Kronik

Jeg skiftede navn fra Utku til Jakob for at passe ind

Jeg blev mobbet og kaldt for ’Ukrudt’. Som syvårig fik jeg lov at skifte fornavn og skole, og pludselig blev jeg accepteret i fællesskabet. Men undertrykkelsen af min tyrkiske identitet førte til internaliseret racisme og selvhad, skriver pædagogstuderende Jakob Sargin i denne kronik
For Jakob Sargin var en navneforandring fra det tyrkiske Utku ikke lutter lagkage. Det var i bund og grund en overfladisk løsning, som nok bedst kan sammenlignes med at tisse i bukserne for at holde varmen, skriver han.

For Jakob Sargin var en navneforandring fra det tyrkiske Utku ikke lutter lagkage. Det var i bund og grund en overfladisk løsning, som nok bedst kan sammenlignes med at tisse i bukserne for at holde varmen, skriver han.

Magnus Hove Johansson

Debat
13. juni 2022

»Du ligner jo overhovedet ikke en tyrker.«

Når jeg møder nye mennesker, er ovenstående bemærkning lige så sikker som amen i kirken.

Nogle gange svarer jeg: »Hvordan ser en tyrker ud?« Andre gange begynder jeg at forklare, hvordan mine grønne øjne og blege hud hænger sammen med Konstantinopels fald i 1453, Det Osmanniske Riges udbredelse og Danmarks import af gæstearbejdere i 1960’erne. På mange måder er jeg blevet ekspert i at forhandle og forklare, hvorfor jeg eksisterer, og hvorfor jeg ser ud, som jeg gør.

Mine forældre er født og opvokset i Tyrkiet, så jeg fik naturligvis et tyrkisk navn, selv om jeg blev født på Odense Universitetshospital i 1987. Men allerede i børnehaven oplevede jeg, at mit navn, Utku, var problematisk.

»Ukrudt, Ukrudt, Ukrudt!«

De andre børn grinede og pegede, mens de hoppede rundt og råbte: »Ukrudt, Ukrudt, Ukrudt!« Det værste var, at pædagogerne i børnehaven ikke gjorde noget ved det, og min kære mor gjorde heller ikke noget ved det.

Til min mors forsvar skal det nævnes, at hun stod midt i en meget svær skilsmisse og var helt alene med to børn i et fremmed land, mens nabobørnene i kvarteret ridsede hagekors på vores hoveddør og kastede med sten mod køkkenvinduerne, når hun stod og lavede aftensmad til min storesøster og mig.

Som du måske kan fornemme, var naboerne i parcelhuskvarteret ikke specielt begejstrede for den tyrkiske familie, og lille »Ukrudt« var et nemt mobbeoffer. På et tidspunkt blev jeg overfaldet, mens jeg prøvekørte min nye cykel. Nogle ældre drenge, der altid hang ud ved vejen, havde sneget sig op bag mig og hevet fat i bagagebæreren, så jeg faldt forover og tæskede hagen og næsen ned i asfalten. Blodet sprøjtede ud over det hele, jeg græd som en stukket gris, og min mor fik et lettere angstanfald, da hun så mit zombielignende tudefjæs gennem køkkenvinduet.

Efter overfaldet gik der ikke lang tid, før jeg begyndte konstant at tigge min mor om at få et dansk navn. Det førte til, at jeg som syvårig fik lov til at skifte skole og bytte Utku ud med Jakob. For min mor syntes også, det gav mening med et danskklingende navn, som både klassekammerater, skolelærere og fodboldtrænere var i stand til at udtale – helt uden at forstrække tungen.

Roen sænkede sig langsomt i takt med paraderne, og med mit nye navn oplevede jeg, at jeg pludselig blev accepteret af fællesskabet og kom på lige fod med alle andre børn.

Men som man måske kan forestille sig, var navneforandringen ikke lutter lagkage – for det var i bund og grund en overfladisk løsning, som nok bedst kan sammenlignes med at tisse i bukserne for at holde varmen.

