Kommentar

Som diabetiker fik jeg hjælp med det samme. I psykiatrien måtte jeg vente til sidste øjeblik

Det er nedslående at opleve, hvor stor en forskel der er på det psykiatriske og det somatiske system. Hvis sukkersygepatienter blev behandlet, som vi behandler psykisk syge, ville de først få hjælp, når de var blevet blinde og skulle have amputeret lemmer, skriver førtidspensionist Louisa Merrild Knudsen i dette debatindlæg
Louisa Merrild Knudsen oplevede et hurtigt og trygt forløb, da hun opdagede, at hun er diabetiker. Det var en helt anden oplevelse end hendes oplevelse som psykiatrisk patient.

Louisa Merrild Knudsen oplevede et hurtigt og trygt forløb, da hun opdagede, at hun er diabetiker. Det var en helt anden oplevelse end hendes oplevelse som psykiatrisk patient.

Jens Dresling

Debat
23. juni 2022

Jeg er en ung kvinde med paranoid skizofreni, som i mange år har været i berøring med psykiatrien. Her har jeg set mine ligesindede blive svigtet af et system, som kører på dampene. Det gør mig ondt. For det kunne nemt have været mig.

Det anslås, at knap hver fjerde drab bliver begået af en person, som er psykisk syg i gerningsøjeblikket. Det kommer desværre ikke bag på mig, omend det er meget trist. For en udsultet psykiatri koster menneskeliv.

Der har været flere uhyggelige sager de seneste år, hvor det er endt galt. Jeg græmmes ved, at mere og mere kriminalitet bliver begået af psykisk sårbare. Derfor har jeg tænkt over, hvad der skal til, for at psykiatrien bliver prioriteret. Her tænker jeg på den kommende tiårsplan.

Ødelæggende ventetid

I forbindelse med en indlæggelse fik jeg at vide, at hvis jeg skulle indlægges i fremtiden, var det bedre at komme igen, inden jeg brændte helt sammen. Det kunne jeg godt se fornuften i. Men som psykiatrien ser ud i dag, hvor man næsten skal have stillet træskoene for at få hjælp, tvivler jeg på, at det ville kunne lade sig gøre. For man risikerer at blive afvist, fordi man ikke er gået helt til grunde, men bare kan mærke, at lokummet brænder, og derfor fornuftigt nok vælger at søge hjælp.

Vi har i det hele taget et system, som bærer præg af manglende ressourcer, selv om det efterhånden lyder som en dårlig kliché. Men det er stadig sandheden.

Jeg kan godt føle mig heldig i skrivende stund. Jeg oplever også en psykiatri, som er under pres, men jeg har – syv, ni, tretten – umiddelbart stadig adgang til den hjælp, jeg har brug for. Jeg føler mig godt hjulpet.

Men sådan har det ikke altid været. Da jeg var yngre og havde min debut i psykiatrien, måtte jeg vente længe, fordi jeg ikke var dårlig nok. Da jeg endelig blev tilbudt hjælp, var jeg blevet så dårlig, at jeg ikke længere var klar til at modtage den. Tværtimod kunne jeg slet ikke samarbejde og få den fornødne behandling, som jeg, hvis den var kommet tidligere, nok lettere ville kunne have taget imod.

Det gjorde, at jeg oplevede at blive stigmatiseret og følte mig fanget i et system, som ikke lyttede til mig. Og jeg ved, at mange sidder med den følelse. For det er en sjældenhed, at man faktisk føler sig hørt og set i psykiatrien, selv om det burde være en selvfølge, når man modtager behandling.

Somatiske sygdomme behandles hurtigere

Noget, som har gjort et stort indtryk på mig, er forskelsbehandlingen mellem fysisk og psykisk sygdom. For eksempel fik jeg sidste år konstateret sukkersyge. En lidt hård besked at få. Jeg følte, at jeg i forvejen havde kæmpet rigeligt, så at få endnu en lidelse ovenikøbet gjorde mig lettere opgivende.

Men kort tid efter blev jeg henvist til specialister og var til flere samtaler og undersøgelser. Sygeplejersken, jeg talte med, fortalte mig heldigvis, at det kun var en mild udgave. Og det var ikke mindst, fordi det var blevet opdaget så tidligt.

Det var faktisk et vellykket besøg på hospitalet, selv om jeg var nervøs inden. Og til trods for, at jeg ikke havde galopperende sukkersyge eller var i en kritisk tilstand, blev jeg heller ikke afsluttet hos dem med det samme.

Jeg ville først blive afsluttet, når de var sikre på, at jeg havde været stabil længe. Alle mine prøver så overraskende pæne ud. Og det har muligvis været resultatet af, at jeg fik behandling i tide.

Hvis de samme forhold skulle gøre sig gældende i psykiatrien, ville man tage patienter ind langt tidligere. Med de nuværende tilstande i psykiatrien svarer det i stedet til, at man som sukkersygepatient først kunne blive behandlet, når man havde mistet synet eller skulle have amputeret et af sine lemmer som konsekvens af langvarig ubehandlet sukkersyge.

