Identitetspolitikken er på mange måder blevet fjenden for højrefløjen i Danmark. Men selve fænomenet identitetspolitik udspringer grundlæggende af en forestilling om lighed og anerkendelse for alle – liberale kerneværdier, med andre ord.
De første revolutioners tanker om lighed og frihed for alle var og er borgerlige, liberale mærkesager. Tanken om anerkendelse for enhver og om værdighed for alle mennesker – ikke blot for de få – er grundlæggende ideer på den borgerlige fløj.
Dét er det bærende i anerkendelsespolitikken, som går forud for identitetspolitikken. Så hvornår og hvorfor gik det galt? Hvad var det, der sporede os væk fra de liberale dagsordener om universalismens frihed og hen på den identitære og partikulære identitetspolitik, som vi kender i dag?
Værdighed for alle
Tankerne om lighed og gensidig anerkendelse mennesker imellem kan spores tilbage til de største tænkere i den vestlige filosofihistorie. Heriblandt Hegel, som mente, at kampen for anerkendelsen er vigtigere end kampen for selve overlevelsen, og Rousseau, der skrev en af sine væsentligste afhandlinger om ulighedens oprindelse og grundlag blandt menneskene.
Identitet og anerkendelse bliver et problem i takt med modernitetens nedbrydning af hierarkier og sociale klasser. Pludselig bliver individuelle spørgsmål vigtigere end de var tidligere – hvem er jeg, og hvad er min identitet? Den borgerligt-liberale anerkendelsespolitik – identitetspolitikken – udspringer netop af disse tanker.
Anerkendelse er i dette tankekompleks en forudsætning for værdighed. Og kampen for værdighed, forstået som ligeværd mellem mennesker, er den selv samme kamp, som man har set i de liberale revolutioner op gennem historien, den franske eksempelvis. Det grundlæggende er altså tanken om, at alle mennesker er værdige – ikke kun de få.
Og her opstilles et vigtigt skel mellem ære og værdighed. Den historiske bevægelse går fra det aristokratiske samfund, hvor få i kraft af deres status havde ære, til det demokratiske samfund, hvor alle, uanset status, har værdighed. Mennesket har altså værdighed, alene fordi det er menneske.
Men nu forekommer det igen, som om det ikke længere er nok for visse mennesker blot at blive anerkendt på lige fod med andre alene for deres værdighed. Og det er interessant, fordi det i en vis forstand er et tilbageskridt.
Ære for de særlige få
Der findes flere forskellige typer af anerkendelse, og jeg deler grundlæggende konceptet op i to. På den ene side har vi den ovenfor beskrevne værdighedstanke: ligeværd mellem mennesker, uanset baggrund. Og på den anden side har vi den partikulære identitet og stræben efter anerkendelse netop i kraft af ens baggrund.
Revolutionerne satte mennesker fri fra deres sociale arv og klasse. Deres tankegods anerkendte alle mennesker som værdige, hvilket var udtryk for en anerkendelsespolitik, der grundlæggende handlede om frihed og lighed.
Men det interessante ved identitetspolitikken er, at den netop skifter fokus fra den nye, demokratiske idé om værdighed for alle – og tilbage til den gamle anerkendelsestanke, som var baseret på ære for de få.
Hele humlen med den moderne, nye identitetspolitik er tanken om den partikulære identitet, som er forskellig fra andres. Det er kampen om at få anerkendelse for at være noget særligt – altså ære, ikke værdighed.
Identitetspolitikken er blevet så optaget af at repræsentere de få, at den glemmer den egentlige kerne i sit ideologiske udgangspunkt; nemlig værdigheden for de mange.
På den måde er den faldet i en fælde, hvor den er fastfrosset og er blevet monologisk. Man kan ikke længere have en dialog omkring uretfærdighed eller lighed – for man må ikke så meget som sætte et lille spørgsmålstegn ved en gruppes identitet og problemer. Der opstår derfor et de facto ulige og uretfærdigt forhold mellem de mange og de få.
Identitetspolitikken, som udsprang af en grundlæggende liberal forestilling om lighed og anerkendelse for alle, handler ikke længere om lighed og værdighed. Den handler om forskelsbehandling og ære. Og dét, synes jeg, er synd – ikke bare for de få, men for de mange.
