Kronik

Venstrefløjen stormer frem i Colombia, men de får dødstrusler og frygter stigende vold

Venstreorienterede politikere har det med at ’forsvinde’ i Colombia. Men det er vanskeligt at spå om, hvilke redskaber de vante magthavere denne gang vil tage i brug for at sikre deres interesser. Historien viser, at de er villige til at gå langt, skriver aktivist i Colombia Solidaritet Nina Lendal og seniorforsker ved DIIS Helle Munk Ravnborg i denne kronik
Den columbianske vicepræsidentkandidat Francia Márquez har som flere andre venstrefløjspolitikere været udsat for dødstrusler under valgkampen. Her hilser hun på tilhængere under første valgrunde.

Den columbianske vicepræsidentkandidat Francia Márquez har som flere andre venstrefløjspolitikere været udsat for dødstrusler under valgkampen. Her hilser hun på tilhængere under første valgrunde.

Luisa Gonzalez

Debat
1. juni 2022

Mod alle odds har venstrefløjen i Colombia fået det bedste valg nogensinde. Det sker i et land, hvor venstrefløjspolitikere har været udsat for politisk forfølgelse, vold og drab – ikke kun historisk, men selv efter fredsaftalen og gennem de seneste fire år under Ivan Duques regeringsperiode.

Valgets store vinder er Pacto Histórico, som er en alliance mellem en række venstrefløjspartier, sociale bevægelser og politiske personligheder. Alliancen er gået til valg på et program med fokus på implementering af fredsaftalen fra 2016, gennemførelse af fredsforhandlinger med de tilbageværende væbnede grupper og omstilling fra udvindingsøkonomi til en produktiv økonomi med bæredygtigt landbrug i centrum til gavn for den almindelige colombianer.

Pacto Histórico er ikke kun den yderste venstrefløj. Den har prominente medlemmer fra det politiske centrum og har lavet aftaler med en del af den traditionelle politiske elite. En stærk komponent i alliancen er dog den venstreorienterede vicepræsidentkandidat Francia Márquez.

Francia Márquez er blevet symbolet på dem, som aldrig har været repræsenteret i det politiske liv. Hun er afrocolombianer, enlig mor, miljøforkæmper og inkarnationen af det, som i Colombia kaldes en social leder. Hun rammer lige ned i tidsånden hos de mange demonstranter fra de seneste års utallige sociale protester, som længe har følt sig overset og fremtidsløse i Colombia.

Med præsidentkandidaten Gustavo Petro og vicepræsidentkandidaten Francia Márquez i spidsen fik Pacto Histórico 40,3 procent af stemmerne ved første runde af præsidentvalget den 29. maj. Det resultat sender dem videre til anden valgrunde den 19. juni.

Andenpladsen gik til højrepopulisten Rodolfo Hernández med 28,2 procent. Han er forretningsmand og tidligere borgmester i byen Bucaramanga. Han præsenterer sig selv som midterkandidat og uafhængig af den traditionelle politiske elite. Han stemte dog nej til fredsaftalen, og under sin borgmesterperiode havde han tætte relationer til byens politiske klaner.

Hernández' andenplads kom som en stor overraskelse for mange observatører, som havde forventet at denne plads ville gå til Federico Gutierrez. Federico Gutierrez er højrefløjens efterfølger til Ivan Duque, den nuværende præsident, og Alvaro Uribe, der er den egentlige leder af den yderste højrefløj. Valget kan altså ses som en klar afvisning af ’uribismen’.

Det er farligt at være venstreorienteret

I modsætning til mange andre latinamerikanske lande har Colombia aldrig haft en venstreorienteret regering. Adskillige forsøg på at skabe social forandring er blevet mødt med vold. Sidst venstrefløjen havde vind i sejlene, var med partiet Unión Patriótica i 1980’erne. Men partiet og dets medlemmer blev udryddet på systematisk vis: Fredsdomstolen konkluderer den dag i dag, at 5.733 medlemmer af partiet blev dræbt eller 'forsvandt' primært forårsaget af hæren og paramilitære styrker.

Fra 1987 til 1995 blev fem progressive præsidentkandidater slået ihjel, to af dem var fra Unión Patriótica. Denne erindring er præsent i mange colombianeres bevidsthed, og det er stadig farligt at involvere sig i politik: Alene i de første måneder af 2022 er 76 sociale ledere blevet slået ihjel.

De sociale ledere i Colombia er personer, der kæmper for deres lokalsamfunds rettigheder og gør modstand mod for eksempel udvindingsprojekter eller mod narkobanders tilstedeværelse og dominans.

