Vi kontorarbejdere lever i åndeligt selvbedrag for at udholde udbytningen af vores sind

I en forstad til København ligger en glædesløs toetagers kontorbygning. Indendørs er gulvene grå væg til væg-tæpper, kunsten er skånselsløst monokrom, og skrivebordenes birketræsfinér er glat som et blankt sind. I denne bygning arbejdede jeg engang.

Mens jeg endnu var ny og ikke kendte så mange, gjorde jeg det til en vane at spørge ind til alles roller. En dag talte jeg med Åge, en midaldrende mand med pjusket hår og runde briller, hvis arbejde handlede om manuelt at trævle gennem store mængder kundedata for at identificere eventuelle fejl. Det var et arbejde, der lød øredøvende kedsommeligt, og derfor var min overraskelse da også stor, da Åge konstaterede: »Det er en vanvittigt spændende opgave, jeg vågner op hver morgen og kan næsten ikke vente med at fortsætte, hvor jeg slap.« Jeg blev så paf over denne udmelding, at jeg ikke kunne andet end at fremstamme, at det kunne jeg sandelig godt forstå. Da jeg genvandt fatningen, supplerede jeg dog med en ironisk kommentar om, at det var en velsignelse at være forundt et så interessant arbejde, men Åges samstemmende nikken viste, at han tog mig bogstaveligt og glædede sig over, at vi forstod verden på samme vis.

Et par dage senere mødte jeg en veninde, som jeg fortalte om episoden. Jeg forventede, at hun ville dele min forundring, men i stedet konstaterede hun, at Åge måtte have fundet sin rette hylde, og at det var vidunderligt for ham, at han kunne gå på arbejde hver dag og føle sådan. Men var det nu også vidunderligt, og hvordan kunne det overhovedet lade sig gøre?

Fremmedgørelse og ond tro

Den marxistiske teori om fremmedgørelse postulerer, at den kapitalistiske produktionsmåde fremmedgør mennesket over for sine handlinger, sine produkter og sig selv, fordi han eller hun instrumentaliserer sig for at følge bourgeoisiets diktater. I dag er det ikke så meget bourgeoisiet, vi retter os efter, som det er virksomheder af størrelser, som Marx aldrig selv nåede at forestille sig. Men alligevel er konklusionen den samme: Ifølge Marx burde Åge have været mere end almindeligt fremmedgjort, men ikke desto mindre trivedes han. Hvorfor?

En mulig forklaring på Åges trivsel blev artikuleret hundrede år efter Marx, da Jean-Paul Sartre opfandt begrebet ond tro til at beskrive, hvordan den enkelte anvender sin frihed til aktivt ikke at vedkende sig selv samme frihed, men i stedet ved selvbedrag leger, at det er noget mindre end et helt menneske. Havde Sartre stået på skjul bag en søjle i den åndsfortærende kontorbygning uden for København, havde han sikkert noteret, at Åge udviste ond tro ved at bilde sig ind, at han elskede at kigge kundedata igennem, og havde Freud stået bag Sartre med cigar i munden og kigget med, havde han sikkert mumlet, at den onde tro var et forsvar mod en knugende følelse af menings- og magtesløshed.

Ond tro eller godmodig kærlighed til kundedata – kunne det ikke være lige meget, for Åge var jo glad?

Jeg vil argumentere for, at det ikke er lige meget, og at både Åge og mange af os andre ikke er så glade, som vi tror os at være, hvilket vil give et fingerpeg om forklaringen på det besynderlige fænomen, at vi på samme tid er en exceptionelt lykkelig nation og har et exceptionelt dårligt psykisk helbred.

Tabet af følsomheden over for det skønne

Uanset om Åges opførsel er leg eller alvor, så er gennemsyn af ensformige kundedata en beskæftigelse, der ikke stimulerer hverken følelserne eller ånden, men som fordrer, at man bruger sin bevidsthed som et simpelt analytisk værktøj. Åge har dermed lært at være lykkelig i åndeligt fattige kår.

Omvendt finder vi i litteraturen eksempler på hjertevarme figurer, der finder en vis lykke trods materielt fattige kår, fordi de er åndeligt rige – for eksempel den elskværdige, underbetalte skriver Bob Cratchit hos Charles Dickens. En sådan lykke kræver, at man ligesom Cratchit ikke skatter materiel rigdom for højt, og ligeså kunne man forestille sig, at Åges tilfredshed i åndeligt fattige kår modsat kræver, at han ikke skatter åndelig rigdom for højt. I overensstemmelse hermed viste Åge sig ved nærmere forhør da heller ikke synderligt sensitiv over for hverken naturen, almenmenneskelige fællesskaber eller kulturelle rigdomme.

At det analytiske arbejdsliv kræver, at man sløver sin evne til at værdsætte åndelig rigdom, kan lyde provokerende for dem af os, der lever med et sådant arbejdsliv – herunder mig selv. Men det er en ukontroversiel idé, hvis man vender det om til et mere positivt udsagn: Få vil modsige, at de, der eksempelvis har helliget sig kunsten, ofte besidder en højere følsomhed og inderlighed over for verden – måske netop fordi deres arbejdsliv ikke forcerer dem til at gemme denne følsomhed væk.

Tabet af følsomhed er ikke begrænset til arbejdere med kedsommelige opgaver, men gælder alle – lige fra funktionæren og til direktøren – der instrumentaliserer deres bevidsthed til et analytisk redskab på en måde, som ikke er væsentligt anderledes, end da Marx beskrev, hvordan arbejderne under industrialiseringen instrumentaliserede kroppen med deres gentagende bevægelser i fabrikshallerne.

Den heraf begrænsede åndsevne afsløres eksempelvis i vores skeptiske forhold til romantikkens dyrkelse af det sublime og det skønne. Tag som eksempel et par af Emil Aarestrups linjer: »Der er en trolddom på din læbe / der er en afgrund i dit blik / der er i lyden af din stemme / en drøms æteriske musik.«

For nutidens øre lyder romantikken så følsom, at det knap nok er muligt at tage den alvorligt. Vi kan kun forholde os til så stor inderlighed med distanceret ironi, for hvis vi tog romantikken seriøst, kunne de moderne livsvilkår hurtigt forekomme os alt for fattige.

Selvbedrag er ikke løsningen

Vi undgår altså den marxistiske fremmedgørelse ved den onde tros selvbedrag, men prisen er, at vi taber vores evne til at værdsætte det sublime og skønne. Dette antyder en forklaring på vores paradoksalt simultane lykke og psykiske mistrivsel. Ond tro spalter sindet i en indbildt bevidsthed, der i spørgeskemaerne udtrykker, at det er lykkeligt, og en kuet ånd, der er ensom og deprimeret som følge af længslen efter at mærke det, der gør livet stort og rigt.

Selvbedrag er derfor ikke en gangbar løsning, men hvis ikke den anvendes, venter konfrontationen med fremmedgørelsen.

En sådan konfrontation kan dog vise sig hensigtsmæssig, da fremmedgørelsens lidelse motiverer til at forbedre ens vilkår, om det så er ved at forlade sit kontorjob eller blot konsekvent at høre klassisk musik og læse græske tragedier i toget frem og tilbage til arbejde. Marx’ egen løsning, at proletarer i alle lande skal forene sig, og den bestående samfundsorden skal styrtes ved magt, forekommer en kende voldsom, men derfor kan den enkelte jo godt forsøge sig med en privat revolution.

Alexander Sokol er selvstændig konsulent og ph.d. i statistik

information.dk/deltag