Læserbrev

Hvis jeg skal arbejde, til jeg er langt over 70, så lad mig nøjes med fire dage om ugen

Det er ikke til at komme uden om, at pensionsalderen stiger. Men hvis vi skal arbejde, til vi er halvvejs i graven, kunne vi måske nyde otiummet i små bidder undervejs i stedet – ved at indføre en firedages arbejdsuge, skriver nyuddannede Freja Quistgaard i dette debatindlæg
Debat
16. juni 2022

Vi, som netop er kommet ud på arbejdsmarkedet, går et meget langt arbejdsliv i møde. Og selv om vi også kommer til at leve længere, er der ingen garantier for en bedre alderdom. De bedste år er stadig dem, hvor vi arbejder. Derfor bør vi åbne for muligheden for en firedages arbejdsuge der, hvor det kan lade sig gøre.

For et år siden fik jeg en professionsbachelor på cv’et, og efter et par måneder i Jobnet-limbo blev jeg hældt ud på arbejdsmarkedet, dømt til 37 timer om ugen, 46 uger om året, nærmest på livstid – måske ti år længere end mine forældre.

Nu har jeg ikke inhaleret samme mængder røg på restauranterne eller været eksponeret for nær så meget blymaling som den forrige generation. Men lur mig, om så ikke bare pesticider og mikroplast i blodet vil stå klar til at svække min krop, når alderen først får tag i mig. I bund og grund tvivler jeg på, at mine pensionsår bliver lige så gode som mine forældres, selv om jeg på papiret vil leve længere.

Jeg er dog helt enig i, at pensionsalderen må stige, hvis vores gennemsnitslevealder gør. Men hvis man vil sælge mig præmissen om et arbejdsliv, der kaster skygger langt ind i mit livs november, må man bringe mere til bordet end forhåbningen om lægevidenskabelige mirakler, der trækker mine sidste og måske værste leveår i langdrag.

Det kunne for eksempel være at give os på arbejdsmarkedet én dag tilbage i løbet af ugen, så vi kan få lov at leve, mens vi gør det, og ikke først, når hofterne skal udskiftes for fjerde gang.

Djøf og Epinion er gået sammen om en undersøgelse af, om vi danskere er åbne for den slags nytænkning, og især de yngste har været tilbøjelige til at ville gentænke vores arbejdsmodel. Hele 69 procent af de adspurgte medarbejdere mellem 20 og 39 år ville sige ja til en form for firedages arbejdsuge. Vi er en generation, der er klar til, at de gamle systemer bliver gentænkt, så vi måske får lidt mere tid til de lystbetonede sider af livet undervejs – og ikke først ved endestationen.

Det er en blandet fornøjelse at skulle tænke på min pension allerede i mit første år som arbejdstager. Men hvis vejen mod mit otium kan blive lidt mere som selve tilbagetrækningen bare én dag ekstra om ugen, ville det føles knap så slemt.

Freja Quistgaard er nyuddannet og vikar.

Information.dk/deltag

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Inger Pedersen

Jeg var og er i den anden ende af arbejdslivet end du.
For længst pensioneret.
Men som 50-årig tog jeg en pædagoguddannelse og havnede efter andre ansættelser på en døgninstitution for udsatte unge, hvor vi havde weekendfri og -arbejde på skift - samt en fast ugentlig fridag, der var "beskyttet" mod at blive indkaldt på vagt på samme måde som ferie.
Dvs, at det var dyrt for arbejdsgiveren, så den var nærmest hellig.

Det var en velsignelse.
Vi vidste, at på den ugedag kunne vi altid lave faste aftaler med familie, venner, kærester, læge, tandlæge, Tivoli, whatever - uden risiko for at skulle lave det om!

Derfra blev jeg ansat i en almindelig børnehave, hvor jeg som 60+ årig efter eget ønske fik mine fuldtids 37 timer lagt på fire dage med en fast fridag.
Samme velsignelse - og jeg kunne om eftermiddagen fortælle mange forældre om dagens gang siden de afleverede guldklumperne om morgenen.

Desværre medførte diverse nedskæringer, at den måde at gøre det på blev umulig.

Inger Pedersen

Det sidste halve år op til min pensionering fik jeg lavet en aftale om at bruge en feriedag om ugen, incl. seniorordning, så det blev gradvist.
Og herefter en aftale om løst vikararbejde gennem et halvt år - og endelig en aftale om en halv dag om ugen med frivilligt og gratis arbejde de næste fem år som endelig nedtrapning.
Det var perfekt :-)

Henning Kjær

Det overrasker mig meget at en ung nyuddannet kvinde (djøffer?) allerede bekymrer sig om sin pension om 50 år, og allerede er ramt af magelighed og vil arbejde mindre med ekstra fridage.
Det er ikke som ung man har brug for fridage, nej det er når man i 50 erne- 60erne man kan have glæde af færre arbedjstimer.
Ingen kender overhovedet fremtiden om 50 år.

Søren Henrik Jepsen

Jeg har altid nydt at gå på arbejde og følt mig priviligeret over at have muligheden for at beskæftige mig med noget meningsfyldt, som jeg var god til - og tjene penge samtidig. Samtidig føler jeg mig dog omfattet af samfundskontrakten om “at yde efter evne og nyde efter behov”.
Men: Hvis det er praktisk og økonomisk muligt på en arbejdsplads at indrette 4-dages arbejdsuger for dem, der har brug for det, så skal man da gøre det.

Karin Hansen

Kompetencer og videreudvikling heraf hører vi ikke meget om i planerne om en senere pensionsalder. Danske virksomheder bliver nødt til at komme op i omdrejninger og selv være med til at sikre kompetenceudvikling af arbejdskraften.

Og mht. 4 arbejdsuge - det er netop ved at blive indført i Sri Lanka blandt alle offentligt ansatte. Den 5. dag skal gå til dyrkning af fødevarer. Måske det var værd at overveje om den 5. dag her i landet også kunne gå til samfundsnyttigge opgaver (private såvel i fællesskaber).

Henning Kjær

For mange år siden arbejdede jeg i en virksomhed som i nogle måneder omlagde arbejdstiden til 4 dages uge, vel at mærke stadig med fuld ugentlig arbejdstid. Ingen kunne klare at gå 20% ned i indkomst.
Det var der ingen der ønskede at prøve igen.