Kronik

Pernille Skipper: Jeg tror på, at vi kan gøre for mennesker med psykiske lidelser, hvad vi gjorde for kræftramte

Jeg er rasende over, at regeringen nøler med at indkalde til forhandlinger om en tiårsplan, der kan løfte psykiatrien. Vi kan skabe den bedste behandling for psykiske lidelser i verden, men det kræver, at Mette Frederiksen prioriterer det, skriver Enhedslistens psykiatriordfører Pernille Skipper
»Min vej ind til at forstå manglerne i vores psykiatri går gennem de mange, mange mennesker, der igen og igen forsøger at råbe politikerne op,« skriver Pernille skipper i denne kronik.

»Min vej ind til at forstå manglerne i vores psykiatri går gennem de mange, mange mennesker, der igen og igen forsøger at råbe politikerne op,« skriver Pernille skipper i denne kronik.

Asger Ladefoged

Debat
24. juni 2022

Kære Sara, kære Gry, kære Bettina

Jeg har læst jeres fortællinger om at arbejde i en psykiatrisk akutmodtagelse og om at være mor til et ungt menneske med brug for behandling. Jeg har læst mange flere end jeres. I er ikke alene. Desværre. Lad mig starte med at sige det helt klart: I bliver – som læge og som pårørende i psykiatrien – svigtet. Det bliver I, det bliver Saras patienter og det bliver Gry og Bettinas sønner. Det bliver I af et politisk system, der ikke løfter sit ansvar.

Sara skriver til sidst i sin kronik den 4. juni: »Slaget skal ikke stå om natten mellem pressede familier og den yngste læge, for det er en del af noget større. Det er et anliggende for os som samfund at diskutere, hvordan vi vil tage os af unge mennesker, der mistrives.«

Jeg kunne ikke være mere enig.

Min vej ind til at forstå manglerne i vores psykiatri går gennem de mange, mange mennesker, der igen og igen forsøger at råbe politikerne op. Fortællingerne om svigt, om manglende tilbud og for tidlige udskrivninger. Fortællinger om måneders ventetid på bare en udredning og et kommunalt og regionalt system, der ikke taler sammen. Det er historier som jeres, der giver mig en klump i halsen og et tungt hjerte.

Men jeg har også selv oplevet det på tæt hold. Det har de fleste i vores land faktisk. Psykiske lidelser står for 25 procent af den samlede sygdomsbyrde i vores samfund. Man kan godt sige, at det er ganske normalt at have en psykisk lidelse eller være pårørende til en med en psykisk lidelse. Men behandlingen, forebyggelsen og kapaciteten er ikke i orden, og står slet ikke mål med, hvor mange af os der har et behov. Overdødeligheden er tårnhøj. Risikoen for selvmord og misbrug ligeså. Alligevel er det politisk underprioriteret og har været det i årtier, og der er ingen store indsamlingsshows, der ruller over skærmen for at bede om vores sympati og økonomiske støtte. Vi taler næsten aldrig om psykiske lidelser, og når vi gør, hvisker vi, taler generelt eller anonymiserer historierne. Den manglende indsigt, tabuerne og stigmatiseringen gør det hele ekstra svært.

Men vi har brug for at skrige det fra tagtoppene: Det her er ikke okay, og vi kan gøre det langt, langt bedre!

Kræftbehandlingen som forbillede

Kræftområdet bliver tit brugt som parallel til, hvilken skillevej vi står overfor i forhold til psykiatrien. Det stod grelt til med kræftbehandlingen, men med et kæmpe politisk fokus – også fra den del af vores folketing, som jeg normalt ikke er enig med – investeringer i forskning, offentlig opmærksomhed og ikke mindst de nødvendige personalemæssige ressourcer, er det lykkedes at skabe et af de bedste behandlingssystemer mod kræft i hele verden. Det var et vedvarende fokus gennem mange år, der gjorde udslaget. Det kan vi, og det skal vi gøre for og med psykiatrien.

