Kronik

Der har aldrig været megen ligestilling i håndarbejde. Men der er ro, fordybelse og glæde

Hvis ikke Danmark havde fået velfærdsstaten, ungdomsoprøret og den fri abort, var hele landet druknet i kniplede blonder og lyseduge, som ingen havde brug for. Håndarbejde har altid holdt kvinder hen med ufarlige sysler – men måske er noget andet på vej
Selv om Dorthe Chakravarty har håndarbejde i sin arv, kender hun dets mørke sider og konnotationer lidt for godt.

Selv om Dorthe Chakravarty har håndarbejde i sin arv, kender hun dets mørke sider og konnotationer lidt for godt.

Magnus Hove Johansson

Debat
22. juli 2022

Der findes mennesker, der arver fast ejendom og prangende smykker, og så er vi en håndfuld, som med jævne mellemrum modtager en stak husflid fremstillet af afdøde formødre. Som oftest bliver de overbragt i det travle øjeblik, hvor man forlader sine forældre i løb for at nå toget, og midt i alt det hektiske får man stoppet en stak tekstil i tasken med ordene: »Du kan jo så godt lide gamle ting.«

Det er rigtigt, sagen er bare, at jeg også kan lide, når de ting, jeg modtager, kan bruges til noget. Sådan er det desværre ikke med min efterhånden store stak af fint håndarbejde, som hober sig op i skuffer og skotøjsæsker, mens jeg går og venter på, at jeg kan sende det videre til den næste familiearkivar.

For jeg gemmer det hele, og selv om det aldrig vil opnå titel som danefæ, så tilhører det min families skatkammer og udspringer af det, som mine fynske formødre kaldte »at sidde på stue«. En pudsig betegnelse for timerne mellem eftermiddagsluren og aftensmaden, hvor min farmor og hendes ugifte søster, Thyra, var så privilegerede, at de ikke skulle lave noget som helst, fordi der var andre, som bestilte noget for dem.

Eftermiddag efter eftermiddag sad de på stue og hæklede, broderede og strikkede, mens stakken af håndarbejde voksede og voksede. Hvis ikke Danmark havde udviklet sig med velfærdsstat, økonomisk opsving, uddannelse til alle, ungdomsoprør, fri abort og rødstrømper, så var hele landet formentligt druknet i en kridhvid flod af lyseduge, kniplede blonder, juleløbere, lysmanchetter, mundservietter, pyntekraver og små fine sager til at lægge under lamper og gebisglas. Alt sammen frembringelser, som ikke tjente stort andet formål end tidsfordriv for de af fortidens kvinder, som ikke havde meget at lave, når de havde spist, sovet og sat andre i sving.

Sytøjet får en ny funktion

Da min mor blev gift med min far i slutningen af 1960’erne, flyttede de ind på slægtsgården, hvor min farfar, farmor og Thyra boede. Storfamilie under samme tag var ikke en mulighed, så der blev bygget et lille hus tæt på gården, hvor den aldrende treenighed flyttede ind.

Min farmor spurgte sin svigerdatter, om hun ikke også ville sidde på stue. Min mor kunne næppe forestille sig noget mere rædselsfuldt end at hækle tiden ihjel og takkede nej. Hun havde arbejde, for hun var blevet landmandshustru med gård, landbohave, hjemmeslagtning og syltesæsoner – og med tiden tre børn og tre skrantende svigerfamiliemedlemmer. Og nu fulgte der ingen tjenestepiger med, som kunne give en hånd.

Thyra og mine bedsteforældre døde, og stakken med håndarbejde gik i arv. Mine søskende og jeg blev ældre, min mor fik mere tid, og da vi nåede midten af 1980’erne, begyndte hun at sy bløde bukser, undertøj og skjorter med applikationer.