Størstedelen af de sociale ledere er oprindelige folk, og volden mod dem er især udbredt i de områder, som før var domineret af guerillabevægelsen FARC, og som den colombianske stat ikke har været i stand til at få kontrol over. Men den politiske vold er også velkendt i mange af de større byer, som for eksempel Popayán, Cali, Cúcuta og Montería.

De færreste af disse forbrydelser bliver opklaret, men ngo’en Indepaz vurderer, at de fleste drab begås af paramilitære grupper, narkobander samt af guerillaen ELN og nye grupperinger af FARC.

Mere end 50 års væbnet konflikt, hvor enhver social protest blev sat i forbindelse med guerillaerne, har desuden gjort det svært for venstrefløjen at samle sig og etablere sig som et demokratisk alternativ til de mere eller mindre højreorienterede politiske strømninger. Dette ændrede sig imidlertid i 2016, hvor FARC og regeringen indgik en historisk fredsaftale. Selv om fredsaftalen er blevet syltet af Ivan Duques regering, og selv om krigen er blusset op igen i store dele af landet, skabte fredsaftalen en demokratisk åbning. Fortællingen om, at sociale protester var guerillaernes værk, mistede troværdighed.

Det er lykkes mange af landets sociale og politiske bevægelser at koordinere deres kræfter og organisere protester på tværs af landet, i takt med at utilfredsheden med korruption, militær magtanvendelse, ofte i ledtog med paramilitære grupper, og voksende økonomisk ulighed som følge af mange års neoliberale reformer har bredt sig.

Protesterne tog deres begyndelse i november 2019 i forbindelse med en landsdækkende generalstrejke mod regeringens planer om at sænke både lønninger og pensioner, men også mod regeringens manglende opbakning til fredsaftalen. De kulminerede i forsommeren 2021, hvor landet var paralyseret af vejblokader og massive demonstrationer i næsten tre måneder, og et kim af tro på forandring blev sået.

Magthaverne modarbejder venstrefløjen

Dette års valg – både parlamentsvalget i marts og det igangværende præsidentvalg – har været præget af forskelligartede forsøg på at modarbejde Pacto Histórico’s fremgang. Ved parlamentsvalget opdagede venstrefløjsalliancens valgobservatører, at de ingen stemmer havde fået ved omkring 25 procent af valgbordene. Ved fintællingen blev der dog ’fundet’ omkring 1 million, svarende til syv procent af de afgivne stemmer, hvoraf størstedelen tilfaldt Pacto Histórico.

Der er også talrige eksempler på statsforvaltningens politiske bias i Colombia. Ifølge landets lovgivning må hverken præsidenten eller hærcheferne udtale sig i forbindelse med valgkampagnerne. Begge har dog udtrykt sig særdeles negativt om præsidentkandidat Gustavo Petros politiske forslag. Ombudsmanden har indledt en undersøgelse af hærchefen på baggrund af dennes udtalelser, men hærchefen sidder stadig på sin post.

Anderledes gik det med borgmesteren i Medellin, der antydede, at han støtter Pacto Histórico. Han blev administrativt afsat som borgmester, selv om en dom fra den interamerikanske menneskeretsdomstol slår fast, at folkevalgte ikke kan afsættes uden en juridisk proces.

Både Gustavo Petro og Francia Márquez har været udsat for dødstrusler i løbet af kampagnen. De har flere gange måttet omlægge deres kampagne, fordi de fik informationer om planlagte attentater, og begge har måttet optræde offentligt omgivet af sikkerhedsfolk, der til hver en tid er klar til at skærme dem med store skjolde.

Der er udbredt frygt for stigende vold frem mod anden runde af præsidentvalget. Det er vanskeligt at spå om, hvilke redskaber de vante magthavere vil tage i brug, men historien advarer desværre om, at de er villige til at gå langt for at sikre egne interesser.

Anden runde af præsidentvalget bliver vanskelig for venstrefløjen med Rodolfo Hernández som modstander, for han må forventes at have lettere ved at tiltrække sig midterstemmerne, end Federico Gutiérrez ville have haft. Hans løfter om forandring rammer netop vælgere, som er trætte af ’uribismen’, selv om der er stor risiko for, at krigspolitikken og uligheden alligevel fortsætter som hidtil med Rodolfo Hernández som præsident.

Nina Lendal er aktivist i Colombia Solidaritet

Helle Munk Ravnborg er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS)

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her