Kommentar

Ønsker vi fede tider for bandekriminelle? Det får vi med et totalforbud mod tobak

Hvis vi indfaser et forbud mod salg af nikotinprodukter, som regeringen lægger op til, risikerer vi at mangedoble de problemer, som vi kender fra det illegale cannabismarked. Vi forærer nemlig et stort, lukrativt marked til kriminelle, skriver regionsrådsmedlem for SF i Region Hovedstaden Sadek Al-Amood i dette debatindlæg
Ved at indføre et forbud mod køb af cigaretter giver vi den kriminelle underverden endnu et marked, der vil fungere som en trædesten ind i bandemiljøet, hvor skrøbelige unge mennesker ender i en kriminel glidebane, ligesom vi har set det med markedet for cannabis, skriver regionsrådsmedlem for SF i Region Hovedstaden Sadek Al-Amood i dette debatindlæg.

Ved at indføre et forbud mod køb af cigaretter giver vi den kriminelle underverden endnu et marked, der vil fungere som en trædesten ind i bandemiljøet, hvor skrøbelige unge mennesker ender i en kriminel glidebane, ligesom vi har set det med markedet for cannabis, skriver regionsrådsmedlem for SF i Region Hovedstaden Sadek Al-Amood i dette debatindlæg.

Magnus Hove Johansson

Debat
16. maj 2022

Regeringen foreslår i sit nye sundhedsudspil at forbyde salg af cigaretter og andre nikotinprodukter for alle født efter 2010, hvilket i praksis er et totalforbud bare med en lang indfasningsperiode. Hvis det bliver vedtaget, vil det formentlig først og fremmest føre til et øget proxysalg, altså at ældre venner og familie vil købe cigaretter for de yngre. Men i takt med, at færre og færre lovligt vil kunne købe cigaretter, vil banderne utvivlsomt overtage større og større dele af tobaksmarkedet.

Kommer det så langt, er der intet, der tilsiger, at vi ikke vil opleve de samme konsekvenser, som vi gør ved forbuddet mod cannabis. Derfor undrer det mig, at Enhedslisten bakker op om forslaget, når nu SF og Enhedslisten er enige om, at forbuddet mod cannabis skaber så mange utilsigtede konsekvenser, at det bør afskaffes. For hvad nytter det, hvis Pusherstreet-bodernes sortiment bare skifter fra sort Maroc til rød Marlboro?

En ny trædesten ind i bandemiljøet

Tilhængere af forbuddet mod cannabis argumenterer ofte med, at bandemedlemmer jo ikke bare bliver til SOSU-assistenter af, at vi legaliserer cannabis, men at de blot vil kaste sig over ny kriminalitet. Det første er måske rigtigt nok, men banderne kan ikke bare opfinde en ny kriminalitetsform eller et nyt, lukrativt marked. Medmindre vi som samfund altså forærer dem cigaretmarkedet.

At deltage i hashhandel er desværre en tillokkende form for kriminalitet for unge mennesker på kanten af samfundet. Ganske vist skal man være parat til at løbe den risiko, der er forbundet med at bryde loven, men derudover består det ’blot’ i at sælge et i mange miljøer udbredt og accepteret produkt til nogen, der ønsker at købe det. Det samme vil gøre sig gældende med cigaretter, der er et endnu mere normaliseret produkt, og som endnu flere formentlig ikke vil have moralske skrupler ved at sælge illegalt.

Ved at indføre et forbud mod køb af cigaretter giver vi den kriminelle underverden endnu et marked, der vil fungere som en trædesten ind i bandemiljøet, hvor skrøbelige unge mennesker ender i en kriminel glidebane. Man ender måske med at bevæbne sig for at beskytte sig selv og kommer potentielt i konflikt med andre sælgere. Måske skal gæld på et tidspunkt inddrives med trusler og vold. Måske får man konfiskeret sit varelager af politiet og ender med at stå i gæld til sine banderelaterede bagmænd. Måske ender man selv med at blive involveret i samme bande med hårdere kriminalitetsformer til følge. Med andre ord kan det, der starter med noget, man opfatter som harmløst salg, hurtigt eskalere, og lige pludselig kan man befinde sig i en situation, hvor det er svært at komme ud af det igen.