Som 15-årig oplevede jeg, at en pige gik fra at flirte til at flygte på et splitsekund, da hun hørte, at jeg havde tyrkiske forældre. I et hæderligt forsøg på at forklare sig råbte hun mig ind i øret for at overdøve musikken: »Jeg er virkelig ked af det, men på et tidspunkt blev jeg befamlet af nogle udlændinge, så jeg kan bare ikke det her, beklager!«

Sådanne oplevelser med negative forventninger, hvor jeg mærkede folks umiddelbare associationer til ’tyrkiskhed’ og fik dem serveret lige i ansigtet, var med til at påvirke mit selvbillede. I nye sociale sammenhænge tog jeg ofte mig selv i at tænke, at jeg nok ikke skulle fortælle om mine tyrkiske forældre, for nu gik det jo lige så godt. Den aktive undertrykkelse af min tyrkiske identitet blev med tiden til en ubevidst, automatiseret handling, som førte til internaliseret racisme, selvhad og selvværdsproblemer.

’Lydmod’ på læreplanen

Det hele begyndte som bekendt i børnehaven. Og nu er jeg selv pædagogstuderende og arbejder med børnehavebørn. Der er sket utroligt meget med den pædagogiske faglighed på daginstitutionsområdet, siden dengang jeg selv gik i børnehave. De faglige værdier har udviklet sig over tid og ændret sig, i takt med at samfundet har forandret sig.

Jakob Sargin.

Magnus Hove Johansson

Men arbejdspresset er også blevet markant større, da pædagoger skal nå at planlægge didaktiske aktiviteter ud fra trivselsundersøgelser og læreplanstemaer, analysere sproglige kompetencer, skrive handleplaner på børn i mistrivsel og afholde møder med forældre, kolleger og ledere – meget af det uden forberedelsestid. Samtidig skal de varetage deres primære omsorgsopgave over for børnene på en anerkendende og nærværende facon. Det pres påvirker selvfølgelig også arbejdet med integration og gensidig forståelse. For der er stadig behov for at arbejde med medborgerskab, da byggestenene til individets opfattelse af egen identitet og følelsesmæssige tilhørsforhold begynder i daginstitutionen. Det er vigtigt for mig at sige, at det her ikke er en klagesang, men blot en konstatering af arbejdsvilkårene.

Lovgivningen på børne- og ungeområdet indeholder krav om at opdrage til demokrati og medborgerskab. Så egentlig er der gode rammer for, at den enkelte kan indgå i og bidrage konstruktivt til fællesskabet. Men én ting er, hvordan institutionsledere kommunikerer medborgerskab i ’medarbejderhøjde’ i pædagogiske læreplaner. En helt anden udfordring er, hvordan medarbejderne formår at omsætte medborgerskab til konkrete tiltag i børnehøjde – når pædagoger ovenikøbet mangler tilstrækkelig praksiserfaring at trække på.

I de danske daginstitutioner taler man meget om ’madmod’. Det handler om at forebygge kræsenhed. Men lige så væsentligt er det, at principperne overføres til dannelsen af medborgerskab. For eksempel ved også at tale om ’lydmod’ – evnen til at vænne sig til et anderledesklingende navn, et fremmed sprog eller en ny tonalitet.

Med blik for minoritetsperspektivet i børnefællesskabet bør pædagoger i højere grad opfordre til leg og eksperimenter med nye lydoplevelser, der er inspireret af en global og mangfoldig tilgang. Her er musikkultur og instrumenter fra andre lande en nærliggende mulighed for at stimulere sanserne.

Det kunne bidrage til mere anerkendelse, respekt og accept, som i sidste ende er med til at styrke det følelsesmæssige tilhørsforhold mellem etniske danskere og nytilkomne – også for forældrene. Sidstnævnte har i den grad brug for medborgerskabsoplevelser, så de føler, at deres unikke familier og kulturelle identiteter er vigtige og bidrager positivt til institutionens kultur.

Et mobbefrit navn

Når jeg til daglig arbejder med børnehavebørn, føler jeg mig ærligt talt en smule hyklerisk. Fordi jeg på den ene side gør alt, hvad jeg kan, for at give dem følelsen af, at de er gode, som de er – men på den anden side repræsenterer det stik modsatte med mit selvvalgte, mobbefrie navn.

»Skal han ikke bare ændre sit navn tilbage til Utku, tage ejerskab og glemme hele miseren?« tænker læseren måske, hvilket er en spændende tanke, som jeg oprigtigt overvejer. Normalt plejer jeg altid at følge min intuition, men i den her situation føler jeg mig paralyseret – måske fordi jeg er bange for mit eget tyrkiske navn.

Hvis jeg spørger min mor til råds, siger hun klart og tydeligt, at jeg skal beholde Jakob som fornavn, fordi hun mener, at det er blevet til en del af mig. Men jeg må indrømme, at jeg dag for dag kommer tættere på den beslutning, som til sidst vil føre mine fingerspidser ind på borger.dk og videre ind på ’Ansøg om navneændring’.

