Georg Metz: De tidligste markører af liv har med evolutionen udviklet sig til forbilleder og vrangbilleder

Allerede for godt 13 milliarder år siden oplyste en stjerne sit nærområde i det nyslåede ekspanderende univers, hvor 8,5 milliarder år senere et helt andet sted i samme univers, en mellemstor stjerne i en middelstor galakse blev dannet – akkurat som så mange andre lignende større og mindre stjerner både i herværende galakse og et par hundrede milliarder andre. Den fjerne stjerne er nu dukket op efter de 13 milliarder år, lyset har været undervejs mod solen, der vel at mærke ikke fandtes, før 8,5 milliarder år efter at stjernen på de 13 milliarder lysårs afstand begyndte at skinne, og som ved universets ekspansion er 28 milliarder lysår væk.

Omkring solen på de kun 4,5 milliarder år, og hvis lys for den fjerne stjerne derfor er relativt nyt, hvirvlede materiale rundt om det solare centrum i elliptiske cirkler; mængder af is, grus og sten fandt sammen i gas- og klippeplaneter, hvoraf nogle var for massive eller det modsatte, nogle for kolde eller varme, for små eller store til at blive andet end sammentrængt gas, hvidglødende søer af smeltet klippe eller golde is- og heliumoceaner.

Én planet skilte sig ud. Partikler af syre og affaldsstoffer mellem liv og nærmest død udviklede sig af stadig uforklarlige årsager til gelédråber uden mål og medbearbejdet af strålingen fra rummet, efterhånden trængt sammen bag beskyttende cellevægge med kerner og arveanlæg og ambitioner om faste forhold. Disse tidlige markører af liv begyndte i ufattelige mængder at dele sig i vitale, vibrerende snotklatter, eftersom den havdækkede klode tilbød kost og lunkent logi. De prunkløse celler sluttede sig ydermere sammen i mere komplekse kæder og kolonier og udviklede ad naturens genveje både syn og sanser, tog bestik af situationen og satte til livs, hvad de fandt for godt, mens de til stadighed blev mere sammensatte, komplicerede flerheder samlet i overordnede enheder med hjerne i hoved og røv.

Ellers gik det godt

Så gik der mange år, hvor stjernen fra før stadig lyste usynligt, og de mangecellede organismer rejste sig på to ben: menneskeaber, hobbitter, Adam og Eva, Moses og Aron, Jesus og Maria, Napoleon, Josephine, Beethoven, Hitler, Stauning, Mozart, Goya, hærskarer af kendte og ukendte, henholdsvis forbilleder og vrangbilleder. Og Inger Støjberg.

Uanfægtet af den tynde beboelige skal var jordens indre fortsat sejt flydende hvidglødende jern samt gas, som til tider brød gennem bristefærdige steder og udslettede Pompeji og Herculaneum og mange år senere sprængte Krakatau i luften, uden at det betød så meget i det større regnskab.

Ellers gik det godt, bortset fra at planetens liv blev nær og næsten udslettet af katastrofer. Eller efter bedste evne forsøgte at udrydde sig selv.

Hin særlige egenskab at tilintetgøre egen art synes klodens opretgående art ene om i grov løgnagtighed og grusomme overgreb på artsfæller.

Selv dinosaurer med tænder som slagterknive har tilsyneladende indskrænket sig til at slå ihjel for at æde, ikke for sjov eller fikse idéers skyld.

Denne adfærd i dyreriget ligeledes gældende for senere arter end dinosaurerne kan måske have inspireret religionsstifterne til at satse på dyrisk sagtmodighed og naturlig empati, teologisk indpodet i menneskene af Gud himself. Mestendels som styrende ideal i hyklet barmhjertighed over for den faldne fjende, når dét kunne betale sig. Den overvundne og magtesløse har jævnligt på egen hånd måttet finde sig i at betale.

Jungleloven er bare skidt i ordnede samfund, sådanne som menneskene møjsommeligt i udviklingshistoriens løb fra encellet amøbe til smalsporet populist byggede op. Stabiliteten, forudsætning for tryghed, velstand og vækst, nødvendiggør love i et fraktalt system, hvor den stærkes ret tøjles, og borgerne fra bund til top respekterer loven.

Forbryder eksempelvis en minister sig og betjener sig af usande begreber som barnebrude, indebærer forbrydelsen, at ministeren sanktioneres, og at den sanktionerede modtager sin dom uden at acceptere, at nogen understår sig i – fortrinsvis hende selv og tilhængere – at belyve retsgrundlaget. Sker dette trods rettens legitimitet og rimeligheden i domsafgørelsen, truer den pågældendes bifald af tilhængernes protester den orden, der efter de fornødne celledelinger på sigt og med fejl og mangler skabte det samfund, den dømte minister ved andre lejligheder har krævet folk straffet drakonisk for at anfægte. Og serverede dertil lagkage, når hun ulovligt krænkede de svagestes vilkår.