Læserbrev

Norden skal tage afstand fra Modis folkemorderiske kurs, før det er for sent

Når Narendra Modi besøger Danmark, må vi ikke blive forblændet af vores tætte forhold til Indien og forhåbningerne om grøn omstilling. Med fortsat tæt samarbejde med Modi risikerer vi at blive medskyldige og være med til at finansiere den diskriminerende kurs, skriver konsulent Alena Kahle
Debat
2. maj 2022

Det er en fremtrædende gæst, der kommer til København, når Indiens premierminister den 3. maj mødes med statsoverhovederne fra Sverige, Norge, Finland, Island og Danmark for for anden gang at drøfte klimapartnerskabet og den grønne energiomstilling.

Man må formode, at de vil bruge meget tid på den igangværende krig i Ukraine, da Indien anses for at være en vigtig strategisk partner i krigen. Men hvis de nordiske ledere mener det alvorligt med at fremme demokratiske værdier og fred i forbindelserne med Indien, må de på mødet i denne uge også tage fat på den eskalerende vold mod og marginalisering af mindretal i Indien.

Mette Frederiksen (S) og de andre nordiske statsoverhoveder synes at være uvidende om, at Narendra Modis politik har stærke autoritære og folkemorderiske tendenser – eller også er de ligeglade.

Siden Narendra Modi blev valgt som premierminister i 2014, er der blevet vedtaget adskillige love, der har til formål at udelukke især muslimer og kristne men også andre minoriteter fra det indiske samfund. Til den systematiske diskrimination fra statens side er der imidlertid også blevet føjet aktive opfordringer til folkedrab, især i de seneste måneder.

Yogi Adityanath, der er chief minister i Indiens folkerigeste stat, og i øvrigt udpeget af Modi, har for eksempel åbent opfordret sine tilhængere til at forsvare sig selv og voldtage muslimer. Andre hindu-nationalistiske ledere har også opfordret til at udrydde muslimer, blandt andet til et møde, hvor minimum et medlem af Modis regering var til stede.

Nu er tiden inde til at vise, at der ikke kun er tomme ord bag den nordiske beskyttelse af menneskerettighederne.

En aktuel påmindelse er den tyske neologisme ’Putin-versteher’– en, der forstår Vladimir Putin. Regeringerne har altid vidst, at Putins ekspansionspolitik før eller siden ville føre til krig, men har relativeret det med henvisning til vigtige projekter, for eksempel Nord Stream 2-rørledningen i Tyskland. Men allerede nu fortryder europæiske politikere, at de har handlet med Ruslands Putin og dermed finansieret hans katastrofale grådighed.

De nordiske lande må og skal nu reagere på advarselstegnene for folkedrab i Indien – ellers vil neologismen om få år være ’Modi-versteher’, og de nordiske lande vil blive udstødt som medvirkende til folkedrab.

Alena Kahle er konsulent for menneskerettigheder for Foundation The London Story

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

erik jensen

interessant læsning . Indien er langt væk og meget fremmed for Europa, det er altid en hindring . Dobbelt moralske det er vi , penge først - stort set altid når det kommer til stykket. Som en kommentator sagde herinde forleden " Danmark er moralsk et korrupt land" og ikke det eneste- vi kan næsten sælge sand i Sahara...svinekød,øl,fjerkræ,mælk,smør og vindmøller til hvem som helst som gerne vil købe ! . Kom til at tænke på tilbage i 2016 hvor statuer skulle tildækkes for ikke at skabe ubehag for et officielt besøg fra Iran. Et eller andet sted må vi alle også acceptere ikke altid at blande os i andre landes forhold, det kan hurtigt blive for meget og for misforstået . Beklager- blev mest til lidt sniksnak fra min side men tak for at gøre os opmærksomme på nogle af disse forhold i Indien, et af verdens absolut største lande.