Klumme

Vi oplever det smukkeste forår, mens vi får nye tal på de værste klimaforandringer

Det er næsten uvirkeligt, at vi oplever foråret fremkalde den sædvanlige lykke, mens vi får nye rædselsvækkende tal fra WMO om klimaforandringerne. Men det er netop vores virkelighed, skriver chefredaktør Rune Lykkeberg i denne klumme
Vi befinder os i en besynderlig tilstand, hvor vi får den ene melding efter den anden om, at vores livsform er uholdbar, men vi oplever også det skønneste forår i en by, hvor vandet i havnen er blevet så rent, at man kan bade igen, og glade mennesker fejrer forårets genkomst i parkerne. Her er det Islands Brygge.

Vi befinder os i en besynderlig tilstand, hvor vi får den ene melding efter den anden om, at vores livsform er uholdbar, men vi oplever også det skønneste forår i en by, hvor vandet i havnen er blevet så rent, at man kan bade igen, og glade mennesker fejrer forårets genkomst i parkerne. Her er det Islands Brygge.

Thomas Rousing

Debat
21. maj 2022

Det er forår igen, smukt og livsbekræftende og bladene på træerne er så overvældende grønne, at de fremstår som naturens magtdemonstration af skønhed og harmonier af ufattelige nuancer. En sjælden social lykke præger i disse dage København, hvor det er, som om alle travle mennesker oplyst af solen gennemskuer alt det, vi ellers løber efter, som ubetydeligheder. Det, der betyder noget, er at kunne sidde sammen udenfor i varmen og lyset. Så længe det varer. De her dage er så flimrende intense, fordi vi ved, de kan være slut lige om lidt.

Det må være interessant, hvis man kun har været i København om efteråret eller vinteren, en dag at komme hertil på en forårsdag og opdage nogle helt andre mennesker end byens novemberbefolkning, som er småsur på cykelstien, hverdagsstresset i køen i Netto og målrettet undgår kontakt med andre mennesker på vej hjem fra det vigtige arbejde til den hellige kernefamilie. For foråret fremkalder en generøsitet i os alle, som vi gemmer resten af året, men finder frem med solen, hvor vi pludselig smiler til fremmede, giver plads i køen og stopper op for at nynne med på sange, vi hører gennem de åbne vinduer:

 

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Prøv en måned gratis.

Klik her

Allerede abonnent? Log ind her

Michael Gudnæs

Måske er det fordi jeg er en halvgammel kræftpatient som alligevel snart skal dø, men jeg kan altså ikke lade være med at undre mig over alt det dybfølte postyr omkring klimaudviklingen. Jeg vil nødig bruge udtryk som 'hysterisk selvsving' som forklaringsmodel, for det er sikkert bare mig, som ikke er klog nok. Men hvad er det helt nøjagtigt, at man frygter?

Okay, så temperaturen er steget en grad, - ja endda 1,11! Det lyder altså ikke særligt ekstremt. Og ud fra det beregner man alverdens dommedagsscenarier. Nogle forventer at al is i verden smelter, og at verdenshavene stiger med 50 meter. Sandt nok, det vil da være et problem for mennesker, som bor i lavtliggende områder, som blandt andet os selv. Men kommer det til at ske? Har videnskaben overhovedet det fornødne overblik til at forudse en udvikling baseret på et væld af faktorer, om hvilke vi formentlig endnu er fuldstændigt uvidende - samtidig med at de ikke kan forudse vejret en uge eller to frem, på trods af at de har har adgang til et væld af empiriske målinger fra hele verden? Jeg tvivler, og uanset om jeg har har ret eller ej, er klimaet jo ikke det egentlige problem, men derimod de forventede ændringer i fødevareproduktion og deraf følgende folkevandringer, som uværgeligt vil blive deres konsekvens. Og dermed følger fremtiden støt i fortidens fodspor: Klimaet har ALTID været under forandring, og folkeslag har ALTID været i bevægelse. Vores opgave her og nu er, som jeg ser det, at opbygge og styrke internationale organisationer og aftaler, så bevægelserne i fremtiden ikke kommer til at fungere ligesom dem i fortiden, hvor den, der havde den største kølle, fik ret. Desværre ser det ikke ud til at verden bevæger sig i denne mere civiliserede retning, men tvært imod mod det, Naomi Klein kalder Klimabarbariet, altså alles kamp mod alle, som det var i Folkevandringstiden. Måske var det HER, vi skulle lægge en seriøs indsats, snarere end at rende rundt med hovedet under armen og forestille sig alverdens ulykker ramme vore skyldige hoveder.

