En ny solcelleordning bør igen give den enkelte mulighed for at bidrage til omstillingen

Det kan synes lidt retro at påvise de historiske fejl i energipolitikken, men måske kan man alligevel lære noget. Det gælder ikke mindst, når Europa pludselig står i en kritisk selvforsyningssituation på samme måde som efter energikriserne i 1970’erne. Dengang satte situationen politisk set gang i udvikling og implementering af vedvarende energi. Det gjaldt først og fremmest vindenergien, som nu kun står tilbage med to alvorlige problemer: at elnettet både i Danmark og på europæisk niveau har svært ved at følge med, og at udviklingen af ellagring, herunder Power-to-X-løsninger, er gået alt for sent i gang.

Da solcellerne blomstrede

Når det kommer til solenergien, så startede udviklingen også allerede i 1970’erne, hvor den fik politisk medvind. Først gjaldt det de små solvarmeanlæg, men det blev hurtigt de store solvarmeanlæg til fjernvarmeværkerne, som kom til at dominere, fordi det var det, der var bedst økonomi i. Og på det politiske plan blev der ikke lagt afgiftshindringer i vejen.

Solcelleudviklingen kom også i gang i 1993. Fra min tid som solenergikoordinator i Energistyrelsen i 1985-2015 vil jeg fra første halvleg af denne periode fremhæve Jens Bilgrav-Nielsen, Jann Sjursen og Svend Auken som innovative energiministre. Det blev dog først med den kinesiske industrialisering fra 2003 og frem og udviklingsprojekter i storskala støttet af den danske stat, at solceller blev så billige, at det blev attraktivt for pionerer at investere i.

Gennem 00’erne blomstrede udviklingen, og der blev sat husstandsanlæg i størrelsesordenen et til seks kilowatt op på almindelige villaer. Vi kan takke den såkaldte nettomålingsordning for, at lokalt solcelleoverskud midt på dagen kunne sendes ind på nettet og tages tilbage om aftenen uden beregning.

Solcelleejerne blev frataget en god ordning

Efter en fremdriftsperiode indfandt ressentimentet sig fra to fronter. Først fra Dansk Energi, som betragtede lokal elproduktion som konkurrence, og siden fra politikere, som havde fået ondt af, at egenproduktion af elektricitet berøvede statskassen for elafgifter.

Da man nedlagde solcelleordningen, som jeg husker Connie Hedegaard ikke var helt vild med, forsøgte man så at retfærdiggøre det med den nye elliberalisering i Europa, altså at prisen på el varierede time for time. Det gjorde man, på trods af at solcelleoverskud midt på dagen havde stor værdi for industrien, og at elprisen om aftenen var mindre.

Et seriøst argument for at afvikle den såkaldt lukrative nettomålingsordning kom dog også: De private solcelleejere lånte jo det fælles elnet uden betaling. Men vi beregnede sammen med elselskabet EnergiMidt, at solcelleejernes brug og slid på fællesnettet kun indebar en omkostning på mellem syv og ti øre pr. kWh, hvilket solcelleforeningerne var villige til at betale.

På trods af det besluttede man fra politisk hånd at nedlægge ordningen og tvangsforordnede dermed, at solcelleejere i stedet for at leje nettet skulle regnes som producenter og sælge overskydende el til en (lav) markedspris og købe sit underskud tilbage om aftenen med en (høj) afgiftsbelagt pris. 

Forskellen var stor og voksede til mere end en krone pr. kWh, hvilket i løbet af få år underminerede solcelleøkonomien for små og mellemstore anlæg. I dag er forskellen endnu større. Det var for udviklingen i vedvarende energi et veritabelt svigt set gennem grønne omstillingsbriller. Incitamentet forsvandt og udviklingen gik i stå. Ydermere lagde man groteske hindringer i vejen for kommunale solcelleanlæg, der endnu ikke er modvirket af nye EU-regler.

På tide at rette op på historisk svigt

De nye tarifordninger på markedsvilkår kom gradvist til at fungere for de store markplacerede anlæg i landskaberne, men blev en uhensigtsmæssig bremse på almindelige menneskers bidrag til den grønne omstilling. I dag kunne vi som i Holland have baseret ti procent af vores elforsyning på sol med et mål om at fordoble det, hvilket ville have været et ideelt mix med vindenergien.

Det er ærgerligt i lyset af de nuværende internationale kriser med uoverskuelige vilkår for den kommende energiforsyning. Afskaffelsen af den oprindelige, visionære solcelleordning var et markant, småtskåret og perspektivløst politisk svigt.

I lyset af det aktuelle pres for selvforsyning bør der designes en ny stimulerende solcelleordning navnlig for de små og mellemstore anlæg til husstande, industri og institutioner.

Det hører med i argumentationen, at de mindre, lokale anlæg ikke kræver omfattende og bekostelige netforstærkninger, som de store solcelleanlæg og landbaserede vindkraftanlæg.

Naturligvis er fremtiden en mosaik af alle typer anlæg, herunder dem, der fastholder det individuelle engagement, som fra første færd var en driver i den danske pionerindsats for vedvarende energi.

Jens Windeleff er forhenværende solenergikoordinator i Energistyrelsen

information.dk/deltag