Kronik

Jeg tager det meste af barslen – og så er jeg lige så god som mor

Jeg vil aflive myten om, at faren er en underlegen forælder. Lad os gøre op med de klassiske roller for ’mor’ og ’far’ og følge vores egne følelser, der bliver klemt under dem. Vi skal dele barslen, som vi har lyst, ikke følge samfundets forventninger, skriver far på barsel Johannes Kudsk Graubæk
Johannes Kudsk Graubæks tid hjemme med sin nyfødte datter og hendes udvikling fra dag til dag, uge til uge og måned til måned har ført til nogle af de bedste, hårdeste, lykkeligste og mest frustrerende stunder i hans liv.

Johannes Kudsk Graubæks tid hjemme med sin nyfødte datter og hendes udvikling fra dag til dag, uge til uge og måned til måned har ført til nogle af de bedste, hårdeste, lykkeligste og mest frustrerende stunder i hans liv.

Tobias Nicolai/Ritzau Scanpix

Debat
30. juni 2022

Da min kæreste og jeg fandt ud af, at vi skulle være forældre, boede vi ikke sammen. Derfor fulgte der naturligvis en masse overvejelser og livsændringer med. Vi levede, som så mange andre i midt-20’erne, en tilværelse præget af stor omskiftelighed. Graviditeten og den kommende datter krævede, at der blev gjort status, og at der kom styr på en del praktiske ting – som for eksempel en fælles bolig.

Graviditeten gik, og ud kom vores fantastiske datter. Vi kom hjem fra hospitalet, og vi tog os selv i at tænke, om der mon fulgte en voksen med hjem. Men nej, pludselig sidder man der med et nyt menneske, man skal lære at kende, opdrage og ruste til at færdes i en verden, der ikke altid er varm og venlig.

Da de første 14 uger var gået, var min kæreste klar til at komme i gang med studiet igen og få en hverdag uden for den lille boble, som vi gik rundt i. Jeg blev færdig med min kandidat i kunsthistorie tilbage i coronatiden, sommeren 2020, og jeg er stadig ledig i et endnu presset kulturlandskab. Jeg ville gerne fortsætte med at gå derhjemme, og vi blev derfor enige om, at jeg fik syv måneders barsel, og derfor var jeg barselsfar på fuldtid, fra min datter var tre måneder.

Allerede inden fødslen lå vores ønskede fordeling af barslen faktisk relativt fast – selvfølgelig med det in mente, at min kæreste måske ikke ville have lyst til at starte op igen så hurtigt, når det kom til stykket.

Kulturelle forventninger og kritiske kommentarer

Når vi fortalte om vores barselsplaner, blev vi af flere fagpersoner mødt med megen undren og kritiske kommentarer om, hvordan det dog skulle fungere med amning, og om hvordan vores datter skulle klare ikke at være sammen med sin mor døgnet rundt. Ville hun mon få nok nærhed og stimulering nu, hvor min kæreste startede på studiet i stedet for at tage barslen?

Efter fødslen ville min kæreste gerne amme vores datter, men ikke for alt i verden. Fordi jeg skulle være den hjemmegående, forberedte vi os og lagde en plan for, hvordan og hvornår hun skulle pumpe mælk ud, så det kunne fungere, og der ville være mælk nok. Amningen, og måske også den kulturelle og strukturelle ambition om amning, blev dog efter cirka tre måneder ret hård for både mor og datter, hvorfor min kæreste stoppede med at amme, og vores datter fik derefter uden problemer flaske med modermælkserstatning i stedet.

Vores fordeling af barslen har været en af de bedste beslutninger i mit liv. At gå hjemme med vores nyfødte datter og at se hende udvikle sig fra dag til dag, uge til uge og måned til måned har ført til nogle af de bedste, hårdeste, lykkeligste og mest frustrerende stunder i mit liv.

Blandt familie og venner har der generelt været en enorm støtte omkring vores valg og fordeling af barslen, men vi er også blevet mødt med nogle af de klassiske og lidt ærgerlige spørgsmål. Når min kæreste har fortalt, at hun har et lille barn derhjemme, er hun eksempelvis blevet mødt med spørgsmålet: »Hvis du er her, hvem passer så barnet?« eller »barnet har da mere brug for sin mor?«

Forskellige variationer over disse holdninger har jeg også selv fået smidt i ansigtet fra tid til anden.

Ærgerlig attitude på barselsgangen

På hospitalets mor/barn-afsnit kom en af sygeplejerskerne dagen efter fødslen med en fin fortælling om, at »mænd jo var koldere, da de evolutionært har skullet jage, hvorimod kvinder er varmere«, hvorefter hun tog vores baby fra mig og gav hende til min kæreste. Sygeplejersken og hendes absurde historie efterlod os i en tilstand af ekstrem vantro.

