I et tankevækkende essay bragt i Times Literary Supplement og Information anklager den ukrainske forfatter Oksana Zabuzjko vestlige læsere for at ignorere, hvad hun ser som iboende barbari i russisk kultur. Ifølge hende ligger vi under for en illusion om, at store russiske forfattere som Fjodor Dostojevskij udtrykker humanistiske europæiske værdier. Vi vil ikke erkende dæmonien i den russiske folkesjæl.
Zabuzjko hævder, at Rusland spejler »en gammel kultur, hvor folk kun trækker vejret under vand og har et banalt had til alle, der har lunger i stedet for gæller.« Ruslands invasion kan forstås ud fra Dostojevskijs verdensbillede som »en eksplosion af ren, destilleret ondskab og langvarigt undertrykt had og misundelse.«
I den umiddelbare efterkrigstid var det ligeledes almindeligt at se Det Tredje Rige som udtryk for en dybereliggende tysk syge: »Fra Luther til Hitler« gik en forbindelseslinje: 350 år før Hitlers fødsel havde den protestantiske reformator sået de antisemitiske kim, der blev til nazisme.
I dag har stort set alle historikere forladt tesen.
Forkert kulturanalyse
Japans krigsimperialisme fra 1931-45 blev i endnu højere grad forstået kulturdeterministisk: Da Japan ikke havde en diktator som Hitler eller et modstykke til nazistpartiet, måtte japansk militarisme have rødder i selve den japanske kultur. Og kunne tyskerne lokkes væk fra deres racistiske dødskult og tilbage til Mozart og Goethe, savnede Japan tilsvarende værditraditioner.
Tanken var, at kun massiv genopdragelse kunne helbrede ’samuraiånden’ og Japans ’feudale tankesæt’. Efter krigen forbød USA’s besættelsesmyndigheder derfor symptomer på det påståede kulturonde såsom Kabuki-teater, sværdkampsdramaer og billeder af det hellige Fuji-bjerg – til forbitrelse for japanerne, der dog var for udfordrede af barske efterkrigsår til at protestere.
Tyskland og Japan har stadig højreekstreme grupper, der spankulerer rundt i kampudstyr, men det har andre vestlige demokratier også. Derudover er det svært at finde spor af ’samuraiånden’ i nutidens Japan eller af racistisk barbari i nutidens Tyskland. Begge er bemærkelsesværdigt fredelige lande.
Læren er ikke, at den kulturelle genopdragelse virkede, men at kulturanalysen var forkert – nazister læste også Goethe og lyttede til Mozart. Og Japans krige i Asien var næppe resultatet af at have set for mange sværdkampsdramaer.
Vel har visse lande en længere historie med politisk undertrykkelse end andre, og man kan godt hævde, at magtfulde elementer i den russiskortodokse kirke er medskyldige i undertrykkende regimer fra tsarerne til Putin. Men at påstå, at Putins (eller Stalins) misregimente er et uundgåeligt resultat af russisk kultur, er at gå i samme fælde som ’fra Luther til Hitler’-reduktionisterne.
Som efterkrigstidens Tyskland og Japan viser, kan en ’nationalkarakter’ hurtigt ændre sig. At fetichere russisk kultur som roden til Putins aggression og krigen i Ukraine er farligt og misforstået. At aflyse optrædener af russiske komponister, udelukke russiske kunstnere og tennisspillere og rase mod russisk litteratur er at spille Kremls spil.
Putins paranoia
Europæisk oplysningsfilosofi satte præg på Sankt Petersborg. Mange russiske forfattere, komponister og kunstnere har fundet inspiration i Vesteuropa. Sandt nok har russisk kultur også en slavofil side som på én gang mistror Vesten og har været kilde til stor romantisk, spirituel kunst – og fostrer voldelig paranoia. Dostojevskij har denne dobbelthed i sig.
