Jeg deltog for nylig i et kursus arrangeret af Dansk Forfatterforening. Forfattere – ikke blot skønlitterære, men også kogebogs-, gartnerbogs-, og ja, hvilke som helst forfattere – blev tilbudt oplæring i brug af netplatforme, som kan medvirke til at brande og eventuelt fremme salg af deres bøger.
Det var et kulturchok. Instruktøren var smart klædt på, og det viste sig at svare til hendes budskab. Hendes sprog var også i overensstemmelse med hendes ærinde; sprinklet med anglicismer.
Hun forklarede os, at hvis vi ville lære at begå os på nettet med det formål at formidle vores bøger, skulle vi ikke prøve at sælge noget. Mottoet for hendes instruktion var, at vi skulle tilegne os nettets hemmelighed: Vi skulle give vores følgere noget, de gerne ville have.
Det kunne for eksempel være billeder af eller ’stories’ om et kært husdyr – en hund, en kat eller en pipfugl. For identifikation med mennesket bag værket er afgørende for interessen. At gentage sig selv eller uploade en halvt år gammel anmeldelse af sin bog er perfekt, for ingen på nettet kan huske noget som helst. Alt er flow.
Hvis man er på nettet, skal man like, være positiv og afslappet og give ros i stedet for kritik til de produkter, man omtaler; andres eller egne. Kritik, adelsmærket for akademisk kommunikation, er yt. Ingen gider høre på det. Hellere et billede af en smuk person eller en halvblottet barm. Budskabet skal kunne være i et tweet. Ikke tid og plads til refleksion.
At give noget i stedet for at forsøge at sælge noget er afgørende for, om salget kan vokse sidenhen. Og det var jo netop derfor, vi forfattere ville tage hendes kursus; fordi vi har lært, at vi langt fra er det herskende segment på markedet for litteratur.
Dagspressen – ikke mindst Information – blomstrer netop nu med iagttagelser og undersøgelser, der viser, at mandlige forfattere bliver anmeldt oftere end kvindelige og oftere af mandlige end af kvindelige anmeldere. Og eftersom vi tilhører et skrivende proletariat af lavtlønnede, så var alle deltagere naturligvis kvinder. Undtagen mig.
Vi var ikke alle skønlitterære, og der var forskel på SoMe-forudsætningerne; fra dem, som endnu ikke frivilligt var gået ind på de sociale mediers betingelser, til de øvede, der var med på kurset for at tilegne sig flere færdigheder.
Vi blev behandlet i overensstemmelse med vores individuelle niveauer. Det må regnes vores underviser til fortjeneste. Hun beherskede sit stof og tilpassede undervisningen, så alle kunne tage meget med sig hjem.
Branding står du selv for
Underviseren er ikke boganmelder, måske er hun bogblogger, hvilket af professionelle boganmeldere betragtes som et laverestående lag af uprofessionelle bogformidlere uden en akademisk litteraturuddannelse.
På sin bogblog gør hun sig selv til medie, fordi de sociale medier er hendes eksistensberettigelse. Der, hvor mediet kan give noget til dig, befinder hun sig. Hendes anbefalinger har gradvist bragt hende til at ligne en institution, som de etablerede forlag sender deres bogudgivelser til, som om hun var en rigtig anmelder, bare anbragt i bloggernes univers.
Dermed illustrerer hun en tendens, som skønlitterær produktion i stadig højere grad er underlagt: at forfatterens egne initiativer til at gøre sig gældende, gøre sig synlig og tage ansvar for egen markedsføring afgør hans eller hendes bøgers spiselighed for forlag, der så slipper for selv at skulle bekoste arbejdskraft og udgifter på at popularisere deres forfattere.
Branding står du selv for. Forlaget snupper gevinsten. Det var ellers tidligere en obligatorisk del af forlagets aktivitet at tilvejebringe markedsføringen.
Økonomisk betyder det besparelser pr. publiceret enhed. For bogudvalget betyder det, at allerede kendte personer fra sportens, politikkens og de visuelle mediers verden har tendens til at blive udgivet uanset kvaliteten af deres produkter. For set fra forlagets vinkel er en del af reklamen således allerede klaret.
Alle kender Anders Fogh Rasmussen. Hans biografis kvalitet uagtet er hans salgstal allerede før udgivelsen garanteret på et sådant niveau, at forlaget kan kalkulere med et overskud. På den måde får han uforskyldt gøgeungeeffekt på debutanters bøger.
Bøger, der ikke kan garantere et positivt regnskab, risikerer at give underskud og påføre forlaget uønskede udgifter. De skal derfor ikke udgives. Kvalitet er blevet lig med kvantitet.
