Den stigende ensomhed og mistrivsel blandt unge kan forebygges, hvis politikerne styrker fritidsklubberne. Desværre sker det modsatte. Der spares overalt i landet på børneområdet, og mange kommuner har de seneste år lukket klubberne og mangler nu tilbud til børn og unge.
Og det rammer børnene. For klubberne kan gøre en kæmpe forskel for dem.
Jeg har den seneste måneds tid gennemgået noget livsbekræftende som pædagog i en fritids- og ungdomsklub. Det samarbejde, jeg har med lærerne i udskolingen, kulminerede i en positiv forandring for pigen Mette, der var ensom og alene.
Mettes lærer kendte til klubben og aftalte et besøg med mig. Jeg viste Mette rundt og fik hende med i nogle aktiviteter sammen med klubbens piger. Kort tid efter begyndte hun i klubben, og hun har nu fået en ny gruppe af veninder og er blevet en fast del af hverdagen herovre.
Succesen skyldes både pigen selv, som havde modet til at prøve noget nyt, men i den grad også de andre piger i klubben, der uden tøven åbnede op for et nyt ’medlem’ i deres venindegruppe.
Det er selvfølgelig en del af klubbens kultur, at vi er åbne og imødekommende over for nye. Men at se en gruppe af unge tage den kultur så alvorligt, at de som det mest naturlige byder en fremmed pige velkommen, gør mig til en stolt pædagog.
Børnene har lært, fra de selv begyndte i klubben, hvordan vi tager imod nye. De har lært, at klubben er et sted, hvor alle kan komme, og hvor man ikke bliver målt og vejet som ovre i skolen. Her kan man være for at hænge ud med venner eller tale med de voksne om stort eller småt. Og det ville pigerne sikre sig, at Mette også kunne blive en del af.
Der er mange historier som denne rundt omkring i landets klubber. Og det er lige netop grunden til, at lærere og pædagoger skal samarbejde i skolen. Vi skal kende hinandens fagligheder og spille hinanden gode.
Derfor skal vi gøre samarbejdet mellem lærer og pædagog til en prioritet. Og investere i klubber og fritidspædagogik i kommunerne.
Mette er ikke barnets rigtige navn.
Mark Beckmann er pædagog
