Retorikken er hård mod de unge i debatter om forringelse af SU og dagpenge. Ungdommen er forkælet og doven, lyder det. Det har den ikke fortjent – den har fortjent en hyldest, for de unge er langtfra forkælede og dovne.
Som millennial i 30’erne og velsagtens stadig ung, tilhører jeg den første generation i 200 år, der er fattigere end mine forældre. Men åbenbart ikke fattig nok, hvis man spørger regeringen og støttepartierne bag den nye politiske aftale, der blandt andet omhandler en dagpengereform.
På omvendt Robin Hood-manér skal der nu endnu en gang tages fra de fattige og gives til de rige. De yngre generationer ønskes åbenbart mere fattige med endnu en forringelse af dagpenge for nyuddannede samt forslag om omlægning af SU til lån på kandidatuddannelserne.
Modsat min egen generation, som i høj grad har forholdt sig passivt til den verden, vi lever i, synes jeg, de unge er seje. De har mod til at sige fra og kæmpe for det, de tror på, herunder en beboelig planet i fremtiden. Og alt imens vidner den ene trivselsundersøgelse efter den anden om et psykisk helbred, der bliver værre i takt med dårligere vilkår og de højere krav, der stilles.
Når jeg ser tilbage på mit yngre jeg, var det, ud over økonomiske bekymringer og studiestress, ikke klimakamp og ligestilling, der fyldte, men størrelsen på mine lår og længden på mine øjenvipper. Og selv den kamp mod de snævre kropsidealer, har de unge formået at tage op. De har min dybeste respekt.
Derfor vil jeg opfordre alle medlemmer af de partier, som har stemt for SU- og dagpengeforringelser for de unge, til at melde sig ud af deres parti og i stedet sende kontingentet til en studerende eller nyuddannet ledig. Politikerne har rigeligt i forvejen, pengene vil falde på et tørt sted, og de stigende fødevarepriser kan mærkes i et budget, der i forvejen er presset til langt ud over det yderste.
Da jeg ikke selv er medlem af nogen af de pågældende partier, vil jeg i stedet for love, at jeg, selv når jeg bliver gammel, aldrig vil kalde de unge forkælede eller dovne. Jeg vil derimod tilbyde aftensmad sidst på måneden og en 100-lap til en sulten studerende.
Verden har brug for at du kæmper for det, du tror på, og har mod til at sige fra, når uligheden stadig øges, som den har gjort i fire årtier. Du fortjener en hel anden verden end den stressende tilværelse de lægger frem. Der er en grund til, at du har de evner du har, og at du kan se, at tingene skal være anderledes. Det er din empati som gør dig værdifuld for andre.
Det vil være lettere for dig at kæmpe for din sag, hvis du ved, at du vil vinde alle slag, at alt det du ønsker for verden vil ske, men sådan bliver det ikke. Du kommer ikke til at lægge kampen til side igen, og så bare gå videre til det, som er vigtigst for dig, nemlig at leve dit egen liv.
Tag endeligt ikke fejl; at leve, at le, kampen for de lykkelige øjeblikke - livet selv ér din vigtigste prioritet. Tag fat på alle de ting du elsker at gøre, lev livet, vær sammen med vennerne. Men når du så har overskud, så kæmp for de ting som skal rettes.
Kampen vil være hård, og hver gang du taber en sag, vil det gøre ondt. Du vil tvivle på dig selv. Giv dig tid til at få det bedre. Lyt til noget musik. Lev livet for din egen skyld. Kom igen, du er så meget stærkere end nu tror.
Dem som ønsker at øge uligheden kommer altid stærkt tilbage. De vil forsøge at miskreditere dig ved at sige at du er forkælet eller doven. Nogle gange vil de forsøge at intimidere dig, fordi det du siger skræmmer dem, det truer deres position i hierarkiet.
Penge har det med at samle sig hos de få, fordi penge giver magt. Magt misbruges i den politiske kamp til at få endnu flere penge osv. Til sidste får man et samfund som det amerikanske, hvor uligheden er ekstrem, og systemets retning bestemmes af milliardærerne. Med andre ord; hvis ikke pengene fordeles retfærdigt, ligeledes magten, så stiger uligheden, og fattigdommen breder sig.
At melde sig ud af de politiske partier, og gå over til et gavesystem, hvor dem som har mindst, kun skal leve af private donationer, ligner for meget ideer fra Liberal Alliance, som netop er stiftet af de rige, for at skære ned for de sociale ydelser, og så skabe skattelettelser til de formuende.
Mere end noget andet skal man passe på med dem som manipulerer i medierne. Nogle gange kan det være uhyre svært at skelne mellem det de siger, og den politik de ønsker, som kan være det modsatte.
Lad være med at bekymre dig for de gange du tager fejl, du styrer ikke landet, du har ikke ansvaret, du har ikke regeringsmagten eller indflydelse over de store linjer. Den gode nyhed er, at du kan forsøge om og om igen, du kan lære af dine fejl. Det er de gange hvor du har ret, at alle bør se, at der virkeligt er ting som bør ændres her i landet.
Det mindste, man kunne gøre i forhold til dimittendstatus, var, at man kan bruge de seneste tre års timer i studiejob som adgang til almindelig dagpengeret.