Kommentar

Udenlandske bolighajer skal tøjles, så vi får stoppet huslejernes himmelflugt

Multinationale ejendomsinvestorer driver guldrandet forretning i København, og københavnerne betaler prisen med huslejer, der er stukket helt af. Giv kommunen lov at sætte lofter over huslejen for at sikre almindelige mennesker tag over hovedet, skriver vicedirektør i tænketanken Cevea, Alexander Grandt Petersen, i dette debatindlæg
Engang lå markedslejen på en bolig tæt på den omkostningsbestemte leje. Det gør den ikke længere i København. Men det er absolut ikke en naturlov, at ejendomsinvesteringer skal være en så guldrandet forretning. Det er et politisk valg, fortæller vicedirektør i tænketanken Cevea, Alexander Grandt Petersen, i dette debatindlæg.

Engang lå markedslejen på en bolig tæt på den omkostningsbestemte leje. Det gør den ikke længere i København. Men det er absolut ikke en naturlov, at ejendomsinvesteringer skal være en så guldrandet forretning. Det er et politisk valg, fortæller vicedirektør i tænketanken Cevea, Alexander Grandt Petersen, i dette debatindlæg.

Lars Laursen

Debat
1. juni 2022

For nogle år siden var jeg på kanalrundfart i København med tidligere overborgmester Jens Kramer Mikkelsen som turguide. Det var ikke for at se Den Lille Havfrue eller Amalienborg fra søsiden, men for at høre Kramer Mikkelsen fortælle om Københavns transformation. Det var under Kramer Mikkelsen, at København fik vendt skuden. Kramer Mikkelsen fortalte om det København, der var engang. En by, folk havde travlt med at komme væk fra. En hovedstad på fallittens rend. Der var ingen penge i kommunekassen, ingen penge at udvikle byen for. Og samtidig havde kommunen som den største besidder af lejeboliger et milliardstort vedligeholdelsesefterslæb. Tusindvis af lejligheder med bad i gården og toilet på bagtrappen, dårlig isolering, slidte vinduer. Hvis København skulle trækkes op af det sorte hul, skulle der private investeringer til. Kommunen solgte de gamle lejeboliger fra. By & Havn blev skabt, og retten til at bygge på mange af byens grunde blev solgt til private udviklere.

Det er på mange måder en fantastisk historie om en by, der er gået fra slum til i dag at være en af verdens bedste byer at leve i. Men det er på tide, at vi spørger os selv, om det, der trak København op af sølet, er den rigtige boligpolitik for hovedstaden i dag.

Københavnere betaler dyrt til udenlandske investorer

For balancerne på boligmarkedet er tippet. Det er absolut ikke en naturlov, at ejendomsinvesteringer skal være en så guldrandet forretning. Det er et politisk valg. Engang lå markedslejen tæt på den omkostningsbestemte leje. Det gør den ikke længere. Nu, hvor solen igen skinner på København, og ejendomspriserne er stukket af, så almindelige mennesker ikke længere kan være med, er det eneste ansvarlige at ændre spillereglerne på det københavnske boligmarked.

I dag står de private ejendomsudviklere for de største investeringer i den københavnske boligmasse. Fra 2009-2019 var halvdelen af alle nyopførte boliger i København privat udlejning. Engang var det pensionskasser og jyske byggematadorer, der var storinvestorer i København, men en ny undersøgelse fra det journalistiske samarbejde Cities for Rent, som Information skrev om den 21. maj, viser, at de udenlandske investorer i den grad har fundet vej til København. Som der står i artiklen, så har København »den næsthøjeste relative andel af udenlandske investeringer, kun overgået af Madrid«.

Noget tyder på, at Blackstone-indgrebet langt fra har været nok til at bremse den udenlandske investeringssult. København er et guldæg. Lejepriserne er eksorbitante. I undersøgelsen fra Cities for Rent har København det sjette højeste huslejeniveau kun overgået af Paris, Dublin, Oslo, Zürich og London. Det ved de udenlandske investorer godt. Og de eneste til at fylde investorernes lommer er københavnerne. Vel at mærke dem, der ikke kan få bankens velsignelse til at investere i en ejer- eller andelslejlighed eller står øverst på den almene venteliste. De må ud på det private udlejningsmarked.

Behov for huslejeregulering

I dag har kommunen få værktøjer i kassen til at tøjle det private marked. Faktisk er det kun på udbudssiden, at kommunen kan svinge hammeren og stille krav om 25 procent alment boligbyggeri. Men behovet for betalelige boliger er langt større. En løsning er selvfølgelig at skrue endnu højere op for det almene byggeri for på den måde at presse priserne på de private udlejningsboliger. En anden løsning er, at Christiansborg giver Københavns Kommune nogle flere værktøjer til at tøjle det private marked.

Første skridt er, at politikerne anerkender, at boligmarkedet ikke egner sig til fri markedsleje, hvis vi skal sikre blandede byer. Særligt ikke boligmarkedet i hovedstadsområdet, hvor det stort set er umuligt for udbuddet at følge med efterspørgslen. Det kalder på andre politiske svar. Det kunne være huslejeregulering, der sætter huslejelofter på dele af nybyggeriet.

