Læserbrev

At bruge ’de’ og ’dem’ om enkeltpersoner er forvirrende, selv for velmenende journalister

Der er masser af kønsneutrale betegnelser, som ikke skaber usikkerhed om antallet af personer, der omtales. Så lad os sige ’vedkommende’ eller slet og ret navnet på personen – for hele denne debat viser da med al tydelighed, at forvirringen er total, skriver vært på Klog på Sprog, Adrian Hughes, i denne replik
Debat
14. juni 2022

Jeg er ikke ansvarlig for, at Berlingske kalder ’de/dem’ for en tiltaleform, når det selvfølgelig er en omtaleform. Der er ikke nogen, som tror, at nonbinære gerne vil tiltales ’De’ og ’Dem’, sådan som Preben Frederiksen påstår i sit læserbrev om mig den 13. juni.

Min og de fleste andre sprogbrugeres forvirring går på omtale i tredjeperson, hvis den, der tales om, er ét enkelt menneske og ikke flere.

Enkeltpersoner på dansk omtales som ’han’, ’hun’, ’ham’ eller ’hende’ eller med kønsneutrale betegnelser som ’vedkommende’, ’pågældende’, ’personen’ eller endnu bedre: navnet på personen. At omtale vedkommende som ’de’ og ’dem’ er i de fleste sammenhænge forvirrende.

Andre har påpeget, at jeg og andre tilsyneladende ikke har problemer med, at dronning Margrethe af alle andre end sine gamle skolekammerater tiltales direkte med ’Deres Majestæt’ og omtales i en noget gammeldags form, også når hun er til stede – for eksempel »mener Dronningen, at Dronningen laver god mad?«

Landets statsoverhoved er en undtagelse, som de fleste forstår og anerkender. Flertalspronominer om enkelte nonbinære personer anerkendes af langt færre og er derfor oftest uforståelige, også for de velmenende journalister, som forsøger at bruge dem.

Adrian Hughes er vært på Klog på Sprog på DR P1

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Bolette Brødsgaard

Omtaler Majestæten ikke også sig selv i flertal : "Vi gør dit og vi gør dat ... "?

Eva Schwanenflügel

Jeg har nu aldrig hørt andre end Ulf Pilgaard og Preben Christensen omtale sig selv som "vi" i imitationsøjemed ;)