Da jeg var ung mor, inden jeg blev skilt, gik jeg i det skjulte og misundte dem, der levede med klassiske kønsroller. Jeg var gift med en mand, der tog sin del af husarbejdet og gik på arbejde, ligesom jeg selv. Vi skændtes altid om rollefordelingen, vi prøvede at gøre alting lige, og det gik ikke.
Jeg skævede i hemmelig beundring til nogle vennepar, hvor kvinden var enevældig i hjemmet, og manden trak flest penge hjem. Veninderne lavede alt husarbejdet, men blev også prist som heltinder, når gæsterne drillede deres mand med hans dovenskab og alt det, man gør for at bygge kvinder op i forhold, hvor manden har højere ydre status. Mor var hjemmets stjerne, det vidste alle.
Jeg var misundelig på deres synlighed. Mit arbejdsliv blev vigtigt, fordi det kun var her, der var ros at hente. Jeg var med til at skaffe penge til hjemmet, så jeg gad ikke rose ham for det; han gad ikke rose mig for mit husarbejde, fordi han selv tog en stor del af det. Således følte vi os begge overset.
Vi har masser af historier om De Gode, Gamle Dage hvor vi holdt masser af skåltaler til Moderens pris. Men skåltaler er ikke ligeværd, og vi bør ikke ønske os tilbage til en tid, som hovedsagelig kun findes i nostalgiske fantasier. Vi lever i et kapitalistisk samfund, hvor penge er det ultimativt ærlige udtryk for værdsættelse. På den baggrund giver det fint mening at lege med tanken om hvad husarbejde er værd. Anerkendelse for omsorgsarbejde er fint, men det bliver alt for hurtigt alt for nemt - honninghjerter til sygeplejersker, der er ved at arbejde sig ihjel.
Jeg voksede op i 50erne og husker kvinder, der altid havde noget mellem hænderne. ALTID. Derimod har jeg svært ved at erindre tiljublingen af husmødrene - nærmest tværtimod.
Den her debat er så vigtig, og intet i den er enkelt - bortset fra at alle mennesker bør have lige andel i alle privilegier.
Den umiddelbart mest radikale løsning er vel, at mændene kommer mere på husmorbanen. Det ville give kvinderne tid til andet og mændene mere adgang til den slags store glæder som omsorgsopgaverne også rummer. Nåja - og at barsel også var meriterende og pensionsgivende.
Voila!
- Hvorfor mon mændene tilsyneladende ikke gider?
Iøvrigt er det en urimeligt tendentiøs gengivelse af Emma Holten. Mon KW overhovedet har hørt hende?
Kritikken af samfundsøkonomiens manglende anerkendelse af husarbejde er ikke noget »millennialmødre« har fundet på. Det er en kritik der kan forefindes mange år tilbage. Weidemanns argumentation er således ret historieløs. Hun forbigår tilsyneladende også den forholdsvis fremtrædende gren af feminismen der fokuserer på kvinders autonomi til netop selv at vælge om de ønsker den ene eller anden livsstil uden at blive mødt med misbilligelse af deres omgivelser.
Jeg kan se, at Weidemann tidligere her i avisen har kritiseret at klasseperspektivet ikke spiller en fremtrædende nok rolle i socialpolitiske debatter om f.eks. køn. Det taget i betragtning, er det ret ironisk at hun går til angreb på en argumentation, der netop sætter fokus på de materielle forhold omkring husarbejde, og i stedet tyr til reaktionære floskler om forkælede, offer-agtige millennials.
Som jeg husker det, så blev de her regnestykker lavet på baggrund af en opgørelse, der viste, at kvinder bidrager mindre til BNP end mænd.
Det har visse mænd brugt til at rive kvinderne i næsen, at de er en underskudsforretning. Det har jeg selv set i diverse tråde.
For tiden er der også snak om, at kvinder i ligestillingens navn skal deltage i værnepligten.
Vældig god idé, hvis altså vi faktisk have ligestilling: At kvinder tjener det samme som mænd, har lige adgang til fede jobs og at mænd faktisk tager halvdelen af, hvad det kræver at sætte et barn i verden. Dertil lige meget i pension.
Gode kommentarer til dette vigtige emne. Jeg læser artiklen som et suk over vanskelighederne ved at finde balancen mellem karriere og reproduktion. Hvor er der mange aspekter.
Vejen over betaling for husarbejde går over en øget betaling for lønarbejdet. Hvorfor?
Som Engels forklarede allerede i 1870erne betaler kapitalisten for den reproduktion af arbejdskraften som husarbejdet er en del af. Eller ydes der mindre i lønarbejdet. Og tilføjes der et lighedsprincip koster det endnu mere for kapitalisten.
Men Emma Holten kender ikke klassikerne og har opfundet den dybe tallerken en gang til. Men den er tom uden klassekampen.
Hvor ville det dog være dejligt med ligestilling i arbejdsbyrden mellem kønnene.
