Kronik

At donere sæd er et af de mest livsbekræftende valg, jeg har taget

Som donorbarn med to mødre har jeg aldrig haft en far, men det betyder ikke, at jeg har manglet ham. Ligesom mine donorbørn ikke mangler mig. De ville derimod selv mangle, hvis det ikke var for mig, skriver foredragsholder Mads Fencker i en ny serie, hvor voksne donorbørn fortæller deres historie
Igennem hele mit liv er jeg blevet mødt af spørgsmålet: ’Hvordan er det ikke at have en far?’, skriver Mads Fencker i dagens kronik.

Igennem hele mit liv er jeg blevet mødt af spørgsmålet: ’Hvordan er det ikke at have en far?’, skriver Mads Fencker i dagens kronik.

Magnus Hove Johansson

Debat
25. juni 2022

Min søster og jeg er vokset op i et parcelhus i Brønshøj. Vi blev studenter, gik til sport og har haft kærester – og nå ja, så har vi to mødre. Vores biologiske far, en meget nær ven af familien, hjalp vores forældre med at få deres største ønske til at gå i opfyldelse.

Vi blev båret af hver vores biologiske mor og adopteret af hinandens. Resultatet var en lille kernefamilie med to børn, begge med to mødre, alle lige tæt forbundne.

Manglede der noget i vores opvækst? Velmenende stemmer ville måske svare en far. Det er rigtigt, at vi ikke havde nogen far, men betyder det, at han manglede? Det har jeg aldrig følt. Fravær og mangel er ikke det samme. En hund mangler ikke tommelfingre, et grantræ ikke blade, og jeg mangler ikke en far.

Når man siger, at nogen mangler noget, så beskriver man ikke omstændighederne værdifrit. Man udtrykker derimod, hvordan noget bør være: at noget, der burde være til stede, er fraværende. Et barn, der har mistet sin mor eller far alt for tidligt, mangler en forælder. Barnet burde ikke have oplevet det tab. Min søster og jeg har derimod aldrig mistet noget. Vi blev sat i verden på en betingelse om, at vores far udeblev fra familien.

Igennem hele mit liv er jeg blevet mødt af spørgsmålet: ’Hvordan er det ikke at have en far?’ Lidt kækt har jeg ofte svaret: ’Hvordan er det både at have en far og en mor?’ For hvordan føles det, der altid har været tilfældet?

Da min biologiske far hjalp mine forældre, gjorde han mere end bare at opfylde deres største ønske. Han gav mig muligheden for overhovedet at kunne ønske noget som helst, fordi han gjorde mig mulig. Imidlertid hører jeg stadig det bedagede synspunkt, at legaliseringen af insemination for enlige og homoseksuelle par har et ensidigt fokus på forældrene og ikke børnene.

I det politiske spektrum er det ikke kun Kristendemokraterne, der står på mål for det synspunkt. Socialdemokraten Simon Simonsen kalder valget om donorbørn for »egoistisk«. Det hævdes at være synd for os – et brud på barnets tarv sågar – at vi ikke har en biologisk far som omsorgsperson.

Men selv hvis det var et problem, så er et forbud ikke en løsning for os konkrete børn. Det svarer til at ville afskaffe børnefattigdom ved at nægte at hjælpe ressourcesvage forældre med at sætte børn i verden. Det ville måske resultere i et positivt måltal i bunden af en kommissionsrapport, men hvilke mennesker er blevet stillet bedre?

De færreste donerer for pengene

I løbet af mine teenageår blev jeg opmærksom på min egen mulighed for at hjælpe potentielle forældre med at sætte børn i verden. Det føltes som en af de mest eksistentielt bekræftende handlinger, jeg kunne udføre. At hjælpe med at skabe liv, hvor der før kun var drømme.

Min motivation var større end det enkelte barn – det handlede om at udleve en næsten politisk kamp, der adskiller kærlighed og omsorg fra køn og reproduktion. Ved at hjælpe enlige og par oplevede jeg at kunne give noget tilbage og på den måde reflektere min egen identitet som sat i verden ved donation.

Når samtalen falder på usædvanlige studiejobs, deler mit som sæddonor altid vandene. Hos både mænd og kvinder møder jeg den samme fordom om en ung fyr, der får julelys i øjnene ved tanken om at kunne røre ved sig selv, ejakulere i en kop og få en plovmand med ud ad døren.

Idet jeg fortæller om min egen opvækst, mit ønske om et opgør med klassiske familieidealer og en ærbødighed over at kunne sætte børn som min søster og mig i verden, lyder modsvaret: ’Men alle har nok ikke de samme intentioner som dig’. Og den forestilling kommer ikke af sig selv.

