Kronik

Som gravid og nybagt mor ventede jeg et helt år på hjælp efter en stribe voldtægter

Mens jeg var gravid, indså jeg endelig, at jeg havde brug for hjælp til at bearbejde overgrebene, og bed skammen i mig. Men månederne gik, og imens blev jeg mere og mere bange for, hvad overgrebene ville kaste af skygger over min datter, skriver sygeplejestuderende Malene Primdahl Ringgaard i denne kronik
Malene Primdahl Ringgaard blev udsat for seksuel vold og overgreb gentagne gange i sommeren 2020. Men fordi hun ikke med det samme erkendte, at overgrebene ikke var hendes egen skyld, endte hun på en venteliste for at kunne få hjælp.

Malene Primdahl Ringgaard blev udsat for seksuel vold og overgreb gentagne gange i sommeren 2020. Men fordi hun ikke med det samme erkendte, at overgrebene ikke var hendes egen skyld, endte hun på en venteliste for at kunne få hjælp.

Tobias Nicolai

Debat
9. juni 2022

Jeg blev udsat for seksuel vold og overgreb gentagne gange i sommeren 2020. Det tog noget tid, før det gik op for mig, hvad der var sket, for jeg var selv gået hjem til denne mand ad flere omgange, og jeg havde selv indledningsvist sagt ja til sex. Jeg havde bare ikke sagt ja til analsex, til at blive spyttet på, til at blive taget uden brug af beskyttelse eller til at blive holdt fast, imens han stak sit opsvulmede lem så langt ned i halsen på mig, at jeg følte, jeg blev kvalt. Jeg havde ikke sagt ja til de hænder, der klemte så hårdt om min hals, at jeg ikke kunne få luft eller få et ord over mine læber, og jeg havde ikke sagt ja til gang på gang at få overskredet de grænser, jeg klart havde sat.

I marts 2021 fandt jeg ud af, at jeg var gravid med min kæreste, og i starten var verden lys og blikket rettet mod fremtiden. Men der gik ikke lang tid, før det fokus, som graviditeten satte på min krop, rev op i fortidens dybe sår. De adskillige underlivsundersøgelser, fokus på amning og en positiv klamydiatest ved første lægetjek, der førte tilbage det ubeskyttede overgreb, gjorde, at jeg ikke kunne lukke øjnene for det, der var sket længere.

I juni sidste år fik min fantastiske jordemoder og min kæreste støttet mig til at tage beslutningen om at kontakte Center for Voldtægtsofre ved Aarhus Universitetshospital. Jeg blev ringet op, og en psykolog spurgte om en række ting. Hun fortalte, at det i terapien var vigtigt, at jeg kunne tage udgangspunkt i en specifik episode. Jeg forklarede, at det kunne nok lade sig gøre, men at det ville blive svært, eftersom det var et år siden, at det var sket, og at overgrebene, fordi det var sket over flere gange, nemt blev blandet sammen til én stor oplevelse af vold. Jeg kom på ventelisten, og psykologen fortalte, at jeg nok blev indkaldt til samtale i starten af september. Det vil sige, inden jeg skulle føde i oktober. Jeg blev lettet. Jeg ville kunne starte op inden fødslen og amningen, som forekom mig meget skræmmende på grund af overgrebene.

Overgrebene spøger i moderskabet

Tiden gik, jeg fødte, det blev jul, og det nye år begyndte. Jeg hørte intet fra Center for Voldtægtsofre, men var efterladt i ventetidens tomhed og mørke, imens jeg konstant forsøgte at holde mig oppe på, at nu var der nok snart nogen, der ville hjælpe mig. Midt i glæden over min dejlige datter oplevede jeg, at overgrebet kastede lange skygger.

Babyer kan ikke behovsudsætte. Har min datter brug for trøst, må jeg tage hende op og holde hende tæt ind til mig. Jeg kan og skal ikke forklare hende, at hun skal vente, fordi jeg ikke kan overskue et andet menneskes nærhed. Jeg kan og skal ikke bede hende være stille, fordi larmen inde i mit hoved er alt for voldsom, og forklare, at jeg ikke kan håndtere mere larm. Når hun er sulten, skal brystet findes frem, og hun skal have mælk.

Jeg var nødt til at opgive amningen helt efter tre måneder. Det tog for meget energi. Jeg kunne ikke indstille min krop og mit hoved til, at mine bryster skulle bruges af en anden, selv ikke som fødekilde for mit eget barn. Jeg kan ikke lade være med at tænke over, om det kunne være undgået, hvis jeg havde nået at få hjælp inden fødslen eller i løbet af de første sårbare måneder. Et spørgsmål jeg selvfølgelig aldrig kan få besvaret, men som alligevel stadig skærer i mig, når jeg ser andre mødre amme deres børn.

