Kronik

I 70’erne var strik fri og revolutionerende. I dag er det rendyrket business

Jeg ville ønske, at jeg kunne heppe på nutidens strik som en ellers fraværende hyldest af kvindelige værker. Men nutidens strik er, selv velvilligt fortolket, ikke meget andet end rendyrket business og skamløs selvpromovering
Strikketsunamien har en snert af noget ungt og hipt. Den er tilmed udtryk for en ny form for statussymbol, eftersom det at skabe noget selv kræver tid og indsats, skriver Wencke Mühleisen i denne kronik.

Strikketsunamien har en snert af noget ungt og hipt. Den er tilmed udtryk for en ny form for statussymbol, eftersom det at skabe noget selv kræver tid og indsats, skriver Wencke Mühleisen i denne kronik.

Kristian Jakobsen

Debat
15. juli 2022

Åh, salige strikketrend, maske for maske har du bygget et internationalt kvindeligt domineret kommercielt imperium. Lige siden begyndelsen af 00’erne er strik igen blevet trendy i harmonisk samklang med træhugning, mindfulness, slowcooking og dyrkning af grøntsager i urbane rum.

Kendisser af enhver art tog pindene frem, og norske aviser skrev entusiastisk, at nu er det så cool med strik og hækling, at selv mænd laver deres egne huer. Alle typer håndarbejde er in. Det, som for nogle år siden var sysler forbundet med mødrenes og bedstemødrenes generation, er med fuld retrokraft skyllet ind over os.

Strikketsunamien har en snert af noget ungt og hipt. Den er tilmed udtryk for en ny form for statussymbol, eftersom det at skabe noget selv kræver tid og indsats samt – alt efter hvilke materialer, man bruger – typisk flere penge end produkter, der er købt færdige. Først og fremmest er strikning en kvindeting.

Håndarbejde har utvivlsomt noget taktilt, meditativt og beroligende over sig – ikke ulig fingrenes berøring med katolicismens rosenkrans. Det smarte ved håndarbejde er desuden, at det kan gennemføres snart sagt hvor som helst. Undtagen måske under forhandlinger om krig og fred og indgåelse af globale handelsaftaler, men hvem ved, hvad der foregår af skjulte strikkerier under bordet. Der er heller ingen grund til at lægge skjul på, at håndarbejde også har en antydning af masturbatorisk bivirkning.

Hønsestrik og feministisk bevidstgørelse

Mens jeg skriver dette, bliver jeg ramt af et visuelt minde, et slags return of the repressed i min strikkehistorik, helt tilbage fra 70’ernes spæde begyndelse.

Åstedet er gymnasiet i Mosjøen i Nordnorge, hvor jeg sled mig gennem timerne, den ene mere åndsforladt end den anden, fuldkommen irrelevant og ude af sync med den klike af purunge nyudsprungne feminister og venstreradikale, jeg tilhørte.

Som min generations danske læsere sikkert ved, var 70’erne også hønsestrikkens guldalder, en tidligere entusiastisk strikkebølge. Det var dengang, feminister strikkede mangefarvede klæder, gerne med politiske symboler og diverse fantasifulde figurer fra dyre- og plantelivet. Man skulle opvurdere kvinders kompetence og viden, ikke følge færdige opskrifter – hverken i kampen for revolutionen, i sengen og samlivet eller i strikningen.

Underligt nok accepterede nogle af lærerne på gymnasiet, at en pigeklike strikkede i timerne. Pigerne sad med et henført kontemplativt blik, som de demokratisk fordelte mellem læreren foran tavlen og strikketøjet i skødet. Jeg var en af dem.

På samme tid var jeg, ligesom flere andre af mine røde medsøstre, engageret i at opdage og synliggøre den århundredgamle patriarkatundertrykte kvindelige seksualitet – ikke mindst gennem selvstudier og træning.

I timerne på gymnasiet udviklede jeg min helt egen metode, hvor jeg kombinerede hønsestrikken med feministisk bevidstgørelse om mine kvindelige genitaliers potens og muligheder. Denne tid var også storhedstiden for genopdagelsen af klitoris, som det ellers hidtil ignorerede hovedorgan for kvinders nydelse.

