Selv om min søn har forsøgt at begå selvmord, får han stadig ikke den rette hjælp

Min søns sygdom er trukket så langt ud, at det nu kommer til at tage ti gange så lang tid at give ham den behandling, han har brug for. Havde han blot fået den rette hjælp for tre år siden, havde han måske slet ikke været syg i dag, skriver Bettina Dion Petersen i denne kronik
Havde der været tilstrækkelig hjælp og værktøjer til skole, PPR og kommune, da det begyndte at gå dårligt i skolen, var det ikke engang sikkert, at Bettina Dion Petersens søn havde udviklet skizofreni, skriver hun i denne kronik.

Havde der været tilstrækkelig hjælp og værktøjer til skole, PPR og kommune, da det begyndte at gå dårligt i skolen, var det ikke engang sikkert, at Bettina Dion Petersens søn havde udviklet skizofreni, skriver hun i denne kronik.

Magnus Hove Johansson

Debat
22. juni 2022

Jeg kan som pårørende til en psykisk syg ung kun være enig med de 90 procent af lægerne på landets børne- og ungdomspsykiatriske afdelinger, der mener, at en større del af deres patienter med psykiske lidelser ville have haft et mindre alvorligt sygdomsforløb, hvis behandlingen var begyndt tidligere.

Min søn er lige blevet 17 år. Han fik diagnosen udifferentieret skizofreni for omtrent to år siden. En diagnoseudredning, som jeg bad om at få lavet – ikke PPR, ikke skolen og heller ikke socialforvaltningen. Han var tilknyttet Bispebjerg børne- og ungdomspsykiatri på grund af en ADHD-diagnose, så han skulle helt ekstraordinært ikke vente i måneder på at komme igennem en udredning, som andre unge kan opleve.

Skizofreni er inddelt i fem overordnede typer, som hver især rummer nogle særlige dominerende karaktertræk. Den mest kendte er paranoid skizofreni, hvor man især er plaget af vrangforestillinger og hallucinationer. En anden type er karakteriseret ved at have nogle specielle bevægelsesmønstre.

Hvis man har fået diagnosen udifferentieret skizofreni, så er det, fordi man udviser træk fra alle de andre typer. Min søn har syns- og hørehallucinationer, han har anormale bevægelses- og talemønstre, meget nedsat funktionsevne, usammenhængende adfærd, kontakt- og kommunikationsproblemer, og det er kun det overordnede.

Nu, to år efter han fik diagnosen, er han endnu ikke i behandling for sin skizofreni.

Min søn når at blive så syg, at vi ikke kan nå ham

Inden han får skizofrenidiagnosen, har han ikke været i skole i knap et år. Der var flere udfordringer, som vi i samarbejde med skolen, PPR og sommetider socialforvaltningen forsøgte at finde en løsning på.

Men, hvis jeg skal være helt ærlig, var der ingen, der i løbet af det år med utroligt mange møder kom med nogle konkrete eller handlingsorienterede løsninger. Jeg kan ikke engang sige med sikkerhed, at den manglende hjælp til min søn skyldes, at vi i de seneste tre år har været igennem seks forskellige sagsbehandlere i forvaltningen. For det virkede ikke, som om de reelt havde nogle konkrete tilbud i deres værktøjskasse, som de kunne bruge, for at hjælpe unge i mistrivsel. Ellers glemte de i hvert fald at bruge dem.

Mens jeg i det år kæmper for at få hjælp til ham, isolerer han sig mere og mere på sit værelse, og han fjerner sig ikke kun fra sine venner. Han fjerner sig også fra sin familie.

Da han får diagnosen, finder jeg ud af, at han er begyndt at skære i sig selv, og at han sommetider har selvmordstanker. Han kan dog ikke blive behandlet på Bispebjerg, fordi skizofrenispecialisterne er et andet sted. Men der er ventetid på at få en tid det nye sted. Og en egentlig behandling, hverken medicinsk eller terapeutisk, kan ikke begynde, før han er blevet tilset der.

Han kan ikke blive indlagt på psykiatrisk afsnit, fordi han ikke er ’syg nok’. Der er ikke mange sengepladser i børne- og ungdomspsykiatrien, og derfor er de nødt til at prioritere pladserne til dem, der er så syge, at de er til skade for sig selv. Og det var han ikke – endnu.

Hans tilstand forværres eksponentielt, mens vi venter på at komme ud på det nye sted. Han har nu også trukket sig fuldstændig fra mig, og vi kan ikke tale sammen. Han vil ikke have behandling, fordi han ikke føler sig syg. Det er desværre et meget karakteristisk træk for personer med skizofreni.