Illegale cigaretter er farligere for sundheden

Allerede i dag er der et stigende marked for illegale cigaretter. I februar blev seks personer anholdt, og der blev beslaglagt 25 millioner illegale cigaretter, der var produceret i en landejendom ved Aulum i Vestjylland – selvsagt under ukontrollerede forhold.

Det er et velkendt faktum, at hash og andre illegale rusmidler ofte fortyndes og blandes op med alverdens ting, ligesom styrken varierer, hvilket gør produkterne uforholdsmæssigt farlige. I 2017 fik DR sendt illegale cigaretter, som de havde købt i Danmark, til laboratorieundersøgelse. Den viste, at de indeholdt tre gange mere tjære end det, der tillades for lovlige cigaretter.

Jeg er sådan set åben over for tiltag, som kan gøre det sværere at købe nikotinprodukter. Men at umyndiggøre myndige borgere er et for drastisk skridt taget i betragtning af, at de unge ryger mindre og mindre. Ifølge Den Nationale Sundhedsprofil er andelen af 16-24-årige, der ryger dagligt, faldet fra 17,5 procent i 2010 til 9,2 procent i 2021 – svarende til et fald på knap 50 procent.

Vi mangler også stadig at afvente effekten af den nye regulering, vi allerede har vedtaget. For eksempel er tobaksafgiften lige steget for anden gang på to år, og kravet om neutrale cigaretpakker, der skal hæmme tobaksbranchens mulighed for at brande sig over for modtagelige unge, er netop trådt i kraft.

Selv om intentionen bag et langsomt indført forbud mod nikotinprodukter er sympatisk, risikerer vi at stå med en række utilsigtede konsekvenser, og derfor mener jeg, at vejen frem er et reguleret marked, hvor vi beskatter hårdt, laver røgfrie miljøer og andre restriktioner.

Sadek Al-Amood er regionsrådsmedlem for SF i Region Hovedstaden

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lise Lotte Rahbek

Der er det fantastiske ved forbud, at de skal håndhæves, efterforskes og sættes tid af til begge dele.
Forbud mod noget som kan foregå i privatsfæren (rygning, alkohol, stoffer, seksualitet i forskellige former osv osv) skal have en stor bunke penge med.

Hvor mange penge har regeringen forestillet sig at de vil bruge på at forhindre ungdommen i at ryge?

Alvin Jensen, Søren Fosberg, uffe hellum, Gitte Loeyche og Poul Genefke-Thye anbefalede denne kommentar
Poul Genefke-Thye

Det vil være et Sisyfos-arbejde. Uanset hvor mange penge der bliver hældt i håndhævelse af forbud, vil de kriminelle altid være nogle skridt foran. Husk bare hvordan det gik i USA under forbudstiden!

En lille (sikkert apokryf, men alligevel...) historie fra den gang:
En spritsmugler skulle for retten, og den unge, uerfarne dommer søgte råd om straframmen hos en ældre kollega.
"Hvor meget mener De, jeg skal give ham?"
Den unge dommer blev en smule overrasket over svaret,
"Ikke over 5 dollars pr. flaske!"
;-)

Alvin Jensen, Torben Bruhn Andersen, uffe hellum, Gitte Loeyche og Lise Lotte Rahbek anbefalede denne kommentar
Jan Damskier

Tak for et godt og solidt indlæg.

Alvin Jensen, Søren Fosberg, Poul Genefke-Thye, uffe hellum og Carsten Wienholtz anbefalede denne kommentar
uffe hellum

I et frit land er det myndighedernes opgave at beskytte borgerne ved at sikre sandfærdig mærkning af produkter, og behørig kvalitetskontrol, og nøgtern information om fordele og ulemper ved korrekt brug af produktet.

Vi ville blive meget overraskede, hvis alkoholproducenter tilsatte små doser kokain eller andre hjælpestoffer, for at gøre det mere vanedannende. Pudsigt, hvis tobaksindustrien slipper afsted med det, uden udførlig mærkning af denne virkning.

https://www.verywellmind.com/cigarette-additives-2824737

Søren Fosberg

Det er et forslag man kun kan håbe falder til jorden med et brag - af grunde som Sadek Al-Amood redegør for. Forbud er nærmest det eneste man ikke skal bruge for at stoppe folk i at ryge og det er deprimerende at vores politiske ledelse kan finde på noget så tåbeligt.

uffe hellum, Egon Stich og Alvin Jensen anbefalede denne kommentar