Svært at blive anmeldt
Ekstrapolerer vi tendensen, vil kendte ’forfattere’ suge bogmarkedet tomt for debutanter, originaler, tænkere og så videre. Kaloriefattig mainstream vil blive udgivet, mens marginalerne vil have stadig dårligere chancer for at komme ud over rampen.
Har enkelte af dem alligevel held til at blive udgivet, så bliver de sjældent anmeldt på grund af SoMe-forgiftningen af anmelderskaren. Den fører til anmeldelse af kioskbaskere frem for af bøger, der alligevel ender bagerst i bogformidlingsfora, som nu engang også er kommercielt baseret.
Debutanter udkommer i så små oplag, at det ligner et eksperiment. Jeg har personlig erfaring fra min debutroman, som modtog en fornem lektørudtalelse fra Dansk BiblioteksCenter, men aldrig nåede frem til landsdækkende aviser. Samme erfaring gør utallige af mine kolleger sig.
Storbypressen er eksklusiv. Jeg har kæmpet for marginale bøgers og forlags placering i P1’s litteraturudsendelser, men kun modtaget hovskisnovski-reaktioner fra den pågældende radiochef. Hvorfor? Fordi han kan tillade sig det. Og sådan er det ofte også på de landsdækkende aviser.
Jeg gjorde i min forargelse vores underviser opmærksom på, hvor stor en SoMe-indsats hun krævede af os for et potentielt marginalt mersalg, måske på et par ekstra eksemplarer. Men jeg fik indtryk af, at valget stod mellem at sælge mine egne bøger eller blive glemt, før jeg blev husket.
Skønlitterær produktion skal måske snart synge sin svanesang. Imens bliver en rekordsvømmers biografi fejret af en nation af læsere, der ikke kan finde den smukke, engagerede litteratur, hvis betydning engang var afgørende for tidsånden og det politiske og sociale engagement.
’Mit liv som mor’, ’Min kamp om bolden’ ... Man kunne forestille sig mange intetsigende titler. Men som en klog mand engang har sagt, siger grammofonpladesalget ikke så meget om pladekøbernes smag som om pladeudvalgets beskaffenhed.
At skrive en væsentlig roman skal man kun gøre, hvis man i forvejen er materielt sikret. Hvis man insisterer på marginale problemstillinger eller modstår det evindelige krav om en lykkelig slutning, har man i praksis indsendt ansøgning om anbringelse uden for det medialiserede samfund.
Ilja Wechselmann er pensioneret lektor og forfatter
Jeg var for nyligt til foredrag med direktøren for Gutkind, som adspurgt om anmeldelser sagde: "Vi kan ikke på salgstallene se, at anmeldelser giver større salg".
Gyldendal har sagt noget nær det samme: "Det hjælper ikke på salgstallene at indrykke store annoncer - men det forhindrer mindsket salg og holder forfatternes navne i folks bevidsthed".
I min tidlige barndom kom en salgsrepræsentant fra forlagene hjem til mine forældre og solgte dem et vred titler til levering hen over sommeren. Siden blev det mere anonymt med bogklub og afkrydsningsskemaer. I dag kæmper hver eneste titel på internettet med hver eneste anden titel, mens der bliver færre fysiske boghandlerruder at trykke næsen flad imod.
[her en liste over små, dedikerede boghandlere landet over https://krabat.menneske.dk/kkblog/danmark-anbefalede-sma-boghandlere/ ]
Vi køber på anbefalinger fra gud og hver mand.
Bibliotekerne køber MEGET færre bøger, og især af de titler, som ikke forventes udlånt så ofte - der er ikke megen litterær repræsentation/bog-inspirerer-til-lån-af-nabobog tilbage - enhver kan med kendskab til en titel låne stort set alle udgivne bøger, som stort set alle findes i mindst 1 eksemplar på et eller andet bibliotek i Danmark - hvorved bibliotekspengene falder for rigtig mange forfattere, da denne kunststøtte er afhængig af antallet af eksemplarer på landets bibliotekshylder.
Forfattere, med tekst der skal arbejdes med, har ikke råd til at kæmpe imod et velsmurt salgs, udlåns og anbefalingssystem, der kun har funktionalitet, tilgængelighed af bestilte titler og formularisk, let omsættelig underholdning for øje. Hvad kan der være i ét søgevindue? Ikke et menneske, der lægger sin person ind bag et lån eller et salg. Jo, bogbloggeren gør det.
[Hér en liste over bogbloggere, der anbefaler Lyrik https://krabat.menneske.dk/kkblog/2021/03/24/bogbloggere-lyrik/
Som Ilja siger det: Man skal være materielt sikret, hvis man vil skrive. Og alligevel lokker man enten kun et fåtal af små, dedikerede forlag til med redaktionel behandling, reklame og salgsforsøg - for hvem ud over forfatteren ønsker at arbejde for et potentielt overskud - af stort, indskudt arbejde - på et par tusinde kroner - eller også skal man lave arbejdet selv.
