Læserbrev

Skrækhistorier om kræft sætter sig i patienter og pårørende. Husk også de gode historier

Da min mor fik kræft, hørte jeg frygtelige historier om tilbagefald og død over det hele. Men nu er hun faktisk rask, og jeg ville ønske, at folk havde snakket lidt mere om de gode historier også. For der er brug for noget at tro på i den situation, skriver statskundskabsstuderende Jeppe Kjærgaard i dette debatindlæg
Debat
21. juni 2022

For 20 måneder siden blev min mor diagnosticeret med kræft. Beskeden lagde sig som en dyne af bly over min familie og mig, og det var en ny, utryg verden at navigere i. Jeg begyndte at søge ’prognoser’ i de historier, jeg var blevet fortalt om kræftforløb. Og det var som at kaste sig ud i et hav af tragedier, mens bølgerne hastigt skyllede ind over mit eget liv.

Der var særligt én type af kræftfortælling, der satte sig i mig. Det er historien om et hårdt behandlingsforløb, der ender med, at patienten erklæres rask – blot for at få et voldsomt tilbagefald og dø kort tid efter. Det er en historie, der har hjemsøgt mig, og som mange nok har haft berøring med i løbet af deres liv. Og den resonerede hos mig, selv om den i mit tilfælde skulle vise sig heldigvis ikke at passe.

Min mors kræftdiagnose havde en relativt høj overlevelsesprocent, men det var ikke de lægefaglige forklaringer, jeg hæftede mig ved. For jeg vidste jo godt, at gode nyheder og forhåbninger i cancerens verden er en sulten ulv i forklædning.

Men efter et halvt år med kemo- og strålebehandling blev min mor opereret og konstateret rask. Siden har hun været til adskillige kontroller med gode resultater, er startet på arbejde og har sågar for nylig festet igennem til min storebrors bryllup. Hun er rask, arbejdsdygtig og festlig – sådan som hun altid har været.

At dét var en mulighed, føltes dog uden for rækkevidde under forløbet på grund af overfloden af frygtelige historier. Og det er en skam. For når man skal gennemgå noget, der føles som et barfodet maraton gennem en LEGO-fabrik, er det vigtigt at kunne se et mål for sig, som er værd at løbe efter.

Der er stor variation i kræftformer og deres overlevelsesprocenter. Men i 2019 var der ved alle kræftformer en femårsoverlevelse på 69 procent blandt kvinder og 67 procent blandt mænd. Og jeg vil vove den påstand, at fortællingen om disse mange gode forløb ikke fylder nær så meget som de dårlige, vi hører og fortæller hinanden om.

Man skal selvfølgelig kunne tale om de triste historier, men vi skal huske også at fortælle de historier om kræft, som faktisk ender lykkeligt. For selv om en kræftdiagnose aldrig er begyndelsen på et eventyr, er det ikke nødvendigvis en dødsdom.

Og når man føler sig fortabt i sygdommen, er det vigtigt at have et nuanceret kort at navigere efter.

Jeppe Kjærgaard er statskundskabsstuderende

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

jens christian jacobsen

Hej Jeppe. Jeg håber at du og din mor får mange gode år sammen. Kræft er meget forskelligt, selv den 'samme' kræft samme sted i kroppen kan have vidt forskellige prognoser og udfald.
Det gode er, at stadig flere kræftformer kan om end ikke helbredes, så holdes i ave så patienten kan leve med sin kræft i mange år uden at mærke noget til den. Man dør så med kræften og ikke af kræften. Især har antistofbehandling og anden immunterapi fået skabt håb for mange patienter, der tidligere kun overlevede deres kræft i kort tid. Og personaliseret behandling vinder frem med stormskridt. Her tilpasses behandlingen til patientens individuelle 'profil' så behandlingen virker optimalt.
Husk også at samletal for overlevelse og især så bredt forstået som for alle kræftformer ikke siger så meget. Og lad være med at google og læse om din mors kræft. Der står alt for meget vås og alt for mange skrækhistorier. Stol på at læger og sygeplejersker ved hvad der skal gøres.
Men fremfor alt. Glæd dig over at din mor har klaret pynten! Pøj pøj til jer begge!