Provokerende og sjove reklamer for sæddonation med virtual reality-briller med pornografi i 3D eller Facebook-annoncen »tjen penge på din hobby« fra SellmerDiers er med til at skabe billedet af forvoksede teenagere, der ikke kender konsekvenserne af deres handlinger. Sædbankerne gør sig selv en bjørnetjeneste med de reklamer, hvilket store aktører i markedet efterhånden har indset. Donorprospekter med kortsigtede horisonter sorteres fra, når gentagne prøver, spørgeskemaer og familiebeskrivelser kommer på bordet.

Blandt andet Cryos Internationals undersøgelse af donorers holdning til forplantning viser, at motivationerne er mange og altruistiske. Det er altså en myte, at donoren sælger ud af sin integritet.

Jeg hævder ikke, at et honorar ikke motiverer, men der er nok snarere tale om en let kompensation i småpenge, der på ingen måde står mål med den tid på test, udarbejdning af profil og skemalægning af, hvornår det er mellem 48 og 72 timer siden sidste sædafgang. Det lyder måske overdrevet, men i et fast parforhold med en smule spontanitet kan der godt opstå konfliktende interesser.

Det eneste, jeg har manglet, er forståelse fra andre

For få måneder siden ændrede mit billede sig af de børn, jeg har hjulpet til verden. Det skete en dag, da min nabo passede sin nevø, der næsten var færdig med 0. klasse. Indtil da havde jeg kun tænkt på mine biologiske børn som babyer. Det er dog snart otte år siden, jeg donerede første gang. Selv om Felix på »seks og et halvt« ikke er donorbarn og kender begge sine forældre, så fik vores snak mig til at indse, at nogle af de børn, jeg har sat i verden, nu også er på vej op i 1. klasse.

Hvad, der før blot var en abstrakt forestilling om fremtidige generationer, blev lige pludselig til konkrete børn, der snart også bliver spurgt: ’Hvordan er det ikke at have en far?’ Små drenge og piger, som er elsket over alt på jorden af deres forældre. Det er dem, jeg gør det her for.

Det er dejligt, at deres forældre kan få deres drøm opfyldt, men det er børnene, jeg har hjulpet allermest ved, at de nu også kan have deres egne håb, ønsker og drømme.

Der hersker fortsat mange kønnede stereotyper i den offentlige samtale, der genlyder som stemmer fra en svunden tid. Et barn har brug for både en mor og en far at spille bold op ad for at danne sig som helt menneske. Som om kun mor kan repræsentere det varme, hjertelige og kærlige, imens far kommer med det kølige overblik, intellektet og viljestyrken.

Men jeg er sikker på at børn som Felix finder både maskuline og feminine træk at spejle sig i hos alle de voksne, der omgiver dem. Hos inspirerende skolelærere, motiverende idrætsinstruktører eller på besøg hjemme hos deres onkel. De børn mangler ikke noget, hverken særlige kønnede forbilleder, en biologisk far eller kendskab til, hvem han er.

Når tiden kommer, og de børn, jeg har hjulpet til verden, fylder 18 år, har de mulighed for at mødes med mig. Indtil da er jeg fraværende, ligesom min far var fraværende, men uden at mangle.

Jeg valgte at være i et åbent donorprogram for at kunne se de børn, jeg har været med til at give livet, i øjnene. For otte år siden gjorde jeg det for at kunne tale med dem om, at hvis de nogensinde var sure på mig eller deres forældre over den måde, vi satte dem i verden på, så skulle de tænke over, at ingen anden mulig måde fandtes – for så havde det ikke været dem, men en anden, der var blevet født.

I dag ved jeg dog godt, at jeg slet ikke behøver give den forklaring. For de ved det allerede dybt i sig selv. På samme måde som jeg altid har vidst, at mit liv ikke kunne have været anderledes. Der manglede aldrig noget i vores opvækst – måske kun en forståelse fra andre for, at fraværende i alternative familier ikke er mangler, blot forskelle fra normalen.

Mads Fencker læser filosofi og er foredragsholder

Serie

Donorbørnene

De første danske donorbørn er ikke længere børn. Siden de blev til, er både lov og anbefalinger omkring sæd- og ægdonation ændret, og behandling af barnløshed er blevet diskuteret vidt og bredt. Men som regel ud fra de barnløses perspektiv. Hvad mener donorbørnene selv? I denne kronikserie giver vi ordet til donorbørnene, der er blevet voksne.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Rikke Petersen

Tak for artikel.

Der vigtigste må være, at donorbørnene kan møde deres far på et tidspunkt i deres liv, hvis de har lyst. Derfor mener jeg, at åben donation må være den bedste og eneste løsning.

Else Marie Arevad, Nils Viga Hausken og Henning Kjær anbefalede denne kommentar
Henning Kjær

Ja Rikke Pedersen, vi må af med al det hemmelighedskræmmeri om biologiske fædre og mødre til donorbørn.

Else Marie Arevad og Nils Viga Hausken anbefalede denne kommentar