Kronik

Alle elsker andelsbevægelsen, men få fortæller hele sandheden om den

Politikere fra højre til venstre omfavner ambitionen om flere demokratiske virksomheder, og begge sider bruger andelsbevægelsen som forbillede. Men de abonnerer på vidt forskellige fortællinger om andelsbevægelsens karakter og succes, skriver historiker Esben Bøgh Sørensen i denne kronik
Andelsmejeriet Vigen modtager dagens ration af mælk i junger. Reelt set var andelsmejerierne domineret af gårdmændene, der sad tungt på både bestyrelses- og formandsposter. Demokratiet strakte sig aldrig til de mange ansatte på gårdene, der netop i løbet af 1800-tallet kom voldsomt mange flere af, skriver Esben Bøgh Sørensen.

Andelsmejeriet Vigen modtager dagens ration af mælk i junger. Reelt set var andelsmejerierne domineret af gårdmændene, der sad tungt på både bestyrelses- og formandsposter. Demokratiet strakte sig aldrig til de mange ansatte på gårdene, der netop i løbet af 1800-tallet kom voldsomt mange flere af, skriver Esben Bøgh Sørensen.

Allan Moe/Ritzau Scanpix

Debat
11. juni 2022

Debatten om demokratiske virksomheder har taget fart de seneste år, og ikke underligt trækker den fornyede debat inspiration fra den danske andelsbevægelse. Mere end noget andet er særligt bøndernes andelsforeninger med andelsmejerierne i centrum en national tradition, der samler alle. Men på trods af denne tværpolitiske status lægger de politiske fløje alligevel vægt på forskellige aspekter ved andelsbevægelsen.

Højrefløjen og traditionen fra partiet Venstre fremhæver den liberale side af andelsbondebevægelsen. I denne fortælling fremhæves, hvordan danske bønder fra slutningen af 1800-tallet sluttede sig frivilligt sammen i andelsforeninger uden statens indblanding og dermed banede vejen for en succesfuld økonomisk udvikling baseret på frihandel og eksport af smør og bacon. For højrefløjen demonstrerer andelsbevægelsen derfor den danske kapitalismes succes.

For venstrefløjen er det særligt den demokratiske side af andelsbevægelsen, der bliver fremhævet som en modsætning til kapitalisme. »Liberal, men antikapitalistisk,« beskriver Pelle Dragsted bøndernes andelsbevægelse i sin bog Nordisk socialisme, hvor andelsmejerier, slagterier, eksportforeninger osv. sættes i kontrast til store »kapitalistiske« aktieselskaber.

Der var et element af tvang

Både højrefløjen og venstrefløjens fortællinger om andelsbevægelsen besidder elementer af sandhed. Det er rigtigt, at andelsforeningerne principielt var frivillige foreninger, og at de i den første periode langt hen ad vejen blev skabt på lokalt initiativ af bønderne selv.

Det er dog også en sandhed med store modifikationer. Meget hurtigt begyndte staten at stille hjælp til rådighed for andelsmejerierne, for eksempel i form af markedsføring på det engelske marked, konsulentvirksomhed og forskning.

Og i løbet af mellemkrigstiden spillede andelsbevægelsen en afgørende rolle i etableringen af en landbrugskorporatisme karakteriseret ved et tæt samspil mellem staten og landbrugets interesseorganisationer. Det komplicerer fortællingen om det frie initiativ på god afstand af en stat, der ikke blandede sig.

Hvor frivillige var andelsforeningerne, når det kom til stykket? Fra begyndelsen af 1900-tallet var det reelt umuligt for en gårdmand ikke at være med i det lokale andelsmejeri, hvis man altså ville sælge sin mælk. Der var ikke tale om direkte tvang som under de gamle fæsteforhold, men derimod en ny institutionel form for tvang, hvor man godt nok reelt var nødt til at være medlem, men samtidig besad man også en høj grad af medindflydelse.

Demokratiet gjaldt ikke gårdens ansatte

Denne medindflydelse fik i andelsbevægelsen udtryk gennem ’én-person-én-stemme’-princippet. Langt de fleste af andelsmejerierne opererede efter dette princip, hvilket formelt set gav lige stor demokratisk indflydelse til både gårdmænd og husmænd på generalforsamlingerne.

Men reelt set var andelsmejerierne domineret af gårdmændene, der sad tungt på både bestyrelses- og formandsposter. Og demokratiet strakte sig aldrig til de mange ansatte på gårdene, der netop i løbet af 1800-tallet kom voldsomt mange flere af.

I gårdmændenes og Venstre-traditionens selvforståelse var dette helt naturligt. Demokrati var godt, men der var jo også den private ejendom eller selvejet, der skulle respekteres. Men når man i nutidens debat om demokratiske virksomheder vil trække inspiration fra andelsbevægelsen, er bevægelsens indskrænkede demokrati vigtigt at huske på.

Andelsbevægelsen var kapitalistisk, men der var ikke fri konkurrence

For højrefløjen repræsenterer andelsbevægelsen også historien om dansk liberalisme og kapitalismes succes. Ved at slutte sig sammen i andelsmejerier og -slagterier kunne bønderne høste stordriftsfordele, investere i den nyeste teknologi og konkurrere på det engelske marked.

Men det er en sær form for kapitalisme og liberalisme, der samtidig baserer sig på lokale monopoler og andelsdemokratiets udstrakte indflydelse på den enkelte bondes ejendom. Det er selvfølgelig rigtigt, at danske bønder konkurrerede på det engelske marked, men internt var konkurrencen mellem bønderne stort set afskaffet, og der blev stillet store og gennemgribende krav fra andelsmejeriernes side til produktionen på gårdene.

