Kommentar

Børn må gå sultne i seng og undvære medicin: Det haster med at hjælpe dem ud af fattigdom

De stigende priser gør behovet for at løfte landets fattigste børnefamilier endnu mere akut. Når partierne forhandler et nyt ydelsessystem på plads, er der nødt til at følge flere penge med. Det er ikke nok at omfordele blandt de allerfattigste, skriver generalsekretær i Red Barnet Johanne Schmidt-Nielsen i dette debatindlæg
Ydelserne i kontanthjælpssystemet er for lave til at forhindre, at børn vokser op i fattigdom i Danmark. Det er en situation, som kun bliver mere akut af de stigende priser, skriver Johanne Schmidt-Nielsen.

Ydelserne i kontanthjælpssystemet er for lave til at forhindre, at børn vokser op i fattigdom i Danmark. Det er en situation, som kun bliver mere akut af de stigende priser, skriver Johanne Schmidt-Nielsen.

Mads Jensen/Ritzau Scanpix

Debat
11. juni 2022

Lige nu venter vi på, at der bliver landet en aftale om et nyt ydelsessystem på Christiansborg. Det haster. For behovet for at løfte børnefamilier ud af fattigdom bliver kun mere akut.

Jeg hører fra vores frivillige, at de familier, som vi i Red Barnet laver aktiviteter for, er ekstremt pressede. Familier fortæller, at de bliver nødt til at købe flere og flere usunde fødevarer for at få mad på bordet, og der er eksempler på familier, der ikke har råd til at købe bleer.

Det er ikke mærkeligt, at familier, der i forvejen lever på økonomisk lavblus, føler sig så pressede lige nu. For nye tal viser, at en gennemsnitlig børnefamilie skal bruge hele 30.000 kroner ekstra om året for at holde fast i levestandarden på grund af de stigende priser.

Samtidig viser den seneste undersøgelse fra VIVE, at der er store afsavn hos nogle af de fattigste familier i Danmark, nemlig de familier, der får det midlertidige børnetilskud. Et tilskud, der ellers skulle sikre, at børn her i landet ikke vokser op med afsavn, indtil et nyt og mere fair ydelsessystem kom på plads.

Syv procent af familierne har for eksempel oplevet ikke at have råd til lægeordineret medicin til deres børn, og ti procent har måttet undlade at give deres børn nødvendige måltider. 35 procent har undladt at give børnene nødvendigt tøj eller fodtøj. Det er rystende tal for et velfærdssamfund som det danske.

Det viser, at ydelserne i det nuværende kontanthjælpssystem er for lave til at forhindre, at børn vokser op i fattigdom i Danmark. En situation, som kun bliver mere akut af de stigende priser, og som gør det endnu mere nødvendigt med et nyt ydelsessystem.

Omfordeling blandt de allerfattigste

Det er samtidig på høje tid. For der er gået et helt år, siden Ydelseskommissionen præsenterede sit forslag til et nyt system.

Der er mange gode takter i Ydelseskommissionens forslag, men det er ikke nok. Der skal mere til i de politiske forhandlinger. For selv om kommissionens forslag generelt har et fokus på børn og løfter indkomsten hos en del børnefamilier i kontanthjælpssystemet, bliver for få familier løftet helt ud af fattigdom.

Ydelseskommissionens forslag er en omfordeling af penge blandt de allerfattigste, fordi udgangspunktet for kommissionens arbejde er, at forslagene skal være udgiftsneutrale. Men det er langtfra tilstrækkeligt, hvis vi for alvor skal bringe antallet af børn i fattigdom ned.

Derfor er vores kraftige opfordring, at regeringen og partierne i forhandlingerne vil tilføre området penge, så det rent faktisk bliver muligt at gøre op med børnefattigdommen.

Fra Red Barnets side mener vi også, at børn i familier på offentlige ydelser skal kunne leve et normalt børneliv med bland andet fritids- og kulturtilbud. Og selv om særlige tilskud til at gå til fodbold eller spejder er vigtige, kan de ikke stå alene. Der er blandt andet også brug for følgeordninger, så børn i familier, hvor der er andre udfordringer end det rent økonomiske, får voksenstøtte til at deltage i fritidsaktiviteter. For eksempel hjælp til at finde og starte til en aktivitet eller motivation og støtte, hvis barnet er ved at falde fra.

Nu skal løftet fra forståelsespapiret indfries

Derudover bør et overordnet princip for det nye system være, at alle familier i Danmark skal have et økonomisk råderum, som sikrer, at ingen børn lever i fattigdom. At børn ikke lider afsavn i deres opvækst, hverken når det kommer til mad, tøj eller fritid.

Heldigvis har regeringen og dens støttepartier givet børn i Danmark et løfte om, at der skal gøres noget ved børnefattigdommen. Nemlig i det forståelsespapir, som danner grundlag for regeringen.

Støttepartierne tilsluttede sig før valget også en ambition om, at antallet af fattige børn skulle halveres i denne valgperiode. Den ambition er der nu kun maksimalt ét år tilbage til at føre ud i livet.

Børnefattigdom burde derfor stå meget højt på både regeringens og støttepartiernes dagsorden lige nu. Vi håber meget, at der i forhandlingskredsen er stor velvilje i forhold til at få ambitionerne indfriet. For presset på familierne vokser hele tiden, og det haster med at give nogle af de mest udsatte børn i vores samfund en tryg hverdag og trygge fremtidsudsigter.

