»En søvndrukken læge«, der stiller »hovsa-diagnoser«, skriver »løgne« i journalen og udviser »ligegyldighed«. Det lyder ikke som et rart møde med en læge – eller som en god læge overhovedet. Men den læge er mig.
Det er en almindelig morgen. Jeg gennemgår mine beskeder i journalsystemets mailfunktion, og pludselig læser jeg denne mail fra en forælder til en patient. Først tror jeg, at den er sendt forkert, for jeg kan ikke genkende mig selv. Men den læge er mig.
Det snurrer i mine fingre, hjertet pumper hurtigt, og jeg mærker jorden åbne sig under mig. Det er ubehageligt at få en klage. Det er ubehageligt at læse sådanne ord om sig selv, men mest ubehageligt er det at forestille sig, at et ungt menneske og en familie i krise har følt sig sådan mødt.
Jeg husker udemærket situationen. De kom i børne- og ungdomspsykiatrisk akutmodtagelse, hvor jeg var vagthavende læge. Det var over midnat, og siden jeg var mødt om eftermiddagen, havde jeg set otte andre unge mennesker og deres familier. Alle i krise, alle med en udstrakt hånd og et håb om at blive mødt, forstået, grebet og hjulpet. Det kan være grænseoverskridende at opsøge en psykiatrisk akutmodtagelse, og min erfaring indtil nu siger mig, at ingen kommer her for sjov.
Telefonen ringer, mens vi taler om selvmordstanker
Lægeløftet siger, at jeg efter bedste skøn skal »udøve mine kundskaber med flid og omhu til mine medmenneskers gavn«. Det er mit klare etiske ideal, men gør jeg det? Måske ikke altid? Jeg kommer til at tvivle på det. På om jeg i alle situationer kan være i stand til det, og på om det alene er faktorer hos mig, der bestemmer det.
Arbejdsforholdene som yngre vagthavende læge er heller ikke altid for sjove. Jeg er ene om arbejdet, jeg har en ældre kollega på telefonen, men ingen med mig i akutmodtagelsen. Samtidig passer jeg afsnittene med de indlagte patienter, som kan være dårlige og have behov for at blive set akut.
For dem, der henvender sig udefra, har jeg yderst begrænsede handlemuligheder; stort set ingen ledige pladser at lægge ind på, og hvis jeg mener, at patientens problem kan være psykiatrisk, kan jeg kun i helt sjældne tilfælde henvise til ambulant udredning.
Men hvad kan jeg da tilbyde? At lytte. Er det nok? Måske nogle gange. Andre gange ringer telefonen, mens vi taler om patientens selvmordstanker, og jeg må løbe og komme igen efter kort eller lang tid og forsøge at samle tråden op: »Du var i gang med at fortælle mig om, at du ikke vil leve.« Det er unægteligt en svær øvelse, og den bliver ikke lettere velvidende, at samtalen kan blive afbrudt når som helst igen.
Men ofte kommer folk også med et ønske om mere end et par store ører. Men jeg har intet at give. »De må få hjælp af kommunen,« tænker jeg, men hvad betyder det egentlig?
Til børne- og ungdomspsykiatrisk akutmodtagelse hører et akutambulant tilbud, som patienterne kan henvises til, når de ikke bliver indlagt. Personalet der kæmper for sagen og gør en stor indsats for at hjælpe familierne videre til ’hjælp i kommune’, men har kommunen da noget at give af?
Et kendt paradoks, tilskrevet Eubulides fra Milet, er spørgsmålet om, hvor mange hår man skal trække af hovedet på en person, før vedkommende er skaldet. Inden for filosofien tales om en vaghed i sproget som årsag til, at det ikke er muligt nøjagtigt at trække denne grænse. At ordet ’skaldet’ ikke er præcist defineret, hvorfor paradokset opstår: Personen er ikke skaldet efter ét hår er fjernet, heller ikke efter to, men hvornår så?
I mit daglige arbejde i børne- og ungdomspsykiatrien har jeg fra tid til anden kontakt med patienternes sagsbehandlere og lærere. De er engagerede og arbejdsomme mennesker, som i udgangspunktet, ligesom jeg, vil det gode. Ved disse lejligheder ser jeg ofte paradokset for mig.
Vi spiller roller, svinger vores hårfattige hoveder med glansfulde lokker af den rene luft, som kunne vi let blive hyret til en shampooreklame fra 1990’erne, og ingen vil indrømme det, her er da ingen skaldede. I stedet peger vi på hinanden og mener, at det må være de andres bord.
Der er en vaghed i det sprog, der beskriver, hvem der skal hjælpes med hvad og af hvem. Brede overbegreber, der som bredskyggede hatte dækker over, at vi alle er plukkede.
