst i krigen, selv om den selvfølgelig var dødelig alvor for dem, der deltog, og den gjorde først og fremmest en forskel ved det signal, den sendte til omverdenen. Men hvordan hørte omverdenen overhovedet om den?

Den illegale presse

Det sørgede danske journalister uden for Danmark for. De arbejdede på at rette op på den skade, de frygtede, at Danmarks ry led på grund af samarbejdspolitikken med Tyskland. For hvad hvis krigen pludselig sluttede, og den internationale presses historier stadig mest handlede om danskernes tilstrækkelige madforsyninger? Frygten for at krigen skulle slutte, før det var gået op for verden, at danskerne ikke var nazister, fyldte meget.

For mange er billedet på en modstandskæmper en actiontype som Flammen, der likviderede stikkere. Eller familien på Hvidsten Kro, der tog imod engelsk sprængstof. Avisen, du læser, Information, blev grundlagt natten mellem den 4. og 5. maj 1945 og voksede ud af en tredje type modstandskamp, nemlig den illegale presse.

Illegale nyheder trængte igennem det røgslør af censurerede nyheder, danskerne ellers mødte. Information var navnet på et illegalt nyhedsbureau i krigsårene. Dets grundlæggere arbejdede til daglig på københavnske dagblade som Nationaltidende. Her havde man adgang til nyheder fra både ind- og udland. Aviserne måtte ikke trykke dem alle, men på redaktionerne brugte man dem til interne nyhedsbulletiner, så journalisterne forstod baggrunden for det, de dækkede. Journalister som Børge Outze, Informations grundlægger, fandt på at bruge stoffet til at lave en parallel illegal nyhedstjeneste fra 1943.

Illegale nyheder handlede ofte om modstandsaktiviteter. Det kunne, mest efter samarbejdspolitikkens delvise sammenbrud i 1943, være bombesabotage. Men det kunne også handle om en tysk soldat, der ikke vidste, at nogen havde skrevet på rækværket foran hans vagtstation: »Han har ingen bukser på«. Små og store historier, som viste danskerne, og senere omverdenen, at der var danskere, som strittede imod. Kilderne var informanter af alle slags, sommetider med adgang til hemmeligheder: politifolk, embedsfolk og så videre.

Dengang blev ordet propaganda brugt nogenlunde, som man bruger PR eller publicity i dag. Det var ikke nødvendigvis ensbetydende med løgn, men blot nyheder, man vurderede som effektive for at fremme en sag. Det afgørende var at få fortalt om modstandsaktiviteter til medier i den frie verden – først og fremmest Storbritannien og USA – så Danmark kunne blive behandlet som en allieret efter krigen.

De danske journalister i London

I Storbritannien arbejdede eksildanskere i Det Danske Raad – en organisation, der forsøgte at tale på vegne af det frie Danmark i udlandet – med at sætte Danmark i bedst muligt lys internationalt. London husede 20-30 danske journalister, som lavede, hvad man i dag ville kalde public diplomacy. De skrev bøger på engelsk, læserbreve til britiske aviser og minglede med politikere. De arrangerede også udstillinger og holdt hundredvis af foredrag for erhvervsfolk, soldater og almindelige mennesker i Storbritannien.

Flere af London-journalisterne var strandede korrespondenter for danske aviser og havde den 9. april 1940 mistet deres arbejde. Og selv om briterne af strategiske grunde delvist accepterede samarbejdspolitikken, måtte danskerne alligevel bevise deres loyalitet. Det blev derfor oplagt at hjælpe med krigspropaganda rettet mod Danmark. Eksiljournalisterne stod nu med en kompliceret dobbeltopgave: Briterne skulle hjælpes med at opildne den danske befolkning til modstand, og omvendt skulle den britiske befolkning overbevises om, at danskerne faktisk allerede gjorde modstand.

Nogle blev ansat på BBC’s Danish Service – det var her, befrielsesbudskabet kom den 4. maj 1945, oplæst af Johannes G. Sørensen. Andre arbejdede hemmeligt på godset Woburn Abbey i Bedfordshire nord for London. Sammen med folk fra hele Europa arbejdede de her for organisationen Political Warfare Executive (PWE). Her stod blandt andet en såkaldt frihedssender, der foregav at sende fra modstandsgrupper i Danmark. Propaganda, der manipulerede modtageren på denne måde, kaldte briterne sort propaganda, i modsætning til ’den hvide’ BBC. Begge typer propaganda var svære at lave uden at have adgang til friske nyheder fra Danmark. Og det manglede man i Storbritannien.

I 1941 blev Sten Gudme derfor bestilt af PWE for, som den første af flere, at hjælpe sine landsmænd i England. Min farfar Erik Seidenfaden var misundelig over sin vens rejse – det ses tydeligt i efterladte notater. Men i 1943 blev vennerne genforenet, da Erik var med til at grundlægge Dansk Pressetjeneste i Stockholm, som skaffede historier fra Danmark (ofte smuglet over Øresund) og havde BBC, PWE samt amerikanske myndigheder som kunder. Gudme besøgte flere gange Stockholm for at rådgive om, hvad London ville have.

Et forsvar med skrivemaskiner og TikTok

Hele dette improviserede kommunikationssystem var en udenlandsk spejling af nyhedstjenesten Information. Her omsatte man de historier, Børge Outze og hans kolleger risikerede livet for, til internationale nyheder. Det skulle give en gruppe danske udenrigsjournalister et noget anderledes CV, end hvis krigen ikke var kommet. Det gjaldt Terkel Terkelsen (senere chefredaktør på Berlingske), Sven Tillge-Rasmussen (chefredaktør, Politiken), Erling Bjøl (historiker, i dag bosat i Paris) samt altså Sten Gudme, Erik Seidenfaden og flere andre af Informations ledende kræfter. Nogle blev ambassadører i blandt andet Australien og NATO. De havde det til fælles, at de alle havde oplevet at måtte forlige deres faglighed med at være i tjeneste for Danmark og Storbritannien og samarbejde om at redde Danmarks omdømme.

Informationskrig har været en faktor længe før krigene i Syrien og Ukraine og var det også under besættelsen. Danmark blev ikke kun angrebet med propaganda, men forsvarede sig også med det. Historien minder os om, at vores opfattelse af fortiden påvirkes af mange andre ting end, ’hvad der faktisk skete’. Kampen om historien var allerede dengang vigtig, og nogle har arbejdet systematisk for at skabe et bestemt billede af, hvad der faktisk skete. Modstandskamp udkæmpes ikke kun med våben, men også med skrivemaskiner, telegrafer og radiosendere – ligesom i dag med Twitter, TikTok og Telegram.

Emil Eiby Seidenfaden er ph.d. i historie og forsker i journalistik og propaganda ved universitetet i Oxford

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

David Zennaro

Tillykke med fødselsdagen!