Alle med psykiske sygdomme – også dem med samme diagnose – har dem på forskellige måder. Der vil være nogle, der hurtigt erkender, at de er syge, og andre som slet ikke føler, at de er syge eller er så syge og deres realitetsopfattelse så forvrænget, så de ikke synes, de har behov for behandling.

Fordi han er over 15 år, har han ret til at sige nej til behandling, og det skal vi, der er omkring ham, acceptere. Det undrer mig, at man på psykiatrisk afsnit så ikke har nogle andre værktøjer end; ’I får en ny tid om to uger, og så ser vi, om han vil tale med os der’. Det prøvede vi fire gange, og så var det ikke længere muligt for mig at få ham med ud på afsnittet.

Hvis behandlingen kunne have startet på Bispebjerg, hvor min søn først var tilknyttet, mens han endnu ikke havde trukket sig helt ind i sig selv, så var han måske ikke blevet så afvisende over for sin egen sygdom. Og ellers havde vi i det mindste kunnet tale med ham om det på det tidspunkt.

Nu er døgnbehandling nødvendigt

Jeg vil gerne have min søn indlagt på psykiatrisk afdeling, så han kan komme i behandling. Alle omkring ham er enige om, at han er meget alvorligt syg. Men fordi han kan sige nej til indlæggelse, skal det være en tvangsindlæggelse. Og en tvangsindlæggelse er der også ventetid på. Der skal jo være plads på den psykiatriske afdeling.

I efteråret 2021 lykkes det endelig at få ham tvangsindlagt. På det tidspunkt er der gået lidt mere end et år, efter han har fået diagnosen, og han er stadig ikke i behandling.

Afsnittets tilknyttede psykiater lovede ham en genudredning, men den blev aldrig til noget, fordi min søn sov de to gange, lægen havde tid til at se ham. Lægen er presset i sit arbejde på grund af underbemanding og har ganske enkelt ikke den tid, der er nødvendig, for at give min søn den rette behandling.

Efter to en halv måneds indlæggelse indvilgede han i at tage medicin, og et par dage derefter blev han udskrevet. For ’nu er han i behandling, og der skal være plads til en anden syg ung på afsnittet’.

Under indlæggelsen bliver det besluttet, at han skal på et døgnbehandlingssted. Men her er der også ventetid. Meget lang ventetid.

Og min søn har ikke fået det bedre, efter han blev udskrevet. Han stoppede med at tage sin medicin, tre måneder efter han blev udskrevet, og han vil stadig ikke ud på børne- og ungdomspsykiatrisk afdeling og tale med dem.

Selv efter, at han for tre måneder siden tog en håndfuld piller, kunne han blot efterfølgende sige: ’Nej, jeg vil ikke indlægges, jeg tog dem, fordi jeg kedede mig, og det var ikke et forsøg på selvmord’. Så skal systemet rette sig efter hans ønske, såfremt de vurderer, at han taler sandt og ikke går hjem og begår selvmord.

Først nu, et halvt år efter han blev udskrevet fra hospitalet, næsten tre år efter problemerne startede i skolen, er der en plads på et døgnbehandlingssted. Altså i slutningen af måneden. Håber jeg.

Havde han fået planlagt et behandlingsforløb hurtigere og fået det sat i gang allerede det øjeblik, han havde fået sin skizofrenidiagnose, havde det måske ikke været nødvendigt, at han nu skulle flytte på døgnbehandlingssted, eller endsige have været indlagt i efteråret.

Eller havde der været tilstrækkelig hjælp og værktøjer til skole, PPR og kommune, da det begyndte at gå dårligt i skolen, var det ikke engang sikkert, at han havde udviklet skizofreni.

Men jeg kan ikke handle på ting, der er sket – kun på ting, der er nu og i hans fremtid. Nu skal han på et døgnbehandlingssted, og jeg håber så inderligt, at det ikke er for sent. At de kan trænge ind til ham. At de kan hjælpe ham. At han opdager, at livet alligevel er værd at leve.

Og at det hele når at ske indenfor det næste år, for når han bliver 18 år, starter han forfra i et nyt system.

Bettina Dion Petersen er kandidat i retorik

Information har haft adgang til de relevante dokumenter i sagen.

Selvmordstanker?

Du kan kontakte Livsliniens telefonrådgivning på 70 201 201, hvis du har selvmordstanker.

