Kun ét svalepar er vendt tilbage til haven i år. Jeg tror, de mangler insekter at spise

Plask! siger det i havedammen. Det er svalen, der så at sige slår smut med sin krop hen over vandoverfladen. Hvor de øvrige fugle fra solsorte til sumpmejser og spurve bader henne i den laveste ende, hvor der lige er vand nok til, at de kan pjaske og baske med vingerne, så foretrækker svalen et bad i flugten. Nogle gange kommer den ikke langt nok ned, men uanset om den rammer eller ej, så vender den i luften, beskriver en bue hen over dammen og dykker ned igen. Fire-fem-seks gange – mindst. Det er meget underholdende.

Jeg skriver ’svalen’, for i år har vi kun ét rugende par. Og det er nok fatter, der tager bad, mens mutter ligger på reden. Det gætter jeg i det mindste på. Tidligere var alle seks svalereder i portrummet i brug på denne tid af året. Men svaler vender tilbage til den rede, hvor de selv er vokset op, så en stor del af forrige års kuld må være forsvundet, måske omkommet undervejs på den lange tur fra Afrika syd for Sahara? Måske mangel på mad undervejs på grund af klimaforandringer? For nogle år siden omkom en stor svaleflok i stormvejr over Middelhavet. Det har man dog ikke hørt om i år, men ikke desto mindre er mange fra forrige års kuld væk.

Der har været år, hvor seks reder ikke var nok, hvor svalerne også byggede på ydersiden af huset, hvilket de dog ikke slap godt fra. Andre steder er det skader, der plyndrer rederne, hos os er det uglen, der kommer med kløerne forrest, snupper ungerne og samtidig river halvdelen af reden ned. Men i år er der ingen udendørsreder, og fem af rederne i portrummet er tomme.

Faktisk troede jeg heller ikke på unger dér. Vi fandt fire små halve æggeskaller, hvilket i hvert fald skulle give to unger, men mutter lå og lå og lå, og lige lidt skete der. På et tidspunkt sad hun omsider oppe på kanten af reden, hvilket plejer at være et sikkert tegn på, at der er unger. Men de dukkede ikke op over kanten, og mutter begyndte at ligge på rede igen. Længe.

Så forleden stak der endelig et lille næb op over redekanten. Dernæst kunne man skelne to, og nu kan jeg se, at der i hvert fald er tre unger. Hvilket dog også er et meget lille kuld.

For få insekter

Jeg tror simpelthen, at der er for få insekter. Tidligere stod skyer af insekter op fra toppen af vores høje træer på denne tid af året. Dem har vi ikke set noget til i de seneste år. Og som efterhånden mange har bemærket, kan man udmærket køre bil gennem landskabet uden bagefter at skulle rense forruden for insekter. Den er lige så fin og blank, som da man satte sig ind i bilen. Sådan var det ikke førhen.

Insekter er i tilbagegang over hele kloden. Allerede i 2019 viste en global undersøgelse, at 40 procent af insektarterne var i tilbagegang, og at en tredjedel af alle insektarter var truede. Vi bliver flere og flere mennesker, mere og mere jord bliver opdyrket – og sprøjtet med gift. Insektarter uddør otte gange hurtigere end pattedyr, fugle og reptiler, og biomassen af insekter falder ifølge undersøgelsen med 2,5 procent om året.

Så det er tvivlsomt, om de tomme reder nogensinde kommer i brug igen.

Synger dagen lang

Portrummets gærdesmutterede, som jeg tidligere har fortalt om, er også forblevet tom. Det kan dog skyldes, at gærdesmutter – ligesom svaler – bygger flere reder, så hunnen har noget at vælge imellem. Svalerne har det dog lettest her. Hannen afsætter tre-fire klatter mudder på et bestemt sted, og når mor så siger »næh, næh, ikke her!« så forsøger han sig bare et andet sted, indtil fruen har godkendt placeringen.

Gærdesmutten bygger hver gang hele sin runde rede med tag og hul i midten og må måske se den forkastet flere gange. Men den synger dagen lang, så et eller andet sted i haven befinder der sig nok en beboet gærdesmutterede.

Nu venter vi bare på, at svaleungerne bliver så store, at vi med sikkerhed ved, om der kun er tre. Men selv om det er tilfældet, plejer svaler at lave to kuld, så ungerne når sikkert at få små søskende, inden sommeren er forbi.

Håber jeg!