Kommentar

En ny solcelleordning bør igen give den enkelte mulighed for at bidrage til omstillingen

Indtil midten af 00’erne gik det fremad, men så lagde politikerne dansk solenergi i koma, og det gjorde det svært for den enkelte at omstille. Lav en ny solcelleordning, der giver husstande, industri og institutioner incitament til at give deres besyv med, skriver forhenværende solenergikoordinator i Energistyrelsen Jens Windeleff i denne kommentar
Gennem 00’erne blomstrede udviklingen med at installere solcelleanlæg på private husstande.

Gennem 00’erne blomstrede udviklingen med at installere solcelleanlæg på private husstande.

Sigrid Nygaard

Debat
3. maj 2022

Det kan synes lidt retro at påvise de historiske fejl i energipolitikken, men måske kan man alligevel lære noget. Det gælder ikke mindst, når Europa pludselig står i en kritisk selvforsyningssituation på samme måde som efter energikriserne i 1970’erne. Dengang satte situationen politisk set gang i udvikling og implementering af vedvarende energi. Det gjaldt først og fremmest vindenergien, som nu kun står tilbage med to alvorlige problemer: at elnettet både i Danmark og på europæisk niveau har svært ved at følge med, og at udviklingen af ellagring, herunder Power-to-X-løsninger, er gået alt for sent i gang.

Da solcellerne blomstrede

Når det kommer til solenergien, så startede udviklingen også allerede i 1970’erne, hvor den fik politisk medvind. Først gjaldt det de små solvarmeanlæg, men det blev hurtigt de store solvarmeanlæg til fjernvarmeværkerne, som kom til at dominere, fordi det var det, der var bedst økonomi i. Og på det politiske plan blev der ikke lagt afgiftshindringer i vejen.

Solcelleudviklingen kom også i gang i 1993. Fra min tid som solenergikoordinator i Energistyrelsen i 1985-2015 vil jeg fra første halvleg af denne periode fremhæve Jens Bilgrav-Nielsen, Jann Sjursen og Svend Auken som innovative energiministre. Det blev dog først med den kinesiske industrialisering fra 2003 og frem og udviklingsprojekter i storskala støttet af den danske stat, at solceller blev så billige, at det blev attraktivt for pionerer at investere i.

Gennem 00’erne blomstrede udviklingen, og der blev sat husstandsanlæg i størrelsesordenen et til seks kilowatt op på almindelige villaer. Vi kan takke den såkaldte nettomålingsordning for, at lokalt solcelleoverskud midt på dagen kunne sendes ind på nettet og tages tilbage om aftenen uden beregning.

Solcelleejerne blev frataget en god ordning

Efter en fremdriftsperiode indfandt ressentimentet sig fra to fronter. Først fra Dansk Energi, som betragtede lokal elproduktion som konkurrence, og siden fra politikere, som havde fået ondt af, at egenproduktion af elektricitet berøvede statskassen for elafgifter.

Da man nedlagde solcelleordningen, som jeg husker Connie Hedegaard ikke var helt vild med, forsøgte man så at retfærdiggøre det med den nye elliberalisering i Europa, altså at prisen på el varierede time for time. Det gjorde man, på trods af at solcelleoverskud midt på dagen havde stor værdi for industrien, og at elprisen om aftenen var mindre.

Et seriøst argument for at afvikle den såkaldt lukrative nettomålingsordning kom dog også: De private solcelleejere lånte jo det fælles elnet uden betaling. Men vi beregnede sammen med elselskabet EnergiMidt, at solcelleejernes brug og slid på fællesnettet kun indebar en omkostning på mellem syv og ti øre pr. kWh, hvilket solcelleforeningerne var villige til at betale.

På trods af det besluttede man fra politisk hånd at nedlægge ordningen og tvangsforordnede dermed, at solcelleejere i stedet for at leje nettet skulle regnes som producenter og sælge overskydende el til en (lav) markedspris og købe sit underskud tilbage om aftenen med en (høj) afgiftsbelagt pris. 

Forskellen var stor og voksede til mere end en krone pr. kWh, hvilket i løbet af få år underminerede solcelleøkonomien for små og mellemstore anlæg. I dag er forskellen endnu større. Det var for udviklingen i vedvarende energi et veritabelt svigt set gennem grønne omstillingsbriller. Incitamentet forsvandt og udviklingen gik i stå. Ydermere lagde man groteske hindringer i vejen for kommunale solcelleanlæg, der endnu ikke er modvirket af nye EU-regler.

På tide at rette op på historisk svigt

De nye tarifordninger på markedsvilkår kom gradvist til at fungere for de store markplacerede anlæg i landskaberne, men blev en uhensigtsmæssig bremse på almindelige menneskers bidrag til den grønne omstilling. I dag kunne vi som i Holland have baseret ti procent af vores elforsyning på sol med et mål om at fordoble det, hvilket ville have været et ideelt mix med vindenergien.

Det er ærgerligt i lyset af de nuværende internationale kriser med uoverskuelige vilkår for den kommende energiforsyning. Afskaffelsen af den oprindelige, visionære solcelleordning var et markant, småtskåret og perspektivløst politisk svigt.

