Kronik

Jeg er den mor, der står med min søn ved psykiatriens dør og bliver svigtet

Dagligt vurderer jeg, om det er sikkert at sende ham i skole, sikkert, at jeg tager på arbejde, sikkert, at han er alene hjemme, om det er sikkert, at hans søskende kommer hjem inden mig … Imens venter vi på en sparsom og til tider ikkeeksisterende hjælp, skriver Gry i denne kronik
Debat
16. juni 2022
Grys søn Lucas skal gå ubhandlet i fire måneder med en diagnose, der er potentielt livsfarlig. Det skyldes ikke mangel på faglighed eller gode intentioner. Det skyldes mangel på ressourser, skriver Gry i denne kronik.

Grys søn Lucas skal gå ubhandlet i fire måneder med en diagnose, der er potentielt livsfarlig. Det skyldes ikke mangel på faglighed eller gode intentioner. Det skyldes mangel på ressourser, skriver Gry i denne kronik.

Anders Rye Skjoldjensen

Kære Sara Kærn Linstow

Tak for dit mod til at stå frem og tale højt om noget, der er så ømtåleligt. Om følelsen af ikke at have mulighed for at gøre det godt nok og følelsen af ikke at leve op til lægeløftet. Den magtesløshed, det må give, den følte jeg, mens jeg læste din kronik den 4. juni.

Jeg er selv læge.

Dit indlæg ramte mig dybt, også personligt. Jeg er mor til Lucas på knap 16 år, han har gennem flere år været tilknyttet psykiatrien. Vi har kæmpet og kæmper stadig. Også med manglende ressourcer, et langsomt system og sparsomme behandlingstilbud til psykisk syge børn.

I aftes var jeg med Lucas på psykiatrisk akutmodtagelse. Han havde et tilbagefald af angst og svære tanker. Han var forpint og havde brug for hjælp. Når tankerne kommer med denne kraft, har han ikke lyst til at leve. Når det er værst, får han tanker om at begå selvmord. For som han siger, når han er så ramt: »Mor, sådan her vil jeg ikke leve, det er ikke noget liv.«

Heldigvis vil han gerne have hjælp. Han har stadig en grundfølelse af livslyst og livsmod.

Vi blev taget godt imod af personalet på den psykiatriske akutmodtagelse og snakkede med en sød og omsorgsfuld reservelæge. Han hjalp Lucas med at få ro på tankerne. Det var dét, vi kom der for, og dét de kan gøre. I øjeblikket redder det situationen hjemme hos os. Men det har ingen langtidseffekt.

Lucas truer med at hænge sig selv

Den her omgang startede for to måneder siden. Lucas fik tanker om, at han har gjort noget, der er så forfærdeligt, at ingen vil kunne elske ham, at han er et dårligt menneske og kommer i fængsel, og at hans liv er tabt for altid. I perioder tror han fuldt og fast på det. Det er ting, han reelt ikke har gjort og aldrig kunne finde på at gøre.

Lucas er dygtig til at skjule det, have en hverdag med skole, familie og venner. Uden at det ses udenpå. For det er flovt, og måske går det væk om lidt. Måske kan han bare glemme det. Men det er kun, indtil der simpelthen ikke er plads til det inden i ham mere.

Det eksploderede i et angstanfald og selvmordstanker. Han råber, græder – ligegyldigt hvad jeg siger, kan jeg ikke nå ind til ham. Det er, som om han ikke kan høre. Men han rækker stadig ud efter hjælp. Han vil gerne holdes om, men kan ikke holde ud at blive rørt ved. Han går rundt som en løve i et bur. Græder, råber, hulker, så det, han siger, bliver helt uforståeligt. Han snakker hurtigt, i øst og vest, og jeg har svært ved at finde sammenhæng i det, han siger. Det lyder vanvittigt og urealistisk i mine ører, men det er hans virkelighed.

Han er stærk og lige så høj som mig. Og så råber han efter sine bekymrede søskende, at kommer de et skridt tættere på hans dør, så hænger han sig. Og han ved, hvordan man gør.