Det var tiden, der gjorde det. Efterdønningerne af 1970’ernes oliekrise kunne stadig mærkes. Og selv om ungdomsoprør og rødstrømper aldrig nåede helt ud til gården på Strib Landevej, så ramte stænk af nye livsformer dog livet på landet. Der blev lavet hyldeblomstsaft og kefir, dyrket spirer i køkkenskabet og fremstillet hønsestrikkede benvarmere. Jeg har stadig min mors sybøger fra 1980’erne og, som hun sagde, da jeg overtog dem: »Det var nyt, at der var symønstre i.«

Hvor blev der syet, og hvor var meget af det brunt og blomstrende. Eller lilla og patchwork som tehætten, jeg også har arvet. Den er så tykt vatteret, at den kan holde teen varm i ugevis, og når jeg spørger mine børn, hvem der mon skal arve den, bliver de helt stille af frygt for, at den en dag skal ende i deres lod.

Min mors tehætte har som det eneste overlevet 1980’ernes gør-det-selv-bølge. Alt det andet blev brugt og slidt. Hun syede ikke til skuffen eller for at fylde tiden ud. Hun syede med en del glæde og en del spareiver, og hun syede til brug.

Et fedt køkken uden hjemmestrik

Begejstringen for det hjemmesyede faldt i takt med, at fattig-80’erne blev til de smarte 90’ere og de glade 00’er, hvor livet blev glimmer, Gucci og »alle har ret til et fedt køkken«, som ikke skulle skændes af en hjemmestrikket karklud.

Selv var jeg flyttet hjemmefra og oplevede det samme som et flertal af velfærdsstatens døtre: Jeg fik skolegang og en uddannelse, som var langt bedre og mere omfattende end mine formødres. Jeg fik SU. Jeg fik børn, børnecheck og børnepasning i en grad, ingen af dem havde oplevet.

Jeg fik arbejde, og altid lå jeg hen over cykelstyret i fuld fart og med blodskudte øjne for at aflevere børn og indhente alt det, jeg aldrig helt nåede hjemme eller på arbejde. En dag gav jeg op, slidt ned af, at alle døgnets minutter tjente et større formål og af, at alt skulle være nyttigt og godt for nogen eller noget.

Jeg havde brug for ingenting og noget, som ikke bragte andre end mig glæde. Så jeg begyndte at sy patchwork, som min mor havde lært mig, da hun syede tehætten. Jeg klippede børnenes gamle bukser i firkanter og syede det hele sammen. I hånden. Sting efter sting. Lap efter lap. Suk efter suk. Ro efter ro.

Jeg sad på stue og lod tiden gå. Eller helt præcis; jeg sneg mig til en time her, et kvarter der og ganske langsomt blev det en del af dagen og livet og noget, jeg aldrig slipper igen. Det var beroligende, frisættende – og en lille smule pinligt.

For selv om jeg har håndarbejde i min arv, så kender jeg dets mørke sider og konnotationer lidt for godt. Blandt de borgerlige kvindedyder, som ikke gjorde mænd eller samfund fortræd i 1800-tallet, var lidt opbyggelig læsning, blomstermaling og håndarbejde. Det var ikke sysler, der opildnede til kamp for kvindesag, stemmeret og ligeløn.

Vor tids modgift mod skærmen

1950’ernes hjemmegående husmødre slog tiden ihjel med håndarbejde, ingen havde brug for, mens de indtog tidens nye antidepressive midler for at holde nedtrykthed og livslede fra døren. På Instagram er det i dag stadig overvejende kvinder, der fører nål og tråd, og de gør det næsten altid i pæne, ryddelige omgivelser omgivet af pæne, farveafstemte børn.

Jeg tænker tilbage på mit eget kaosridt og genkender ikke min egen historie i deres fortællinger og ved ikke helt, hvad jeg skal mene om det, jeg ser. Er det den evige stræben efter perfekt og pletfri? Udført af kvinder med gode uddannelser og frihed til alt?

Sagen er, at der aldrig har været megen ligestilling i håndarbejde, men jeg håber og tror, at noget er på vej. Håndarbejde er måske vor tids modgift mod skærmen og hverdagens hvirvelstrøm. Desuden består verden ikke længere kun af to køn og kvindearbejde og mandearbejde. Min venindes søn på 14 år vil væve. Jeg er ved at lære min 20-årige søn at hækle. Forleden sad han på trappen i solen, sådan som jeg har gjort det mange gange, og jeg så, hvad håndarbejde – udført uden tvang og løn – kan give: ro, fordybelse og glæde.