Nej, 1,11 grader ER altså ikke særligt ekstremt. Må jeg minde om, at for kun 20.000 år siden lå der her i Danmark, hvor vi nu nyder det lune forår, en iskappe på 1-2 km's tykkelse, som gjorde alt liv umuligt! Og at historisk set har istider været mere normen for vore breddegrader, end de lune mellemistider som vi lige nu - by stroke of luck - går rundt og hygger os i. Har videnskaben nu husket at tage den måske snarligt kommende istid med i deres beregninger?

Birgitte Bagger

Hej Michael,
Tak for dit indspark. Det er godt at stille kritiske spørgsmål; de får en til at tænke.

Videnskaben har dog brugt de sidste årtier på at behandle spørgsmålene om menneskeartens ansvar for klimaforandringerne og de følgende konsekvenser. Her er IPCC fx en god kilde.
Man kan naturligvis fortsætte med at diskutere spørgsmålene 100 eller 200 år endnu, men fornuften taler imod det.

Det er naturligvis svært at forudsige fremtiden med hundrede procents nøjagtighed - det gælder på alle områder - men 60 % eller 80 % sandsynlighed er nok til, at man bør handle, når de mulige konsekvenser er så store, som de er. Kierkegaard bemærkede, at valget er et grundvilkår. Man kan ikke komme uden om at vælge, selvom det medfører angst for det ukendte: “Gift dig, og du vil fortryde det - gift dig ikke, og du vil fortryde det også”.

Nu har vi dog truffet valget om at forsøge at forhindre klimaforandringerne, og heldigvis er vi hverken døde eller på anden vis gået til grunde på grund at det.

P.S. det med at styrke internationale organisationer kan jeg godt tilskrive mig.

Vh Peter Bagger

Mogens Kjær

Hej Michael.

På en måde har du ret. For at sige det lidt brutalt, så ved jeg ikke, om du i almindelighed er klog nok, men jeg kan med stor sikkerhed sige, at du ikke har særligt meget forstand på klimaforskning og klimaforandringer. Hvis det kan være dig en trøst, så ligner du langt de fleste andre danskere, men forskellen er, at de sidstnævnte lader de hundredevis af forskere i FN’s klimapanel om at fortælle omverdenen, hvordan det står til med klimaet og drivhusgassernes betydning for klimaet.

Der er bred, videnskabelig opbakning af disse klimaforskeres opfattelse, men der eksisterer selvfølgelig nogle enkelte opponenter, som fortrinsvis skal findes blandt ældre geologer. Historien er, at der efter et klimatopmøde i 1992 i Rio de Janeiro udbrød en slags krig mellem disse geologer på den ene side og på den anden side forskere, der havde en mere bred uddannelse i klimaforskning. Geologerne tabte krigen, og resultater blev, at der nu eksisterer en hel del ældre geologer, der populært sagt er ramt af en slags ”posttraumatisk stres” fra det forrige århundredes krig mellem geologer og de mere bredt uddannede klimaforskere. Det er bl. a. disse geologers propaganda, der har skabt din skepsis overfor klimaforandringer som problem.

I Danmark er det særligt den pensionerede geolog Johannes Krüger, der er talerør for den slags synspunkter, du lufter. Han har skrevet to bøger, hvor han prøver at overbevise danskerne om, at CO2 så godt som ingen betydning har for klimaet. Den første bog udkom i 2016 og hed ”Klimamyten. - Et opgør med tidens CO2-panik”. Den anden udkom i 2021 med titlen ”32 myter om klimaet, du ikke skal tro på. – Læs hvorfor, hvis du tør”.

