Kronik

Da jeg var lille, var jeg sikker på, at min donorfar en dag ville blive min rigtige far

Min donorfar var gavmild med sit liv over for mig, og det ville jeg ikke være foruden. Men det mudrede også vores relation, så jeg følte mig som en del af hans familie. Det har ført til situationer, jeg helst ville være foruden – og det er hans ansvar, skriver pædagogmedhjælper Dagmar Gellert-Jespersen
Dagmar Gellert-Jespersen var som barn forvirret over, hvilket ansvar hendes donorfar havde over for hende.

Dagmar Gellert-Jespersen var som barn forvirret over, hvilket ansvar hendes donorfar havde over for hende.

Tobias Nicolai

Debat
2. juli 2022

Hver gang han besøgte mig, havde han en gave med til mig. Jeg husker, at han en dag forærede mig en stor bog med alle Karla-bøgerne af Renée Toft Simonsen. Jeg blev helt vildt glad for den. Når jeg havde veninder med hjem, og de spurgte ind til den store Karla-bog, sagde jeg stolt, at den havde jeg fået af min far. Problemet var bare, at han ikke var min far.

I år 2000 blev min mor gravid med en kendt donors sæd. Han havde fra begyndelsen sagt, at han gerne ville se min mor og mig, men at han aldrig ville være min far. På daværende tidspunkt var det ikke tilladt for enlige og lesbiske kvinder at modtage sæd fra en offentlig sædbank, så han donerede uden om systemet.

Jeg er altså vokset op med kun en mor, men med det privilegium at kende til min donor, og jeg har ovenikøbet mødt ham flere gange. Når vi mødtes, hørte jeg om hans familie derhjemme, og jeg blev derfor bekendt med historier om og navnene på hans ’egne børn.

Mudrede rammer for relationen

Som jeg husker det, besøgte han min mor og mig hvert år omkring min fødselsdag. Vi plejede at spise aftensmad sammen og male og spille brætspil. Specielt det at male med ham står helt klart i min hukommelse. Det er et meget positivt minde for mig. Malerierne, vi lavede sammen, hænger endda stadig derhjemme.

Min donorfar har altså været meget åben og gavmild med sit eget liv over for mig, hvilket jeg på mange måder er ham taknemmelig for. Men det har også været med til at mudre rammerne for vores forhold.

Jeg husker, at jeg var forvirret over, hvilket ansvar han havde over for mig. Jeg havde en følelse af, at han en dag ville komme og være min rigtige far. Derfor troede jeg også, at hans ’egne børn spillede en rolle i min historie og selvfortælling.

Da jeg var 13 år gammel, valgte jeg at tage kontakt til min donorfars ’rigtige’ datter i håbet om at kunne få en søskenderelation med hende. Det gav hun klart udtryk for, at hun ikke var interesseret i. Hun udviste forståelse for min længsel efter søskende, men jeg følte også, at hun pålagde mig noget ansvar for situationen, som jeg synes lå hos hendes far.

Den situation var ikke rar for nogen af os, og jeg ville gerne have været den foruden. Og jeg tror, at det kunne være undgået, hvis der havde været lidt klarere rammer for mit og min donorfars forhold.

Donoren har ansvaret

Min oplevelse er, at man som donorbarn ofte bliver pålagt ansvar over for donors egen familie. Vi får tudet ørene fulde med, at man ikke bare må handle ud fra egen vindings skyld og kontakte folk uden at have clearet det med donor eller anden familie først.

Jeg er klar over, at der sidder nogle børn derude, der ikke er bekendt med, at deres far er eller har været sæddonor. Men hvorfor er det donorbarnets ansvar at holde på den hemmelighed? Når man som voksen mand vælger at være kendt sæddonor, må man også være bekendt med risikoen for, at et donorbarn forsøger at etablere kontakt til egen familie.

Jeg kan godt se, hvorfor det kan være en dårlig idé at kontakte familien, men jeg synes, at man tørrer ansvaret af på donorbarnet, når man regulerer, hvor meget af deres egen historie de må opsøge. Som donorbarn har man jo ikke haft nogen indflydelse på den situation, man er født ind i.

Selvfølgelig har donorens egen familie og specielt donorens børn heller ikke haft indflydelse på donorens valg. Men her må det være donorens ansvar at informere sin familie om, at man er sæddonor. Når man har været i stand til at beslutte sig for at blive kendt sæddonor, så burde man også være i stand til at snakke med sin familie om det.