Vi opretholder kun de mønstre, vi selv vil. Det vidste rødstrømperne, da de og deres mænd begyndte at hønsestrikke i oprør mod garnfabrikanternes fastlagte farver og mønstertyranni. Lad os gøre det samme, sæt hånden fri, bryd normerne, og undgå, at historiens skygger dikterer fremtiden.

Dorthe Chakravarty er historiker og journalist

Serie

Er strikketøjets genkomst et knæfald for patriarkatet?

Strik, hækling og broderi hitter – særligt blandt kvinder – og nogen ser det som en ligestillingskamp. Men hvordan er håndarbejdet, som tidligere emmede af traditionelle kønsroller, pludselig blevet relevant i 2020’erne – og er det overhovedet gavnligt for det feministiske projekt eller i virkeligheden med til at opretholde et stereotypt kvindeideal? Det undersøger Information i denne kronikserie.

Seneste artikler

Følg disse emner på mail

Vores abonnenter kalder os kritisk,
seriøs og troværdig.

Få ubegrænset adgang med et digitalt abonnement.
Prøv en måned gratis.

Prøv nu

Er du abonnent? Log ind her

Det, Dorthe Chakravarty beskriver er en del af datidens verden.
For alle de, der ikke havde mulighed for at sidde på stue, var håndarbejdet ofte hård nødvendighed. Strikke strømper, senere stoppe dem, strikke, hækle og sy ikke mindst til børnene, ofte sy om, og igen stoppe og lappe. Der var ikke råd til at købe færdige proodukter.
Ind imellem der skulle passes have, laves mad, bages, syltes, når det vigtigste for mange var gjort, nemlig hjælpe til i marken især forår, sommer og efterår.
Og så var der ingen maskiner til at støvsuge, vaske op, vaske tøj - den tids vask var hårdt arbejde.
Så når min bedstemor (årgang 1902) kunne finde små tidslommer blev de udnyttet til det hun holdt så meget af: hækle (og det var med meget tyndt garn og fin hæklenål). Var hun mere end meget heldig kunne det også blive til et broderi.
Håndarbejdet var, når man holdt af det, virkelig et frikvarter, afstressende og afslappende.

uffe hellum, Jane Nielsen, Ete Forchhammer , Eva Schwanenflügel, David Zennaro, John Johansen, Rolf Andersen, Lillian Larsen, Alan Frederiksen og erik pedersen anbefalede denne kommentar
erik pedersen

Tak for en interessant beretning .

uffe hellum, Christian Mondrup, Eva Schwanenflügel og David Zennaro anbefalede denne kommentar
Lillian Larsen

Og garnet måtte man selv spinde på rok eller håndten. Fårene skulle klippes, hørren skulle dyrkes.

Søren Kristensen

I firserne købte jeg et billigt sengetæppe i JYSK, af farvet bomuld, røde og orange felter. Kvikke farver og sådan lidt løst "hæklet" i det. Det var selvfølgelig maskinfremstillet, men kunne for et utrænet øje som mit godt illudere at være hjemmelavet. Efter tredivve år endte det selvfølgelig med at falde fra hinanden, mens det ikke faldt mig ikke ind at det skulle bliver svært at finde en erstatning. Men det var det og er det stadig. Ikke engang på nettet kan man finde et bomuldtæppe i kvikke farver, der ser bare lidt hjemmelavet ud og slet ikke i JYSK, hvor de fleste ting kommer i ens grå, blå eller brunlige nuancer. Ingen hippie-hygger her! Det endte med at jeg fandt et silkagtigt patchwork, på en af de mange indiske hjemmesider, hvor de ikke er så bange for farver. Til gengæld er kvaliteten elendig. Der gik kun få uger før mit nye sengetæppe begyndte at flænge og gå op i sygningerne. Men jeg lader det være; forestiller mig det er sådan lidt spraglet Cuba-elendighed, hvor det jo er helt normalt at tingene er i forfald. Allerhelst ville jeg gerne have haft et quiltet sengetæppe, som dét min ex-kæreste fik i sin tid af sin husflittige mor - sådan et rigtigt arvestykke med sjæl og naturligt sprel. Men det blev der ikke noget af, for selv om hun fik lært både at væve, filte og quilte, havde hun alt for travlt med andre ting, herunder en hest, til at gøre noget ved det og selv om hun gjorde, tror jeg ikke jeg var den første på donationslisten. Jeg kunne selvfølgelig selv have lært mig at quilte eller hækle, men jeg har altid været optaget af at spille på guitar, så jeg lever med mit flossede sengetæppe fra Indien, så længe det hænger sammen. For nu har jeg opgivet at finde et nyt, i stil med det sengetæppe jeg leder efter og som i sin tid ikke var noget særligt. Den slag kan man simpelthen ikke finde mere. Til gengæld er der ikke græser for alt det bras man skal igennem, hvis man alligevel får lyst til at lede.

