Kronik

Politikere skal både i eget ordvalg og ved lov beskytte pressen mod voldstrusler og chikane

Pressefriheden er ikke kun under pres i autoritære stater. I Vesten kommer truslen især fra almindelige borgere, der truer med vold og chikanerer journalister. Politikeres adfærd over for pressen smitter af, og de må bakke fuldtonet op om den frie presse, skriver formand for Dansk Journalistforbund, Tine Johansen, i denne kronik
Holland er styrtdykket på ranglisten – primært på grund af trusler mod journalister i kølvandet på coronadækningen. Sidste år blev den hollandske journalist Peter de Vries dræbt i en hadforbrydelse.

Holland er styrtdykket på ranglisten – primært på grund af trusler mod journalister i kølvandet på coronadækningen. Sidste år blev den hollandske journalist Peter de Vries dræbt i en hadforbrydelse.

Evert Elzinga/Ritzau Scanpix

Debat
17. maj 2022

For nylig udsendte Reporters Without Borders sin rangliste for 2022 over pressefrihed i verden. Danmark er kravlet op på andenpladsen. Tillykke til os. Eller måske ikke så stort tillykke. For desværre er den fine placering ikke et udtryk for, at pressefriheden i Danmark er i hastig fremgang. Nej, den er udtryk for, at det går rigtig dårligt i stort set alle andre lande i verden. Danmark har altså ikke udviklet sig i positiv retning – rigtig mange andre lande oplever bare endnu større udfordringer for den uafhængige presse.

Nogle af disse udfordringer er velkendte og har eksisteret i årtier. Totalitære regimers censur og straffeaktioner mod presse og journalister er desværre udbredte i både deciderede diktaturstater i Mellemøsten og Afrika, samt i Kina og Rusland, men også i lande, der ellers kalder sig demokratiske og gennemfører valg. Men for at et valg reelt er frit og demokratisk, er det afgørende, at der er en fri presse til at oplyse og informere vælgerne og til at rette et kritisk lys mod magthaverne. Og det halter det gevaldigt med i lande som for eksempel Tyrkiet, Brasilien, Mexico og Indien.

Og hvad så med Vestens frie lande, som anser sig selv som foregangslande inden for frihed og demokrati? Her kommer truslen mod journalister og pressen ikke direkte fra myndigheder eller magthavere. I takt med at sociale og digitale medier er blevet allemandseje, og at journalistik udkommer på flere forskellige platforme, er det en anden slags trusler, der presser den frie journalistik: Trusler og chikane direkte rettet mod journalister og medier fra såkaldt almindelige borgere.

Konsekvensen kan være selvcensur

Et land som Holland, som vi i Danmark på mange måder sammenligner os direkte med, er på et år faldet fra 6.-pladsen til 28.-pladsen på ranglisten. Primært på grund af flere trusler og angreb mod journalister som følge af deres dækning af coronanedlukninger, kriminalstof og immigrantspørgsmål, rapporterer Reporters without Borders. Journalisten Peter de Vries blev dræbt i juli 2021, og der har desværre været mange andre eksempler på chikane og direkte angreb mod pressen i Holland.

Det er selvfølgelig positivt, at flere mennesker har en direkte og nem adgang til at deltage i den offentlige debat, og langt de fleste bruger den både konstruktivt og ordentligt. Men et lille mindretal udnytter de digitale muligheder til at sprede decideret had, trusler og chikane mod enkelte journalister.

Det kan virke let bare at bede journalister og andre pressefolk om at se bort fra mails, kommentarer på sociale medier og måske også ubehagelige telefonopkald. Men gentagne nedladende kommentarer, trusler om vold, chikane og stalking har en dyb påvirkning på os mennesker. Og konsekvensen af latterliggørelse, hadefulde kommentarer og anden chikane kan i sidste ende blive, at nogle journalister fravælger bestemte emner eller historier, fordi de ved, at de efterfølgende vil blive udsat for ubehageligheder eller måske endda trusler. Og det er et kæmpe problem for både pressefriheden og demokratiet.

