En rolig sensommeraften i 2006 kiggede jeg ud over Mjølnerparkens hvide altaner, S-toget og jernbaneområdet, der nu hedder Mimersparken. Jeg forestillede mig, hvordan der ville være i fremtiden og satte mig til at skrive novellen Mjølnerparkens sidste dage.
Den foregår tilfældigvis i dagene op til den 7. juli 2022. Det virkede bare som en god dato. Der er robotter og svævende biler, Christiania er forvandlet til dyre boliger, og politikerne er enige om at rive Mjølnerparken ned til fordel for rækkehuse for at løse ’ghettoproblemet’.
Børnene i Mjølnerparken er hovedpersonerne i historien. De er kede af det og bange. I et drama tælles der ned til nedrivningen, og i sidste sekund ankommer rumvæsenerne og erklærer Mjølnerparken for den nye fristad.
Jeg blev mindet om novellen i maj 2021 under et interview til et kandidatspeciale om ghettoloven og helhedsplanen. Jeg fandt den på min e-mail med kommentarer fra min dansklærer og blev lidt nervøs. Det kan være ret interessant at læse det, man skrev som 14-årig. Jeg var forundret over, at jeg havde ramt så meget plet. Det var sjovt, men efterlod mig også med en følelse af forvirring, vrede og sorg.
Det var samme følelse, jeg havde, da jeg første gang hørte, at mit hjem var et problem, der skulle fjernes. Den legeplads, man hang ud på, og ens venner fra området; alt det, man kendte, blev set som samfundsmæssige problemer. Det er noget, der har præget mig siden. Hver gang jeg søgte job eller talte med nogen, var jeg bevidst om min adresse og det sted, jeg er opvokset.
Området skal ’løftes’
En weekend i juni 2022 var jeg på besøg hos mine forældre i Mjølnerparken. Jeg var chokeret over synet. Gravemaskiner overalt, huller i folks haver og planlagt nedrivning af fælleshuset. Minderne væltede frem, og det gjorde følelserne også.
Legepladsen, som jeg havde tilbragt så mange timer på, græsarealerne, der dengang føltes uendeligt store, og de træer, jeg og de andre børn fra Mjølnerparken havde været med til at plante, var dækket af grus, støv og byggekaos. Godt nok havde jeg til tider forbandet Mjølnerparken, men det var derfra, min verden gik i de første 21 år af mit liv. Det var surrealistisk at være vidne til destruktionen – og at have forudset den.
»Mens destruktionen er i gang, går livet i det omgivende samfund videre, for der er så forsvindende få, der vil interessere sig for dæmoniseringen af etniske minoriteter. I stedet er politik blevet til en konkurrence om, hvem der kan være hårdest og strammest imod os,« skriver Iman Ibrahim.
Jeg brød sammen i gråd ved Den Røde Plads og ringede til Majken Felle, der kæmper aktivt imod ’ghettopakken’, er medlem af afdelingsbestyrelsen og én af sagsøgerne i søgsmålet mod Boligministeriet. Majken er selv truet af tvangsflytning.
Hun fortalte mig, at Bo-Vita vil sælge to karreer med 260 lejligheder til Nordic Real Estate Partners til en hemmelig sum. De skal ’løfte’ området og udleje boligerne til en 56 procent højere pris. Der er altså tale om åbenlys privatisering. Og den har også et lag af strukturel racisme: En ’ghettolov’ og en ’helhedsplan’, der diskriminerer mod indvandrere af »ikkevestlig« herkomst OG deres efterkommere, hæver huslejen og tvangsflytter borgere, der har levet fredeligt og fungeret godt. Ud over familierne skal 20 beboere i Danmarks ældste seniorkollektiv flyttes eller have fordoblet deres husleje.
Med til historien hører, at byudviklingsdirektøren for Nordic Real Estate Partners er den tidligere borgmester Jens Kramer Mikkelsen, som sluttede sin politiske karriere i 2004 efter afsløringen af hans løgn om at ville give de 50.000 kroner, som han modtog i hæderspris, til de hjemløse, mens han i virkeligheden brugte dem på en ferie til Australien. Det er med andre ord på alle måder ikke et sympatisk foretagende.
Studenterne fra Mjølnerparken
Som barn i 90’erne var jeg glad for at bo i Mjølnerparken. Jeg husker de lange sommeraftener i gården, hvor jeg skyndte mig at lave lektier, så jeg kunne komme ud at lege. Jeg løb rundt, spillede fodbold og kiggede på sten og planter i timevis. Verden virkede som et sikkert og spændende sted at være, og det værste, der kunne ske sådan en aften, var, at man ikke nåede at gynge, fordi der var kø.