Søren Kristensen
Lidt interessant problemstilling.
Prøv evt. at opsøge strikke-hæklecafeer ell. lign. Der er rundt omkring nogle, der gerne vil lave noget for andre, da de ikke selv længere har de store behov. Og det er da heldigvis så heldigt at vi stadig kan købe garn i flotte farver og ikke alt det kedelige grå og sorte, som der efter min mening er rigeligt af.
Måske kan du også være heldig på gul og gratis eller den blå avis.

Brian W. Andersen og Eva Schwanenflügel anbefalede denne kommentar
Brian W. Andersen

@ Lillian Larsen

Lige i dette tilfælde kan du godt spare sarkasmen.

Fårene boede hos familien Knauer-Christensen lidt længere henne ad Strib Landevej i nr. 123, hvor spinderokken, karter og diverse håndtener altid var klar bag en rumopdeler i den lille af de to dagligstuer. Hver høstsæson kom de på græs imellem nabogårdens æbletræer, så nedfaldsfrugten blev dyrefoder i stedet for at rådne væk. Og jeg kan ikke huske om det er denne gård eller en af den lille håndfuld andre gårde, der lå der, som er Dorthes slægtsgård, men når høsten var i hus, var det tid til at klippe alle fårene, så disse skulle hyrdes fra græsningsarealet til deres faste indhegning, hvilket krævede at så mange børn og voksne som muligt agerede "hyrdehunde". Derefter kom et par professionelle fåreklippere på besøg og styrede slagets gang indtil alle fårene var kommet af med hammen.

Søstrene Joan og Søs sorterede alle uldhammene op i hvilke, der skulle sælges og hvilke, der skulle spindes til garn. Det var også dem, der havde sat gang i den lokale hjemmeproduktion af hyldeblomstsaft, kefir og køkkendyrkede spirer. Og både uld, garn, filtsko, saft og kefir indgik i byttehandler mellem gårde og andre landejendomme som blandt andre det (dengang) lille private skovbrug Staurby Skov, men garnet skulle lige spindes først, så når efteråret begyndte at trænge sig på kom der fuld gang i spinderok og håndten. I en periode blev der også eksperimenteret med hørdyrkning og plantefarvning. Dem, der købte eller byttede sig til hele hamme, spandt deres eget garn selv.

Der blev spundet, farvet, strikket, syet, broderet, filtet og lavet alt muligt andet håndarbejde til den helt store guldmedalje i det lille lokalsamfund udenfor Middelfart tilbage i '80'erne. Og for mig, der kommer fra Kbh's stenbro, var det absolut et kulturchok første gang jeg selv så det hele, hvilket har været på det tidspunkt, hvor Dorthe var en pige på 10 år.

Lillian Larsen, Eva Schwanenflügel og erik pedersen anbefalede denne kommentar
Brian W. Andersen

@ Lillian Larsen

Efter at have støvet hukommelsen lidt mere af må jeg lige skrive en rettelse og måske mest af hensyn til at Dorthe kan følge med i læserdebatten under sin kronik. Navnet på den ene af søstrene var ved ikke Joan, men Jonna. Resten af hvad jeg skrev er korrekt nok.

