Kvinder må ikke udnyttes som rugemødre, blot fordi det foregår uden for Danmarks grænser

Skal private virksomheder kunne tjene penge på at sælge aftaler med udenlandske kvinder om at føde børn til danske par? Det tyder noget på, at regeringen vil åbne for. Men hvis man vil lovliggøre, at kvinder bliver betalt for at føde børn til andre, må man tage ansvar for alle dilemmaerne.

I Danmark er kommercielt surrogasi – bedre kendt som rugemoderskab – ulovligt. Det betyder, at man ikke må betale en kvinde for at bære og føde ens barn. Man må heller ikke som tredjepart hjælpe med at sætte den slags aftaler i stand. For det er den fødende, der som udgangspunkt er forælder, og en betaling for en fødsel er dermed betaling for et barn. Altså handel med børn.

Men virksomheder som israelske Tammuz International omgår dansk lov ved at være registreret i Sverige. Herfra sælger de på deres dansksprogede hjemmeside surrogasiaftaler med udenlandske kvinder fra Colombia, Ukraine og USA. Hvis du betaler ekstra, får du tilmed en garanti for, at barnet lever mindst fem dage. Ellers får du et nyt. Et nyt barn. Det hedder en »garantipakke«.

Det koster omkring en halv million kroner eller mere. Af det beløb får surrogatmoren så åbenbart omkring en tiendedel. Det var i hvert fald tilfældet for en colombiansk kvinde, der ifølge Information bar og fødte et barn for et dansk par for sølle 48.000 kroner ud af de i alt 460.000 kroner, parret havde betalt Tammuz.

Bedre vilkår for de utraditionelle familieformer

Jeg forstår godt det par, der har så brændende et ønske om at få et barn, at de sætter deres lid til en virksomhed som Tammuz.

Og jeg ved, at de regler, vi har omkring forældreskab i dag, slet ikke er gearet til at rumme særligt mange slags familieformer ud over den helt klassiske. Som samfund rummer vi ikke dem, der ikke bare hedder ’far, mor og børn’ – eller som ikke er begyndt der.

Derfor har vi i Enhedslisten også stillet forslag om for eksempel at lovliggøre juridisk flerforældreskab, så et barn kan have mere end to juridiske forældre. Vi har også stemt ja til borgerforslaget om at ligestille medfædre med medmødre, fordi to fædre selvfølgelig er lige så godt som to mødre eller en mor og en far. Vi vil lovliggøre såkaldt dobbeltdonation, hvor både æg og sæd er fra donorer. Vi vil give flere ret til flere forsøg på fertilitetsbehandling med insemination, og vi vil give de altruistiske rugemødre – dem, der ikke bærer barnet mod betaling – adgang til vejledning og insemination i det offentlige sundhedssystem.

Men vi holder fast i, at kommercielt rugemoderskab – hvor kvinder bliver betalt for at føde børn – er hamrende farligt.

Vi kan ikke ignorere kvindernes rettigheder

Regeringen har åbnet op for, at vi skal tillade rugemoderskab i Danmark og anerkende de aftaler, der indgås med fødende i andre lande. Men jeg kan lige så godt sige det nu: Vi kommer ikke til at bakke op om en model, der gør det nemmere for store firmaer at tjene penge på at sælge surrogasiaftaler med kvinder fra mindre velstillede lande til danske par.

For det er surrogatmoren, der lægger krop til et andet pars barn i ni måneder med alle de risici, det indebærer.

Det bliver nødt til at være en del af diskussionen om kommercielt surrogasi. Hvis vi overhovedet skal åbne op for kommercielt surrogasi – og det er jeg slet ikke sikker på, vi skal – skal vi gøre det med åbne øjne.

Tammuz siger selv, det går ind for ordnede forhold. Men hvad er ordnede forhold? Er det nok at lønne surrogatmødre lige under 50.000 kroner plus en forsikring for tab af reproduktive organer? Hvad med de psykiske risici? Hvad hvis den fødende fortryder? Hvad hvis de involverede forældre fortryder?

Det bestemmer virksomhederne selv. Virksomheder, der vel at mærke har en økonomisk interesse i at få så mange aftaler igennem så omkostningslet som muligt. Det sker endda på et stort set ureguleret internationalt marked, hvor forældres, surrogatmødres og børns rettigheder er uklare.

Det marked skal vi ikke udvide i blinde. Hvis vi skal åbne op for kommercielt surrogasi, bør det ikke være i strakt arm, hvor vi kan lukke øjnene for forholdene, fordi det foregår i andre lande. Så må det være i Danmark. Så må vi tage stilling til, hvad en rimelig kompensation er. Så må vi sikre, at man ikke kan blive rugemor, hvis man er arbejdsløs. Så må vi lave et offentligt system, hvor det ikke er de barnløse pars pengepung, der afgør, om de kan få et barn. Med andre ord: Så må vi tage ansvar for dilemmaerne.

For nej, vi kan ikke lukke øjnene for, at der hvert år kommer børn til Danmark som følge af kommercielle surrogasiaftaler. Men omvendt kan vi heller ikke ignorere de kvinder, der føder børnene. De er ikke maskiner, men mennesker med egne interesser og rettigheder. Rettigheder, der næppe sikres bedst af private virksomheder, der forsøger at tjene penge på dem.

Pernille Skipper er social- og ligestillingsordfører for Enhedslisten