Når min donorfar har valgt at engagere sig på den måde, han gjorde, synes jeg også, at han har et ansvar for at informere sine egne børn om omfanget af den relation, vi har haft.

Når jeg ser tilbage på situationen med voksenbriller, synes jeg, at det er helt naturligt, at jeg valgte at kontakte hans datter. Så jeg er ikke sikker på, at jeg synes, at han har formået at leve op til det ansvar. Han har i hvert fald sat mig i en situation, hvor jeg føler, at jeg er en del af noget, som ikke er mit og heller aldrig bliver det.

For jeg føler helt inderligt, at han gav udtryk for, at jeg også var en del af hans liv. Måske ikke som hans datter, men som noget der i det mindste mindede om. Det var helt sikkert ikke hensigten, men jeg var et barn, og det var den oplevelse, jeg fik.

Derfor mener jeg ikke, at det er mit ansvar at lægge låg på mine egne behov, så jeg kan skåne nogens idé om deres egen familie. Med andre ord vil jeg altså have ret til min egen historie og opsøge den uden forbehold – på lige fod med ikkedonorbørn.

Jeg fik mulighed for at spejle mig i min biologiske far

Da jeg kontaktede min donorfars datter, valgte jeg ikke at inddrage min mor i beslutningen, selv om jeg set i bakspejlet måske burde have gjort det. Et eller andet sted vidste jeg nok godt, hvad hun ville sige, men på daværende tidspunkt var jeg så opsat på at finde noget fra min donorfars side, jeg kunne identificere mig med, at jeg valgte at se igennem fingre med det.

For så længe jeg kan huske, har det, at jeg er donorbarn, været en vigtig del af min historie og selvfortælling. For mig har det været en måde at forklare de træk ved mig selv, jeg ikke kunne finde hos min mor, og det har især hjulpet mig, når jeg følte, at hun ikke forstod mig.

Fordi min donorfar har valgt at være så stor en del af mit liv, har jeg fået mulighed for spejle de dele af mig, jeg ikke kan finde i min mor. Det sætter jeg utrolig stor pris på.

Derfor er jeg heller ikke kun utilfreds med måden, det er blevet gjort på. Jeg har ofte overvejet, om jeg hellere ville have haft en anonym donor, fordi jeg følte, at jeg befandt mig i et sært limbo, når det gjaldt relationen til min donorfar. Men efter at jeg har set DR’s dokumentar Min hemmelige familie, hvor donorbørn af anonyme donorer leder efter deres donorfædre, er jeg slet ikke i tvivl mere. Dokumentaren gav mig mulighed for at reflektere over mine egne oplevelser, og jeg har fået et indblik i, hvor ødelæggende det kan være ikke at vide, hvor man kommer fra.

Og helt grundlæggende er jeg jo glad for, at jeg ved, hvem min donorfar er. Da jeg kun er vokset op sammen med min mor, har det uden tvivl været en fordel for mig, at jeg kunne møde ham, der var min biologiske far. Det har altid været rart at kunne kigge på et billede af ham og se, at vi ligner hinanden, og vide, hvor de forskellige dele af mit udseende stammer fra.

Derfor er jeg også kommet frem til, at jeg til hver en tid vil foretrække kendt donation. Det er svært for mig at pege på fordele og ulemper ved kendt og anonym donation. Jeg vil jo altid være farvet af min egen historie og være blind for nogle af de ulemper, jeg forestiller mig, børn med anonyme donorer oplever.

Sommetider kan jeg være nervøs for, at den oplevelse, jeg har af det hele, virker utaknemmelig. Både fordi der meget vel sidder en masse børn af anonyme donorer, der ville ønske, at de havde adgang til samme oplysninger om deres donorer, som jeg har haft, men også fordi min donorfars hensigt har været god. Han har valgt at donere udelukkende ud fra et altruistisk motiv, og det har betydet alverden i rigtig mange familiers liv, inklusive mit eget.

Dagmar Gellert-Jespersen holder sabbatår og er medhjælper i en vuggestue

Information har været i kontakt med kronikørens donorfar inden publiceringen af kronikken.

