Debat
25. juni 2022
Den letteste vej til at løse klimakrisen, sagde en dansk miljøminister i slutningen af det tyvende århundrede, ville være at hæve prisen på benzin til tyve kroner literen. Han gjorde det ikke selv, han gjorde ikke engang forsøget. Sandsynligvis fordi ’markedsprisen’ var så meget lavere, at han antog, det ville blive regnet for et statslig overgreb og skabe vrede blandt vælgere. Så det var mest en utopi om, at markedet ville drive prisen så højt op, at forbrugerne ville ændre vaner og reducere deres energiforbrug.
Og endnu værre er at tilskud benzin, når den bliver dyrere, kortslutter markedsmekanismerne,: når der er begrænset udbud bliver prisen bare endnu højere. Den eneste måde at få prisen ned på i et marked med begrænset udbud er at sænke efterspørgslen. Der er brug for energibesparelser f.eks. med lavere hastighed på motorvejene, samt først og fremmest mindre bilkørsel og også mindre flyvning, der bruger endnu mere brændstof.
Min skepsis og mistillid til politikere vokser, når de giver (efter min mening) stor statstøtte til noget af det der forurener aller mest. Jeg blev også frustreret da kørselsfradraget for nylig blev gjort højere i Danmark. Jeg tænker, at miljøet nok slet ikk kommer i første række for politikere. Og Mette Frederiksen sagde for nylig, at socialdemokratiet nu er grønne før de er røde, det kan jeg slet ikke se.