I mit eget selvbillede er jeg typen, der er træner for begge mine sønners fodboldhold og spejderleder i den ældstes spejdergruppe. Foreningsdanmark, som det så smukt hedder, eksisterede ikke uden en kæmpe arbejdsindsats fra alle de frivillige, som uge efter uge er med til at give vores børn en god barndom – for det er ultimativt det, det handler om.
Sandheden er imidlertid, at jeg ikke er nogen af delene. Jeg sidder nede bagerst til generalforsamlingerne og har endnu ikke meldt mig til hverken bestyrelsesposter, revisortjanser eller de ofte ledige pladser som spejderleder og hjælpetræner. Om det så bare er en kage til en weekendtur, der bliver efterspurgt, er jeg langsom til at række hånden op.
Jeg siger ikke, at jeg er decideret hyklerisk – jeg har været spejderleder i mine unge dage – men det snerper. Og det er faktisk en af de ting, som går mig allermest på. At jeg ikke deltager i mine sønners fritidsinteresser i samme omfang, som jeg føler, at jeg burde. Der er langt fra mit selvbillede til de objektive kendsgerninger.