Ud over det var faren/den anden forælder på afsnittets skilte reduceret til ’pårørende’. Som ikkefødende forælder er man da ikke pårørende til sit eget barn, man er forælder, lige så meget som den fødende er det.

Jeg følte mig faktisk ikke specielt velkommen på afsnittet i dagene efter fødslen. En seng i et skab og et enkelt stykke brød til morgenmad bidrog til følelsen af, at den anden forælder udelukkende blev tolereret – men ikke mere end det.

I situationen var vi selvsagt begge udkørte, ekstatiske og måske også hensunkne i en tilstand, hvor det, at vi lige havde fået et barn, stadig var totalt surrealistisk for os begge. Men efter hjemkomsten fra hospitalet boblede disse oplevelser dog op til overfladen hos både min kæreste og mig, og jeg tror egentlig i retrospekt, at vi begge følte os ret fremmedgjorte på det hospitalsafsnit, som egentlig skulle være til for sårbare mennesker i sårbare situationer.

At der på mange måder er tale om et presset fagområde i sundhedssektoren, er jeg fuldt ud klar over, men at blive mødt med en sådan ignorance og mildest talt ærgerlig attitude overraskede mig dog alligevel.

Det frustrerer mig også, at jeg gang på gang bliver mødt af en børnelæge, der tydeligvis undrer sig over, hvor moren er, eller at jeg bliver mødt af undrende blikke, når jeg går tur med barnevognen på en hverdagsformiddag.

Far må også have lyst til at gå hjemme

Jeg vil aflive myten om, at faren er en ’underlegen forælder’ – at faren skulle være mindre vigtig og have en mindre kompetent rolle i barnets liv.

Jeg elsker vores datter. Under graviditeten savnede jeg hende, selv om hun jo var lige derinde i maven. Men jeg kunne ikke mærke det, jeg kunne ikke mærke hendes konstante små tegn. Da hun endelig kom ud, følte jeg en enorm og mærkelig lykke i mødet med det her menneske, som jeg ikke kendte og ikke havde mødt før.

At se min datter udvikle sig, er det største, jeg nogensinde har oplevet, og derfor har vores barselsfordeling været den helt rigtige beslutning for os. Jeg siger ikke, at man skal dele barselsmånederne præcis som os, eller at man skal have lyst til at være hjemmegående spædbarnsforælder i mange måneder – uanset om man er nybagt mor, far eller medforælder.

Min pointe er blot, at hvis det smerter én at skulle tilbage på arbejdet efter to, fire eller seks uger derhjemme post-fødsel, så kan det være, at man skal snakke om tingene. Det er OK at ville gå hjemme og svælge i den fantastiske oplevelse, det er at få et barn og se det barn opleve ting for første gang. Det er OK ikke bare at bide savnet i sig, men at sige: ’Jeg vil ikke ud at stresse så hurtigt’, ’jeg vil ikke sove i det andet værelse for at få min søvn’ og ’jeg vil ikke gå glip af så mange store og små øjeblikke, som opstår i de tidlige formative måneder’.

Stort set alle følelser omkring den oplevelse, det er at blive forælder, er OK – ligegyldigt hvilken forælder du er. Den samfundsmæssige strukturelle tænkning om den arbejdende far og den hjemmegående mor er noget gammeldags pjat.

Lad os gøre op med de roller og følge de følelser, der bliver klemt under dem. Lad os acceptere, at nogle måske gerne vil ud og i gang hurtigt, og andre gerne vil gå hjemme smurt ind i grød og savl. Lad os acceptere, at nogle bliver fanget i et barselsmareridt, mens andres skrækscenarie er at forlade deres nyfødte for at tage på arbejde hver dag. 

Den lange indkøring i vuggestuen, som vi har planlagt, bliver nok også mest for min skyld. Jeg er klar over, at min datter på det tidspunkt er ti måneder og har brug for at omgås andre børn og blive stimuleret på andre måder, end hun kan herhjemme. Vores datter er et meget trygt barn, men jeg tror, at jeg kommer til at have rigtig svært ved at aflevere hende til andre hver dag efter en barsel på syv måneder. Men det burde være OK at være lidt blød og emotionel og have kameraet fuld af babybilleder – også selv om man er faren. 

Johannes Kudsk Graubæk har en kandidat i kunsthistorie og er på barsel

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Leanette Nathalia Chresta Jensen

Baby har brug for ro, nærvær , kærlighed , mad og selvfølgelig kan far give det hvis han vil og må. Nogen skal jo. Skønt når familier finder ud af hvad der bedst fungere. Og alle vi andre, skal bare Lukke kaje, bakke op og glæde os over hvor kompetente de nye unge forældre er.

