Demokrati er ikke kun en tilskuersport. Det overser kritikerne af klimaaktionen på Folkemødet

På Folkemødets første aften indtraf højdepunktet, da aktivister fra Extinction Rebellion indtog DR’s scene midt under optagelserne af Debatten og proklamerede, at der manglede handling bag politikernes ord. Inden DR lukkede for den direkte transmission, hørtes et råb blandt publikum: ’Opfør jer ordentligt!’. Hvad var det, vi var vidne til?

Ledende politikere fra blå blok var ikke i tvivl. De Konservatives leder Søren Pape Poulsen tweetede straks: »Antidemokrater. Typisk for den type mennesker. Sådan vil borgerlige mennesker aldrig opføre sig!« Pia Kjærsgaard fulgte trop og tweetede »Der er politifolk til stede, hvorfor fjerner de ikke bøllerne? (...) Uopdragne møgunger«.

Var det en flok uopdragne, antidemokratiske møgunger, der obstruerede de folkevalgtes samtale om vores fælles fremtid? Eller indstiftede aktionen et politisk moment, der forstyrrede den ellers gnidningsfrie samtale mellem politikere, journalister, virksomheder og meningsdannere, der mestendels har ordet ved mødet i Allinge?

»Nu er der sket noget, vi ikke har set før«

Imens aktivisterne indtog scenen, kiggede DR-vært Clement Kjersgaard ind i kameraet og sagde: »Nu er der sket noget, vi ikke har set før«. Hvis vi kigger på optrinet i et større demokratiteoretisk perspektiv, så har Kjersgaard måske mere ret end som så.

Nutidens demokratier er repræsentative. Folket vælger repræsentanter ved periodiske valg, og mellem disse valg er det repræsentanterne, og ikke folket selv, der styrer. ’Folket’ i det repræsentative demokrati er reduceret til en tilskuerrolle, der engang hvert fjerde år skal give det politiske system legitimitet gennem valghandlingen. Imellem valgene kan ’folket’ engagere sig i politiske partier, interesseorganisationer og den offentlige debat, men deres deltagelse er ikke påkrævet for, at det politiske system fungerer.

At repræsentation og demokrati er relateret, endsige er uløseligt forbundet, er historisk set en ny overbevisning. Den schweiziske filosof Rousseau analyserede for eksempel forholdet mellem politisk frihed og repræsentation med bidende ironi og hævdede, at folket kun var frit på selve valgdagen. Imellem de politiske valg var folket ufrie slaver, styret af deres repræsentanter, skrev han i 1762. James Madison, en af hovedarkitekterne bag den amerikanske forfatning, afviste helt bevidst, at den nye, amerikanske forfatning var demokratisk. De forenede stater var ifølge Madison en republik, idet et demokrati i årene omkring den amerikanske forfatningsperiode stadig blev forstået som direkte demokrati som i antikken. Som Madison forklarer det, er det amerikanske politiske system kendetegnet »ved den totale eksklusion af folket i dets kollektive kapacitet.«

Da stemmeretten blev udbredt i løbet af 1800-tallet, begyndte konservative og liberale politiske tænkere som Edmund Burke, John Stuart Mill og Alexis de Tocqueville at tale om flertalstyranni. Hvor tyranni klassisk betegnede et politisk system, hvor kongen styrede staten i sin egen snarere end i almenvellets interesse, mente disse tænkere, at demokratiet medførte en ny type tyranni, hvor flertallet kunne styre uden blik for mindretallets interesse. ’Folket’ er altså både det politiske systems legitimitet, men også en trussel mod den samfundsmæssige orden. ’Folket’ er en nødvendig referent i det repræsentative demokrati, men også et forstyrrende, farligt element.

Civil ulydighed og antidemokrater

I spændingsfeltet mellem aktivisternes aktion og forargelsen fra politikerne findes to forskellige demokratiforståelser. På den ene side demokrati som tilskuersport, som ordnet samtale mellem repræsentanter og med folket som passive tilskuere. Det er institutionaliseret politik, praktiseret gennem etablerede kanaler efter gældende normer og lov. På den anden side demokrati som folkelig deltagelse, demokrati som almindelige menneskers samhandling i det offentlige rum. Det er politik praktiseret uden om institutionerne, som en måde at sætte spørgsmålstegn ved de gældende normer og love, – og måske endda etablere nye institutioner, normer og love.

