Kronik

Barnets lov skulle sætte de anbragte børn først, men man har i stedet lyttet til systemet

Politikernes gode intentioner om flere rettigheder, mere tillid og inddragelse af anbragte børn følges ikke til dørs i lovudkastet. Man har fulgt den nuværende socialfaglige linje i stedet for at lytte til børnenes perspektiv og deres behov, skriver formand for De Anbragtes Vilkår, David Adrian Pedersen, i denne kronik
Der er brug for, at anbragte børn og unge får mere indflydelse på de forhold, der berører dem. Det er også intentionen i Barnets Lov, men det er uklart, hvordan loven i praksis vil sikre nye rettigheder til børnene, skriver David Adrian Pedersen i denne kronik.

Der er brug for, at anbragte børn og unge får mere indflydelse på de forhold, der berører dem. Det er også intentionen i Barnets Lov, men det er uklart, hvordan loven i praksis vil sikre nye rettigheder til børnene, skriver David Adrian Pedersen i denne kronik.

Sigrid Nygaard

Debat
18. juni 2022

I januar 2021 landede et ambitiøst udspil med 43 initiativer fra regeringen, og i maj samme år en bred politisk aftale om Barnets Lov, som signalerede nybrud i synet på anbragte børn og unge – og systemets ansvar over for dem. Spørgsmålet om, hvorvidt ambitionerne holder hele vejen, er ved at blive besvaret. Netop nu er oplægget til en reform på anbringelsesområdet nemlig på vej fra politisk aftale til lovtekst.

I De Anbragtes Vilkår ser vi det hele gennem de børn, der er anbragt. Vil reformen her tage livtag med de svære vilkår, der ofte er i sådan et børneliv?

Bedre inddragelse, kvalitet i anbringelsen og en radikal ændring i overgangen til voksenlivet. Det er ambitionerne i den politiske aftale. Der var blevet lyttet til de børn, der er vokset op i systemet, og dem, der lige nu vokser op som anbragt barn i Danmark. Det er den rigtige vej. Børnenes perspektiv, de levede erfaringer, havde fået et tydeligt aftryk.

I De Anbragtes Vilkår er vores største ønske, at anbragte børn anbringes i ’et rigtigt hjem’ med tryghed, voksne, der vil dem, og en stærk bro ind i det unge voksenliv.

Og der er heldigvis mange gode anbringelser i gode plejefamilier og døgntilbud, men vi møder desværre også alt for ofte forløb, hvor børn bliver tabt, og hvor anbringelsen ikke betyder tryghed og livskvalitet. Vi møder børn, der har forløb med mange skiftende anbringelseshjem, forskellige voksne, skoleskift og en abrupt overgang til voksenlivet. De børn kommer til at mangle fundamentet for en positiv livsbane. Og har vi så reelt gjort en positiv forskel? For det var vel netop de rammer og det fundament, der manglede i det hjem, barnet kom fra?

Ønsket om at skabe gode anbringelser var baggrunden for den politiske aftale. Der skulle en reel forbedring til.

Reel ret til eget liv og en plads ved bordet

Vi hilser de grundlæggende ambitioner om at styrke inddragelsen af børn og unge velkommen. Også den del, der handler om, at anbragte børn skal have flere rettigheder. Der er i den grad brug for, at anbragte børn og unge får mere indflydelse på de forhold, der berører dem. Det er deres liv.  

Men det er uklart, hvordan man med Barnets Lov vil sikre, at de nye rettigheder i praksis vil sikre, at anbragte børn får mere indflydelse på eget liv. Vi skal sikre, at rammerne er sådan, at børnene får viden om og opbakning til at bruge deres rettigheder. Ellers har rettighederne ingen reel værdi.

En helt central ny rettighed, der kommer med reformen, er den, der handler om at kunne sige nej til samvær med forældre. Den er vigtig, fordi en gruppe anbragte børn sendes hjem til hårdt og ubehageligt samvær, fordi de af loyalitet og frygt for, hvad der sker, hvis de fortæller det, tier. Men rettigheden er også vigtig, fordi den signalerer et nybrud: En grundlæggende tillid til, at barnet kan vurdere – og skal have lov at vurdere – om han eller hun vil mødes med sine forældre. Med den rettighed viser vi, at vi sætter børnene først.