Den vilde udvikling inden for kræften giver et håb for, hvor langt vi sammen kan nå. Så vi går fra en situation, hvor danskernes mentale sundhed får det dårligere og dårligere til at kunne sikre en langt bedre levetid, bedre behandlingsresultater og langt bedre liv for de mange, der rammes – om det er af kræft eller af en psykisk lidelse. Så kan vi nå derhen, hvor Gry og mange andre forældre ikke i de stille timer skal ønske, at deres børn led af en sygdom i benet og ikke i sindet. Så kan vi nå derhen, hvor Sara som læge får mulighed for at hjælpe de fleste til at komme sig og leve et godt liv på trods.

Jeg kan godt forstå frustrationerne både hos de mange patienter og pårørende, der dagligt oplever en psykiatri, der i dag ikke slår til. En psykiatri med lange ventetider, med utilstrækkelig kapacitet. Og jeg forstår også de ansatte i psykiatriens frustrationer over ikke at slå til, dagligt at give sit allerbedste, men vide at der står endnu flere i kø udenfor. Og det er svært at fortsætte under de forhold – mange giver op og forlader faget.

Lige nu ligger bolden på Christiansborg og bliver ikke samlet op.

Regeringen prioriterer ikke psykiatrien

Selv om jeg ofte får tårer i øjnene, når jeg læser og hører fortællingerne, så er det ikke længe. For så bliver jeg vred. Jeg er faktisk rasende.

Det er nemlig ikke noget nyt. Og det er ikke mangel på viden, der standser regeringen lige nu. Det er manglende vilje, og det er langt værre.

Allerede før sidste valg blev der talt om en tiårsplan, der skal sætte psykiatrien i et helt andet gear. Det står i forståelsespapiret med SF, Radikale, regeringen og os i Enhedslisten. Og det var ikke engang svært at få ind. Der er lavet et grundigt og langt arbejde med Sundhedsstyrelsen, Socialstyrelsen og de mange organisationer på området, og de har leveret et historisk stærkt oplæg til, hvad der skal til.

Nu mangler vi bare Mette Frederiksen.

Der er flere grunde til, at det nuværende politiske flertal har et særligt ansvar. Regeringen og det parlamentariske grundlag har ikke blot lovet en ambitiøs tiårsplan for psykiatrien. Vi har også stået bag hele coronanedlukningen. Jeg står ved de beslutninger, vi tog, fordi det var nødvendigt for at undgå det kollaps i sundhedssystemerne, som pandemien skabte i andre lande. Men pandemien og nedlukningen har også haft sine konsekvenser for den psykiske folkesundhed; både for børn og unges mistrivsel. Og for voksne, der kæmper med ensomhed, psykiske lidelser og et tyndt socialt netværk, som led og stadig lever med konsekvenserne. Vi skal politisk også tage ansvar for bagsiden af medaljen. Hvis ikke regeringen nu kan udvise samme handlekraft, når det kommer til sygdom i sindet, som når det drejer sig om en virusbåren verdensomspændende pandemi, lever de ikke op til ansvaret.

Det kan siges meget kort: Der skal laves en aftale om psykiatrien, inden regeringen kan udskrive et valg. Ellers er det et historisk løftebrud. Og det er endnu et svigt af grupper i det her samfund, som gang på gang er blevet svigtet.

Allerede i den første finanslov efter valget i 2019 satte vi 600 millioner kroner af til psykiatrien, primært til hospitalspsykiatrien. Men det kan ikke gøre det. Det kræver den langvarige og vedholdende indsats, som kun en plan for en tiårig indsats kan levere. Der skal vi starte. Vi skal sætte ambitiøse mål for, hvor vi vil hen, og så vil Enhedslisten nedsætte et uafhængigt psykiatriråd, ligesom vi har et klimaråd, som årligt kan følge op på, om de ambitiøse mål nås. Og som kan holde magthaverne i ørene, så der løbende følger nok midler med til at indfri planen.