Et mangelfuldt system

Det er tankevækkende, hvordan jeg blev behandlet som somatisk patient i forhold til, hvordan man kan risikere at blive behandlet som psykiatrisk. Tænk, hvis de havde sagt, at jeg ikke kunne få hjælp, fordi jeg stadig havde mine lemmer og kunne se?

Overdrivelse fremmer måske forståelsen, men pointen er god nok. Statistikker viser, at psykisk sygdom rammer hver tredje på et tidspunkt i løbet af livet. Derfor burde psykiatrien blive prioriteret langt højere. Både for de desperate patienters og de udkørte pårørendes skyld.

Og ikke mindst for de ansatte, som hver dag kæmper for at fungere i et system, der på mange måder er mangelfuldt. Et system, som længe har lidt voldsomt, hvilket har haft store omkostninger for alle involverede parter.

Jeg håber, der kommer en god, stabil tiårsplan, så færre mennesker bliver tabt i systemet, så vi får bedre og hurtigere muligheder for behandling – både under indlæggelse og ambulant, flere sengepladser og ikke mindst fokus på det forebyggende arbejde, både inden og uden for psykiatrien.

Hvor mange forfærdelige historier skal vi høre, før psykiatrien får et løft til gavn for os alle?

Louisa Merrild Knudsen er førtidspensionist.

Information har haft adgang til de relevante dokumenter i sagen

Serie

Psykiatrien under pres

Mens vi venter på den tiårsplan for at løfte psykiatrien, som Socialdemokratiet lovede inden valget i 2019, venter syge børn, unge og voksne på at få behandling. I denne kronikserie har vi samlet stemmer, der fortæller om svigt og utilstrækkelig hjælp i psykiatrien.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Eva Schwanenflügel

@ Louisa Merrild Knudsen

Det er jo fuldstændig rigtigt, hvad du skriver.
Der er behov for langt hurtigere udredning og behandling i psykiatrien, særligt for børn og unge. Og grotesk er det, med alle de eksempler på det modsatte, vi konstant hører om.

"Alle sejl blev sat til for at undgå smitte, svær sygdom og død under coronaepidemien. Fra marts 2020 til 1. juni 2022 er i alt 6.368 mennesker i Danmark døde af eller med corona. Dermed er Danmark ifølge Our World in Data blandt de vestlige lande, hvor færrest er døde af eller med corona per indbygger.

Indsatsen har været imponerende og har kun været mulig i kraft af beslutninger og investeringer med bred opbakning i Folketinget.

Vi kunne ønske os en tilsvarende handlekraft, når det gælder tiårsplanen for psykiatri. Mennesker med psykiske lidelser lever i gennemsnit 10-15 år kortere end den øvrige befolkning, hvilket svarer til, at der blandt mennesker med psykiske lidelser hvert år er 5.670 ekstra dødsfald.

Dermed koster overdødelighed i psykiatrien næsten ligeså mange liv årligt, som hele coronaepidemien i Danmark hidtil har forårsaget."

https://www.altinget.dk/artikel/sundhedsaktoerer-psykiatrien-kraever-lig...

Heidi Larsen, David Zennaro og erik pedersen anbefalede denne kommentar
Jens Ole Mortensen

Jeg er en ung kvinde med paranoid skizofreni

Er det ikke den diagnose man giver når mennesker udvikler PTSD i det statskontrollerede system ?

Man erkender jo ikke at det nye 1000 årsrige kan påføre mennesker PTSD.

Ellers har man ingen problemer med at tildele PTSD diagnoser. Så systemet kan gribe ind. Og politikkerne kan vise deres handlekraft og gode hjerte.
Paranoid skizofreni er vel den næstbedste diagnose man kan få med PTSD.
Den udløser øjeblikkelig førtidspension. Da man kan udvikle sig meget belastende for sine omgivelser. For helbredelse er man nødt til at se indad. Og ikke bruge sine traumatiske oplevelser som undskyldning for sin opførsel. Og ikke bare kan føre disse videre til andre. For ofte misforstår man situationen. Og opfatter den som tidligere situationer, hvor man har været i fare. Og kan overreagere voldsomt. Til fare for andre mennesker. De paranoid psykotiske anfald er også en reaktion, der ofte forekommer under pres.
Og tag ikke fejl. En kvinde og selv et tiårigt barn, der opfatter at man kæmper for sit liv med det yderste af sine negle .- Kan være skræmmende.

Jonathan Larsen

Meget trist historie at læse. Du har ret i, at det psykiatriske system er belastet. Hjælpen kommer, men det er først, når du har nået bunden. Det er hvad jeg selv har erfaret som tidligere hjemløs, og med en psykiatrisk diagnose som paranoid skizofren i bagagen. Jeg fik god hjælp af Opus-Århus, men jeg kunne godt mærke, at der var få midler, og samtidig kunne noget så simpelt, som hvad for en kommune du kom fra, have indflydelse på behandlingsmulighederne.
God vind fremover.