I den første bog bruger han hvad man plejer at kalde ”vand-illusionsnummeret” til at fjerne CO2’s betydning for klimaet. Det gør han ved at skrive, at ”den vigtigste drivhusgas er vanddamp, der udgør 98 % af atmosfærens drivhusgasser”. Så skriver han ikke mere om vanddampens virkelige betydning for klimaet. Det får så læseren til at tro på, at vanddamp betyder alt for drivhuseffekten. Det er ikke tilfældet, fordi vanddamp er den eneste drivhusgas, der kondenser ved klodens sædvanlige temperatur. Hvad det medfører, er for vanskeligt at forklare her, men det betyder, at vanddamp i stor udstrækning er afhængig af de øvrige drivhusgasser, for at vedligeholde de temperaturer, vi har på jorden. Kort fortalt er vanddamp i kun en slags feed-back effekt fortrinsvis fra de øvrige drivhusgasser og ikke en ”egentlig drivhusgas”. Uden disse ikke -kondenserende drivhusgasser, ville jordens gennemsnitstemperatur være et godt stykke under 0-grader.

I den anden bog regner han sig på en fuldstændig uigennemskuelig måde frem til, at CO2 årligt kun belaster atmosfærens CO2-indhold med 0,09 procent at det totale CO2-udslip. Det er klimaforskningens største fupnummer nogensinde, fordi menneskenes udledning indiskutabelt belaster atmosfæren med 2.200 procent mere CO2, end Johanens Krüger påstår. I øvrigt er almindelige mennesker mere interesseret i, hvor meget af det menneskeskabte udslip, der forbliver i atmosfære, og det er knap 50 procent.

Det opmuntrende i denne tragisk-komiske historie er, at Johannes Krüger og hans få tilhængere er fuldstændigt isolerede, og ingen klimaforskere gider længere beskæftige sig med ham. Der eksisterer kun en totalt betydningsløs forening, der kalder sig ”Klimarealisme”, som bakker op om Johannes Krüger vanvittige påstande.

Mindre opmuntrende er, Johannes Krüger i flere år har rejst rundt til ”det bedre borgerskabs klubber” som fx Rotary og ”Hemingway klubberne”, for at udbrede sine budskaber. Herfra spreder de sig, og det er måske dette, der er forklaringen på din manglende tro på FN’s klimapanel. Hvis der skulle være behov for det, vil jeg gerne forklare i detaljer, hvorfor du ikke har ret i din skepsis, men foreløbig er mit indlæg rigeligt langt.

Mvh. : Mogens Kjær

Karen Møller E.

Det er så absolut uforståeligt, at katastrofer og pludselig lidelse og død kan foregå i godt vejr, når solen skinner og bøgen springer ud. Vi kan simpelthen ikke få det ind i vores hoveder. Det er en hjerneknipser, men rystelsen får os forhåbentlig tilbage til virkeligheden, så vi arbejder videre uanset vejret.

Mogens Kjær,

Jeg deler helt din kritik af de pensionerede geologer, jeg bliver nærmest forarget (der skal ellers meget til) - at det kan være tilladt at "lufte" sine egne lommefilosofier, som ligger så langt fra de seriøse forskeres viden .
Johannes Kryger og Co. er sammenlignelige med konspirations teoretikere, som er blevet forbudt , fex. under Corona
- sammenslutninger af skadelig propaganda af denne alvorlige karakter - MISINFORMATION om de beviseligt menneskeskabte klima-forandringerne - burde stoppes ved lov (desværre er det konsekvensen af den totale ytrings-frihed)

- i stedet bliver klima-aktivister og demonstrationer splittet og arresteret for at skabe uro i den offentlige orden. ????

Er Johannes Kruger, måske, dement ? jeg tillader mig at antyde og stiller spørgsmålet, da jeg selv er en halvgammel pensionist, og at jeg i min aldersgruppe 70 år, oplever adskillige dement-frafald rundt omkring i min bekendtskabs kreds.