Og hvad der egentlig var sket i dette lille hjørne af Vestfyn, var at diverse ildsjæle fra 60'erne og 70'ernes hippiebevægelse i byerne havde søgt drømme om økologi, selvforsyning og idyl ude på landet, hvor de stødte sammen med håndarbejds og landbrugstraditioner i den lokale landbefolkning.

Da oliekrisen i sluthalvfjerdserne bed sig fast som fattigfirserne havde begge parter opdaget at de kunne lære en hel del af hinanden og skabte sammen en lokal bytteøkonomi, hvor alle der deltog kunne spare penge på husholdningsbudgetterne. Ikke så få gamle fremstillingsmetoder til det ene og andet blev genopdaget og ofte blandet med inspiration fra middelhavslandene, Indien, fjernøsten og de øvrige nordiske lande. Hvor lidt eller meget Dorthes familie deltog i dette ved jeg ikke, men de var med og det lader til at nogle af oplevelserne fra denne tid har efterladt et varigt indtryk på Dorthe og er blevet en del af hendes positive minder fra barndommen.

Det hele var i øvrigt ikke kun strikkegarn, sytøj, kefir, hyldeblomstsaft og sunde spirer. Der boblede jævnligt også en lystig stank ud af diverse store vinballoner fyldt med æbler, kirsebær og hvad frugt man ellers kunne få til at gære, hist og her strittede de "andalusiske bjergtomater"s syvtakkede blade ud imellem de mere almindelige afgrøder og der blev også lavet foredrag og musikarrangementer, hvor man inviterede naboerne med. Passiv underholdning var der jo ikke meget af. Med en god antenne kunne man se en dansk tv-kanal og et par af de nordtyske, videomaskinen kunne fodres med et par VHS-bånd fra videobutikken inde i Middelfart, internettet var endnu kun en fremtidsdrøm og social media var Tele Danmarks Træfpunkt 0059, hvor op til 6 personer kunne tale anonymt i fastnettelefon sammen ad gangen.

Det var hverken idyl eller katastrofe, men der var en tid til at kede sig eller til at fordybe sig i aktiviteter som de fleste har haft svært ved at finde siden dengang. Der var også mere tid hjemme i Kbh, men med storbyens flere muligheder brugte min familie og jeg, samt de fleste jeg kendte tiden på andre måder, end det jeg oplevede i det lille vestfynske landdistrikt. Jeg nåede dog at få et par færdigheder med som få mænd kan prale af at have: Jeg kan faktisk klippe et får, spinde mit eget garn af dets uld og strikke nogle varme sokker, men jeg foretrækker nu at købe mine sokker og bruge min tid til andre ting. ;-)

Lillian Larsen

@Brian W. Andersen
Det var nu ikke sarkastisk ment. Tak for din beskrivelse af det dejlige sted i en dejlig tid. Jeg har selv haft en væv, men er desværre kommet langt væk fra det.

Brian W. Andersen

@ Lillian Larsen

Jamen, så beklager jeg at jeg misforstod din kommenter. Men det er nok ikke den værste misforståelse, fordi der kom et lille supplement til Dorthe Chakravartys historie ud af det. Jeg må i øvrigt have mødt eller kendt hende, så hjernen snurrer stadigvæk i forsøget på at huske, men jeg flyttet og rejst en del efter uddannelse og arbejde i løbet af livet, så jeg mødt tusindvis af mennesker, hvor jeg har kendt nogle i en periode og andre i den næste, så 1981 er mange navne og ansigter siden. Det gør det ikke lettere at hun bruger et efternavn hun senere har giftet sig til, fordi Dorthe var et meget almindeligt navn dengang.

Med den vinter vi har fået stillet i udsigt i år, så er de måse tid til at finde væven frem igen. Der blive ikke vævet meget af den uld vi klippede dengang, men der blev vævet af noget andet, fordi der var kolde gulve, efterdønninger af oliekriserne, der stadigt kradsede, ikke så mange penge og en stor vilje til genbrug. Stofrester blev gemt og samlet og så blev der vævet kludetæpper til at dække alle de kolde pletter vi kunne få vores tæer ned på. Det kan være at det er tid til at tænke i de baner igen. :-)

Lillian Larsen

@Brian W. Andersen
Tak for opmuntringen!