Pernille Rosenkrantz-Theil er på kollisionskurs med gymnasiets lovbestemte formål

Undervisningsminister Pernille Rosenkrantz-Theil kommer med nogle betragtninger over begreberne studieforberedelse og almendannelse i et interview den 10. juni i Information. Hun bruger betragtningerne til at argumentere for, at den nye måde at fordele gymnasieelever på i visse byområder er fornuftig, og at den vil sikre, at elever med ikkevestlig herkomst vil blive alment dannede, så de bliver klar til arbejdsmarkedet.

Siden jeg i 1980 begyndte som gymnasielærer, har der været en levende debat om forholdet mellem det alment dannende og det studieforberedende. Der var mange synspunkter, blandt andet fordi gymnasiet blev en uddannelse for de mange. I løbet af 1970’erne og 1980’erne steg andelen af en ungdomsårgang, der fik en studentereksamen, markant. Diskussionen blev ført på lærerværelser, i de faglige foreninger, i ministeriet og over middagsborde, og vi var bestemt ikke enige om alt. Nogle syntes for eksempel, at det var vigtigt at fastholde, at man med en studentereksamen skulle lære mere end ét fremmedsprog – af hensyn til almendannelsen. Andre lagde vægt på, at eleverne som en del af almendannelsen skulle tilegne sig en forståelse af differential- og integralregningens centrale betydning for den vestlige civilisation. Men vi var vist alle enige om, at almendannelse ikke handlede om spidsborgerlig dannelse, så man kunne begå sig og ikke falde igennem i selskabs- og i arbejdslivet, hvilket tilsyneladende er, hvad Pernille Rosenkrantz-Theil er optaget af.

Almendannelse kan ikke overlades til skolekammeraterne

I den nyeste udgave af gymnasieloven er første del af formålet »at forberede eleverne til videregående uddannelse, herunder at de tilegner sig almendannelse, viden og kompetencer gennem uddannelsens kombination af faglig bredde og dybde og gennem samspillet mellem fagene.«

Fagene og samspillet mellem dem står altså stadig centralt i forhold til både det studieforberedende og det almendannende element. Det er endda formuleret sådan, at eleverne skal tilegne sig almendannelse gennem arbejdet med fagene.

I de seneste udgaver af gymnasieloven er der endvidere tilføjet to punkter om udvikling af elevernes personlighed og demokratiske dannelse.

Ministeren udlægger formålet således:

»I vores uddannelsessystem er det sådan, at den ene del handler om, at man på gymnasieskolen skal studieforberedes. Det er det, der handler om fagene. Men resten af formålsparagraffen handler faktisk om at danne hele samfundsborgere – de skal kunne begå sig i samfundet. Og den del mener jeg simpelthen ikke, at man kan leve op til på de gymnasier, hvor elevsammensætningen er blevet for skæv. Sammenblandingen er i sig selv en dannelsesrejse for de unge mennesker.«

Jeg er enig med ministeren i, at de to sider af formålsparagraffen begge er væsentlige, men helt uenig i, at det ikke også er gennem fagene, tværfagligheden og fordybelsen heri, at almendannelsen tilegnes. Den kan ikke overlades til en organisering af, hvem eleverne går i klasse med. Selv om jeg anerkender, at det, der bredt kan kaldes studiemiljøet, har en betydning for læringen, kan almendannelsen ikke overlades til skolekammeraterne. Ministeren er her tydeligvis på kollisionskurs med gymnasiets formålsparagraf.

Jo, vi måler faktisk på almendannelse

Her er endnu et eksempel på, at ministeren har misforstået formålsparagraffen:

»Vi skal huske på, at vi kun måler på den første del af formålsparagraffen, som handler om det studieforberedende, via karaktersystemet. Resten af formålsparagraffen har vi ikke måleredskaber for.«

I et af mine fag, matematik, lyder det faglige formål:

»Eleverne skal opnå alment dannende, anvendelsesbetonet og teoretisk studieforberedende matematisk indsigt og erkendelse af matematikkens afgørende betydning for at kunne beskrive, forstå og kommunikere om naturvidenskabelige og teknologiske samt samfundsvidenskabelige og kulturelle spørgsmål. Herigennem skal de opnå et solidt grundlag for at kunne begå sig og bidrage aktivt, konstruktivt og innovativt i et demokratisk samfund.«

Og ovenikøbet gives års- og eksamenskarakterer blandt andet ud fra, om eleven demonstrerer »viden om matematikkens udvikling i samspil med den historiske, videnskabelige og kulturelle udvikling«. Det er da almendannelse!

Elevernes samtaler om almendannelse med deres gymnasielærere er en helt anden, end den er med andre. Og den samtale er faglig.

Man fornemmer, at ændringerne i elevfordelingen snarere har det formål, at majoritetskulturen skal undertrykke minoritetskulturerne som sådan og ensrette den enkelte elevs tilværelseshorisont på en måde, som virker imod det pluralistiske demokratiske samfund, vi lever i.

Crilles Bacher er forhenværende rektor på Høje-Taastrup Private Gymnasium