For venstrefløjen kan andelsbevægelsen således et stykke af vejen fungere som succesfuldt eksempel på, at markedskonkurrence kan erstattes med demokrati som økonomisk regulerende princip.

Samtidig skal vi dog passe på ikke at overtage andelsbevægelsens egen fortælling om de små andelsvirksomheders kamp mod de store kapitalistiske aktieselskaber. Kapitalisme afhænger nemlig ikke af størrelsen på virksomhederne, og den findes selvfølgelig ikke kun i aktieselskabsform.

Den smør og bacon, som andelsmejerierne og -slagterierne – gennem andelseksportforeningerne – solgte til primært det engelske marked, var jo i første omgang produceret på gårdene ved hjælp af tjenestefolk og landarbejderes arbejdskraft. Der var på den måde tale om produktion af merværdi og dermed udbytning. Også i til dels demokratiske virksomheder kan der forekomme udbytning.

Idet andelsbønderne og deres ansatte producerede til det engelske marked, var de tvunget til at skabe profit for at holde sig i konkurrencen. Selv om man dæmmede markant op for den interne konkurrence, eksisterede der altså et ydre konkurrencepres, der til en vis grad nødvendiggjorde en tvangsmæssig jagt på profit.

De politiske uenigheder skal frem i lyset

Den fornyede interesse i demokratiske virksomheder er præget af at være tvær- eller ligefrem apolitisk. Alle partier viser velvilje. Men det er nødvendigt at bringe de politiske uenigheder frem i lyset, og man kan med fordel begynde med at erkende de vidt forskellige vurderinger af andelsbevægelsen. Vi skal i den forbindelse heller ikke glemme, hvor meget nutidens store andelsselskaber som Arla og Danish Crown adskiller sig fra den klassiske andelsbevægelse.

I 1960 var der stadig omkring 1.200 andelsmejerier spredt ud over landet, og disse var hjørnestenen i en gennemorganiseret landbokultur, der ud over de mange andelsvirksomheder med tilknytning til landbrugets produktion, import og eksport, også talte brugsforeninger, sparekasser, forsamlingshuse, landboforeninger, forsikringsforeninger osv.

Og hermed et vi fremme ved det måske allermest karakteristiske ved den danske andelsbondebevægelse. Uden denne landbokultur med sit omfattende organisationsnetværk havde det næppe været muligt at skabe og fastholde den politiske opbakning til de små og mellemstore landbrug og deres utallige demokratisk styrede andelsforeninger til langt op i anden halvdel af det 20. århundrede.

Over for denne landbokultur stod en lige så gennemorganiseret arbejderkultur og -bevægelse med sin egen kooperative bevægelse. De to bevægelser organiserede forskellige grupper og klasser i samfundet og repræsenterede vidt forskellige værdier og visioner.

Først da landbokulturen og dens organisationsnetværk smuldrede sammen med strukturudviklingen af landbruget og afvandringen fra landet fra 1960’erne og frem, mistede de tiloversblevne andelsvirksomheder deres klassiske præg. De over tusinde lokale andelsmejerier forvandlede sig til en håndfuld selskaber.

Modsætningen mellem de to bevægelser og den efterfølgende opløsning af deres organisationsnetværk bør give stof til eftertanke til nutidens debat: For i hvilke folkelige lag og bevægelser skal de nye demokratiske virksomheder forankres? Og er det overhovedet muligt at forankre demokratiske virksomheder i en bredere folkelig bevægelse i dag?

Esben Bøgh Sørensen er postdoc i historie ved Aarhus Universitet

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Jørgen Larsen

Demokratiske virksomheder skal bygge på producenternes ejerskab til det af dem fremstillet produkt i en markedsbaseret økonomi.

Demokratiske virksomheder skal IKKE baseres på leverandører, kunder, eller eventuelle långivere. De nævnte gruppers indflydelse kan kun være indirekte, men aldrig have en bestemmende og kontrollerende indflydelse på virksomheden.

- Leverandører bestemmer naturligvis selv, hvorvidt de vil være leverandør.

- Kunde bestemmer selvfølgelig selv om de vil købe virksomhedens produkter.

- Kapitalejer bestemmer selvfølgelig selv om de vil låne virksomheden penge.

Kontrol og ejerskab ligger alene og ubetinget hos medarbejderne.

Erik Fuglsang

@Jørgen Larsen
11. juni, 2022 - 20:29

...."Kapitalejer bestemmer selvfølgelig selv om de vil låne virksomheden penge."

Det virker lidt forhastet, hvis jeg skal sige det venligt.

Kapitalejere INDSKYDER kapital, hvorved de bliver til ejere, som naturligvis får den kontrol og indflydelse, der følger af selskabets vedtægter. Du har dog ret i, at en kapitalejer godt kan låne selskabet kapital, hvorved han bliver til långiver/kreditor.

Jørgen Larsen

@Erik Fuglsang - Det er overhovedet ikke forhastet. Det er ikke nogen naturlov, at kapitalejere KAN indskyde kapital og blive ejere af virksomheder.

Jeg skriver helt bevidst om demokratiske virksomheder og her bør man IKKE kunne købe sig til ejerskab. Den kapitalistiske udbytning består netop i kapitalens ejerskab og kontrol over produktionsapparatet og den frembragte produktion. Slave, gods- og kapitalejerne tilegner sig alle udbyttet af det arbejdende folks arbejde ved hjælp af et såkaldt ejerskab.