Serie

Donorbørnene

De første danske donorbørn er ikke længere børn. Siden de blev til, er både lov og anbefalinger omkring sæd- og ægdonation ændret, og behandling af barnløshed er blevet diskuteret vidt og bredt. Men som regel ud fra de barnløses perspektiv. Hvad mener donorbørnene selv? I denne kronikserie giver vi ordet til donorbørnene, der er blevet voksne.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Frederik Schwane

Det største problem for din opvækst er, at din far ikke er stået ved, at han er din far. For det er han. Alternativt skulle han have holdt sig helt væk. Du blev sat i en situation, hvor du blev betragtet som andenrangs, og hvor du skulle acceptere at leve i skyggen af hans "rigtige" børn. Selvom I alle er hans rigtige børn. Det skal du da ikke finde dig i. Jeg tænker, at det er på tide, at du tilgiver dig selv for at have været bragt i den situation. Du har intet gjort forkert.

Else Marie Arevad, Holger Nielsen, Morten Hansen, Lillian Larsen, Mona Ahmed, Susanne Kaspersen og Ruth Sørensen anbefalede denne kommentar
Marie-Christine Poncelet

Din far s måde at være i dit liv på har været så tvetydig at det har skabt en længsel efter mere, en meget naturlig længsel når fortælling om ham er altruisme, generositet, selvfølgeligt vil man gerne have mere.
Med din fortælling får jeg et billede af en lille pige der kigger igennem en vindue fra gaden af og se hvordan de andre har det uden at kunne være med til festen.
Hele din indlæg udtryk længsel og håbe på at en gang måske.
Jeg synes at din far har svigt dig, når man er kendt donor burde man ikke, synes jeg skabe nogle bånd når barn er lille hvis man har ikke tænkt sig at leve op til rolle som far.
Du bær skylden på dine skuldrer, det er din far som burde gøre det.

Else Marie Arevad, Holger Nielsen, Lillian Larsen, Mona Ahmed, Susanne Kaspersen, Frederik Schwane og Ruth Sørensen anbefalede denne kommentar
Jakob Andersen

Artiklen belyser meget præcist den særdeles komplekse problemstilling omkring donation, der for mig viser, at der ikke er noget der hedder "donorbørn", men kun børn. Betegnelsen donorfar og donorbarn er måske bekvem for samfundet og for de biologiske forældre, men den hjælper ikke barnet. Man bliver ikke født i gæld og der er ingen børn, der skal være taknemmelige for at deres forældre har gidet sætte dem i verden. Børn har krav på skabe deres egen fortælling og er ikke forpligtet at overtage forældrenes narrativ om deres tilblivelse, fx du er donorbarn og ham der kommer en gang i mellem, som har medvirket til din undfangelse, er ikke din rigtige far, men en donor. Hvis du er donor, er du også forælder i en eller anden forstand.

Viggo Okholm, Holger Nielsen, Lillian Larsen, Ruth Sørensen, Mona Ahmed, Frederik Schwane, Susanne Kaspersen og Inge Nielsen anbefalede denne kommentar
Marianne Rosenkvist

Jeg læser historien, som et vidnesbyrd om, at vi alle, børn som voksne, har brug for rammer for det sociale i vores verden. Særligt når det gælder vores familie.

Familien og leveformer er under konstant forandring. Og donerbørn er noget relativt nyt, ligesom 7-7 børn var utænkeligt for 40 år siden. Ligesom vi engang skjulte det, når børn var adopterede, i bedste mening.

Men når vi som samfund og individer bliver bedre til at tale om familien som den er i samtiden, og når vi lærer af gode og dårlige erfaringer, så bliver vi forhåbentlig bedre til at tackle alt det nye, og ikke begå de samme fejl som tidligere generationer. Og vidnesbyrd bryder tabuer, og giver nye generationer nogle at spejle sig i. Så donerbørn kan føle sig rigtige, og elskede og vide, at masser af andre donerbørn som dem, har haft donerfar-relationer, som ser helt unikke ud, og findes i et rum, som ikke skal måles op mod andre typer af forældreskab. Det har sin egen socialitet.

Din historie med til at gøre os alle klogere. Tak for det.

Interessant - og mor har slet ikke noget ansvar for situationen?

Mads Jakobsen, Mogens Holme, Holger Nielsen, Povl Clasen, Mads Pedersen, Henning Kjær og erik pedersen anbefalede denne kommentar
Frederik Schwane

Hans Kjær, vil du uddybe, så vi kan forstå, hvilket ansvar, du mener, at mor har overfor faderens adfærd?

