Læserbrev

Det er svært at pege på en eneste fordel ved forsvarsforbeholdet. Lad os afskaffe det

Hvis man er tilhænger af, at Danmark skal have indflydelse på beslutninger, der har betydning for os, skal man stemme ’ja’ den 1. juni, skriver tidligere direktør for Det Udenrigspolitiske Selskab Klaus Carsten Pedersen i dette debatindlæg
Debat
10. maj 2022

I Kristian Villesens artikel i Moderne Tider den 7. maj citerer han flere observatører for, at debatten om forbeholdet er noget ukonkret. Så lad mig foreslå et par meget konkrete grunde til at stemme ja.

For det første deltager alle andre EU-lande, som også er med i NATO, i EU’s forsvarssamarbejde. De finder det nyttigt, og de mener ikke, at det skader samarbejdet i NATO, men supplerer det. Danmark står fuldstændig alene med sit forbehold.

For det andet har Dansk Institut for Internationale Studier særdeles grundigt undersøgt, hvad enegangen betyder for Danmark. Redegørelsen blev offentliggjort i december 2019. Den blev stort set tiet ihjel, men kan stadig findes på DIIS’ hjemmeside. Der kan de skeptiske danske vælgere læse, at forbeholdet på en del områder begrænser dansk indflydelse på beslutninger af betydning for os selv og EU, og at DIIS ikke kunne pege på en eneste direkte fordel for Danmark ved forbeholdet.

Hvis man er tilhænger af NATO-alliancen og af et velfungerende EU – og af mest mulig dansk indflydelse begge steder – skal man stemme, og man skal stemme ’ja’.

Klaus Carsten Pedersen er tidligere direktør for Det Udenrigspolitiske Selskab

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Leanette Nathalia Chresta Jensen

Det var ikke mange eller særlig konkrete grunde til at sige ja.

Ole Olesen, erik pedersen og Peter Bryde Poulsen anbefalede denne kommentar