Putin er eksponent for den paranoide tendens. Og vil gerne bilde alle russere ind, at det arrogante Vesten vil dominere dem og knække deres stolte ånd. Unikt russisk er det ikke – også Nazitysklands og det kejserlige Japans propaganda var tyk af selvmedlidenhed og forfølgelsesvanvid.
Putins version næres af traumer fra den frygtelige tyske invasion af Sovjetunionen, men er også personlig. Som tidligere KGB-agent ser han Sovjetunionens undergang som et slag i ansigtet på alt, han stod for. Men selv om han ville være smigret over at blive set sådan, repræsenterer Putin ikke russisk kultur.
At se Ukrainekrigen som en konflikt ikke alene med Putins regime, men også med russisk kultur, og at behandle alle russere som fjender er en gave til Kreml. Det styrker det forfølgelsesvanvid, Putin behøver for at holde det russiske folk på sin side.
Vi bør i stedet fejre mesterværkerne inden for russisk kunst, musik, dans og litteratur og reservere fordømmelsen til dem, der – som Putin og hans inderkreds – har forgiftet brønden, der frembragte dem.
Klummen er udtryk for skribentens egen holdning.
© Project Syndicate og Information
Oversat af Niels Ivar Larsen
Det er jo meget menneskekærligt og forstående at anlægge det synspunkt, at årsagen til den igangværende aggressionskrig alene er Putin-regimets (efter politisk smag evt. krydret med en ide om, at NATO i virkeligheden har udløst det hele), så det russiske folk i store træk er uskyldigheden selv.
Man kan endda evt. påstå, at russerne via de statsstyrede medier systematisk er blevet hjernevasket i hvert fald siden 2014 til at tro, at man ville gøre det ukrainske folk en tjeneste ved at invadere landet.
Det forhold, at Putin jo er valgt af et pænt stort flertal af vælgerne, kan desuden til en vis grad tilskrives det forhold, at demokratiet støt og roligt er blevet undergravet gennem årene, så vælgerne senest reelt ikke havde meget valg.
Uden i øvrigt at sammenligne situationen, er det de samme synspunkter, man lejlighedsvis har set som apologier for det tyske folks handlinger en gang fra ca. 1933 – 1945.
Den beklagelige sandhed er nok desværre, at ethvert styre i en vis grad er en funktion af det folk, som det styrer. Når det gælder russerne, er der i hvert fald et par karakteristika, der synes at være gennemgående i deres kultur, som i den givne situation er yderst gavnligt for Putin-styret:
• Den traditionelle glæde ved at have en ”gammelfar” – en stærk leder, der alfaderligt viser vejen for sine undersåtter. Dette var i gamle dage Zaren, senere (den i Rusland nu rehabiliterede) Stalin og nu Putin Det er selvsagt en virkelig god forudsætning for et autokrati, at folket elsker selve det at have en stærk leder.
• En tro, der bl.a. prædiker stor accept af den givne plads i livet og lydighed over for autoriteter. Her er den Russisk-ortodokse kirke et pragteksemplar.
• En meget lang historie for, at menneskeliv var billige - hvilket i sagens natur medfører en tilsvarende mangel på empati/tilbageholdenhed over for de, der ikke er venner. Igen en egenskab, der faciliteter en brutal fremfærd over for andre.
Så uanset, at en væsentlig del af ansvaret kan lægges på den regerende zar og hans styre, er fremfærden i Ukraine (såvel som en del andre konflikter siden 2008) også et udtryk for de ønsker og værdier, som på godt og ondt ligger dybt i den russiske folkesjæl.
Clinton-administrationens første udenrigspolitiske initiativ i Europa var Partnerskab for Fred (1994). Det var et forsøg på at udvikle relationer til og styrke staterne i det tidligere Sovjetunion og i Warszawapagten. Clinton konkretiserede disse synspunkter i et brev sendt til Kongressen den 24.2.1994: Ved at udvide grundlaget for sikkerhed ud over den kolde krigs 'vilkårlige linje' ville NATO styrke demokratiske og frie markedsreformer i hele Europa, ligesom det har gjort for Vesteuropa siden 1949.