Jakob Sargin er pædagogstuderende

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Lillian Larsen

Det er noget andet, hvis man bliver mobbet på grund af sit navn og herkomst, så kan man efterhånden godt blive ømskindet. De fleste accepterer et positivt kaldenavn og føler ubehag ved et ondsindet øgenavn.
Jakob, du kunne også vælge at have begge navne, for de er begge en del af dig. Nogle giver deres børn flere navne.

Herdis Weins, Frederik Schwane, Christel Gruner-Olesen, Per Klüver, Gitte Loeyche, Eva Schwanenflügel, Britta Hansen, Lise Lotte Rahbek, David Zennaro, J Hansen, Inger Pedersen, Gunnthorunn Arnarsdottir og erik pedersen anbefalede denne kommentar
Christian Frost

I stedet for at forholde jer til (Helle Molin, J Hansen) problematikken, gaslighter i Utku for at dele hans erfaringer. Vi danskere er for det meste nogle indoktrinerede svin, der mener at mobning ikke er 'rigtig' mobning da børnene 'bare' nød at lege med sproget. Utku er fintfølende, fordi han problematiserer et reelt problem som ingen vil anerkende som et (af de mange) problemer vi har som dansk kollektiv.

Hvordan kan det være at lærerne, der har modtaget pædagogikum, ikke kan bryde gruppen af børn op og bruge deres uddannelse til at gribe ind tidligt overfor mobberi? Eller gælder det kun for børn der hedder Jakob?

Måske denne erkendelse kun skærer ulideligt klart i mine øjne fordi jeg selv har arbejdet det meste af mit liv udenfor Danmark? Og selv der er Utkus position værre end min egen, da jeg selv har valgt at rejse ud af Danmark, mens for hans vedkommende der skal han overleve i den danske vandurt, på trods af grænseoverskridende oplevelser.

Utku, værg dig med tålmodighed og tid men hold dig varm ved tanken om at det er dig der modigt prøver at italesætte problemer, majoriteten hellere end gerne vil undgå at tale om.

Lulu Nørregaard, Bjørn Uldall, Frederik Schwane, Christel Gruner-Olesen, Lillian Larsen, Ruth Sørensen, Per Klüver, Inger Pedersen, Eva Schwanenflügel, erik pedersen, Rasmus Paulsen og Peter Mikkelsen anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

Jeg ved ikke, hvordan det er at have en anden etnisk identitet end den fremherskende. Jeg kan godt forstå, at man forsøger at tilpasse sig kulturen, at assimilere sig, men have behov for at der også er plads til sig medbragte kulturer.
Al respekt for det - også for det jeg ikke forstår.

Kender I den reklame - eller er det en kampagne - hvor man stiller en masse mennesker op, og så skal de indse, at de har mere tilfælles på kryds og tværs, end de først regnede med. Der var den: https://tv.tv2.dk/alt-det-vi-deler

Jeg tænker, at hvis man stillede folk op på samme måde men med modsat fortegn, så det gælder alle de, som er blevet mobbet med etellerandet i deres liv. Her har vi Utku, som blev mobbet med sit navn. Der findes en hel del som er blevet mobbet eller drillet med deres navn. Eller deres tøj. Eller deres madpakker, hudfarve, hårfarve, tykkelse, højde, forældres statur, søskende, familiebnavn... alt muligt.
Utku/Jakob har måske ikke lagt mærke til at en del andre børn end han selv også har følt sig udenfor, mobbet, drillet eller anderledes på grund at ubetydelige detaljer.

Herdis Weins, Inge Nielsen, Frederik Schwane, Eva Schwanenflügel og Henning Kjær anbefalede denne kommentar
Lise Lotte Rahbek

For at undgå misforståelser, vil jeg gerne lige præcisere, at jeg ikke udbyder tudekiks eller foreslår at vi alle skal hedde John, Kim eller Mary. Det er en rædselsvækkende tanke.

Derimod er det svært at se ud over sin egen ulykke i mobning og fremmedhed,
selvom andre står med tilsvarende problemer. Det gælder menneskeheden generelt.

Herdis Weins, erik pedersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Britta Hansen

Ens navn er en meget stor del af ens identitet, andres (umiddelbare) forståelse af personen og dennes baggrund.

