Jeg har deltaget i flere af Stram Kurs’ valgmøder i Sverige.
Lad mig slå fast som en selvfølgelighed: Ingen fortjener som de 26 svenske politibetjente, der blev såret i påsken, at komme til skade, når de i forbindelse med deres arbejde forsøger at opretholde den offentlige lov og orden i et demokrati.
Når det er sagt, så er det desværre også nødvendigt at rette et kritisk søgelys mod svensk politi.
Deltagerne i Stram Kurs’ valgmøder i Sverige er i flere tilfælde blevet bombarderet med ikke bare sten, men også brosten, småsten, plastikflasker med indhold, en flaske med håndsprit, en walkie-talkie, en sko, kæppe og grene, talrige milkshakes fra McDonald’s, og hvad de fremmødte moddemonstranter ellers har haft ved hånden.
Selv om gerningsmændene bag disse forsøg på at skade mødedeltagerne er blevet identificeret for længe siden, var det først, da volden begyndte at gå ud over politiet, at man rejste de første sigtelser. Der blev mig bekendt ikke rejst én eneste sigtelse mod gerningsmændene før påskens optøjer.
Helt galt var det, da Stram Kurs holdt valgmøde på Nobeltorget i Malmø i februar – altså længe før anholdelserne i påsken. Her blev der på kort afstand kastet en brosten efter undertegnede. Brostenen var centimeter fra at ramme mig i ansigtet. Til trods for, at flere politibetjente var placeret få meter fra gerningsmanden, forsøgte de ikke at pågribe ham.
Angrebene på Stram Kurs’ mødedeltagere har fået svensk politi til at flytte dem længere væk fra moddemonstranterne. Den taktik har gjort det mindre farligt at deltage i valgmøderne. Til gengæld er svensk politi nu placeret som en buffer mellem moddemonstranterne og mødedeltagerne, hvilket betyder, at politiet i højere grad bliver mål for stenkast og vold.
Men her ligger de jo, som de selv har redt. Når svensk politi ved flere valgmøder op til påsken har givet moddemonstranterne det indtryk, at det er omkostningsfrit at kaste med sten mod Stram Kurs’ mødedeltagere – så er det naturligvis svært for dem at forstå, at de ikke er lige så velkomne til at kaste sten mod politiet.
Uwe Max Jensen er medlem af Stram Kurs.
Svensk politi har ikke lært ballademagerne noget som helst. Der var præcis den samme reaktion i Danmark.