Karoline Haarder er bestyrelsesmedlem i Konservative Studerende ved Københavns Universitet
Det ville nok være en fordel af identificere den identitetspolitik, der angribes.
(2 indlæg fra konservative ungdom i samme avis på een dag? )
De fleste revolutioner handlede ikke om at få anerkendelse, men bedre leveforhold, hvilket krævede at staten skabte bedre strukturelle forhold. De fleste revolutioner var socialistiske, ikke liberale.
Liberalismen, som opstod i England, og egentlig oprindeligt handlede om at formindske kirkens magt over adlen, blev efterhånden overklassens måde at forhindre revolutioner på. Det handlede dybest set om at forhindre arbejderklassen i at gøre oprør (ligesom i Frankrig), ved at overbevise middel og arbejderklassen om at de boede i et samfund, hvor alle var lige og havde samme muligheder.
John Locke, liberalismens fader, (levede et par århundrede før den franske revolution), var ikke optaget af at afskaffe klasseforhold, tvært i mod. Hans løsning på sociale problemer var at sende fattige og hjemløse i "workhouses", forværre forholdene for dem, så de sagde ja til alt arbejde uanset løn og arbejdsforhold, herunder at piske arbejdsløse børn og unge for at motiverer dem til at arbejde. Han sagde også en masse fornuftige ting om undervisning og om at behandle børn som rationelle væsner, men han mente ikke at alle børn burde undervises. Han var overbevist om at mennesker tilhøre forskellige klasser, og skulle behandles derefter. Selvom de i teorien var lige.
Liberalisme handlede aldrig om at værdighed for alle. Liberalisme handlede om at adlen (og senere overklassen) ville have mere magt og formindske kirkens ( og senere kongens og statens) indflydelse. Når engelske liberalister kæmpede for undervisning til arbejderne i det 18. og 19. århundrede, for det gjorde de faktisk, var deres ønske en undervisning der forbedrede arbejdernes evner indenfor deres respektive fag. Debat, oplysning, bøger om samfundet, ja selv aviser, var FORBUDT i liberalisternes uddannelses-tilbud (mechanics institutes, som der fandtes over 600 af i 1850). Uddannelse skulle fastholde arbejderne i deres samfundsklasser så man UNDGIK revolutioner.
Liberalister troede på frihed for individet, men dermed bliver individet også ansvarlig for sit eget liv. Kongen, kirken og staten skal blande sig udenom, så individet får de bedste forudsætninger for at opnå et godt liv. Selvom Liberalismens grundopfattelse af mennesker bygger på at alle er "lige", så bliver resultatet af ideen om "ansvaret for eget liv" dermed at nogle er bedre end andre. Hvis du er rigere end andre, er det fordi at du er bedre end andre. Dette menneskesyn gennemsyrede den liberalistiske ideologi og forklarede i århundrede sociale problemer som fattigdom, usundhed og hjemløshed: Mennesker i bunden af samfundet var havnet der pga egen utilstrækkelighed, da vi i teorien alle er lige og derfor har haft de samme forudsætninger for at skabe os et godt liv.
Selvom man konstant diskuterede ulighed, sociale problemer og fattigdom i det 19. århundrede, var det først omkring 1880, at en engelsk adelsmand satte sig for at undersøge årsagerne til sociale problemer i London. Charles Booth brugte næsten et årti (og millioner af egen formue) på at sende sine researchere rundt i London for at undersøge årsagerne til de fattiges problemer, og kunne efter et årti konkluderer at mennesker var fattige fordi at 1) de ikke kunne finde arbejde eller 2) fordi at deres løn var for lav.
Sociale problemer og fattigdom skyldtes strukturelle forhold, manglende mindsteløn, manglende pension, manglende understøttelse, manglende statslig regulering af samfundsforhold og et tilgængeligt sundhedsvæsen.
(Life and Labour of the people in London, Charles Booth, 1880-agtigt)
Booth´s løsning var ikke perfekt, noget med at sende de fattige til Amerika, men han punkterede i det mindste den liberale menneskeopfattelse af at "alle er lige, men ikke lige gode, for ellers ville de jo ikke blive fattige og hjemløse".