Mit eget navn snyder så meget, da det indikerer, at jeg er vaskeægte dansker, uden at jeg er det. De fleste får det først med, når jeg åbner munden og taler med min accent.

Ja, der er mange mobbeofre rundt omkring, og mobning giver mange ar på sjælen. Mennesker, der ikke tænker sig om, er oplyste og dannede er muligvis glade for at mobbe, da det giver dem magt (og specielt mindre børn har jo ikke en chance for at gennemskue deres handlinger fra dag 1 i børnehaven).

Ens navn er identitetsskabende, og det bliver meget klart i det Jakob skriver at han startede livet med en identitet som Utku og igennem opvæksten skabte sig en ny identitet som Jakob.

Du har ikke søgt om råd, så undskyld, hvis jeg alligevel giver min tanke at kende: Gør, som en anden kommentator skrev, og føj dem sammen.

Jeg synes, Jakob-Utku lyder usædvanligt smukt!

Herdis Weins, Christel Gruner-Olesen, Lillian Larsen, Inger Pedersen, Per Klüver, erik pedersen, J Hansen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Jørgen Larsen

@Christian Frost - At erstatte en generalisering med en anden er altså ikke til meget hjælp. Heller ikke selv om man har den 'rigtige' mening.

Folk i Danmark er hverken bedre eller værre end mennesker alle andre steder på kloden. Der vil/har altid være en vis procentdel af ufølsomme, tankeløse og ensporet mennesker i en given befolkning. Hvad enten vi taler om Danmark, Tyrkiet eller Andeby.

Jakob / Utku er en af den slags bonus danskere vi som samfund har rigtig stor gavn af. Han har både en tyrkisk og dansk side. Det gør ham unik fordi det giver ham en indsigt og forståelse som jeg aldrig vil kunne tilegne mig.

Hvordan det konkrete blandingsforhold er mellem tyrkisk og dansk kan kun Jakob / Utku afgøre. Uanset udfaldet af det valg vil det altid være det rigtige. For Jakob Utku og alle os andre. Naturligvis fraregnet den uheldige procentdel, som altid vil være der.

Lulu Nørregaard, Flemming Berger, Lillian Larsen, J Hansen og erik pedersen anbefalede denne kommentar
Maiken Mannstaedt

Hej Jakob Utku, når du nu har heddet Jakob siden du var 7, så kan du jo ikke smide Jakob ud til fordel for Utku, for så vil du jo savne dèn identitet. Altså: tag begge navne, begge identiteter til dig, for du er jo både dansk og tyrkisk.
Jeg har en lignende erfaring, idet jeg kom til Danmark fra Tyskland 10 år gammel i 1943 - og da var det tyske jo så forhadt , " no-go" , at jeg måtte lade som om det ikke eksisterede og lærte dansk i lyntempo, brugte min mors danske efternavn( som aldrig var mit) kort sagt: total assimilation. Og ja, det har sin pris , det påvirker personligheden, og de valg man foretager. Der er et skjult tab. Som før eller senere vil kræve opmærksomhed. For mit vedkommende var jeg 50 år før jeg tog fat om nælden ,gik til selvudviklingskurser .og tog mit pigenavn tilbage ( der var jo engang, hvor kvinder automatisk fik mandens efternavn, når de blev gift).
Så frisk mod, du er ung, kvik og reflekterende , du får lige et slogan fra kvindekampens tid ( kan buges af alle) :
HANDLING GI'R FORVANDLING

Maiken Mannstaedt

Annette Knudsen

Jeg læste Jakobs kronik i morges og glædede mig over, hvor reflekteret han er i det nuværende praktikophold i det pædagogiske uddannelseforløb. Jakob behøver ingen gode råd. Utku er godt på vej til at tage stilling.
Vi har hver især mange identiteter. Min fremmeste er at være mor, kreativt uddannet fagperson med en tilegnet pædagoguddannelse som 50-årig, som gav mig 15 gode modne år i vuggestuer. Nu 79årig pensionist, som genkender mange registreringer i Jakobs kronik. Jeg ønsker ham mange kolleger af hans slags, som fatter alvoren i den pædagogiske indsats og bliver i den verden for at styrke dens omdømme, som ligesom folkeskolens lider. Hvis de små skal passes af andre end en af deres forældre, så skal Utku og Jakob begge blive i vuggestuerne og påvirke kulturen i børneinstitutionerne.

Lulu Nørregaard, Britta Hansen og Lillian Larsen anbefalede denne kommentar