Instagram beriger bogverdenen ved at give de uetablerede en chance

»Mit liv som mor, Min kamp om bolden … Man kunne forestille sig mange intetsigende titler,« skriver den pensionerede lektor og forfatter Ilja Wechselmann, der tilsyneladende ser moderskab, passion, kendisbiografier og anglicismer som roden til al ondt; det er intetsigende og fordummende kaloriefattig mainstreamkultur, der overdøver den dannede marginals udgivelser.

Wechselmanns kronik fra den 8. juni dunster langt væk af chauvinistiske, puritanske overklassekulturelle tanker. Dens egentlige formål er så uklart som glasset på den lokale bodega, men den får en til at tænke, at Wechselmanns hovedærinde er at udtrykke sin egen ømme bitterhed over, at hans bøger hverken bliver anmeldt i aviserne eller på de sociale medier, til dels på grund af manglende engagement fra hans egen side.

Kronikken kommer dog først helt på afveje, da den argumenterer for, at de sociale medier forvrider litteraturmarkedet og tvangsfodrer dårlig litteratur til de hjernedøde masser. Medier som Instagram har ifølge Wechselmann skabt et marked, hvor de farlige, flamboyante, udannede, barmblottende bogbloggere siger deres ærlige mening, og de entreprenørsindede ikkeforfattere udstiller sig selv for likes.

Man må give Ilja Wechselmann ret i, at der er en ulighed, og at bogverdenen har ændret sig fra dengang, hvor forlaget havde soloansvar for branding og PR. Og derefter kan man så diskutere, om det er fairplay, men den diskussion stikker dybere end at hate på kogebøger. Den digitalforskrækkede kronik lyder mere som et fornærmet ’they took our jobs!’-boomer-udbrud, end den lægger op til debat af de egentlige problemer.

Den snobbede forestilling om ’ægte kunst’

Skal vi snakke om forvridningen i litteraturen, skal vi adressere den økonomiske kløft mellem de førende forlags og mikroforlagenes PR-budgetter. Der findes netop ikke en scene, hvor nichelitteratur kan promovere sig, ud over gratis på de sociale medier. Vi skal tale om, hvem der bærer dette ansvar.

Vi skal tale om, at aviserne favoriserer mænds navlepillende bøger, som de lader andre mænd anmelde. Vi skal tale om, hvad der bliver stillet frem på boghandlernes spothylde, versus det, som læserne faktisk er på udkig efter. Vi skal tale om en litteraturkultur i forarmelse, der ikke lider under kendisbøger i stabler på kaffebordet eller forfattere, der markedsfører sig selv – litteraturen lider, fordi vi i Danmark klamrer os til den senromantiske snobbede forestilling om ’ægte kunst’.

Danmark er et land, der bugner af forlag. Store, mellemstore, små og mikroforlag, og kulturinstitutionerne tør stadigvæk ikke at satse på de mindre forlag, der udgiver innovative genrer. De uddeler stadigvæk ikke legater til andre end dem, som i forvejen hviler på de gyldne laurbær. Der er en frygt for det frie marked, en angst knyttet til globalisering, en jantelovstynget foragt for dem, som ikke er bange for at gå forrest med rank ryg og blottede hjerter.

Sociale medier lader læserne vælge selv

For det, som de sociale medier kan, er at åbne, ikke at lukke. Sociale medier har ingen dørmand, ingen umiddelbar up front betaling (selvfølgelig kan man smide penge efter promovering og annoncer, men det er ikke et krav), og derved giver de en stemme til folket. Folket, som er læserne, og folket, som er skriverne; folket, som er mennesker. De forbinder os i et fællesskab, hvor kunsten er at være menneske i værket, ud over værket, underlagt værket, på godt og ondt. For der er ondt til stede, sociale medier er ikke et magisk wonderland, hvor alt er retfærdigt og smukt. Os, der er på de sociale medier, kæmper med personlige angreb i indbakken og algoritmer.

Det kan hurtigt blive til en ulige popularitetskonkurrence, hvor æstetik trumfer idé. Og dog … for sandheden er, at de kunstnere, der begår sig absolut bedst på eksempelvis Instagram, er dem, der er til stede. Med autenticitet, humor, sårbarhed.

Så for at opsummere min pointe og pudse glasset, så det er til at se igennem: Sociale medier forvrider ikke litteraturmarkedet eller fordummer folket med kendisbiografier. Problemet ligger i den elitære danske kulturånd, gatekeeping og favorisering, som folk som Ilja Wechselmann uheldigvis er med til at dyrke, til trods for at de bliver lige så hårdt ramt af den som os andre.

Eliten har en usympatisk uvane med at gøre læseren dummere, end læseren er. De, der læser bøger, bogbloggerne, de fornemme litteraturanmeldere, helt almindelige privatpersoner, er alle i stand til at tænke selv. De kan selv vælge og se gennem det ligegyldige snask på et splitsekund. I bund og grund vil læseren gerne have noget, som er vedrørende og kvalitetsrigt, og de sociale medier giver dem mulighed for selv at vælge og vrage i stedet for kun at læse ting, andre har valgt for dem.

Cecilie Alisa Wolters er instagrammer og forfatter