I brevet blev stater tilbudt en palet af potentielle politiske og militære arrangementer, herunder regelmæssige konsultationer, uddannelsesmuligheder og omfattende træning. Hensigten var at professionalisere og vestliggøre deres militær og samtidig tilbyde disse lande en vis grad af tryghed under USA's og NATOs skygge - og gøre alt dette på en måde designet til at mindske risikoen for en fjendtlig russisk reaktion.
Og mindre end et år efter lanceringen af Partnerskab for Fred, introducerede Clinton uden debat eller offentliggørelse af hensigter med initiativerne målet med NATO-udvidelsen. Det, der ’motiverede’ Clinton var at kan ønskede at imødekomme a. centraleuropæiske ledere der ønskede et tættere bånd til Vesten, b. ønsker fra en del af hans vælgere af centraleuropæisk afstamning, c. den tyske regering), der opfordrede USA til at tilbyde et sådant bånd, og d. af embedsmænd fra administrationen, som forsøgte at lancere en ny og dramatisk udenrigspolitisk forpligtelse og nægte et spørgsmål til republikanerne, som havde inkluderet NATO-udvidelse i kontrakten for Amerika.
Sidst men ikke mindst tjente NATOs udvidelsen efter 1994 til at sikre mod at Rusland kunne genopstå som et autoritært land, der var tilbøjelig til at ekspandere ud over dets grænser ved brug af militær magt.
Bag den officielle Clinton-retorik lå en klar prioritering: De tidligere Warzawapagt-lande skulle først og fremmest markedsgøres og liberaliseres og indlemmes i USA's vestlige interessesfære. Først derefter kom ønsket om inklusion i NATOs militære organisation.
Et ukrainsk medie udgivet af Institute of Mass Information (IMI) publicerede d. 23. maj en tankevækkende artikel "More than 100 million propaganda books to be withdrawn from libraries – Book Institute director"
"Mere end 100 millioner eksemplarer af propagandabøger, herunder russiske klassikere, skal trækkes tilbage fra de offentlige biblioteker. Det oplyste direktøren for det ukrainske boginstitut Oleksandra Koval i sit interview med Interfax-Ukraine.
Ifølge fru Koval er man i gang med at forberede reglerne for tilbagetrækningen af sådanne bøger.
"Selvfølgelig vil vi gerne gøre det hurtigere, men vi ville være heldige, hvis det lykkes os at fjerne i det mindste den ideologisk skadelige litteratur, der blev udgivet i sovjettiden (i øvrigt på to sprog, russisk og ukrainsk), som der er så meget af, samt den russiske litteratur med antiukrainsk indhold, inden årets udgang", sagde Koval.
Hun tilføjede, at vi først og fremmest taler om at fjerne bøger med antiukrainsk indhold, som forstærker imperialistiske fortællinger og fremmer vold, prorussisk og chauvinistisk politik fra offentlige biblioteker.
I anden omgang vil bøger af nutidige russiske forfattere, der er udgivet i Rusland efter 1991, blive konfiskeret (fjernet/destrueret?/red.). "De vil sandsynligvis også være af forskellige genrer, herunder børnebøger og kærlighedsromaner og kriminalromaner. Det er åbenbart, hvad tiden kræver. Selv om jeg forstår, at de kan være efterspurgte", sagde Koval.
Ifølge fru Koval var det russiske digtere og forfattere som Alexander Pusjkin og Fjodor Dostojevskij, der lagde grunden til den "russiske verden" og den russiske messianisme.
"Det er virkelig meget skadelig litteratur, den kan virkelig påvirke folks synspunkter. Derfor er min personlige holdning, at disse bøger også bør fjernes fra offentlige biblioteker og skolebiblioteker. De bør nok blive på universitets- og forskningsbiblioteker for at blive læst af akademikere, der studerer ondskabens og totalitarismens rødder", sagde Koval.