Jeg kan ikke tilbyde det, de har brug for
Således har jeg den dag, som siden blev til nat, haft lange samtaler med otte familier. Jeg har lyttet – i begyndelsen opmærksomt, men ved slutningen mere med noget, der lignede ligegyldighed. Hele tiden med den viden i baghovedet, at samtalen skal slutte med, at de går hjem. At vi enes om, at det fint kan vente til en ambulant tid om et par uger, og siden til der er hul igennem til kommunen.
Jeg leverer det som en god plan og et godt tilbud. Men jeg føler mig som en brugtvognsforhandler, der sælger min sidste gamle, smadrede blikspand, mens jeg overbevisende lader køberne vide, at det er en glatkørende Maserati med interiør af det fineste krokodilleskind. Og nu har jeg solgt den. Den sidste bil, og så kommer familie nummer ni. Familien med den forælder, der skrev klagen.
Det er tærende. Det kryber gennem hudbarrieren og siver længere ind for at lægge sig til at gnave på mine nerver. Jeg mærker det, inden jeg skal på vagt. Jeg kan ikke finde hvile, jeg vågner tidligt og går og grubler over, om jeg ender med at sende en for dårlig patient hjem.
Om jeg formelt kan klandres for noget i situationen, der klages over, er jeg usikker på. Men jeg ved, at min afmagt på visse udtrættede tidspunkter kan forplante sig i kontakten med patienten og familien. Jeg kan begynde at tænke, at de kommer uden at have brug for hjælp, når problemet snarere er, at det er mig, der ikke har nogen hjælp at tilbyde.
Det skal løses politisk
Med mine få års erfaring fra psykiatrien kunne jeg i første omgang ønske større mulighed for at udrede børn og unge, når jeg har mistanke om psykiatrisk sygdom, og for at tilbyde behandling til dem, der allerede er udredt.
Herudover ville jeg ønske, at alle os, der arbejder i dette felt, havde lettilgængelige oplysninger om, hvilke muligheder vi hver især har for at hjælpe. Ikke fine visioner eller slogans, men præcist og konkret hvad indholdet er, hvem det er beregnet til, og hvor længe man skal vente på det.
Ressourcer skal prioriteres politisk, og jeg ved, at det er ikke let. Men skal ressourcerne gå til anden side, bør det i det mindste meldes klart og tydeligt ud i offentligheden. For det er opslidende på individplan at skulle arbejde med misforholdet mellem, hvad der med vage sproglige begreber stilles i udsigt, og hvad der reelt er muligt at give, og det er urimeligt, at familier i krise skal sendes fra dør til dør med hatten i hånden, uden at det for alle involverede er gennemsigtigt, hvilken hjælp man kan forvente fra hvem og til hvad.
Det er uhyggeligt at mærke, at mine etiske idealer kan skride. Jeg tager mit ansvar på mig. Den læge er mig, og jeg har til hensigt med denne kronik at forsøge at stille mig på samme side som dem, der klager over mig.
For det ville være alt for let at slå det hen som et enkelttilfælde. At lægge det alene på mig at have gjort uret, eller på familien at have forventet for meget. Slaget skal ikke stå om natten mellem pressede familier og den yngste læge, for det er en del af noget større. Det er et anliggende for os som samfund at diskutere, hvordan vi vil tage os af unge mennesker, der mistrives.
Sara Kærn Linstow er læge
Psykiatrien under pres
Mens vi venter på den tiårsplan for at løfte psykiatrien, som Socialdemokratiet lovede inden valget i 2019, venter syge børn, unge og voksne på at få behandling. I denne kronikserie har vi samlet stemmer, der fortæller om svigt og utilstrækkelig hjælp i psykiatrien.
Seneste artikler
Vigtigheden af relationen mellem patient og behandler underkendes i psykiatrien
17. august 2022Ja, psykiatrien mangler ressourcer. Men hvad midlerne skal gå til, mangler der en nuanceret debat om. Især er problemet, at psykiatrien i sin nuværende form mangler at anerkende relationsarbejdets afgørende betydningJeg griber mig selv i at ønske, at min mand havde kræft og ikke depression og angst
16. august 2022Som læge på en kræftafdeling og pårørende i psykiatrien er forskellen slående. Det virker, som om man i psykiatrien har vænnet sig til, at folk går til bunds med deres sygdom, familier går i opløsning, og de pårørende bliver desperateMedicinstuderende: Vi bliver ikke klædt på til at styrke psykiatrien, tværtimod
6. juli 2022På trods af massive problemer med psykiske lidelser bliver psykiatrien nedprioriteret på medicinuddannelsen. Vi stifter ikke tilstrækkeligt bekendtskab med området, og dermed vil manglen på psykiatere stige, mens de almene lægers vidensniveau vil falde
Ja. du er magtesløs.
