Der er skrevet hele bøger om, hvordan den woke identitetspolitik truer de vestlige samfund, og Dansk Folkepartis Morten Messerschmidt er nu tilsyneladende blevet så skræmt, at han mener, det er en politisk opgave at redde os fra de krænkede, der kommer trampende og truer sammenhængskraften i samfundet. Han går til valg på at indføre lovgivning, der skal beskytte os mod »krænkelseshysteri«.
Grundtanken er den, at det er et nyt fænomen, at folk nu er blevet nærtagende i samfundsnedbrydende grad, og at man tidligere på ingen måde kom i nærheden af den ømfindtlighed, som ses i dag. Nej, i gode, gamle dage tålte man(d) alt.