Politikeres adfærd smitter af på befolkningen

Hvordan løser vi dette problem? Det er selvsagt ikke nemt. Men et vigtigt sted at begynde er hos de politikere, der burde være forbilleder i den offentlige debat. Den måde, politikere debatterer og italesætter journalisters og mediers arbejde, smitter af på resten af befolkningen. Når politikere siger eller skriver dårligt om pressen, legitimerer de, at almindelige mennesker også gør det. Meget få politikere herhjemme ønsker generelt at begrænse pressen, men mange tænker måske ikke over, hvad deres opslag på sociale medier kan medføre, hvis de føler sig gået for tæt på af journalister i konkrete sager.

Vi har desværre set eksempler fra både ind- og udland på, at selv de allermest magtfulde politikere har nedgjort både pressen bredt set, men også enkelte journalister. Jeg vil ikke sammenligne nogen dansk politiker med Donald Trump, men sporene fra USA skræmmer. Her har Trump formået at plante mistillid i store dele af befolkningen til den frie presse, og gentagne gange har der lydt buh-råb mod tilstedeværende pressefolk under den tidligere præsidents politiske møder.

Det er en meget farlig sti at begive sig ud på, for pludselig mister pressen sin autoritet som kritisk vagthund og fair nyhedsformidler i forhold til store grupper i samfundet, som så måske i stedet bliver brugere af medier, der ikke har som mål at være fair og objektive i deres nyhedsformidling, men derimod har en klar politisk dagsorden. Det polariserer samfundet og er gift for demokratiet.

Dertil er vi ikke nået herhjemme endnu, men vi ser tendenser til, at debatkrigere på sociale medier fører hadkampagner mod medierne og beskylder dem for at være politiserende. Den udvikling skal vi have stoppet, og vi har brug for, at politikerne går forrest i kampen.

Politikerne må gå forrest

I Dansk Journalistforbund er vi sammen med Justitsministeriet, Kulturministeriet, Danske Medier, Unesco og International Media Support, IMS, ved at lægge sidste hånd på en ny national handlingsplan for journalisters sikkerhed. Den kan forhåbentlig hjælpe os til at blive klogere på problemets omfang ved at registrere og kortlægge konkrete trusler mod journalister. Det er helt afgørende at få et bedre overblik over, fra hvem chikane og trusler kommer, hvornår det sker, og hvordan det foregår, så blandt andre politiet kan få bedre viden om omfanget og dermed forfølge afsenderne.

Mord og angreb på journalister og pressen, som vi har set i Holland og andre steder i Europa, er selvfølgelig fuldstændig forfærdeligt. Men der skal sættes ind på mange fronter. Også i forhold til chikanøse kommentarer på sociale medier.

Medierne skal selv kunne tåle kritik og stå på mål for deres journalistiske valg. Men når det truende og nedladende sprog bliver accepteret som det normale, så bliver grænserne rykket, og vi kommer tættere på accept af chikane og vold – og så kan reaktionen fra mediefolk meget vel være selvcensur.

Vi kan aldrig forlange, at den enkelte journalist skal risikere sit liv og helbred for at gå på arbejde. Det er hele samfundets pligt at forhindre, at vi ender der. Ellers vil det have vidtgående konsekvenser. Jeg vil opfordre til, at politikerne herhjemme går forrest – både i deres eget sprogbrug og ved at anerkende pressens funktion i et demokratisk samfund – også når det kritiske lys, som medierne kaster på dem, er ubehageligt. Men også i forhold til lovgivning på området og krav til de techgiganter, der lægger platform til trusler og hadefulde kommentarer. Det er vores demokrati, der er på spil.

Tine Johansen er formand for Dansk Journalistforbund

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Tommy Clausen

Ja, uden fri press , ingen demokrati!

Inge Lehmann

Først kom de for de økonomiske flygtninge, så kom de for muslimerne, så kom de for de dovne arbejdsløse, så kom de for de syge og nu kommer de med samme sprogbrug for journalisterne.

Selvfølgelig er det forfærdeligt, men journalisterne ligger som de har redt.

De har nu i årtier overtaget det sprog, der giver problemet i deres beretninger, når de ikke bare har ageret mikrofonholder for de selvsamme politikere og tænketanken.

Et fint eksempel, der stadig burde være frisk i hukommelsen, er deres understøttelse af Støjberg ved ukritisk, at overtage ordet barnebrude i al dækning, selv der hvor artiklen viste det ikke var korrekt, var det overskriften.

Burde journalister ikke kende til ordets magt?