 

Psykiatrien under pres

Mens vi venter på den tiårsplan for at løfte psykiatrien, som Socialdemokratiet lovede inden valget i 2019, venter syge børn, unge og voksne på at få behandling. I denne kronikserie har vi samlet stemmer, der fortæller om svigt og utilstrækkelig hjælp i psykiatrien.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Morten Hjerl-Hansen

Nej, det siger du ikke. Det håber jeg den unge mand får styr på så. Det svære ved at debutere så tidligt med så meget er at jo at man ikke rigtig har retning. Det gode der er at sige er at man kan komme sig forholdsvis hurtigt. Og jo, Danmark og regeringen svigter på psykiatri og psykologiområdet ligesom vi har kunnet læse her i Information i årevis. Ja, der er mere destruktivitet inde over end man umiddelbart tror. Og vores følsomhed overfor og accept af forpinte psykotiske handlinger kunne godt blive lidt bedre her i det kolde nord hvor vi er så kontrollerede. Din søn er formentlig mere episodisk vred på sig selv og sine omgivelser end du overhovedet gør dig forestillinger om. Han er også vred over at være syg. Disse tre typer vrede bevæger sig som vrede ind over hinanden og når ind imellem et kriminologisk omfang. Dette skaber skam hos ham. Dette kender jeg fra mig selv. Masser af skilsmisser har samme formel og det ”sjove” er at meget af det er samfundets skyld forstået sådan at det ikke udelukkende skyldes den nedprioriterede psykiatri men også vores normer. Det har jeg jo skrevet op og ned ad stolper om fordi dette er vigtigt, at psykisk sygdom har et socialkonstruktivistisk aspekt. Det har min sjæleven bestemt også skrevet om. De ægteskaber der har overlevet masser og masser af år i det moderne danske samfund har noget sølle ved sig. Hahaha. Det var en vits, som jeg faktisk synes er morsom. Spøg til side.

Det er ikke kun rummelighed derude i det danske samfund jeg efterlyser. Rummelighed kræver, forudsætter, et rum hvor der er konsensus om nogle forholdsvis sære begreber der ligger forholdsvist højt oppe i Den Maslowske Pyramide. Moodboard kunne være et bud. Musik der illustrerer stemningen i en film. Det er et ord jeg lige har lært ved at lytte til P1’s rigtig gode program af psykologiprofessor mm. Lene Tanggaard med filminstruktør mm. Charlotte Sieling. Et sådant kreativt rum kunne jeg godt drømme om en dag blev din søn til del. Jeg er en midaldrende person med sindssyge og din søn er en yngre person med sindssyge, men man er så meget andet.

Dengang jeg var rigtig, rigtig syg drømte jeg om at blive lagt i kunstig koma. Den canadiske psykologiprofessor Jordan Peterson blev efter sigende kureret for sin oxazepamafhængighed ved brug af medicinsk koma. Vi gamle der har det en del bedre end din søn ved at der findes mange typer kunstig koma i den vestlige verden. Medgivet, vi har ikke opiumshulerne længere og de fleste ved at alkohol og stoffer er en dårlig strategi, men vi behøver blot at se på mediebilledet og medieforbruget, både de konventionelle og de sociale, for at se eksempler på dårlige rum.

For at tage tråden fra det du skriver om tidlig forebyggelse på området mental sundhed synes jeg klart at nogle modige innovative folk kunne lave et webbaseret supplement til Livslinjen og mindfulnessvideoerne, en mellemting, nærmere bestemt, hvor folk der har det for godt til Livslinjen og for dårligt til mindfulnesvideoerne kan chatte med folk der har fået det en kende bedre end de havde engang og kan intellektualisere til husbehov og er modige og besindige nok til at trykke på de knapper der hælder standardparagraffer om psykisk sygdom ud, ved tryk på knapper for at give chatten en prædefineret og beskeden substans.

God bedring.