Jeg blev ældre og begyndte at gå på Nørrebro Bibliotek, hvor jeg fik et fritidsjob og lod mig opsluge af litteraturen og verdener uden for Mjølnerparken.
En sommerdag var jeg voksen med studenterhue og kørte gennem Mjølnerparken, mens jeg vinkede til børnene. Vi var tre fra området i studentervognen, og vi samledes med vores klasse og familier til middag og fest i fælleshuset. Vi var stolte, og der ventede os endnu en fest i fælleshuset med 20 andre studenter fra Mjølnerparken. Jeg husker den gode stemning til sommerfesterne. Man smagte retter fra hele kloden og talte med mennesker med oprindelse i over 40 lande.
Brancheorganisationen Danmarks Almene Boliger har regnet ud, at andelen af mønsterbrydere i Mjølnerparken er steget fra 44,9 procent i 2013 til 59 procent i 2019, hvilket altså nærmer sig landsgennemsnittet på 60,1 procent. Ydermere har nye beregninger fra tænketanken DEA vist, at 30 procent af unge med ikkevestlig baggrund i familier, hvor forældrenes indkomst er blandt de 20 procent laveste, tager en videregående uddannelse. I etnisk danske familier er det tilsvarende tal kun 21 procent.
Mjølnerparken og de almene boliger har deres problemer, men de gav min familie og mange andre familier muligheden for være københavnere. Jeg er stolt af at bo i et land, hvor det er muligt.
For mange brune mennesker
Mens destruktionen er i gang, går livet i det omgivende samfund videre, for der er så forsvindende få, der vil interessere sig for dæmoniseringen af etniske minoriteter. I stedet er politik blevet til en konkurrence om, hvem der kan være hårdest og strammest imod os.
Det er ligegyldigt, om de stramme politikker giver mening. Fuldstændig ligegyldigt, om man i samme åndedrag reducerer antallet af betalelige boliger i København for alle dem, der ikke har adgang til Københavns boligmarked. Det handler om at være stram for stramhedens skyld.
Mine forældre, der har arbejdet som skolelærere og bidraget til fællesskabet i 30 år, skal tvangsflyttes. Min far, der i en årrække sad i afdelingsbestyrelsen og lavede kampagner for affaldssortering, står som pensionist til at skulle flytte flere gange blot for at kunne blive ’genhuset’ i det område, som han holder af. Det skyldes, at et flertal i Folketinget mener, at mere end 50 procent brune mennesker samlet ét sted udgør en trussel og kræver en ’ghettoplan’.
Det må være bittert at have levet fredeligt i mange år og udholdt årevis med larm og rod fra metrobyggeriet for så at blive smidt ud eller flyttet det øjeblik, den står færdig, så nogle andre med den rigtige hudfarve og indkomst kan komme og bo tæt på metroen.
I forsøget på at finde mening i det hele er jeg efterladt med en dyb sorg over, at profetien er ved at gå i opfyldelse. Bilerne svæver ikke, men Mjølnerparken skal ikke være som før. Og det sværeste er at indse, at jeg allerede som 14-årig vidste, at der skulle rumvæsener til for at redde Mjølnerparken, fordi mine medmennesker i Danmark ville være ligeglade.
Iman Ibrahim er læge
Et af de helt store CO2 aftryk er bygning af boliger. Så det er da fuldstændig vanvittigt at brække velfungerende boliger ned.
Tak for din gode og sørgelige kronik, Iman Ibrahim.
Det er en skandale af de mest beskidte.
Ghettoloven handler udelukkende om gentrificering; at sparke mennesker med lave indtægter eller 'forkert kultur' ud ad København, for at nedrive gode boliger eller sælge dem til mere velhavende skatteborgere, så indtægterne stiger.
Desuden er det indspiste 'vennetjenester', med Jens Kramer Mikkelsen og Bo-Vitas bestyrelsesformand Jan Hyttel i spidsen for kleptokratiske manøvrer:
"Boligselskabet Bo-Vitas bestyrelse - og især formand Jan Hyttels indtægt er direkte forbundet med, hvor mange byggeprojekter boligselskabet sætter igang.
Jo mere det almennyttige boligselskab bygger og renoverer - jo mere tjener formanden.
Det skyldes, at boligselskabet udbetaler et særligt honorar for alle byggerier, der sættes i værk. Det gælder både nybyggerier og renoveringer."
Halvdelen af byggehonoraret ender i Jan Hyttels lommer.
