’Ratatata’: En flagspætte er flyttet ind og trommer energisk løs fra sit nye territorium

Hvad er det? Det er tidlig morgen i soveværelset, da der pludselig lyder mærkelige lyde. Et højt ratatata. Pause. Og så igen: ratatata. Som en kort maskingeværsalve. Jeg kigger ud ad sydvinduet, men kan ikke få øje på noget. Så lyder der igen et højt ratatata, og nu kan jeg høre, at det snarere er uden for vinduet mod vest, soveværelset er et hjørneværelse. Men heller ikke der kan jeg se noget. Da der igen lyder et ratatata, kan jeg høre, at lyden kommer ovenfra – et eller andet dyr på loftet?

Jeg må simpelthen ud at kigge, siger jeg til gemalen, lister forsigtigt ud i indkørslen, og kan kort tid efter meddele ham, at det er en lille flagspætte, der sidder på hjørnet af gavlens vindskede og hakker i en tagplade. Den flyver, da jeg kommer, men næppe har jeg atter lagt mig, før der igen lyder ratatata. Ratatata fra taget.

»Din tur,« siger jeg. Gemalen tager havedøren, hvorfra han kan iagttage, at spætten først giver taget en omgang, derefter flyver over i asketræet: ratatata og til sidst flagrer hen til en anden del af taget. »Den er vist lidt skør,« griner han, da han kommer ind igen.

Hvorfor mon den trommer, spørger vi hinanden, for der kan jo hverken være larver eller insekter i en tagplade.

»Om foråret trommer den energisk fra sit territorium,« oplyser fuglebogen, og det lyder jo lovende, hvis vores have fra nu af hører til dens territorium! Det skal vi nok få fornøjelse af!

»Navnlig i marts-april kan man ofte høre dens kraftige trommen,« oplyser en anden fuglebog, der desuden kan fortælle, at »effekten ikke sjældent forhøjes ved at anvende elmasters metalhætte til at tromme på.« Sådan en elmast har vi tæt på vores indkørsel. Det skal blive helt spændende at følge, hvad der sker de kommende dage!

Ligestilling mellem spætter

Og morgenen efter er den der igen. Solsorten begynder at synge, så snart det lysner, derefter kommer spætten. Nu ligger vi bare og lytter og kan høre, at den afprøver forskellige steder på taget. Det er beklædt med bølget eternit, og det lyder forskelligt, om den trommer i en bølgedal eller ej. Og forskelligt, alt efter om den er højt oppe eller længere nede. Den afprøver virkelig sine virkemidler, den virker nærmest musikalsk.

Jeg ved ikke, om det er en han eller en hun, men det gør heller ikke den store forskel, kan jeg læse mig til. Faktisk er der ret meget ligestilling mellem spætter. Begge køn er med til at udhugge deres redekammer i stammen af et træ, oplyser fuglebogen. Æggene lægges i første halvdel af maj, og forældrene skiftes til at ruge, hannen om natten, hunnen om dagen. Begge forældre fodrer ungerne med insekter. Tre uger efter flyver de fra reden.

Nu må vi rundt og se, om vi kan finde et redekammer i et af havens træer.

En fræk gærdesmutte

Spætten var en nyhed, men der har hele tiden været fugle nok, som foretager sig skøre ting. Forleden morgen midt i yoghurten hørte jeg gærdesmutten synge ude i portrummet. »Åh nej, ikke igen,« tænkte jeg, gik ud og kiggede, og ganske rigtigt: Gærdesmutten havde forvandlet en af de åbne landsvalereder til en gærdesmutterede ved at bygge oven på den, så den nu nærmest lignede en lukket rede, som bysvaler bruger dem. Jeg er bange for, at den ikke slipper godt fra det. Den har gjort det før, og så snart svalerne ankom, gjorde de kort proces, så gærdesmuttens rede endte på jorden. Forhåbentlig har den endnu ikke fået unger, når de kommer.

Denne gang har den dog bygget oven i en rede, som svalerne ikke brugte forrige sommer, så måske er den heldig. Jeg er imidlertid noget spændt på, om svalerne accepterer at dele residens med den lille frække gærdesmutte.

Og så var der mågen, der sad på stuehusets skrå tag og forsøgte at lette. Men taget var for stejlt, den blev ved med at kure ned ad det, hver gang den forsøgte at få luft under vingerne. Stor forlegenhed var, hvad den udstrålede, fordi vi grinede af den.

Nu er bøgen ved at springe ud uden for mit arbejdsvindue.

På den ene foderautomat sidder en stillids.