Når man taler om huslige pligter, børnepasning, havearbejde osv. yder kvinderne i store træk gennemsnitligt 6 timers arbejde mere en mændene hver uge.
Til gengæld udfører mændene - igen i store træk - gennemsnitligt ca. 7 timers erhvervsarbejde hver uge mere end kvinderne, og arbejdet er gennemsnitligt fysisk hårdere.
Det med valget af hårde eller mindre hårde opgaver kan vi nok ikke gøre så meget ved - men jeg ser frem til at kvinderne kommer op af sofaen og bidrager den time mere til fællesskabet, så der er ligestilling ... ;o)
Jeg erindrer en artikel om stærke single kvinder, der absolut kunne klare sig uden en mand til alt det praktiske.
Men som når de fandt manden i deres liv.
Så skyndte de sig at spille fuldstændig hjælpeløse, når det kom til hverdagens små praktiske problemer.
Som fordrede hænder der var skruet rigtigt på, og som kunne håndtere det rigtige værktøj til behovet.
Alt sammen små udfordringer, som de som single altid havde klaret selv.
Uden at de kunne drømme om at bede om hjælp til det.
Men som kvinden nu skyndte sig at uddelegere til manden i huset.
For efterfølgende at kunne rose manden for at, ih hvor er du altså dygtig.
Er det en kliche?
Eller er der bare en ganske lille snert af sandhed i historien, om vores gensidigt ubevidste forventninger til mandens og kvindens rolle i forholdet.
Trods alt tale om ligestilling mellem kønnene?
Jeg har da hørt om kvinder, der føler at det går for vidt.
Og som trods tidsånden, føler sig vel i en light udgave af Morten Korch, når det kommer til ligestilling i hjemmet.
I øvrigt hvorfor ikke indføre nogle ordninger, hvor den sidste rest på kanten af arbejdsmarkedet.
Indvandrerkvinder, unge uden uddannelse på kontanthjælp etc
Kan få lov at gøre rent i private hjem til en skattefri nettoløn.
Der netto ikke stiller dem ringere end hvis de skulle betale skat af en bruttoløn.
Men fagbevægelsen skal klart tages med på råd, og være med til at skabe en ramme.
Hvor ordningen ikke bliver misbrugt til social og løndumping!
Og hvor det kun er private kunder, og hverken offentlige eller privat virksomheder der skal kunne bruge ordningen til at få gjort billigere rent.
Men alt for mange private har ikke råd til hushjælp i en hverdag, hvor begge arbejder.
Og her tror jeg at der kan skabes en merbeskæftigelse, som ikke skaber unfair konkurrence i serviceerhverv.
Venlig hilsen
Danny Hedegaard
John Kierans er mænds arbejde nu virkelig gennemsnitlig fysisk hårdere?
Der er da rigeligt med eksempler på, at kvinder får skader af plejearbejde og rengøring. Både den der giver slidgigt og pludselige skader.
Hvad er forskellen på at slæbe tunge sten eller børn, patienter, vasketøj og indkøb?
I forhold til arbejdspladser er der heller ikke adgang til de samme hjælpemidler i det private hjem. Dermed er der heller ikke samme muligheder til forebyggelse af skader.
@Inge Lehmann
Jeg skriver bestemt ikke, at ingen kvinders arbejde er hårdt - og dine eksempler viser meget fint, at også kvinder i nogle fag kan være udsat for nedslidning. Ligesom den fysiske nedslidning tilsvarende er relativt lille for den meget store andel af de erhvervsaktive kvinder, der besidder administrative jobs.
Det ændrer dog ikke noget ved, at der er flere mænd, der varetager fysisk hårde eller farlige jobs, lige fra fiskere til murere, dykkere, tømrere, svejsere, mekanikere osv. Skulle du være i tvivl, kan du bare se på arbejdsulykkestatistikkerne og/eller levetidsstatistikkerne.
John Kierans, livsstil har sikkert også en indvirkning på levealder; fed (kød) mad, rygning og alkohol.
John Kierans arbejdsulykkeststistikkerne kan godt vise mere alvorlige ulykker for mænd. Men det er ikke ensbetydende med, at arbejdet er mere fysisk hårdt. Og de indregner sikkert heller ikke hjemmeulykker. Rygterne vil vide, at køkkenet er det farligste sted i hjemmet.
Du glemmer i din sammenligning også igen husarbejdet, som er mange løft og vrid efter kontorarbejdet.
Levealderen er som Frederik Schwane også påvirket af livsstil og så vidt jeg ved er den heller ikke særlig høj for rengøringspersonale.
Jeg vil mene nogle af ulykkerne stadig skyldes en kulturel betinget opfattelse af, at sikkerhed er fimset, rigtige mænd har ikke tid til det kombineret med fartblindhed overfor noget man laver hver dag.
NB livstil, var der også på et tidspunkt mange artikler om mænd, der strejkede, hvis kantinerne valgte, at servere sundere mad.
Fastholdelse af gamle kønsroller har også negative konsekvenser for mænd.