Det er det, man på politikersprog kalder en 'uheldig incitamentsstruktur'
https://www.tv2lorry.dk/koebenhavn/jo-mere-boligselskab-bygger-jo-mere-t...
Jeg håber, der på et eller andet tidspunkt kommer retfærdighed i denne sag, for der er ingen tvivl om, at ghettoloven er diskriminerende ud over alle grænser.
Nedrivningen af gode almene boliger viser endnu engang, at vores politikere ikke tror eller bekymrer sig om civilisations omstyrtede klimaforandringer.
Trods lovning på det modsatte ligger deres prioriteringer et helt andet sted.
Ghettoloven udrenser "fejlfarver", syge, handicappede, pensionister og fattige, ved at politikerne eksproprierer/forærer fælleseje med meget attraktiv beliggenhed til det private.
Groft sagt stjæler politikerne gennem deres politiske magt en svag parts essentielle livsnødvendighed, et betaleligt tag over hovedet.
Den svage parts ejendom bliver så "solgt" til politikernes venner/partidonorer?
Er det ikke normalt det man i andre lande kalder korruption?
Lande hvor politikere og magthavere sammen sidder på den udøvende, lovgivende og dømmende magt og deler rovet fuldt lovligt a la f.eks. Rusland?
Jeg synes vores politikere, der med åbne øjne bekæmper klimaløsninger og bruger flertallets magt til at tryne et svagt mindretal på en basal nødvendighed er meget ekstremistiske.
Men prøv at iagttage, hvem vores medier beskriver som ekstremistiske, urealistiske, uansvarlige og ikke valgbar til valg.
Alt vedrørende disse sager stinker. Hvad bilder man sig ind at skalte og valte med menneskers HJEM. For det er jo tydeligvis ikke bare BOLIGER, men hjem fyldt med minder, sorg, glæder og kærlighed, der må vige for en ghetto-lov. Ghetto?! Tænk at man overhovedet kan bruge den betegnelse som politiker uden at blive sendt ud i mørket med det samme!
Selvom det ikke betyder noget, så er dette ikke gjort i mit navn eller med min gode vilje.
Fremragende indlæg, som Iman Ibrahim har skrevet.
Det gælder generelt for de store almene boligområder, at flere og flere, og i dag et stort flertal af de unge får en uddannelse, så på den måde er "mønsterbrud" blevet det almindelige.
Det er også medvirkende til at ungdomskriminaliteten rasler ned over alt.
Så Mjølnerparken og de andre store almene boligområder er en kæmpe succes.
Men virkeligheden strider imod fordommene, og hvad vinder så? Fordommene.
Måske også som forfatteren fortæller, fordi der er mange penge at tjene for venner og venners venner.
Sørgeligt at SF, Soc. Dem. og Radikale støtter privatiseringen og de deraf følgende tvangsflytninger af folk fra deres hjem - sammen med alle rådhusets øvrige partier, bortset fra Enhedslisten og Alternativet.
Billige boliger ? - Det er mest noget man taler om.
Vi må prøve at gøre, hvad vi kan for selv at være de rumvæsner, der redder Mjølnerparken, og dermed os alle.
" Sørgeligt at ...støtter ..tvangsflytninger af folk fra ders hjem .." ---jamen, der er da klart,de gør det ,ellers nærmer spærregrænsen sig jo, og det kan vi da ikke have...vi har jo demokrati,og da er det vitigste at vinde -- så til h. med principperne... Skønt,at jeg ikke bor i dk længere ...... ikke fordi estland er mere demokratisk,men de kan da undskylde sig med at have være besat af Sovietunionen.
med venlig hilsen Ejvind Ravn Kuressaare Estonia
Robotter, svævende biler, Christiania med dyre boliger og så altså nedrivning af Mjølnerparken. Er det ikke det der kaldes at skyde med spredehagl? Gør man det, er der stor chance for at ramme et eller andet korrekt.
Det er da også et mirakel, at Christiania stadig er christianitternes, og ikke blevet ryddet og udstykket til ejerboliger..
(Og muligvis på grund af, at bydelen er en turistmagnet..?)
Robotterne er kommet for at blive for længst.
De er allevegne, også i bilerne, der også kan køre selv.
Det eneste der sådan set mangler er, at de kan flyve.
Og 'ghettoerne', det vil sige de almennyttige boliger med stor beboervariation, er ved at blive frasolgt, nedrevet og renoveret for Landsbyggefondens opsparede penge.
Det synes mig nu, at 'spredehaglene' stort set har ramt bullseye.
Desværre.