Samtidig mener hun, at videnskabelige biblioteker kan opbevare specialiseret videnskabelig litteratur, hvis forfattere kan have antiukrainske holdninger, men kun hvis den pågældende videnskabelige bog ikke har ideologiske konnotationer. "Der er ingen grund til først at trække den tilbage, indtil der er skabt en erstatning af ukrainske eller udenlandske forfattere", sagde Koval.
"På den anden side mener jeg ikke, at vi under krigen stadig bør give adgang til værker af forfattere, der har indtaget en antiukrainsk holdning. For ved at læse dem kan vi måske forstå deres holdning. Men det er alt sammen subtile anliggender", tilføjede hun.
I forbindelse med genopretningen af bibliotekers bogsortiment bemærkede Koval, at det i den vanskelige efterkrigstid ville være urealistisk at indkøbe det nødvendige antal eksemplarer. Ifølge hende vil der efter beslaglæggelsen af den russiske propagandalitteratur være omkring 100 millioner bøger tilbage i bibliotekernes beholdning, hvilket er omkring halvdelen af den nuværende, og genopretningen vil ske gradvist. Både offentligheden og midler fra internationale institutioner kan hjælpe med det. "Det kan være muligt at organisere en masseindsamling og indsamle kvalitetsbøger, der er udgivet i de seneste år", sagde Koval.
Som IMI rapporterede, arbejder Ukraines ministerium for kultur og informationspolitik på at fjerne russisk propagandalitteratur fra bibliotekerne og erstatte den med ukrainsksproget litteratur og bøger af høj kvalitet fra ukrainske forlag."[slut]
Kilde: https://imi.org.ua/en/news/more-than-100-million-propaganda-books-to-be-...
Hvad skal mon ske med disse 100 millioner uønskede bøger, andet end afbrænding?
Det er lige som, at tiden pludselig er begyndt at bevæge sig baglæns... I 1966 så jeg filmen 'Fahrenheit 451' indspillet efter Ray Bradbury's roman fra 1953. Samme roman blev myrdet med genindspildningen i 2018, men den oprindelige kan genses på Archive.org, hvis man har et par ledige timer https://archive.org/details/fahrenheit-451-1966-696p
Sorry, 'genindspilningen' ;)
@Tina Petersen
Spændende indlæg. Fru Kovals russiske bogbrændingsprojekt er psykologisk forståeligt, men langt ud over, hvad der er rimeligt.
Skulle Pusjkin og Dostovjetskij være fortalere for russisk messianisme?
Uden at vride en uendelighed af detaljer ud om cause && effekt må der i klar-tale stå, at krigen er Putins skyld. Og at vores vestlige fælles indsats såvidt er misforstået i og med, at de globale $trillioner der er væltet omkuld, sammen med de døde og ødelæggelserne - burde have været investeret i en fælles eksklusiv covert operation med formål at stede aktuelle person til hvile i sine hjemmelige omgivelser.
Det lyder relativt enkelt til den pris, men sagen er jo, at det er først efter måneders krig at vi taber kæben og kan erkende ikke bare den grænseløse ondskab som er sluppet løs, men osse rekursivt baglæns strippe vedkommende for det figenblad af tvivl han i mange år har kunnet gemme sit alen-lange sønderregister bag. Hvem skulle kunne tro dét om denne generte mand. Gollum er ude af skabet (ondskab eller inkompetence, jeg er ligeglad).
Jeg håber, at han kan se det for sig, at gensidig oprustningen over de næste 10 år måske ikke falder i Ruslands faveur. I mellemtiden kan han jo tage riget rundt og modtage hæderen for den situation han har bragt sit riget i. Hvis han da tør. Ingen kan være i tvivl om, at dét her fortsætter indtil raketterne er rustet fast i siloerne eller gollum har trykket på knappen. Dét kan russerne sidst af alle dårligt være i tvivl om.
Tina Petersen, 11. juni, 2022 - 03:12
Nogen bekymrer sig om russiske bøger i ukrainske biblioteker. Andre bekymrer sig om russiske bomber, der falder over ukrainske biblioteker.