Kronik

SF: Vi skal hjælpe flere flygtninge bedre, men regeringens Rwanda-model er ikke en løsning

SF siger klart nej til regeringens planer om at sende flygtninge til Rwanda. Asylsystemet kalder på internationale reformer og ikke dansk enegang og underminering af flygtninges basale rettigheder, skriver medlem af Europa-Parlamentet Kira Marie Peter-Hansen og udlændingeordfører Carl Valentin i denne kronik
Hundredvis af flygtninge har slået lejr i udkanten af den franske havneby Dunkerque. Hvis vi vil hjælpe verdens flygtninge bedre, skal det foregå i nærområderne og ikke efter den Rwanda-model, regeringen lægger op til, skriver dagens kronikører.

Hundredvis af flygtninge har slået lejr i udkanten af den franske havneby Dunkerque. Hvis vi vil hjælpe verdens flygtninge bedre, skal det foregå i nærområderne og ikke efter den Rwanda-model, regeringen lægger op til, skriver dagens kronikører.

Jacob Ehrbahn

Debat
3. maj 2022

Der er ingen tvivl om, at det internationale asylsystem er i krise og har været det længe. Rundt omkring i verdens asyllejre kæmper FN’s flygtningehøjkommissariat, UNHCR, for at hjælpe millioner og atter millioner af mennesker i en udsigtsløs tilværelse for forsvindende få midler. Oven i krige og konflikter, der tvinger folk til at dumpe hele opsparingskontoen i lommen på menneskesmuglere, der lige så godt kan svindle dig, som sende dig i retning af et sikkert land, vokser nu også klimakrisens konkrete konsekvenser, og får mennesker til at rykke livet op med rode, som følge af oversvømmelser og ekstremt vejr.

Som svar på disse menneskelige lidelser sætter verden lige nu sin lid til et asylsystem, hvis omdrejningspunkt er retten til ’spontan asyl’; det vil sige, at et sikkert modtagerland har pligt til at give asyl til en flygtning, der møder fysisk op i landet og kræver denne ret, mens resten må sejle deres egen sø. For at være en af de få udvalgte i verden, der får asyl, kræver det altså, at en flygtning bruger føromtalte opsparing, sætter livet på spil på en lang og farlig rejse, og når en sikker havn, hvilket langt, langt de færreste af verdens flygtninge overhovedet har mulighed for.

Det betyder samtidig, at langt de fleste ressourcer, der bruges på flygtningemodtagelse i verden, bruges på et meget begrænset antal mennesker ud af de op mod 100 millioner mennesker, der er på flugt verden over. Præcis som vi for nylig har set det, da den danske regering på usolidarisk vis beslaglagde udviklingsmidlerne til verdens fattige for at bruge dem på flygtningemodtagelse i Danmark – noget, der efterhånden er standard.

Det er åbenlyst, at noget må gøres. Lige nu svigter vi i alt for høj grad vores medmenneskelige ansvar for at hjælpe folk i nød, og præcis som vi så det på klimaområdet for ganske få år siden, synes årsagen at være et forstenet politisk system, der som de tre aber lukker ører, øjne og mund i håbet om, at det får de benhårde realiteter til at forsvinde.

Flygtninge må og skal hjælpes af internationale løsninger

Mens Inger Støjberg fejrede stramninger med kage, og højrefløjen krævede håndtryksceremonier, var der børn, der solgte deres krop for at give familien råd til menneskesmuglerbilletten. De organisationer, der forsøger at hjælpe dem, kæmper for at få midler til at dække de allermest basale fornødenheder, fordi vi bruger pengene i Danmark og Vesten.

I det lys er det sådan set forståeligt nok, at den danske regering – og andre regeringer verden over – leder efter en alternativ model, med det argument, at vi burde hjælpe flere bedre. Problemet med den såkaldte Rwanda-model, der søger at sende asylansøgere til Rwanda for at modtage beskyttelse, er, at den er usolidarisk, risikerer at sende flygtninge fra asken til ilden og ikke mindst: At den sandsynligvis gør ondt værre.

Rwanda-modellens motiver synes umiddelbart gennemskuelige: At holde flygtninge ude af Danmark ved at lefle for et land, der ifølge Human Rights Watch styres som en etpartistat, der undertrykker dissens, står bag ulovlige tilbageholdelser, samt i mindst ét tilfælde har beskudt flygtninge med skarp ammunition. Men selv hvis man kynisk ser bort fra dette, så har modellen især én udfordring: den danske enegang.

Asylsystemet er ufravigeligt internationalt. Det fungerer gennem transnationale aftaler, rettigheder og garantier, som Danmark har bundet sig til. På flygtningeområdet er dette samarbejde det eneste bæredygtige system til at løfte opgaven, fordi flygtninge netop er mennesker, der bevæger sig på tværs af grænser.