Frederik Schwane

Tillykke med dit valg, jeg håber mange flere mænd vælger som dig i fremtiden.

Og så det her med at hver familie må vælge selv: Jeg er i teorien meget enig, men du fortæller jo også selv, at du står midt i en kulturændring i et samfund, der ikke er klar til at acceptere dig som primær forælder.

Det er derfor du får alle de ubehagelige oplevelser undervejs.

Den kulturændring skal på plads før vi er klar til, at hver familie kan vælge 100% selv. Indtil da er det en samfundsopgave at sikre, at kulturændringen kommer på plads.

Anne Katrine G. Gelting

Vel skrevet! Da jeg vendte tilbage til arbejdet efter at have taget de første 6 måneder på barsel, og skulle overlade de næste 6 til min mand oplevede jeg blandt mine medsøstre en underlig modstand og modvilje som jeg stadig undrer mig over. For øvrigt syntes jeg i skal vente med at sende jeres datter i vuggestue før hun er lidt ældre og kan gå selv (-:

Johnny Werngreen

Kære Johannes
Prøv at google nedenstående artikel fra Psyke&Logos.

FADERTILKNYTNING I DET UDFORSKENDE RUM – EN
KORREKTION AF TILKNYTNINGSTEORIEN
Af Nanna Schrøder1 & Dion Sommer2

"Jeg er klar over, at min datter på det tidspunkt er ti måneder og har brug for at omgås andre børn og blive stimuleret på andre måder, end hun kan herhjemme". Så du tror, at barselsperiodens længde er afpasset efter barnets behov? I så fald må jeg berøve dig den illusion - det er ikke barnets men arbejdsmarkedets 'behov', der er afgørende. Og det er efter min opfattelse en skandale at institutionalisere børnene så tidligt, som vi gør.
Jeg vil foreslå dig at overveje at fortsætte med at være hjemmegående far til dit/jeres barn er ca. to år.

Torsten Jacobsen

Lidt om evnen til at sige 'Hvad rager din mening mig?!

For det første, Johannes Kudsk Graubaek:

Tak for dit fine indlæg. Du virker som en følsom, tænksom og omsorgsfuld mand.

--

For det andet, og mit egentlige ærinde:

'I don't really think I give a fuck'..

Sagt med et glimt i øjet, naturligvis..

--

Der er meget, jeg ikke forstår.. Der er vitterligt så mange fænomener i dette univers, som jeg slet ikke forstår..

Og så er der fænomener, som jeg til dels forstår.. men kun til dels..

--

Jeg forstår for eksempel godt hvorfor, man som nybagte forældre føler sig en kende sårbare i mødet med omverdenens 'forventninger' og 'dumme spørgsmål'..

Jeg forstår godt hvorfor, man kan føle sig 'fremmedgjort' i mødet med disse 'forventninger' og 'dumme spørgsmål'...

Og det gælder jo ikke kun for nybagte forældre...Nej, disse spalter fyldes jævnligt med debatindlæg, hvor mennesker fra 'all walks of life' beskriver den dybe sjælelige uro, som alt andet end en total accept af deres livsvalg fylder dem med..

Til dels...Til dels forstår jeg det..
--

Men her er det så, at jeg gerne vil træde lidt hjælpende til:

Det eksisterer en ret stor frihed, lige rundt om hjørnet fra der, hvor du skriver..

En lille, uanselig bar, såmænd..ikke fjernt fra alfarvej, og dog alligevel så uanseligt gemt væk i en gyde, at de fleste mennesker slet ikke sér den.. som de haster forbi, optaget af vigtigere ting og telefoner..evige, åh så vigtige gøremål..

Engang hed den 'Bar des Artistes'...men tiderne skifter og skøder skifter hænder...'Den evige Kjær' er forlængst død og borte..rygtet vil vide, at han 'levede sig ihjel', såmænd..

--

Idag hedder selvsamme bar 'Fuck Your Opinion!', og den frekventeres mestendels af den slags mennesker, som altid har 'levet lidt til låns'..levet lidt på kanten af det bedre borgerskabs mening om noget som helst..

Hvis du en dag har tid - for børn og kone og bekymringer om alle andres meninger - så bør du sgu kigge ned.. Vi spiller terninger om torsdagen, og hver anden fredag er der karaoke - ellers chiller vi sgu bare...drikker og ryger lidt for meget, mens vi hver især med omhu passer vores umulige liv..