En nonbinær kønsforståelse er ikke i modstrid med at anerkende biologisk køn

Køn er ikke en social konstruktion, skriver Lilly Tang i et læserbrev den 17. juni. Det er forhåbentlig noget, de fleste erkender. Samtidig er et menneskes køn ikke et samfundsanliggende, men et personligt identitetsaspekt. Derfor undrer det mig, at Lilly Tang uden videre affejer transmænds egne oplevede erfaringer med, at de er mænd »der siger, de ’føler sig’ som kvinder«.

I tråd med Lilly Tangs indlæg kunne man så også spørge, om kønsidentitet er en social konstruktion? Om det blot er udtryk for en kønsforvirring?

Når jeg taler med mine transkønnede og nonbinære venner, får jeg uafværgeligt et ganske andet billede: Kønsidentitet er ikke noget, man uhæmmet kan ændre på eller fravælge. Det er en realitet, de har måttet bearbejde og vedkende sig. Termerne for deres fælles erfaringer har givet dem et sprog, de kan bruge til at forstå deres kønsmæssige tilhørsforhold.

Det, Lilly Tang med rette protesterer mod, genkender jeg derimod udmærket. Det er selvfølgelig absurd, at atleter vurderes efter deres identitet, og at toiletter overhovedet kønsopdeles. Men de diskussioner handler mindre om validiteten af forskellige kønsidentiteter og mere om, hvordan samfundet håndterer dem.

Snakken om flydende køn og nonbinær kønsforståelse er ikke i modstrid med den biologiske virkelighed. Den er tværtimod en udvidelse af virkeligheden. At være transkønnet er både en bekræftelse af ens kønsidentitet og af ens biologiske køn. Således er den kønsmæssige frigørelse netop med til at stå imod de få, der ønsker at udvaske vore køn helt og aldeles.

Kønsbenægterne overser, at ens køn ikke er lig samfundets forestillinger om det. Derfor ender deres modstand misforstået, håbløs og yderst destruktiv. Det kræver et opgør med både den invaliderende fornægtelse af køn og de klaustrofobiske kønsnormer for at omfavne kønnets fulde væsen. Som led i det er vi nødsaget til at tage kønsidentitet seriøst.

Adrian Ducourtial Skovgaard er netop blevet student