Med venlig hilsen Morten

Ruth Sørensen, David Zennaro, Leanette Nathalia Chresta Jensen og Freddie Vindberg anbefalede denne kommentar
Leanette Nathalia Chresta Jensen

Jeg har den største medfølelse med psykiatriske patienter og deres pårørende. Og endnu engang bliver jeg rasende over vores samfundsstrukturer.
Jeg ved at der bestemt er nogle i vores samfund der mangler til det mest basale, men flertallet af os gør ikke. Så for st der kan være ressourcer nok både menneskelige , naturlige og økonomiske så alle kan få den hjælp de behøver for at leve et værdigt liv må vi som samfund indse at vi ikke mangler mere tøj, mere kød, flere biler og flyrejser. Vi mangler ikke skattelettelser eller kompensationer for dyrere priser. Vi skal genlære at spare på det unødvendige så der bliver råd til det nødvendige. Vi skal lære at betale det en vare koster, at når den bliver for dyr må vi finde på alternativer. Os selv hver i sær vi må tage ansvar. Så sundhedsvæsnet og hele ældre og børneområdet ser det hele menneske og bruger alle de sundhedsfaglige og pædagogiske gode uddannelser vi bekoster. til at folk rent faktisk for mulighed og tid til at udføre deres arbejde som de har lært på uddannelserne til glæde for alle.
Medierne skal holde op med at finde “Ofre “ der kan fortælle at nu må en mor give sine børn en trøje og uldsokker på for at de kan holde varmen og spille brætspil i stedet for at gå i biografen . Eller finde en kvinde der er fortvivlet over hun ikke kan drikke 7 l mælk om ugen som hun har haft for vane, med nu må nøjes med 3. Hallo. Find nogle af dem der har en fest med st finde på måder at leve på som koster mindre og samtidig skaber glæde.

Jeanne Löwe Lindberg

Kære Bettina
Genkendeligt! Jeg håber at det lykkes at nå din søn via bostedet. Med fare for at bringe yderligere bekymringer på banen eller at tage håbet fra dig, oplever jeg i skrivende stund og igennem en nu 10 årig periode, det du frygter. Alt bliver kun værre! Illusionen om hjælp der hjælper, velfærdsnettet der griber os alle, er brudt. Det er ingen hjælp til mennesker der afviser hjælp! Dette til trods for at manglende erkendelse af egen tilstand , er en del af diagnose beskrivelsen. Hvornår er det, at man skal lade sin søn eller datter, gå til bunds? Hvornår er det man skal opgive et menneske man holder af? Et menneske der vildfarent, alene og sårbart strejfer om på gaden? Er det nu? Eller skal der en til tvangsindlæggelse til, hvor mennesket igen bliver fundet for god til psykiatrien og for dårlig til at klare dig selv? Udskrevet dagen efter. Til gaden. Til den mere og mere skadede tillid, som følger af at blive tvunget til indlæggelse af ens nærmeste. Uden hjælp eller mulighed for at reparerer tilliden? Uden endnu engang at blive grebet af psykiatrien. Psykiatrien der åbenbart hverken har ressourcerne eller nødvendige viden til at møde et menneske hvor manglende sygdomserkendelse forhindre samarbejdet. Et menneske som er udenfor såkaldt terapeutisk rækkevidde.
Jeg tænker at der brug for en tilbundsgående forskning i det psykotiske/skizofreniens univers og ‘tanker-ud-af-boksen’ mhb på rettidig hjælp og omsorg . Andre forslag og alternativer til medicinalindustriens ofte livsfarlige løsningsmodeller. Hvad gør vi når tvang, diagnosticering og medicinering ikke hjælper men i stedet skubber den ramte ud i isolation, flugt, forhøjet angst, manglende samarbejde og forværrede psykotiske anfald? Hvor findes der fred og ro, omsorg og tid, rummelighed og respektfulde ører der kan lytte når den ramte har tilstedeværende glimt af kontaktbarhed? Hvor findes der langtids indlæggelser med så lidt medicin som muligt og så meget som nødvendigt? I det tidsrum det er behov for. Hvor findes der samarbejde, udenom samtykkeforhindringerne, med os pårørende, som trods alt, kender historien og personen, og ofte bedre forstår, når psykosen taler sit vrangfyldte sprog? Hvordan opstår disse tilstande et det sygdom eller kan det også være noget andet på spil? Kan det være både og? Jeg opfordre til en nuanceret og undersøgende tilgang til fænomenet skizofreni. Rundt om i verden er det mange interessante tiltag, forskning og metoder i dette felt som helt afvises her i den danske psykiatri tilgang.
Jeg efterlyser en tværfaglig tænketank hvor både fagfolk, pårørende og andre personer med egenoplevelser, kan dele erfaringer og udvikle konstruktive muligheder. Jeg efterlyser en uvildig pengetank til at skabe anerledes praktiske forhold for mennesker der falder igennem sikkerhedsnettet.

Inge Nielsen og Leanette Nathalia Chresta Jensen anbefalede denne kommentar