Det har "systemet", politikerne og vi vælgere besluttet, at du skal være.
Vi vil kun afsætte ressourcer der, hvor det på meget kort sigt kan betale sig.
Jeg skammer mig over at være en af de vælgere - selv om min stemme er afgivet på noget HELT andet end dette!
Pas godt på dig selv - og på dem, du har med at gøre.
Held og lykke!
Det er så grotesk, at når det drejer sig om militær oprustning, kan der altid trylles milliarder frem fra finanskassen, men når det handler om sundhed og uddannelse ,bliver det husholdningsøkonomi, der afgør, hvad der er råd til. Tak for at tydeliggøre, at det for pokker ikke er lægerne, der er årsag til at sundhedsvæsenet forbløder. Det er de økonomer og jurister, der ikke siger fra, som er problemet.
Og sundhed,- ikke mindst den mentale, er det modsatte af krigsførelse. Derfor må den altid have første prioritet.
Ja, akutmodtagelserne på hospitalerne er pressede, her kommer blandt andre de børn og unge som egen læge - og vagtlægen - har henvist til specialistudredning med op til flere års ventetid. Overenskomsten for speciallæger i psykiatri er ikke attraktiv for den unge læge, .som skal udrede lån til klinikken m.m. samtidig med at lægen skal udrede og behandler psykiske lidelser, som vi ved alt for lidt om, vi mangler forskning på området, og muligheder for behandlerne.
Samtidig er det kendt at lægefaget tiltrækker perfektionister - hvilket ses af blandt andet forhøjede selvmordsrater, sygdom og frafald. Og selv om vi uddannede hele årgangen af læger i et psykiatrisk speciale - så ville det stadig ikke være nok til at behandle de børn og unge, samt voksne og gamle som mistrives. Mon ikke vi skulle begynde at undersøge de sammenhænge hvor vi mistrives: i familierne og i skolesystemet fx. og udrede og behandle børn med et helhedssyn, i sammenhængene og forandre dem så de passer bedre til mennesker. Det rummer overenskomsten ikke mulighed for i nævneværdig udstrækning.
@Margit Johansen
Hvorfor er overenskomsten for speciallæger i psykiatri ikke attraktiv? Gælder det ift andre speciallægeoverenskomster? Eller specielt for psykiatere?
Sjælelivet er en kompleks størrelse. Men på det foreliggende grundlag yder psykiatere ud fra den tilgængelige viden. Som i alle andre specialer. Og der mangler vel principielt altid mere forskning?
Tak for dette ærlige, redelige indlæg. Vores prioriteter i det her samfund er gak
@ Sara Kærn Linstow
Tusind tak for din ærlige og modige kronik.
Det er godt nok en deprimerende virkelighed, du beskriver, men hvis der skal ske ændringer i den alt for udefinerbare systemtænkning, så usynlig 'skaldethed' ikke bliver det gennemgående resultat, skal nogen indefra råbe op!
Hele sundhedsvæsenet er på sammenbruddets rand, der fejlbehandles overalt, både i somatikken og psykiatrien.
Vi har lige hørt om de alt for mange amputationer i Region Midtjylland.
Nu kommer historien om kræftpatienter i Aarhus:
https://nyheder.tv2.dk/samfund/2022-06-03-hospital-fejlbehandlede-kraeft...
Ja, patientsikkerheden får stadig dårligere kår i Danmark. Grunden er ikke kun at lønnen er fo rlav og arbejdstiden for belastende. Det skydes at kvinderne er blevet (for) dygtige.
Vi har et uddannelsessystem, der belønner høje karakterer. Det giver unge kvinder en fordel i forhold til at komme ind på uddannelser med høje karakterkrav. Og det kræves ikke i nogen af de såkaldte velfærdsuddannelser som fx sygeplejerskeuddannelsen. Heller ikke - eller slet ikke - for at komme ind på pædagoguddannelsen.
De mest prestigefyldte uddannelser som læge, psykolog, business og jura kræver høje adgangskarakterer, og der fylder kvinder mere og mere. Og mændene vil ikke ind i velfærdsuddannelserne og - desværre - heller ikke i håndværksuddannelserne. De foretrækker tilsyneladende at nøjes med en studentereksamen og blive uden for de videregående uddannelser. 17% af en årgang får ikke mere end en afsluttet FS. 24% af mænd i 30erne står uden en kompetencegivende uddannelse. En katastrofe!