EU’s Dublin-forordning, som blandt andet skulle sikre, at der er stringente regler for, hvem der har ansvaret for en given flygtning, fungerer lige nu langtfra efter hensigten og overlader ansvaret til grænselandene. Det er et godt eksempel på, at flygtningekrisens globale natur er lige så svær at fornægte som tyngdeloven. Det er simpelthen et grundvilkår for at løse flygtningerelaterede udfordringer, at løsningerne findes i internationalt regi, da alternativet overlader hele problemstillingen til systemets flaskehalse – og truslen om kollaps.

Derfor falder Rwanda-modellen til gulvet, selv hvis man ignorerer de humanistiske og menneskeretlige udfordringer med modellen – hvad man ved Gud ikke bør gøre.

Ja, vi skal hjælpe mere i nærområderne

Hvad er så løsningen?

Løsningen er internationale aftaler i regi af EU og FN, der garanterer, at asylhjælp i nærområderne overholder menneskerettighederne og drives med henblik på at give den beskyttelse, konventionerne fastslår, at flygtninge har krav på. Ræsonnementet med at hjælpe flygtninge tættere på der, hvor de er flygtet fra, fejler nemlig ikke noget. Langt de fleste af verdens eksternt fordrevne befinder sig i FN-lejre. Da konflikten i Syrien var på sit højeste, opholdt 95 procent af Syriens flygtninge sig for eksempel i nærområdet og kæmpede en daglig kamp for at skaffe vand, fødevarer og logi.

En sådan omlægning til et asylsystem, der i højere grad hjælper det store flertal, kræver også massiv støtte til de lande, der modtager hundredtusindvis af flygtninge, så de kan skabe bedre muligheder for familierne. Det kalder på omfattende investeringer i udviklingsbistand og den direkte hjælp til lejrene – ting, som er komplet fraværende i en regeringensmodel, der tværtom har kanaliseret pengene ind i modtagelse af flygtninge på dansk grund.

Dertil kommer, at genbosættelse fortsat vil være en påtrængende nødvendighed for en lang række flygtninge, herunder særligt de mest udsatte, uanset, hvordan man reformerer asylsystemet. Det kræver et robust kvoteflygtningesystem som langsigtet alternativ til den spontane asyl, og det er en model, som Danmark konsekvent har været med til at undergrave – først ved at afvise modtagelsen af kvoteflygtninge fuldstændig og senere ved at tage ganske få, i øvrigt fra Rwanda, tilsyneladende igen som incitament til at gøre landet lunt på ideen om senere at modtage asylansøgere, der var på vej mod Danmark.

At asylbehandling og tildeling i fremtiden skal kunne ske i asylcentre i nærområdet, er der ingen tvivl om. I fald der stadig findes partier på den danske venstrefløj, der helt afviser at diskutere dette, skyldes det nok snarere ønsket om at positionere sig trygt i den hjemlige debat, end at man tror, det er den bedste måde at hjælpe flest mulige flygtninge på. Flertallet af sidstnævnte befinder sig uden for Europa og vil fortsat gøre det, selv hvis vi modtog, to, tre, eller fire gange så mange flygtninge, som vi gør i dag. Skal de hjælpes, kræver det et internationalt samfund, der er beredt på at tage ansvar for deres beskyttelse i et nærområde.

Pointen er bare, at hvis hele ideen med at hjælpe flygtninge i nærområderne er at hjælpe flere bedre, så må flygtningenes rettigheder og behandling være et fuldstændigt centralt fokus. Regeringens solokørsel med Rwanda underminerer samtlige af disse faktorer og gør det ovenikøbet i forsøget på at tækkes en stat, der ikke har været for fin til at putte krudt i et gevær og rette løbet mod flygtninge.

Derfor er Rwanda-modellen en dårlig idé. Den tørrer det danske ansvar af på omverdenen. Den sender flygtninge til en tvivlsom fremtid hos en autoritær stat. Og den repræsenterer dansk enegang i et spørgsmål, hvor internationalt samarbejde og solidaritet er afgørende.

Kira Marie Peter-Hansen er medlem af Europa-Parlamentet (SF)

Carl Valentin er udlændingeordfører (SF)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Freddie Vindberg

SF, er ikke så dårlige. Tendensen, går i den oprindelige røde retning.

Tak.

Ditte Jensen

Jeg nægter at tro, at flygtninge og migranter vil holde op med at søge mod Europa selvom man bedrer hjælpen i nærområder. Drømmen om at komme hertil og få et bedre liv vil stadig være aldeles tillokkende for rigtig mange.
De unge mænd vil ikke affinde sig med at sidde i flygtningelejre hvor gode de end måtte være. Medmindre skribenten vil sende dem alle retur så? Det læser man ikke ud af artiklen.