Derefter kryber han sammen og græder.

Det er lørdag aften, vi får ro på ham. Han er så udmattet og lettet bagefter, at han stort set sover i halvandet døgn. Dødsønsket er væk. Vi bliver hjemme. Tager ikke på psykiatrisk akutmodtagelse. Det har været voldsomt for os alle, også for hans søskende.

Mandag kontakter jeg psykiatrisk ambulatorium for børn og unge, hvor Lucas bliver fulgt. Han har ADHD og angst. Samt en periode med selvmordstanker tidligere. Så vi har været i lignende situationer før. Vi er rutinerede.

Hans søskende er utrygge

Jeg lægger en besked til hans kontaktsygeplejerske på ADHD-ambulatoriet, beder hende om at ringe til mig. Lucas har brug for at blive set hurtigt. Hun ringer til mig torsdag, altså efter tre dage. Lucas får første mulige tid 14 dage senere.

Af erfaring ved jeg, at der skal en læge med, hvis der skal tages beslutninger. Jeg insisterer på det. Jeg er den skrappe og irriterende mor. Påståelig og vedholdende. Men er jeg det ikke, så vil der igen gå 14 dage mere, hvor vi skal vente på en tid hos lægen.

14 dage mere, hvor jeg går på nåle. Hele tiden mærker jeg Lucas, fornemmer ham. Spørger ind til selvmordstanker. Hvor jeg dagligt hjælper ham ud af angsten. Vurderer, om det er sikkert at sende ham i skole, sikkert, at jeg tager på arbejde, sikkert, at han er alene hjemme, om det er sikkert, at hans søskende kommer hjem inden mig … Tanker om, hvis en af dem finder ham … Hvis nu han skjuler et dødsønske for mig … Jeg revurderer ofte, om vi skal på psykiatrisk akutmodtagelse, for måske det alligevel var forkert at blive hjemme, måske burde han have været indlagt …

Jeg må være hård, jeg har taget ansvaret for ikke at tage på akutmodtagelsen denne gang, beslutningen var min. Måske var den forkert?

14 dage mere, hvor tankerne sætter sig mere og mere fast i hans hoved. Daglig angst og uro i hans krop, hvileløsheden, til vi har snakket tankerne ned. Hvad gør tankerne ved ham? Hvad gør den tid, han går ubehandlet, ved ham på lang sigt?

14 dage mere, hvor hans søskende forsøger at kompensere eller trækker sig. Hvor de hele tiden er på mærkerne. Hvor de er vidner. Er utrygge og kede af at se Lucas lide. Hvor de er sat til side.

14 dage mere, hvor vi alle er pressede og bliver mere slidt. Oven i al den anden ventetid.

De børn, der ikke er lige så heldige

Lucas skal udredes for angst og OCD igen. Selv om han tidligere er diagnostiseret med angst, og OCD blev afkræftet. Der er tre måneders ventetid på udredningen. Der er ingen behandling i mellemtiden. I alt fire måneder, hvor Lucas skal gå ubehandlet med noget, der potentielt er livsfarligt. Selvmordstanker kan være livsfarlige. Særligt, når du har ADHD og mangler impulshæmning.

Inden Lucas knækkede igen i går, forsøgte jeg at få udredningen fremrykket. Det var der ingen mulighed for, for hvem skal så aflyses og have forlænget deres ventetid? Jeg forstår det godt. Ventetiden er bare svær.

Jeg er heldig, at Lucas har tillid til mig, kan og tør åbne sig for mig. Heldig, at jeg ikke også selv har ADHD, at jeg har sundhedsfaglig viden, at min autodidakte psykoterapi kan lindre i ventetiden. Heldig, at jeg har ressourcer.

Lucas er heldig at have gode venner og familie, der kan støtte ham. Jeg tror på, at han bliver en god historie. At han får et godt liv på trods.

Men jeg får ondt, når jeg tænker på de børn, der ikke er lige så heldige.