Johanne Schmidt-Nielsen er generalsekretær i Red Barnet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

"Alt tegnede til, at Mette Frederiksen ville kunne gøre hensynet til udsatte og glemte børn til sit eget personlige signaturprojekt.

I den første lange periode af hendes regeringsperiode var der bestemt også god grund til at tro, at løftet fra Socialdemokratiets valgpjece ville blive ført ud i livet:

"Hvis Socialdemokratiet danner regering efter næste valg, så er der en ting, der er vigtigere end alt andet: Vores børn skal have en bedre barndom."

https://www.altinget.dk/artikel/for-boernenes-statsminister-er-der-tydel...

Tydeligvis har tingene ændret sig.

Rasmus Kristiansen, Steen K Petersen, Mogens Holme, Alan Frederiksen og Steen Obel anbefalede denne kommentar
Martin Jacobsen

Derfor har vi børnefattigdom i Danmark:

De borgerlige partier i Folketinget taler om flere skattelettelser til de rige. Et flertal i Folketinget gav 18 milliarder kroner mere om året til våbenproducenterne i Europa. SAS får en hjælpepakke på flere milliarder. Verden over gav politikerne erhvervslivet 96.000 milliarder under corona, det kunne have fjernet fattigdommen på denne planet. Hvert år får erhvervslivet herhjemme 42 milliarder kroner i kontanthjælp. Med andre ord er der rigeligt af penge i Danmark, børnene må bare ikke få dem.

Derfor fjernes børnefattigdommen ikke igen:

Der er et flertal blandt befolkningen som ønsker at fjerne fattigdommen, men et flertal i Folketinget ønsker stadigt at øge uligheden. Det store fupnummer består i at se meget sociale eller røde ud, op til det kommende folketingsvalg. Efter valget fortsætter politikerne som før. I fire årtier har de øget uligheden. Alle politiske partier gør det, selv Liberal Alliance som er sat i verden for at milliardærerne kan få mere, og dem der har mindst skal udsættes for flere sociale nedskæringer. Under folketingsvalget taler om at være utrolige sociale.

Journalisterne ved alt om denne svindel men reagerer ikke, for at stoppe løgnene i medierne / TV. Det tyder på at de selv har stor gavn af uligheden, som skabes ved sociale nedskæringer, for efterfølgende at give skattelettelser til dem med formuer. De fyrre procent af befolkningen, som tilsammen udgør middelklassen og overklassen, skovler penge ind, mens de de sociale nedskæringer, som er vedtaget over årtier, rammer dem der har mindst, og arbejderklassen rammes af dårligere vilkår ved bl.a. arbejdsløshed.

Topøkonomerne taler igen om skattelettelser til toppen, hvor de selv befinder sig. Der er dagligt artikler i Berlingske og andre borgerlige medier for et regeringsskifte. TV2 News har i lang tid talt for at få en borgerlig regering til magten igen. Snart tipper meningsmålingerne, propaganda virker. Snart har vælgerne flyttet sig og et valg kommer. Dette ved Mette Frederiksen, derfor har hun selv flyttet sig over til blå blok. De Radikale erklærede sig som en del af den borgerlige blok for lang tid siden. SF stemmer sammen med S. Efter valget kommer der flere sociale nedskæringer igen.

Således fjerner vi børnefattigdommen:

Den massive velstand til middelklassen og overdrevne luksus til overklassen, samt skattelettelser til velhavende virksomheder, skal drosles ned i forhold til den kostbare og umoralske børnefattigdom. Kun ved at skabe koalitioner af folkelige bevægelser, som går ind for, at alle nyfødte skal have en chance her i livet, kan vi samle de socialt bevidste til en samlet bevægelse, som kan ændre den nuværende kurs på det sociale område.

Den maniske ulighedsskabelse skal stoppe, og magten skal fordeles på alle samfundsgrupper, for at vi igen kan kalde landet et ægte demokrati. Mennesker uden videregående uddannelse udgør stadig det store flertal, derfor kan vi fjerne de sociale nedskæringer på socialområdet, som politikerne har gennemtvunget i årtier, og genindføre borgeres sociale retssikkerhed.

Vi skal i gang med et totalt genopbygningsarbejde efter årtiers bevidst social nedbrydning. Det handler om at de fattige familier får en rimelig indkomst, og derved et værdigt liv, alle andre i Danmark har som minimum en rimelig del af den samlede samfundskage.

Den stigende ulighed som politikerne har skabt kræver en omfordeling; skatten skal stige for de riges vedkommende, og pengene skal kanaliseres ned i bunden af samfundet. Der er brug for en total restaurering af socialvæsenet, samt en beskrivelse af en dynamisk socialpolitik i et ernæringsrigt miljø, hvor de socialt udsatte kan ånde og få det bedre, uanset om de kan arbejde eller ej.

Lad os give alverdens aviser en ny overskrift: Fattigdom - ikke i vores samfund, ikke i Danmark.

Eva Schwanenflügel, Ruth Sørensen, Rasmus Kristiansen, Steen K Petersen, ingemaje lange, Peter Bryde Poulsen og Mogens Holme anbefalede denne kommentar