I lyset af det aktuelle pres for selvforsyning bør der designes en ny stimulerende solcelleordning navnlig for de små og mellemstore anlæg til husstande, industri og institutioner.

Det hører med i argumentationen, at de mindre, lokale anlæg ikke kræver omfattende og bekostelige netforstærkninger, som de store solcelleanlæg og landbaserede vindkraftanlæg.

Naturligvis er fremtiden en mosaik af alle typer anlæg, herunder dem, der fastholder det individuelle engagement, som fra første færd var en driver i den danske pionerindsats for vedvarende energi.

Jens Windeleff er forhenværende solenergikoordinator i Energistyrelsen

information.dk/deltag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Karen Kaae Thygesen

Sådan, endelig en der kan huske hvad der skete, vi er jo idioter hvis vi ikke kommer i gang, hep hep på Jens Windeleffs forslag om en ny solcelleordning.
Vh. Ib

Carsten Dybkjær, Knud Anker Iversen, Eva Schwanenflügel, Lone Gravgård og Jesper Partoft anbefalede denne kommentar
Wolfgang Mostert

Forslaget om at støtte installation af solceller på tage er fornuftigt: der er plads til installation af over 15 GW solceller på sydvendte tage i Danmark. Det potentiale må udnyttes bedre, selv om det er dyrere end installation af de store markprojekter. Sidstnævnte vil før eller siden løbe ind i store protester; de pynter ikke i landskabet.
Resten af indlægget er vrøvl:
- at prisfaldet på vindmøller skyldes ” udviklingsprojekter i storskala støttet af den danske stat”. (ua, uha, uha!!!)
- "”Da man nedlagde solcelleordningen forsøgte man så at retfærdiggøre det med den nye elliberalisering i Europa, altså at prisen på el varierede time for time.” Nej man nedlagde nettoafregningsordningen fordi investeringerne var samfundsøkonomisk totalt uinteressante, men privatøkonomisk uhyre interessante. Da skatter-og afgifter udgjorde 70% af hustands prisen på el ,kunne husejere investere i skatte og afgiftsbesparelser, der uden nogen form for risiko gav 8% i forrentning efter skat; det var der ikke andre risikofrie investeringer der gjorde. Staten subsidierede skattebesparelser snarere end VE. Det førte til en voldsom ekspansion i installeret solenergikapacitet på 800 MW på kun et år i en teknologi hvis priskurve var stærkt faldende fremadrettet;

jens christian jacobsen

Enig med Mosterts kritik.
Hvor har forfatteren oplysninger om at 10% af Nederlandenes energiforsyning stammer fra solenergi? De tal jeg har er fra 2020, her viser det sig at Nederlandenes er håbløst bagefter resten af EU i en grøn omstilling af landets energiforsyning. Den er samlet set på små 11 %. Landet ligger på en 27. plads - af 27 EU- lande.

Anders Bentsen

Det er dyrt at sætte solceller på tage, i praksis kan det ikke svare sig i Danmark. Det koster hurtigt omkring 100000kr at få et 5kwh anlæg på taget. Til en afregning på 25øre per kwh tjener man derved ca. 7,50kr dagligt eller op mod 3600 kr. årligt svarende til en forrentning på 3,6% men anlægget holder i ca. 20år. så du taber ca. 5000kr. årligt.
Tidligere havde man meget favorable ordninger hvor man betalte 1kr. per kwh, men det var en utrolig dårlig forretning for staten.
Men man kan godt gøre det til en god forretning både for private og for staten, hvis det er staten der betaler udgiften til solcellerne.
I kina koster solceller ca. 20cent per watt eller 200dollar per kwh og man kan vel købe en holder til 100dollar per kwh, og så få det hele sendt til Danmark til en samlet pris på 3000kr.
Hvis staten forærer solcellerne til de elektrikere der vil videreformidle dem uden fortjeneste, så kan private betale elektrikeren for at installere dem på græsplæner.
Så kan det betale sig at få opsat f.eks. 120m2 eller ca. 48kwh der producerer ca. 300kwh dagligt, hvilket vil give et afkast på ca. 200kr. dagligt til at betale for installation der måske koster 20000kr. eller en tilbagebetalingstid på ca. 13uger.
Derved ville en privat solcelle ejer ikke blot dække sit eget el forbrug, men hvis et område med fjernvarme bruger 5kwh per husstand så dækker den private i nærheden af 50 huses daglige elforbrug.
Og så får vi i store træk gemt solcellerne væk bag naboens hæk.
Staten vil naturligvis få en ekstra udgift, men da staten opkræver 1,30kr. i afgift til staten per kwh der sælges, så vil staten have en tilbagebetalingstid på 1år, istedet for at den private skal betale af på et anlæg over 20år.
Det vil løse en del af statens energiforsyningsproblemer, det vil gøre solceller til en god forretning for private haveejere, og det vil give forbrugerne billig strøm.

Thomas Madsen

Det har måske ændret sig lidt, men hustandssolcelle anlæg er langt mindre effektive end rigtige store anlæg. Hvorfor bliver man så ved med at give tilskud til disse små anlæg i stedet for at bruge pengene på de mest effektive anlæg ?