Der kan svindles med udbytteskat, så længe udenlandske investorer kan skjule deres navn

Forargelsen var stor blandt de fleste danskere, da det i 2015 blev offentligt kendt, at udenlandske svindlere havde lænset statskassen for over 12 milliarder kroner. Metoden var som bekendt ansøgninger om refusion af udbytteskat på udbytte, de aldrig havde modtaget. Her mange år efter skandalen kan det undre, at der endnu ikke er fundet en løsning, som effektivt kan forhindre refusion i blinde.

Når danske selskaber udbetaler udbytte af deres aktier til aktionærerne, tilbageholder de 27 procent i udbytteskat, som indbetales til Skatteforvaltningen. I modsætning til kildeskat på løn er der ikke sat navn på de skatteydere, som skatten tilbageholdes på vegne af. Udenlandske udbyttemodtagere skal ofte betale mindre end 27 procent i dansk skat og kan derfor ansøge om at få den overskydende skat tilbagebetalt.

I alle sager bør det som minimum sikres, at udbytteskatten overhovedet er betalt, inden den refunderes. Dette skete ikke i perioden 2012-2015, hvor SKAT blev udsat for systematisk bedrageri. Til sidst behandlede én eneste medarbejder alle ansøgninger om refusion af udbytteskat. Nu sidder der 100 medarbejdere i Skattestyrelsen og behandler ansøgninger. Det løser imidlertid ikke problemet.

Det fremgår af en beretning fra rigsrevisionen fra november 2021, at det vil kræve yderligere cirka 440 årsværk, hvis alle sagerne skal undergives kontrol ud over det formelle. På grund af sagspukler er der siden 2016 hensat og udbetalt knap en milliard kroner i renter til udenlandske aktieejere.

Nuværende model fungerer ikke

Der blev straks efter udbytteskandalen taget initiativ til at finde en ny model for håndtering af den fremtidige udbyttebeskatning. Syv år efter udbytteskandalen er de politiske intentioner om at forhindre svindel endnu ikke omsat til ny og bedre lovgivning.

Skatteministeriet har indtil nu arbejdet på en løsning, der i korte træk går ud på, at bankerne tilbageholder den korrekte skat med det samme. Da der i maj 2020 blev indgået en aftale mellem bankerne og Skatteministeriet, blev aftalen af daværende skatteminister Morten Bødskov præsenteret som »en milepæl i arbejdet med at sikre, at vi aldrig igen oplever den udbyttesvindel, som kostede den danske statskasse 12,7 milliarder kroner«.

Imidlertid anbefaler et ekspertudvalg nedsat af regeringen, at aftalen mellem bankerne og Skatteministeriet tages af bordet. Det skyldes, at denne nettoordning er forbundet med stor kompleksitet, mange risici og behov for væsentlig it-udvikling.

Ekspertudvalget foreslår i stedet for, at udbytteskatten sættes ned fra 27 procent til 15 procent. Modellen vil mindske antallet af tilfælde, hvor udenlandske aktionærer behøver at søge refusion, men den forhindrer ikke bedrageri. Der kan stadig indsendes falske ansøgninger om at få udbytteskat udbetalt, hvis ansøgeren angiver sin endelige skat til at være mindre end 15 procent. Nedsættelsen af kildeskatten nedsætter heller ikke det beløb, der kan svindles for. I falske ansøgninger kan det angivne udbytte sættes i vejret, eller der kan sendes flere ansøgninger.

De facto-bankhemmelighed

Alle børsnoterede aktier registreres i en værdipapircentral. Registreringen styrer, hvem udbyttet udbetales til. Kontrol af, om en ansøger af refusion rent faktisk har modtaget udbytte, kan ske ved at slå op i registeret.

Problemet er, at udenlandske aktionærer er anonyme, når aktierne er placeret i puljer administreret af en bank – såkaldte omnibus- eller nomineedepoter. I så fald registreres kun den bank, der er indskudt som sidste led i en række banker mellem aktionærerne og ejerregisteret. De udenlandske aktionærer bliver ikke registreret i ejerregisteret. Der kan ikke indhentes ejeroplysninger fra ejerregisteret eller mellemliggende kapitalforvaltere – ingen af dem kender identiteten på de enkelte ejere i aktiepuljerne. Brugen af omnibusdepoter har samme virkning som bankhemmelighed. Myndighederne kan ikke få at vide, hvem der modtager udbytte via omnibusdepoter.

Ansøgeren har bevisbyrden med hensyn til, at betingelserne for refusion er til stede. Det gælder også den helt basale betingelse, at ansøgeren rent faktisk ejer aktierne på det tidspunkt, udbyttet udbetales. Kontoudtog og handelsnotaer fra en depotbank er ikke i sig selv bevis for, at der er modtaget udbytte, hvori der er indeholdt udbytteskat. Der kan være tale om pengestrømme, der ligner udbytte, men er en del af et finansielt arrangement, der har til formål at stille deltagerne økonomisk, som om de ejer aktier og modtager udbytte. Dokumentationen kan også være helt eller delvist forfalsket.

Hvis skatteforvaltningen skal være sikker på, at en refusionsansøger har modtaget en pengestrøm, hvori der rent faktisk er indeholdt dansk udbytteskat, skal ansøgeren kunne kortlægge pengesporet gennem en kæde af omnibusdepoter mellem ansøgerens depotbank og det selskab, der udbetaler udbytte. Ellers er der risiko for refusion af skat, der aldrig er blevet betalt.

En sikker og billig løsning

Dokumentation af pengesporet går fra at være meget vanskelig til at være meget nem, hvis den enkelte udenlandske aktionær som betingelse for at kunne opnå refusion for fremtiden skal være registreret i ejerregisteret under eget navn ved udbetaling af udbytte.

Der vil være omkostninger forbundet med individuel registrering, men det er ikke anderledes end for alle dem, der allerede er registreret i eget navn. Til gengæld sparer aktionæren omkostninger ved at skulle bevise, at der er trukket dansk udbytteskat af pengestrømmen.

Denne løsning kan effektivt forhindre bedrageri med refusion af udbytteskat, i tilfælde hvor ansøgeren aldrig har modtaget udbytte. Forslaget ændrer ikke på, at ansøgeren fortsat skal kunne anses som retmæssig ejer af aktierne i skattemæssig forstand – beneficial owner – for at forhindre snyd med skattesatsen.

Bankernes mulighed for at tjene penge ved at tilbyde omnibusdepoter til udenlandske aktionærer vil blive mindre, hvis aktionærerne ikke kan søge refusion uden at have egen konto i ejerregisteret. Skatteministeriet har tilkendegivet, at »det har været et vigtigt holdepunkt for den finansielle sektor, at brugen af omnibus- og nomineedepoter ikke forhindres ved den fremtidige model for håndtering af udbyttebeskatningen«.

Men i lyset af udbytteskandalen med udbetalinger i milliardklassen på grundlag af falske oplysninger er det på høje tid at stille spørgsmålet, hvor længe hensynet til bankernes forretningsmodel skal veje tungere end hensynet til mulighederne for en betryggende kontrol, der kan forhindre bedrageri med fællesskabets midler.

Ivar Nordland er tidligere chefrådgiver i Skatteministeriet