Liberalister var, som idag, priviligieblinde, ude af stand til at se at selvom mennesker som udgangspunkt er lige, har de ikke lige forudsætninger eller muligheder for at opnå samme privilegier som de priviligerede. Og når man forsvarer sit liberale ståsted med at "liberale kerneværdier er en forestilling om lighed og anerkendelse for alle", så både misforstår, fordrejer og overser man at liberalisme ikke handlede om at skabe "lighed" for alle, men derimod at skabe forudsætningerne for et samfund, hvor dem, der havde bedre muligheder end andre, fastholdt deres privilegier.
Liberalisterne gjorde ALT hvad de kunne for at forhindre revolutioner. De var RÆDSELSSLAGNE for revolutioner, især den slags hvor man ikke bare "opfattede" alle som lige, men rent faktisk forsøgte at skabe strukturelle forhold, der gav alle mulighederne for at leve et ordentlig liv (ligesom de priviligerede liberalister.)
Påfaldende, at tekstens overskrift fremhæver liberalisme, men kun handler om identitet. Men tak til David Adam for at supplere.
Lad mig bidrage med et perspektiv, der kan forklare, hvorfor liberalisme ikke kan bruges sammenligneligt mellem Europa og Nordamerika. De to steder findes der nemlig et helt forskelligt syn på statens rolle i forsvaret for liberale frihedsværdier.
Liberalisme er kulminationen på en udvikling i Nordamerika og Europa, der fremhæver vigtigheden af individualitet, en befrielse af individet fra underkastelse under magtfulde grupper og en lempelse af det stramme greb om individet gennem skik, lov og autoritet.
De fremherskende opfattelser af liberalisme i USA og Europa er imidlertid uenige om, hvorvidt regeringer aktivt bør fremme individuel frihed frem for bare at beskytte den. Det medfører nogle pudsigheder når man ser på, hvordan man de to steder vil fremme individualitet og identitet.
I USA er liberalisme forbundet med velfærdsstatspolitikken i New Deal-programmet fremført i 1932 af den demokratiske præsident Franklin D. Roosevelt, hvorimod det i Europa er mere almindeligt at knytte liberalisme til en forpligtelse til begrænset regeringsførelse og laissez-faire økonomiske politikker.
Så identitetspolitik i Nordamerika møder modstand, når woke-folket mener at det er staten der gennem gennem lovgvning skal understøtte identitetspolitiske tiltag, hvorimod europæsere vil fjerne det, der i samfundet hindrer individets frie udfoldelse. Som fx racisme, fattigdom og sygdom. Måske derfor woke-folkets aktivisme aldrig rigtig er slået an i Europa.
Hvilken værdighed går den borgerlige fløj ind for?
Hvilken værdighed kæmpede de for, da de stemte for Irak-krigen?
Hvilken værdighed kæmpede folketinget for, da det stemte for reduceringen af Libyen til slavemarkeder, sorte markeder og nu laver EU missioner, der bryder disse menneskerettigheder de borgerlige åbenbart går op i?
Hvilken værdighed har fløjen, der stjæler smykkerne fra, forbyder burkaerne af og hjemsender flygtninge til lande vesten selv har ødelagt?
Vesten er den største imperialistiske magt, der udbytter den resterende verden til fordel for sig selv. Danmark er en del af denne i samme række som Storbritannien og USA.
Dette er en del af systemet vi lever under. Det borgerlige demokrati, der går lige fra socialdemokraterne i Enhedslisten til hvad end der sker i Nye Borgerlige. Markeder udvider sig gennem krig. Dræber millioner i sanktioner i Afghanistan, Irak og alle de andre ofre for vestens uforsvarlige krige. USA's krigsudførere kan efter lov ikke forsøges skyldige i Den Haag. Lederen af den frie verden, hvis krige vi selv deltager i har ødelagt Sudan, Irak, Libyen. Har brugt uranbomber i Serbien, der nu har en af de største dødeligheder af kraft i verden.
Værdighed for alle har aldrig fundet sted. Velfærdsystemet er skåret til benet. Konjunturledige bebrejdes for deres ledighed og dagpengene bliver mindre. De ting vi har haft som universel velfærd og den danske model skilles ad.
Det borgerlige projekt er ikke en værdighed for alle men en kamp mod arbejderklassen, flygtninge og alle hvis markeder kan 'frigøres' til udbytning fordel for vesten.