Huslejelofter i alt det byggeri, der hidtil har været underlagt fri markedsleje, er ikke en mulighed. Det er erfaringen fra Berlin, hvor fastfrysning af leje blev dømt ulovlig. Men man kan sagtens gøre det på dele af nybyggeriet, hvis Christiansborg ændrer lovgivningen, for så kender investorerne betingelserne.

Eller man kan indføre et forhandlingssystem efter svensk forbillede, hvor huslejen fastsættes gennem kollektiv forhandling mellem lejerne og udlejerne ud fra det lejedes værdi. Kritikerne vil påstå, at det vil føre til kapitalflugt fra hovedstaden, men der investeres stadig milliarder i den svenske boligmasse.

Det kan ikke lade sig gøre at stoppe lejeprisernes himmelflugt uden huslejeregulering af det private nybyggeri. Det er markedskræfternes logik, og det er kun politikerne, der kan sætte en stopper for det. Det kan godt ske, at regulering vil sætte sig i lavere grundpriser. Men fred være med det. Det kan også ske, at nogle udenlandske investorer vil vende sig bort fra København. Endnu mere fred med det.

Alexander Grandt Petersen er vicedirektør i tænketanken Cevea

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Martin Jacobsen

Læg mærke til den diskrete indskudssætning: "En løsning er selvfølgelig at skrue endnu højere op for det almene byggeri, for på den måde at presse priserne på de private udlejningsboliger." Endnu højere op? Der bygges ikke engang de lovpligtige procenter af det almene byggeri. Desuden sættes lejeprisen af det nybyggede almennyttige på et niveau hvor kun middelklassen kan være med, med andre ord bliver de tres procent af befolkningen ramt af spekulanternes frihed til at skævvride boligsystemet.

Frihed for hvem? Hvem er det som har magt til at styre Folketinget til at skabe love der skævvrider landet på denne måde? Det er på tide at spørge: Hvornår har spekulanterne nok? Hvor mange milliarder skal de have? Hvor store formuer har politikerne og deres familier tilranet sig gennem dette perverse system? Hvilke private interesser har politikerne i at sørge for at boligpriserne eksploderer, men at pengene fjernes fra en femtedel af borgerne ved sociale nedskæringer gennem nu tyve år, og at de borgere presses ud til fattigere kommuner i en regulær bolig apartheid?

Der hvor boligsituationen er værst, er naturligvis hos dem som har færrest penge. Underklassen presses systematisk ud af de rigeste kommuner vha. sociale nedskæringer med Budgetloven m.fl. I de tyve rigeste, største byer skal man nu have en års indtægt på en million, for at kunne få lov til at købe et hus i en femtedel af landets kommuner. Med andre ord har de fyrre procent af befolkningen som udgør arbejderklassen ikke en chance hellere. Har flertallet her i landet ikke ret til at styre boligsystemet, eller skal magten stadigvæk i fremtiden ligge hos middelklassen og op, som kun udgør et mindretal? Men det kræver naturligvis et repræsentativt demokrati hvor alle samfundsgrupper kommer i Folketinget efter antal.

De største firmaer herhjemme melder om en fordobling af overskuddet. Samtidigt stiger priserne på alt. Det er ikke bare energipriserne der er årsagen, det er et spin som politikerne forsøger at præsentere for medierne. En midlertidig check er ikke løsningen, overførselsindkomsterne skal øjeblikkelig stige med prisstigningerne, alle andre samfundsgrupper har formuer de kan tære på, husejerne har i gennemsnit en million i mursten.

Byg almennyttige boliger forbeholdt den femtedel af borgerne der, ved lov og pga. kapitalsystemet, har mindste her i landet. Afsæt nitten milliarder hvert år til dette formål. Politikerne har lige givet nitten milliarder mere om året til våbenindustrien i Europa, med andre ord er der ufattelige formuer i landet. Desuden giver de snart flere milliarder til det kommende EU-militær. EU's udenrigsminister sagde i går, at der skal skrues gevaldigt op for EU's militær. Den øverste kommissær sagde i sidste uge, at nu skulle der fart på udviklingen af unionen.

Lad de rigeste betale for den krigsmentalitet som de presser igennem, som gør at priserne stiger endnu mere. Ellers må politikerne styre den hypergriskhed som de rigeste udviser.

Anders Bentsen

Prisen på lejeboliger hænger jo sammen med prisen på ejerboliger. Jeg har flere gange pointeret at vi skulle benytte den lave rente til at fjerne alle rentefradrag OG al rentebeskatning. Det gjorde vores politikere ikke, så nu står de med håret i postkassen og er fanget.
En ejer af en 3mio dyr lejlighed til 1% kunne udleje den for 4% dvs. 120000kr./år.
Nu hvor renten er steget til 3% er værdien faldet til 2,5mio og du kan derfor udleje den til 6% eller 150000kr. /år
Da renten er fradragsberettiget får udlejer 500000kr. i hånden plus 25000kr. i fradragsværdi på lånet (mod 10000 tidligere.).
Dvs. låneomlægning kan IKKE betale sig hvis det ikke var for fradragsværdien som staten betaler.