Men for kvinder, ældre og børn vil det da være en kæmpe gevinst at kunne søge asyl fra et nærområde. Men vil det ikke så samlet set i sidste ende give flere asylansøgere? Når både de stærke og svage nu kommer herop.

Og ang. omfattende udviklingsstøtte som nævnes. Er der nogen evidens for, at den udviklingsstøtte vi giver og gennem tiderne har givet har fået flygtninge og migranter til at søge mod Europa i mindre grad?
For mig rejser artiklen simpelthen flere spørgsmål end den besvarer.

Alvin Jensen

Når røde partier er imod "lokale løsninger" skyldes det at det ofte er "løsninger" der er meget problematiske. Det vi normalt ser er overfyldte lejre der bare får en brøkdel af de midler der er brug for. Vi burde som udgangspunkt finasere dem lige så godt som de lejre vi har her i landet. Det vi har lige nu er jo lejre som er farlige at bo i og derfor regner ingen flytninge med dem.
Laver danmark lokale lejre der er ok kommer flygtningene til dem af sig selv og derfor vil vi ikke behøve sende dem dertil. Løsningen er at lade FN om systemet og så lade dem opkræve alt hvad de skal bruge fra de rige lande som en form for skat.

Steen Simonsen

Rwanda læsningen er konkret og i sin grundide menneskefjendsk
Hensigten er at holde flygtninge væk fra vores land
Sådan tænker nationalstaterne i Europa og derfor har vi fået “ fort Europa” Et konkret tegn på verdens uretfærdige indretning
De rige vil beholde deres goder og holde de fattige væk
Som jeg læser kronikken har SF ingen løsningsforslag på det problem
Et økonomisk system som støtter de rige og undertrykker de fattige er grundproblemet og årsagen til verdens mange flygtninge
Indtil der bliver lavet noget grundlæggende ved det vil flygtningeantallet øges
Derfor mp vi slås for at ændre dette system samtidig med at vi aktuelt støtter nuværende flygtninges asylret, gerne i nærområderne. Men de skal ud af flygtningelejrene og fx op til os og andre rige vestlige lande
Vi kan og må ikke folde flygtninge væk
Vi må tage i mod dem

Lise Lotte Rahbek

Jeg vil sådan set helst undgå flygtninge. Undgå at der skabes flygtninge, altså. Flygtninge flygter FRA krig, sult, forfølgelse og tortur og de flygter TIL hvad de tror er en bedre fremtid selvom de må efterlade ejendom, familie og sprog/kultur derhjemme.
Nogle gange virker det somom det er flygtninge, der skal bekæmpes, og ikke selve de problemer, som får dem til at flygte. Lige nu står vi i en situation, hvor klimaforandringerne vil skabe grobund for at flere og flere flygter FRA uden at have nogen anelse om hvad de flygter til, hvis bare det giver dem livsvilkår.

Det kan vi kun forhindre på 2 måder: Enten deltager vi i at afhjælpe de problemer folk flygter fra eller også påtager vi os ansvaret for at tage os af flygtningene. Tumbede forslag med det formål at holde dem ude af både øje og sind for os er IKKE løsninger.

Anders Bentsen

Hvis man i udviklingslandene lærte sig at dyrke grøntsager indendørs, ville der være langt færre der sulter. Hvis ikke folk sulter så har de mindre behov for at kæmpe om jord og vand, og så skabes der færre flygtninge.
Se nedenstående amerikanske projekt der viser hvor lidt plads der skal til for at dyrke ca. 4kg grøntsager per måned. Konceptet er godt men alt for dyrt for Afrika, men det viser os hvad man kan skabe med lidt solceller og indendørs dyrkning.
https://mygardyn.com/
Har man behov for mere protein vil jeg anbefale at dyrke svampe som har samme protein indhold som kød.
Der findes løsninger på vore problemer, men det kræver at de der styrer verden også forsøger at skabe et bedre sted for de, der ikke selv har økonomi til at skabe det.

Inge Nielsen

Der er så mange lande i verden, der kriges - nærmest af tradition.
Krige om klanmagt.
Krige om varianter om samme religon.
Lande hvor befolkningerne ikke har tradition for langtidsolanlægning, men lever fra hånden i munden ( ikke kun af nød).
Lande med stinkende rig overklasse og fattige borgere - hvor traditionen er IKKE at dele en bøjet 5øre med land eller medborgere eller troesfæller.

Det har stået på i årtier efter årtier .....og det løses åbenlyst ikke ved at migrere.
Nældens rod? Kulturer, koruption, religion. Magt, klaner, osv.