Så årsagen er at drenge og mænd får for lave karakterer og ikke ønsker at uddanne sig videre uden de givne vilkår. Hvorfor det forholder sig sådan, kan der ikke gives nogen endelgyldig forklaring på. Måske prersser pigerne sig selv for meget. Belønningen er høje karakterer, og straffen kommer så senere med stress og depressioner. Som jeg frygter hos skribenten.
Derfor er der stor mangel på sygeplejersker. Pigerne er videre i systemet. Drengene vil ikke arbejde i 'kvindefag' - oven i købet med ringe anseelse.
Løsningen ligger ikke lige for. Man kan enten droppe karakterkrav til uddannelserne og hæve lønnen betragtelig. Det bliver svært, for hvad skal træde i stedet? Empati? Afbalancerethed? Intelligens? 'Overblik?' Eller skærpe karakterkrav til sygeplejerskeuddannelsen for at give den større anseelse? Det tager tid, før det slår igennem.
Jeg tør næsten ikke foreslå det i denne avis, men en form for social værnepligt kunne skabe en buffer i sundhedssystemet: Unge mennesker med interesse i og omsorg for syge medmennesker. Den militære værnepligt skal øges i volumen. Hvorfor så ikke en social værnepligt? Det kunne skabe mere ro og mindre stress på sygehuse og på plejehjem.
Modig, kritisk og velskrevet kronik. Det kræver noget, stor respekt herfra.
@jcj. Du er inde og røre ved noget, som ingen tør tale om, for sådanne - politikere fx - ville få et kort karriere.
Dertil kommer, at 2/3 af den arbejdende befolkning sidder i private virksomheder, ikke mindst SMV'erne. Selv at skabe sin egen virksomhed har været hype i årevis, dette og SMV'erne generelt fylder medierne, når der skal fortælles søde historier fra arbejdsmarkedet. Borgen har i en lang årrække arbejdet målbevist på, at få danskerne til netop at blive selvstændige, innovative osv. Og at fjerne flest mulige bump under samme virksomheder, hvilket isoleret set da er helt i orden.
Men måske skulle man se på, om det på visse punkter simpelthen er blevet for nemt eller for attraktivt, sammenlignet med at tage tjansen i den offentlige sektor?
Jeg vil nødig være syg, svag, ude af balance eller afhængig af hjælp fra "værnepligtige" unge.
Det var jo noget i den retning der skete sidst, da man ville have hvemsomhelst ind på sosu-uddannelserne. Man FIK nemlig hvemsomhelst ind, også de som bare ikke passer i et omsorgsjob men ellers kan være fine mennesker. Kan I huske udsendelserne hvor sosuer på hjemmebesøg havde alle mulige andre private gøremål i spil fremfor at passe deres arbejde?
Det var en skidt ide. Der sidder såmænd mennesker og tror, man kan sende alle og enhver ud i jobs som gadefejere, rengøringsjobs eller - ja, netop pleje- ogomsorgsjobs. Det kræver særlige talenter at passe et pleje- og omsorgsjobs. Det er ikke alle og enhver der kan det, som man troede engang.
Men det er klart, at en hæderlig løn, påskønnelse og nogle ordentlige arbejdsforhold vil hjælpe i stort omfang for at beholde de dygtige.
I usa er der nogle, der arbejder for et no-blame system, hvor man IKKE giver erstatning for fejl, men i stedet giver læger retten til at undskylde for fejl, uheld, og dårlige resultater. Det er jo ikke altid hensigtsmæssigt at straffe en behandler for at være udmattet.
Trusler om økonomisk straf er ikke en effektiv måde at skabe bedre læger og bedre hospitaler. Det danske system med at beholde de allermest inkompetente læger i årevis er uhensigtsmæssigt, men "formelt ansvar for en fejl" er jo en skør måde at straffe på: Hvis jeg lander indenfor lovens bogstav, en gang ud af hundrede, så kan jeg straffes, men hvis jeg laver så lidt som muligt, og giver 100% ukvalificeret og uengageret service til alle klienter, så kan jeg ikke røres.
Jeg håber, at et no-blame system tillader de dygtige læger at undskylde åbent for fejl overalt i systemet, så de kan blive rettet. De dårligste kan der alligevel ikke udrettes noget med.
Patienter, der indgiver en klage, kan så glæde sig over et ærligt svar på, hvad der gik galt, og om det kan rettes eller om det bare er ærgerligt. Eller, de kan få rungende tavshed, hvis ingen ønsker at undskylde, og der ikke er noget formelt ansvar.
Tak at skrive, Sara Kærn Linstow, håber du kan blive ved og at du bliver ved.
I dag på P1 i Genstart:
https://www.dr.dk/lyd/special-radio/genstart/genstart-2022-06-23