Læserbrev

Vi må være storsindede over for Rusland, hvis vi skal genvinde freden i Europa

Mens alle andre lader sig rive med af oprustningsrusen, forsøger Enhedslisten at holde hovedet koldt. Det ville være bedre for freden på lang sigt, hvis NATO trak sine styrker på afstand af Polen og de baltiske lande og gav Rusland nogle garantier, skriver medlem af Enhedslisten Asger Sylvest Pedersen i denne replik
Vi er nødt til storsindet at påbegynde en dialog med Rusland – og USA – om, hvordan vi genetablerer freden i Europa, skriver Asger Sylvest Pedersen. På billedet ses britiske soldater, der deltager i en større NATO-øvelse i Polen.

Vi er nødt til storsindet at påbegynde en dialog med Rusland – og USA – om, hvordan vi genetablerer freden i Europa, skriver Asger Sylvest Pedersen. På billedet ses britiske soldater, der deltager i en større NATO-øvelse i Polen.

Alain Jocard/AFP/Ritzau Scanpix

Debat
16. maj 2022

Man fristes til at spørge, om SF’s frustrationer bunder i, at deres nyvundne begejstring for militarisering og oprustning ikke ukritisk deles af alle deres egne medlemmer. Det tænkte jeg i hvert fald, da jeg læste Serdal Benli og Peter Westermanns kronik i Information den 9. maj, som anklager Enhedslisten for ikke at have en forsvarspolitik.

Enhedslisten forsøger blot at holde hovedet koldt, mens store dele af det politiske system rives med i en uovervejet og panisk oprustningsrus. Det gælder også iveren efter at fjerne EU-forsvarsforbeholdet. Tror I virkelig, at endnu mere militær og flere våben skaber fred?

Med den militære overlegenhed, EU og NATO i forvejen besidder, og som ikke har forhindret Putin, er det dumt at tro, at endnu større overlegenhed vil have nogen effekt. Vi ruller jo ikke ind i Ukraine og tvinger russerne tilbage – hvad vi militært formentlig godt kunne – på grund af risikoen for at eskalere til en altudslettende atomkrig.

Argumentet om, at USA måske ikke altid vil stå bag NATO, skal forhåbentlig ikke forstås sådan, at EU så skal blive en adækvat atommagt? Ingen med selvrespekten i behold tror vel på, at dét vil øge freden.

Vi er nødt til storsindet at påbegynde en dialog med Rusland – og USA – om, hvordan vi genetablerer freden i Europa, for dernæst at etablere et værdigt og demokratisk samkvem.

Vi kunne for eksempel tilbyde Rusland garanti om, at NATO ikke udvides, imod at Rusland trækker sig helt tilbage fra Ukraine – inklusive Krim. Til gengæld skal NATO så trække sine styrker på afstand af Polen og de baltiske lande. Herefter kunne de mellemfolkelige og handelsmæssige relationer bygges op på ny.

På grund af EU og NATO’s militære overlegenhed kan vi altid sadle om, hvis Rusland viser sig ikke at leve op til tilliden og de gensidige forpligtelser. Men vi må først arbejde for fredsskabende initiativer ad de diplomatiske veje.

Og til SF kan jeg sige, at spørgsmålet om NATO faktisk diskuteres mere nuanceret i Enhedslisten, end skribenternes nedladende bemærkninger om ’fornægtelsespolitik’ antyder. Det er muligt, at man ikke gider synge i SF længere, men i Enhedslisten tror vi på, at et folk, der kan synge sammen, kan vinde freden.

Jeg vil hellere dø som naiv partisan end spænde mig selv for den meningsløse oprustningsvogn. Tænk jer om, før I stemmer den 1. juni.

Asger Sylvest Pedersen medlem af Enhedslisten Thy

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Christian de Thurah

Ja, man kan få fred ved at vende den anden kind til - men hvilken fred?

Annette Munch

Hvilke interesser kan NATO have i at invadere Rusland? Vesten er allerede tilstede i Rusland i form af handel og virksomheder med selskaber og filialer i Rusland - selv om der ind i mellem er sanktioner.
Jeg er klar over at Rusland/Putin ser NATO som en trussel og dermed legitimerer by proxy-krigene. Fint at USA begynder at fokusere på Asien, så EU og Europa kan etablere sig i samarbejde i egen ret.

Jeg går ud fra, at indlægget er skrevet før Finland og Sverige har besluttet sig for at søge om medlemskab af NATO.
Er det en særlig demokratisk kvalitet, at forhindre demokratiske befolkningers ønske om alliancer i internationalt samarbejde. ?