Else Marie Arevad

Marianne Rosenkvist, hvad er 7-7 børn?

Mads Jakobsen

Else Marie Arevad, 7 dage hos far, 7 dage hos mor.

erik pedersen

Men det er vel mor der har lukket ham ind ? Mor der har valgt at han måtte have et andenrangs forhold til deres fælles barn?
Mor kunne jo have taget ansvar og valgt sådan en relation fra

Frederik Schwane

erik pedersen, jeg forstår din pointe. Mor fylder bare nærmest ingenting i beretningen, og jeg fortolker egentlig, at Dagmar gerne vil relationen, men på ligeværdige vilkår med hans andre børn. Ergo tror jeg ikke situationen havde været bedre, hvis mor havde blokeret kontakten.

Anders Thornvig Sørensen

Først en tak og anerkendelse herfra til skribenten for, at hun så åbenhjertigt har øst ud af sine dybt private livserfaringer til nytte for andre familier.

Det må have været svært at skrive. For hvor meget kan man være bekendt at skrive om sine nære familie til den brede offentlighed, og omvendt, hvis man ikke fortæller noget om dem, kan indholdet af éns egen beretning blive misforstået af læserne.

På den tid, hvor sæddonationen i dette tilfælde foregik, omkring år2000, overværede jeg et foredrag af Nina Stork. Det var den fagkyndige kvinde med sin egen klinik, der hjalp med at lave insemineringerne uden om det etablerede system med dets gamle normer.

Ved foredraget oplyste Stork, at hun altid oplyste både kommende sædgiver og -modtager om de komplekse juridiske og emotionelle problemstillinger ved handlemåden. Mænd, der donerede sæd, understregede hun, kunne erfaringsmæssigt bagefter udvikle stærke faderfølelser, som måske kom fuldstændig bag på dem selv. Hun anbefalede begge parter til at granske sig selv hver især og derefter, så vidt muligt, aftale faste og klare betingelser på forhånd.

Personligt bliver jeg altid opløftet, når jeg iagttager velfungerende og stabile familier. Jeg bliver også opløftet, når jeg fra sidelinjen ser skilsmisser, hvor parterne går fra hinanden i fred og venskab og god indbyrdes forståelse, og stadig gerne vil mødes sammen til festlige lejligheder i selskab med deres fælles børn.

Når fundamentet er solidt, kan forældrene tillade sig at begå mange fodfejl hen ad vejen, uden at der sker uoprettelig skade ved det. Jeg synes, at man bør holde blikket rettet mod hovedlinjerne og ikke for enhver pris forsøge at gøre alting perfekt i detaljen.

Jeg kan godt se, at donorbørn fødes uden skyld i egen situation. Men når de vokser op, bliver de alligevel i stigende grad pålagt et menneskeligt ansvar ud fra den selvsamme situation. Men de menneskelige hensyn kan være så mange og indbyrdes modstridende, at alt hvad man gør eller ikke gør, risikerer at blive forkert. Éns viden om andres situation er heller ikke perfekt, lige så lidt som erfaringen med mennesker generelt, når man stadig er helt ung. Det kan fremkalde en følelse af ikke at slå til, der ligner skyldfølelse, eller er lige så slem at bære på.

I heteroseksuelle familier kan det hele fejes ind under gulvtæppet med løgne og fortielser, fordi man kan lade som om, at sæddonor og kvindens faste mandlige partner er én og samme person. Det er derfor, at jeg stiller mig mistroisk til stamtavler, undtagen i rent juridisk og social forstand. Mange kvinder kan for 100+ år siden være blevet gravide med én mand, der bagefter er stukket af, mens en anden mand er trådt til, har giftet sig med kvinden og erklæret at være barnets far.
Det skete også i samfundets allerøverste lag, måske endda arrangeret fra familiens side, når indavlstruede herskerdynastier trængte til frisk blod.

Personligt bryder jeg mig ikke om den metode, hvor livsløgne stiltiende accepteres som eksistensvilkår. Jeg foretrækker, at tingene på godt og ondt kommer frem i lyset, sådan som de gør i regnbuefamilier. Jeg fornemmer, at dette også er skribentens klare opfattelse.