Arbejdet frem til januar 2022 var faktisk godt. Vi står med de bedste forudsætninger i mange år for at gøre noget for mennesker med psykiske lidelser. Men det forløb vi ser fra regeringen nu, bekymrer mig virkelig. Selv om der er lavet et godt, gennemarbejdet oplæg til tiårsplanen, så indkalder regeringen ikke til forhandlinger. Tværtimod bliver vi indkaldt til »temamøder«, der skal gennemgå det hele igen – det næste er sat til september. Med andre ord er der ikke planer om forhandlinger før.

Det er nøl, og den manglende handling sender et signal om, at psykiatrien ikke er prioriteret oppe i toppen af regeringen.

Så kære Sara, kære Gry, kære Bettina. Tak for, at I råber op. Jeg tror på, at vi kan ændre på tingene. Jeg tror på, at vi ved at råbe højt, tale og fortælle både kan bidrage til afstigmatisering af psykisk sygdom og samtidig få presset regeringen til den nødvendige handling. Sammen kan vi nå derhen, hvor både børn, unge og voksne med psykisk sygdom får den bedste behandling i verden.

Pernille Skipper er psykiatriordfører (EL)

information.dk/deltag

 

Serie

Psykiatrien under pres

Mens vi venter på den tiårsplan for at løfte psykiatrien, som Socialdemokratiet lovede inden valget i 2019, venter syge børn, unge og voksne på at få behandling. I denne kronikserie har vi samlet stemmer, der fortæller om svigt og utilstrækkelig hjælp i psykiatrien.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Margit Johansen

Nej, desværre, de hårde fakta er at vi ved endnu mindre om psykiske sygdomme end om fx kræft. Og fortidens undladelsessynder stikker så meget dybere. Der mangler forskning og personale ikke kun i psykiatri, men også i sociologi, psykologi og samfundsvidenskab. Selv om vi uddanner hver årgang af sundhedspersonalet indenfor de psykiatriske specialer, så får vi aldrig nok så langt vi kan se frem. Mistrivsel og depression må ses i sin sociale helhed, og de vilkår som mennesker stilles overfor i samfundet, skolesystemet og på arbejdsmarkedet - alle de systemiske fejl - må tages med - ellers bliver ti års planen til en tragisk hundredårsplan.

Flemming Berger, Rasmus Kristiansen, Alan Frederiksen, Steen Obel, Eva Schwanenflügel, Rolf Andersen og Kim Houmøller anbefalede denne kommentar
fin egenfeldt

Beklageligvis er det ikke kun Mette Frederiksen der er på gale veje. Så ville det have været enkelt. Når tømreren vil måle Rundetårns højde i decibel kommer vi i tømmerfaget derhen, hvor vi med lægevidenskaben er i forholdet til psyken, psykisk sygdom og behandling. Psykiatrien "skyder" ikke bare vildt rundt om sig i forhold til psykiske lidelser; de skyder som oftest sig selv i foden for de ved ikke hvad "psyke"er; de behandler den med deres bedste redskaber som "soma". De har i deres videnskab lært meget om "soma", men de har ikke lært noget om "psyke", da de medicinske fakulteter negligerer, benægter den del af virkeligheden. Først når vi får anerkendt "psyke" som en del af virkeligheden på linje med materiel natur er vi på rette vej. Freud, Jung , Klein og kumpaner har forsøgt at dreje "skuden" i den retning, men på den nye kurs er der ikke "profit" til kapitalen, industrien så det er svært at få vendt skuden. Det er så-men bare mennesker, der vil have gavn af den kursændring. Og hvem interesserer sig for "bare-mennesker" = "psyke".

Flemming Berger, Rasmus Kristiansen, Eva Schwanenflügel og morten bech kristensen anbefalede denne kommentar

Godt skrevet, Skipper! Bliv ved, ikke give op nogensinde på den her målsætning. Du har fat i den lange ende.

Og så til det bagved-liggende: hvorfor vil regeringen ikke gøre noget ambitiøst på dette felt? Hvad er deres motivation for ikke at handle? Kunne det være, at det er dyrt og at folk med sindslidelser ikke er stabile vælgere, måske tilhører et segment, der ofte ikke stemmer?