For hvad nu hvis de politiske institutioner og love er problematiske på et grundlæggende niveau? Her er de fleste politiske teoretikere enige om, at civil ulydighed er legitimt. Den indflydelsesrige liberale politiske tænker John Rawls, som ikke kan betegnes som ’antidemokrat’, men tilhører en ideologisk centerposition, argumenterer eksempelvis for, at civil ulydighed er en legitim deltagelsesform, for så vidt at handlingen er ikkevoldelig, offentlig, at deltagerne accepterer eventuel straf, og at aktionen sker med henvisning til grundlæggende, demokratiske principper. I det lys er det svært at få øje på det ’antidemokratiske’ i Extinction Rebellions aktion.

Hvis der er nogen, man kan kalde ’antidemokratiske’, er det snarere de politikere, der insisterer på, at ’folket’ kun skal deltage på én bestemt måde, nemlig som passive tilskuere, der indimellem fornyer det politiske systems legitimitet gennem stemmeafgivelse. Demokratisk politik indeholder derimod et repertoire af legitime deltagelsesformer. At den passive tilskuerrolle indeholdt i stemmeafgivelsen og det aktive lovbrud med henvisning til grundlæggende principper, ligger i hver ende af deltagelsesspektret, diskvalificerer ikke civil ulydighed.

Demokrati er mere end passiv iagttagelse

Ved nærmere eftersyn er det endnu sværere at få øje på det antidemokratiske i Extinction Rebellions aktion. Mange afgørende politiske landvindinger de seneste 300 år er sket gennem protester og civil ulydighed. Stemmeret, ytrings-, religions- og forsamlingsfrihed, formel lighed mellem kønnene og udbredelse af velfærdssamfundet var aldrig sket, hvis andels-, højskole-, fag- og kvindebevægelsen udelukkende havde rettet opmærksomheden mod de etablerede politiske institutioner og anset gældende lov for legitim; hvis sådanne sociale bevægelser havde accepteret demokrati som ren tilskuersport.

På trods af Søren Papes overbevisning om, at borgerlige mennesker aldrig ville opføre sig som klimaaktivisterne, startede de såkaldt ’borgerlige revolutioner’ – den amerikanske og franske revolution, som vi betegner som det moderne demokratis arnesteder – netop gennem civil ulydighed i en højere sags tjeneste. At nutidens klimabevægelse benytter samme taktik, efter uendelige klimatopmøder og manglende handlingsvillighed, er der ikke noget udemokratisk i.

Den anerkendte franske filosof Jacques Rancière skelner mellem magtformerne politi og politik. Politi er den magtform, der skaber orden, putter bestemte grupper i bestemte bokse, bestemmer, hvad der er legitime interesser og ytringer. Når politikere hævder, at klimaaktivisterne er ’antidemokrater’, politiserer de grænserne for den orden, de selv administrerer, idet de fastholder, at andre former for politisk deltagelse end stemmeafgivelse og afbalanceret samtale er demokratisk illegitime. De opretholder dermed forestillingen om demokrati som tilskuersport og reproducerer skellet mellem det passive ’folk’ og de aktive repræsentanter.

Politik, derimod, betegner for Rancière forstyrrelsen af den ordnende magt; politik er, når uventede grupper befinder sig uventede steder og kommer med uventede ytringer, som ændrer, hvad der legitimt kan siges. I det perspektiv var der vitterligt politik på scenen i Allinge, da klimaaktivisterne overtog scenen fra de ellers så scenevante politikere på folkemødet. Aktionen var en påmindelse om, at demokrati også er handling og magtkritik, ikke kun passiv iagttagelse og stemmeafgivelse.

Benjamin Ask Popp-Madsen er postdoc på CBS og forsker i demokrati