At have et lille barn fører rigtig mange fantastiske ting med sig, men børn går også over ens grænser. Aldrig bevidst, men nogle gange mange gange dagligt. Men hvor er mine grænser? Hvortil går de? Hvilke grænser er urimelige, og hvilke grænser er helt okay at sætte? Hvordan får jeg min krop og min hjerne til at skelne mellem at få overtrådt grænser af mit barn – noget helt naturligt og en del af forældreskabet – og at have fået overtrådt mine grænser af en mand, der ikke ville andet end at udnytte og ydmyge mig? Hvordan skal jeg lære min datter at sætte grænser og respektere sine egne og andres grænser, når jeg ikke engang selv har styr på det? Og hvordan får jeg styr på det?

Ventetid i uvished

Jeg spekulerer over, hvordan jeg skal kunne opdrage min datter til at elske sig selv og sin krop, når jeg selv oplever en overvældende kvalme ved at kigge på min egen. Når jeg har en følelse af, at jeg ikke længere ejer min egen krop. Jeg har været fortvivlet over, hvordan jeg skulle komme videre, og bange for, om jeg kunne nå at få hjælp, inden det gik ud over min elskede datter. Inden hun også blev skadet af skyggerne fra overgrebene på hendes mor.

I marts ringede jeg til Center for Voldtægtsofre for at høre, hvad status var. Der var gået otte måneder længere, end jeg havde fået at vide, at jeg ville skulle vente på at få en indkaldelse. Jeg fik at vide, at de var meget pressede, og at jeg ikke skulle forvente at blive indkaldt før sensommeren 2022, hvis ikke senere. Men jeg måtte altid ringe og høre, hvor jeg nu var på ventelisten.

Som månederne gik, blev oplevelserne sværere og sværere at holde nede, og den panik og angst, jeg havde undertrykt, ville ikke længere begraves. Men jeg turde ikke slippe den fri. For jeg var ladt alene på en venteliste, og der var ingen, der havde tid til at hjælpe mig med det væld af negative følelser, der var og er inden i mig.

I de måneder, hvor jeg har ventet uden at vide, hvor længe jeg skulle vente, har jeg haft en fornemmelse af, at jeg var på afgrundens kant og kiggede ned i dybet. Jeg var ved at få overbalance og var bange for at falde ned. Alt imens samfundet stod på afstand med sine ventelister og manglende ressourcer og kiggede på mig og sagde: »Du må lige vente lidt. Vi har ikke tid til at hjælpe dig lige nu. Vi ved ikke, hvornår vi får tid. Men prøv lige at holde sammen på sammenbruddet lidt endnu, ikke?«

To år efter

Den 31. maj var jeg endelig til en indledende visitationssamtale. Et år efter jeg rakte ud efter hjælp og to år efter, at en mand overskred samtlige af mine grænser, overtog min krop og fik mig til at frygte døden mange gange, alt imens jeg blev ydmyget og spyttet på.

Systemet forlanger, at man skal kunne huske for at kunne bearbejde, men ved ikke, hvornår det kan få tid til at hjælpe med at bearbejde. Det forsikrer om, at det vil hjælpe, men siger samtidig, at det ikke ved, hvornår det har tid til at hjælpe. Det siger, det kan støtte, men ved ikke, hvornår det har tid til at støtte.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, at hvis bare det var gået op for mig med det samme, hvad jeg havde været udsat for, hvis bare jeg havde fået gjort op med skylden og skammen inden for en uge, så ville jeg have kunnet komme i centerets akutmodtagelse. Men hvis man er ’for langsom’ til at erkende og til at finde ud af, at overgrebet ikke er ens egen skyld, så må man komme på ventelisten og håbe på, at der snart er nogen, der har tid til at hjælpe en.

Malene Primdahl Ringgaard er sygeplejestuderende

Information har haft adgang til de relevante dokumenter fra myndighederne i skribentens sag.

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Niels Makholm

Træls, - fra først til sidst. Et samfunds kvalitet, står og falder med, hvordan det behandler dets svageste. !

Kai Birk Nielsen, Susanne Kaspersen og Stella Nielsen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Den onde cirkel bliver tydelig.

Der er ikke ressourcer til at hjælpe hurtigt -->den enkeltes lidelser bliver værre --> lidelserne smitter af på individerne i nærmiljøet (barn, kæreste, forældre osv) som også får behov for hjælp på længere sigt, --> endnu færre ressourcer til forebyggelse og hurtig hjælp.

Hvorfor?
Spare-politik og manglende bevis på forebyggende handlinger og effekt af hurtig hjælp. Dygtige folk som forlader området pga manglende ressourcer og endnu større mangel på arbejdsglæde.

Den onde cirkel kan stoppes, men det kræver en anden tilgang til problemerne.

Christel Gruner-Olesen, ingemaje lange, Eva Schwanenflügel, Inger Pedersen, Carsten Munk, Susanne Kaspersen og Stella Nielsen anbefalede denne kommentar