Når mink, corona, skat-nedsmeltning, militær, arveafgift, kræft osv. kan få så meget, bliver det bare sygt at høre om at der ikke skulle være penge til fx sindslidende. Pengene er der jo - de er bare hos de private, ikke i fælleskassen. Piketty viser det.

Rasmus Kristiansen, Eva Schwanenflügel og Torben Skov anbefalede denne kommentar

"...måle Rundetårns højde i decibel..."

Straks aktiveres nørdhjernen som tænker:" kan man ikke det?" Og glemt er de sindslidende.

Men ellers tænker jeg, at det mest handler om brandslukning. At det ofte ikke er den lidende, der er syg, men at samfundet og de givne eksistensbetingelser er syge. Og at psykiatere og psykologer er nogen der skal lære raske mennesker at eksistere i syge omgivelser.
Antipsykiatri kaldes det vist.

Lidt ligesom at klimahandlingsplaner tager sigte på at leve med ulykkerne frem for at gøre noget ved dem.

Flemming Berger, Rasmus Kristiansen, Steffen Rahdoust Boeskov og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
morten bech kristensen

Velskrevet og relevant.

Rasmus Kristiansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar

Måske skal Pernille Skipper have et grundkursus i forskellen mellem behandling og forebyggelse. Vi kan ikke behandle os til sundhed - hverken psykisk eller somatisk - men der er så meget vi kan gøre for at forebygge. Vi lever i en behandlingskultur.

Flemming Berger, Steffen Rahdoust Boeskov og Alan Frederiksen anbefalede denne kommentar
Alan Frederiksen

Det er hele behandlings systemet, der burde gennemtænkes på ny. Der er mange mennesker, der ender i psykiatriske system, fordi de bliver henvist dertil af deres praktiserende læge. Det er der ikke noget underligt i, da psykiatere ligesom læger har den samme uddannelsesmæssige baggrund. De opfatter det som en sygdom i den menneskelige hjerne ligesom hvis man får f.eks. sukkersyge. Det kan behandles med medicin. Dertil kommer at psykiatrisk hjælp er gratis. Det burde psykologhjælp også være, hvis ens læge har henvist en.

"Professor Nikolas Rose i en artikel i information: Er der virkelig tale om en epidemi af sindslidelser? "Der er alt for meget usikkerhed forbundet med det spørgsmål. Vækst i antal personer med diagnoser siger ikke noget om, at der er flere i dag, der har de symptomer, der giver anledning til diagnoserne. Der er helt sikkert mange, der oplever modgang og har symptomer på, at de har det dårligt, og som skal have hjælp. Men det er ikke givet, at de skal hjælpes i det psykiatriske system, og det er slet ikke givet, at en diagnose vil hjælpe dem. Den epidemi, der kan observeres (antal, der bliver diagnosticeret og får udskrevet medicin), peger på, at grænsen, mellem hvornår man er ’meget ked af det’ (ikke psykiatrisk behandling) og depressiv (psykiatrisk behandling), er historisk specifikt." kilde:
https://www.information.dk/kultur/anmeldelse/2019/01/diagnoser-tids-stoe...

Se også anmeldelse af James Davies bog "Sammenbrud, hvorfor psykiatri gør mer skade enn gavn" i Den Norske Legeforenings tidsskrift:
https://tidsskriftet.no/2016/07/anmeldelser/tankevekkende-om-diagnostikk...

Hvis der var færre, der blev henvist til psykiatrien, ville det være muligt at give de mennesker, der hører til i psykiatrien bedre hjælp.

De kan da bare tage sig sammen, ikke sidde pille i navlen og synes at det er synd samt at de skal have sympati og hjælp !
Kan de så se at tage sig sammen og komme ind i kampen og ikke spilde skatteborgernes hårdt tjente penge på deres egen ynk
Altså de "kræftramte"

Ja ja en smule ironi kan forekomme monentalt

Anders Bentsen

Wim Hof metoden er muligvis løsningen på mange sygdomme, herunder stress, angst og depression. Desværre vælger information at slette alle indlæg der omtaler dette.
https://www.wimhofmethod.com/
Prøv at se de testimonialsvideoer der er på sitet.