Dengang levede jeg i den vildfarelse, at klitoris bestod af den synlige, særdeles følsomme tap øverst mellem de ydre kønslæber. Jeg vidste kort fortalt ikke hvad jeg håber er allemandseje i dag: At klitoris svulmer op og erigerer over kønslæbernes forhud, fortsætter som en stor amulet af svampelignende legeme, som under orgasmen pulserer spastisk og strækker sig langt indad og bagud på hver side af skeden.

Klitoris skal ikke tage nogen hensyn. Hverken til vandladning eller reproduktion, som penis ellers er tynget af. Klitoris har som eneste funktion at give kvinder lyst og opretholde livsgnisten. Til trods for min uvidenhed om klitorissens indre skulpturelle udbredelse opdagede jeg, at jeg ved rytmisk at trække bækkenmuskulaturen sammen kunne fremprovokere en orgasme helt uden berøring, eftersom den indre massage stimulerede klitorissens skjulte svampeskulptur.

Jeg antager, at dette lille kunststykke af en orgasme forudsætter ungdommens hormonboost såvel som en usædvanlig veltrænet bækkenbund. Hvorom alting er, sad jeg i timerne med blikket fikseret på læreren, hønsestrikkende og fantaserede om frodige strikkeorgasmer uden at fortrække en mine eller slippe kompromitterende lyde.

Det bedste forsøg var fissehuerne

Nok om strikkeminder fra den tid, hvor strik og feminisme gik op i en højere enhed. Jeg ville så gerne heppe på tidens strikketrend af den indlysende årsag, at kvindelige sysler, hvad enten det er håndarbejde eller forbrug af kærlighedsromaner, bliver trivialiseret, mens maskulint forbrug af krimilitteratur eller fodbold har højkulturel status. Håndarbejde er ligesom ikke kunst.

Men faktisk satte visse feministiske kunstnere – for eksempel Louise Bourgeois eller Eva Hesse – allerede i 60’erne fokus på kvindelig kultur ved at inddrage kvindeligt associerede materialer og teknikker i deres værker. I samme åndedrag gjorde de opmærksom på det dramatiske fravær af kvinder i kunstfeltet. Noget, som i 1974 fik Lynda Benglis til at udgive en reklameplakat i Artforum, hvor hun optræder nøgen med en overdimensioneret penis og viser, hvad der skal til for at blive anerkendt som kunstner.

Men det er jo netop det: Kunst er ikke reproduktion af strikkeopskrifter og hjemmets apolitiske hygge, men snarere originalitet og nyskabelse i offentligheden.

Lidt velvilligt fortolket kan strikketrenden ses som en protest mod billige masseproducerede klæder i lavomkostningslande med produktionsbetingelser, der ligner moderne slaveri. Det politiske potentiale i strikkemanien kom i et kort glimt til udtryk med den berømte pussyhat som fik kvinder til at strikke frenetisk imod Trump-administrationen.

I 2017 demonstrerede kvinder i 81 lande med op mod fem millioner deltagere i såkaldte Women’s march og hånede Trumps berygtede udsagn: »Grab them by the pussy. You can do anything«. De rosastrikkede fissehuer blev demonstrationernes markante ikon.

Meditativ strik er ikke feministisk

Ret og vrang, trods den bedste velvilje, er den mainstream strikketrend, til forskel fra hønsestrikningens æra, rendyrket business. Strikkebøger topper bestsellerlisterne, strikkeblogs, podcasts og influencere florerer. Her går skamløs selvpromovering og forbrug op i en højere popfeministisk, kommerciel strikkehimmel.

Den norske forfatter og kritiker Espen Søby skrev allerede i 2015 en krads anmeldelse af bølgen med strikkebøger og stillede det oplagte spørgsmål: Hvor feministisk en strikkende kvinde er som rollemodel i vores tid? Det er et berettiget spørgsmål, når man tænker på al den tid, hvor det kvindelige håndarbejde har tjent den traditionelle kønssocialisering og disciplinering, som har holdt kvinder bundet til huslighedens aseksuelle og apolitiske private stuer og væk fra offentligheden, politikken og magten.