Angst, depression og selvmordstanker er ikke unormalt at kæmpe med, når man har ADHD. Særligt hvis man er et følsomt og empatisk menneske. Mange børn kæmper med angst og selvmordstanker og andre psykiske lidelser uden at have ADHD og af mange forskelligartede årsager. Manglen på ressourcer i psykiatrien må uundgåeligt have konsekvenser for disse syge børn, deres forældre og søskende.

Min oplevelse er, at det ikke er mangel på faglighed eller gode intentioner hos sundhedspersonalet i psykiatrien. Det er mangel på ressourcer. Ofte får jeg en undskyldning, jeg kan mærke magtesløsheden. Det øger min rummelighed, men det hjælper ikke min søn.

Til tider kommer min indre djævel frem, så bliver jeg næsten misundelig på forældre til livstruede somatisk syge børn, for der er hjælpen der med det samme. Jeg ser på mit barn, der er livstruet psykisk syg, hvor vi venter på en sparsom og til tider ikkeeksisterende hjælp. Det er svært at acceptere. Bagefter føler jeg mig som et dårligt og småligt menneske.

De manglende ressourcer i psykiatrien er en politisk problemstilling. Løsningen skal findes via politiske beslutninger.

Skal der være bedre hjælp til børn, der er psykisk syge? Skal der være penge til at behande alle vores syge børn? Skal en psykisk lidelse hos børn og unge sidestilles med en somatisk lidelse?

Jeg tror, det kan betale sig på lang sigt …

Gry er læge.

Grys efternavn er redaktionen bekendt. Af hensyn til Grys søn fremgår det ikke, ligesom sønnens navn er ændret.

Information har haft adgang til relevante myndighedsdokumenter i sagen.

Selvmordstanker?

Du kan kontakte Livsliniens telefonrådgivning på 70 201 201, hvis du har selvmordstanker.

 

Serie

Psykiatrien under pres

Mens vi venter på den tiårsplan for at løfte psykiatrien, som Socialdemokratiet lovede inden valget i 2019, venter syge børn, unge og voksne på at få behandling. I denne kronikserie har vi samlet stemmer, der fortæller om svigt og utilstrækkelig hjælp i psykiatrien.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Inger Pedersen

"Skal der være bedre hjælp til børn, der er psykisk syge? Skal der være penge til at behande alle vores syge børn? Skal en psykisk lidelse hos børn og unge sidestilles med en somatisk lidelse?"

Ja.
Eller skal fokus være på, at det ses som en krænkelse af menneskerettigheder, at elitens børn ikke kan få opfyldt deres ønske om favorit-gymnasium???

Det handler om, hvad BESTEMMERNE kan se som vigtigt.
Ikke alene for dem selv og (undskyld mig) eget forkælede yngel.
Men vigtigt for ALLE og ALLES børn!

Hvordan får vi dem til at kunne se det?

Margit Johansen

Måske, Vi mangler viden om hvad angst, ADHD og OCD er. Så længe der ikke er ny solid evidens baseret viden - altså løbende uafhængig regulær basisforskning - om fx opmærksomhedsforstyrrelser og autismespekteret - så er vi lige vidt. En del diagnosticerede tåler dårligt den eksisterende behandling, nogen har svært ved at forblive medicinerede - og shopper frem og tilbage mellem de få tilgængelige tilbud. Og frem for alt, den eksisterende overenskomst for de psykiatriske specialer særlig kontraproduktiv i forhold til denne gruppe patienter. Gid medierne havde mod og mandshjerter til at tage den kamp op. Dvs. kampen om den uafhængige forskning - som ikke kun har medicin som både mål og middel - og kampen om overenskomsten i den hellige danske model inden for sundhedsektoren.

Sara Sindberg Bentsen, Dan Jensen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Karen Nygård

Tak for en god artikel - for din åbenhed om det,
Jeg er ikke professionel. Var dog ansat som støttepædagog på lukket ungdomspsykiatrisk afdeling i Viborg i starten af 1980´erne.
Så jeg har oplevet unge med store smerter/problemer.
Det glemmer jeg aldrig.