Og SÅ er den helt galt: For SELVUDGIVER må man heller ikke være. SÅ bliver INTET anmeldt; ens bøger bliver ikke købt af bibliotekerne, de bliver ikke lektørudtalt hos Dansk Biblioteks Central; de bliver ikke købt til salg i boghandlerkæder; de to forfatterforeninger optager ikke selvudgivere automatisk - der er nærmest kun 1 spørgsmål tilbage:
Er der for mange forfattere/kunstnere/musikere - når markedet ikke kan absorbere det hele og de største udgivere og sælgere ret beset kan plukke dem, der tilfældigvis er tidens hotte sælgere?
Hvor er det dejligt at høre noget fra en, der taler imod vinden, der blæser eftertænksomhed ad helvede til.
For et par år siden var der en musikanmelder som havde mere travlt med at kommentere på en sangerindes påklædning og måde at gå på scenen end at anmelde hendes musik, og denne kronik tangerer for mig til at gøre det samme. Årstallet siger 2022 og hvis man ønsker en faglig og saglig debat omkring et emne, så bør fokus netop være på dette emne og ikke på foredragsholderens påklædning, da dette mudrer budskabet, men også bare er utroligt tonedøvt i vores tid.
Hvis vi så vender tilbage til selve kronikkens budskab omkring SoMe og ansvaret for brandingen af forfatteres bøger, så har vi alle ret til vores egen mening omkring dette, og det er også op til den enkelte forfatter om de ønsker at bruge sociale medier til at promovere deres bøger.
Et af de argumenter som jeg i særdeleshed har et problem med er, at man antager at de bøger som promoveres primært er biografier af kendte eller semi-kendte mennesker, og det er bare overhovedet ikke tilfældet, og der promoveres en mangfoldighed af litteratur på de sociale medier. Derudover synes jeg virkelig at det bliver problematisk, når man gør sig til smagsdommer for hvad der er god litteratur. Forestillingen om hvad der er god litteratur er i konstant udvikling og har altid været det. Mange forfattere var ikke anerkendt i deres samtid, men deres bøger er i dag anset som klassikere.
Vi lever i en globaliseret tid, hvor sociale medier har en kæmpe stor rolle i branding og virksomheder derfor ofte bruger mange penge på branding gennem de sociale medier, da man også er nødt til at have fokus på hvordan man bedst når sin målgruppe. Det kan man synes om hvad man vil, men faktum er, at vi lever i en verden der er i konstant udvikling. Vi har adgang til meget mere online. Det er blevet nemmere at få fat i bøger fra udlandet og mange unge læser rimelig ubesværet engelske bøger, så vi behøver ikke længere at begrænse os til boghandlerens nogengange meget begrænsede udvalg, men har et kæmpe sortiment til rådighed. Det betyder at markedets spilleregler er helt anderledes end de var tidligere og at man derfor kan være nødsaget til at ændre strategi.
Jeg anerkender at der kan være nogle gode budskaber i kronikken, men for mig drukner det lidt i smagsdommeri, og tonedøve kommentarer som lugter lidt af en smule bitterhed over manglende bogsalg.
Jeg kan ikke selv overskue det nødvendige arbejde, er skulle til, for at jeg kunne lære at skrive en sammenhængende roman. Men jeg ser med beundring på de millioner af amerikanere, som er villige, ja ivrige, efter at gøre det gratis.
Amazon tilbyder amerikanere at sælge deres e-bøger med 33% til amazon og resten til forfatteren; udenfor usa er det vist lige omvendt; kun 33% til forfatteren. Det er sgu ikke godt nok.
Måske skal Danmark gå foran, og give en fri platform til alle wannabe-forfattere, som selv skal lægge arbejdet og pengene, som det nu engang koster, at komme på listen.
Jeg kan foreslå en self-service-model, hvor man betaler fx 500kr om året for at have hver gratis titel på listen (donation based free sale), og 1000 for hver titel med salgspris. Systemet indeholder så en anslået skat, og betaler hver måned beløbet efter anslået skat. De 1000 kr dækker sikkert ikke omkostningen til drift og administration, og til at sende årsopgørelse, men det er den mest direkte og demokratiske og markedsorienterede kultur-støtte, jeg kan forestille mig.
Jeg er sikker på, at entreprenører på print-markedet sagtens kan finde ud af at tilbyde trykte oplag, som de så kan sælge igennems statens bog-side, eller igennem plus-bog.
Og vupti, så har alle danske forfattere frihed til at beholde alle pengene selv!