I stedet for meditativ strikning vil jeg hellere foreslå at sætte fokus på de strukturelle betingelser, som nedslider kvinder og individualiserer og privatiserer problemer, der kræver politiske løsninger.

Desuden er det et trist faktum, at strikkepinde konkret eller metaforisk igen kommer i brug til helt andre formål end intrikate strikkemønstre: Kvinders ret til selvbestemt abort i lande som USA eller Polen med flere bliver udraderet i et massivt højrepopulistisk sexistisk backlash.

Lad os derfor gå i gaderne. Tag gerne strikketøjet med.

Oversat af Nina Trige Andersen

Serie

Er strikketøjets genkomst et knæfald for patriarkatet?

Strik, hækling og broderi hitter – særligt blandt kvinder – og nogen ser det som en ligestillingskamp. Men hvordan er håndarbejdet, som tidligere emmede af traditionelle kønsroller, pludselig blevet relevant i 2020’erne – og er det overhovedet gavnligt for det feministiske projekt eller i virkeligheden med til at opretholde et stereotypt kvindeideal? Det undersøger Information i denne kronikserie.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Daniel Rasmussen

Det er altid fornuftigt hvis man som venstreorienteret syntes ting var bedre før i tiden, at huske på et vægtigt faktum. I vandt ikke kampen, i tabte

Margit Johansen

Nej, der er altid blevet tjent penge på strikkegarn, strikkebøger, strikkekurser og strikmode. Hønsestrik var en god forretning for opstarterne. Det fornyende er vel, at rigtig mange flere kvindelige iværksættere putter overskud i egen lomme og gør det til et levebrød?

fin egenfeldt

Kære Wencke; Du skriver: "I stedet for meditativ strikning vil jeg foreslå at sætte fokus på de strukturelle betingelser som nedslider kvinder ...." : Mon vi ikke i en solidarisk klassekamp skulle skrive "mennesker". Hvor ville jeg ønske at diskrimination af køn eller køns-polarisering ville ophøre. Med den støtter vi netop disse strukturelle betingelser for nedslidning. Vi forføres af den oldgamle magtkamps strategi "del og hersk", når mænd og kvinder sættes op mod hinanden. Det er en falsk polaritet som støtter de bestående magt strukturer. For mig er det noget ævl, at en samlebåndsarbejde/sekretær (han/hun), brolægger eller en sømand, der er væk fra sin familie halve år, er "patriarkatets" forlængede arm. Den menige soldat bliver ikke officer fordi han dumt sparker på rekrutten. En mandlig lønarbejder-slave bliver ikke "patriak" eller "ejer" fordi han måske "dum-sparker" sin/en kvinde. Ligeledes bliver en "strikke-kvinde" ikke samfundsforandrer af at sparke på mænd, der er undertrykt af samme strukturer som den strikkende. Jeg synes det er naivt, når mennesker bruge kræfterne på "falske" polariseringer. Feminismens samfundsforandrende potentiale fremmes af respektfuld udforskning af spændende kønsforskelle med deres sociale implikationer og ikke af, at de sættes op mod hinanden eller nedgøres. Hurra for at mænd skifter bleer ligeså godt og måske lige så ofte som kvinder.
Kærlig og "androgyn" hilsen. Fin

Viggo Okholm, Hans Houmøller og johnny volke anbefalede denne kommentar
Viggo Okholm

Min kone strikker, væver og spinder og kan væve og ja hun er tekstilelsker og født i 49, jeg er opvokset i et bondesamfund og med et første "rigtig" debut på lagner som 23 årig, Men jo jeg blev til noget nemlig pædagog med alle titler og var i huset i 70.
Jeg er en elendig håndværker og kan lave mad og jeg er hverken pariark og ej heller undertrykt mand. Et spændende modigt indlæg og godt at blive klog af, men vi er ikke opdelt som bekrevet, tror jeg. Vier og bliver mennesker på tværs af køn og hurra for det.
jeg er fra 45 og ja oldefar :)

Helle Degnbol

Utroligt så meget kronikøren får ud af dette:
at strikke.

En helt igennem u-trolig kronik.

Sikke en masse ord og hævdninger. Plus belæring.

Tak, Fin, at du orker kommentere.

Helle Degnbol

Og ja, Viggo Okholm. Vi overlappede.