Desværre lægger den nuværende lovtekst op til, at en fagperson skal give lov til, at barnets nej til samvær bliver effektueret. Med den formulering kan retten til at frabede sig samvær de facto blive ubrugelig, fordi den ikke giver den nødvendige tryghed til at fortælle om svigt, når man som anbragt ikke har sikkerhed for, at man ikke bliver sendt hjem alligevel, efter man har sagt nej. Så har man ikke introduceret en reel ret, men grobund for mistillid. Så sætter man ikke barnet først.

Der er flere eksempler på, at de gode intentioner om øget tillid til og inddragelse af anbragte børn ikke følges til dørs i udformningen af de enkelte paragraffer.

Når systemet ikke lykkes med at give børnene mulighed for at være med i egen sag og have reel indflydelse, bliver der tabt vigtig viden. Hvordan kan vi være sikre på, at barnet trives, og at omgivelserne er trygge og omsorgsfulde, hvis ikke vi har tillidsfulde samtaler med barnet?

Samtidig oplever barnet ikke ejerskab over sin sag – og sit liv. Det efterlader et hul, hvor der skulle have været byggesten til motivation, medansvar og mening i et børne- og ungeliv.

Det er ikke en nem opgave at sikre de rammer, den tid og den tilgang, som skal give børnene og de unge troen på, at systemet er der for dem. Men der er ingen anden vej.

Indsatsen skal ikke kun være faglig, den skal være omsorgsfuld

Anbringelsen har historisk bevæget sig mod at blive en professionel indsats. Det har været en vej ud af forsorgshistoriens skygger. Men idealet om faglighed, metoder og systematik har haft en slagside.

Når vi anbringer børn, påtager systemet sig forældreansvaret. Det skal sikre trivsel og udvikling for børnene. Et rigt og trygt børne- og ungeliv er forudsætningen for, at man lander godt i livet. Men idealet om professionalisme og metodefaglighed har for mange steder skubbet basale kvaliteter i et børneliv til side. For mange steder er det for svært at finde autentisk omsorg fra voksne, stabile og ægte rollemodeller, kærlighed, fritidsliv og fællesskaber uden for anbringelseshjemmet.

Samtidig er den professionelle opmærksomhed så fagligt orienteret, at den fokuserer alt for meget på individuelle faktorer i barnet. Det underudviklede er fokus for fagligheden i anbringelsen. Og der er blevet for lidt plads til at bygge egen identitet og positiv selvfortælling for børnene.

En ensidig forståelse af sig selv som ’det anbragte barn med udfordringer’ er en kæmpe begrænsning for et ungt menneskes tanker om livet og de muligheder, der er i det. Den slags begrænsninger flytter med ind i voksenlivet.

Vi har i højere grad brug for en indsats, der måler sig selv på, hvor god den er til at forstå og løfte forældreopgaven, før den forstår sig selv som en socialfaglig indsats eller behandling. Et system, der måler sin succes med afsæt i børnene og tidligere anbragtes perspektiv på kvalitet.

Børnelivet skal organisere den sociale indsats, ikke omvendt

Evalueringen af den sociale indsats skal væk fra kun at se mangler i de anbragte børn, sådan som de nuværende faglige styringsværktøjer gør. Hvis vi kun kigger på det enkelte barns udfordringer, fortsætter vi med at have en stor fed blind plet, når det kommer til vurderingen af de rammer, anbragte børn og unge vokser op i.

Der skal kigges på konteksten. Vi skal se på skift i relationer, skoletilbud, brug af magtanvendelser, oplevelsen af at føle sig elsket, tilstedeværelsen af positive fortællinger om børnene, uro og støj i børnenes hjem og adgangen til fællesskaber uden for hjemmet.

Opmærksomheden på kvaliteten af omgivelserne, det rige børneliv og forældreopgaven er svær at få øje på i det udkast til loven, der ligger nu.

Det er ærgerligt for anbragte børn, at de fagprofessionelle har overtaget definitionsretten på, hvad opgaven skal være. Anbragte børn og unge kommer til at mangle byggeklodser til deres voksenliv, som andre børn og unge får fra deres forældre, skole og fritidsliv.

Det er derfor med et stort håb om, at der bliver rettet op på det, inden loven forventes vedtaget i efteråret, at jeg skriver denne kronik.

Reformarbejdet begyndte så godt for to år siden, lad os nu få lovteksten til at følge med intentionerne. Der er brug for et fokusskifte. Det er børnelivet, der skal organisere den sociale indsats, ikke omvendt.

David Adrian Pedersen er formand for De Anbragtes Vilkår

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her